Tegn og gerninger

På den ene side af festlighederne en halvnøgen lidende mand naglet op på et lodret torturapparat – på den anden side en lang stang i jorden med et rødt stykke stof og et hvidt tegn midt på af samme form som torturapparatet.

Det første motiv er erindring om en hævdet, aldrig bevist historisk begivenhed, der udspillede sig for et par tusind år siden. Det andet, flaget, en påmindelse om en ammestuehistorie, af gode grunde en ubefæstet historisk begivenhed, der ikke desto mindre dateres i forbindelse med slaget ved Lyndanisse i juni 1219.

Det første motiv beretter om en nazaræisk håndværker og oprører, der kom på tværs af såvel den romerske overøvrighed i Palæstina-provinsen som de samvirkende jødiske religiøse myndigheder. Skyldsspørgsmålet var, som understreget ved håndvask af den stedlige statholder, ifølge romersk retsopfattelse tvivlsomt, men ikke ifølge jødisk. Den unge mand, en dagdriver og urostifter, leder af en gadebande og kætter, det mente de toneangivende jøder, blev herefter som gestus fra besættelsesmagten henrettet på romersk vis. Ikke just en nænsom behandling, hvilket en kendt dansk stuntman siden har kunnet bevidne.

På kejser Augustus’ tid var korsfæstelsen yderligere smertefuld, idet naglerne ikke som i den populære udgave (hvis man kan sige det sådan) hamres gennem håndfladerne, men drives ind i den øvre del af håndroden, hvilket forårsager øjeblikkelig og uoprettelig lemlæstelse med uudholdelige kramper. Det er ikke kønt og ville heller ikke tage sig ordentligt ud i kunstnerisk gengivelse. Var naglen imidlertid sat i håndens midte, ville ofret sandsynligvis ved sin egenvægt rive hænderne itu og falde ned fra apparatet. Det var ikke hensigten, men derimod langtrukken lidelse gennem flere døgn inden kvælningsdøden. Henrettelser af den art forekom udbredt i Romer- riget.

Hvorvidt korsfæstelse blev anvendt som berettet i skrifterne i Jerusalem påsken år 30 er uklart. Således som den hyppigt afbillede mands historiske eksistens kan betvivles. I klassisk kildekritik siger man dog gerne, at det er mere rimeligt at forestille sig Jesus som en historisk figur end det modsatte. Jesus som udtryk for digterisk frihed er med andre ord en mulighed, men mindre sandsynlig. Jesus som Guds søn eller Gud selv må hver enkelt jo gøre op med sig selv, om man finder rimeligt.

Flagets vandrehistorie

Hvad angår flaget med det hvide kors er beretningen om herkomsten en vandrehistorie. Flag og andre symboler har i historiens løb haft det med at komme rette folk i hænde ved passende overjordisk bistand – jævnfør Jesus-legenden – nedstigning ovenfra. At Dannebrog faldt ud af himlen midt i en erobringskrig mod hedninge er desuden en sen tilføjelse til de konkrete begivenheder i Estland. Krigen eller korstoget betød, at Danmark under Valdemar 2. trådte ind i en midlertidig rolle som lokalimperialistisk stormagt. Den fane, danskerne efter sigende siden kæmpede under, og hvis formodede mage gik til grunde under 2. verdenskrig, bar korsets symbol, men tillige karakteristiske motiver fra tidens, dvs. 1300-tallets lübske stil.

Nutidens Dannebrog er retlinet heraldisk i motivet: uskyldens kors på hjerteblodets grundfarve. Min (nationale sjæl) hvad vil du mere!

Det danske nationalflag står i modsætning til de fleste andre landes fædrelandsflag, øvrighedsflag og folkeflag. Udlændinge i Kastrups ankomsthal får et chok, når de bliver mødt af flag- svingende danskere bemalet i hele bøtten og med øl i hånd. Fremmede tror det næppe, når man beroliger dem med, at disse galninge blot er mødt op for at modtage fætter Knold og kusine Pip efter en uge i Thailand.

Påskens mørkeste stund

Dette altomfattende nationale symbol var denne langfredag – en bitter dag og i år endnu bitrere end vanligt – på halv stang.

Påskens mørkeste stund markerede som bekendt tillige 150-året for Slaget på Dybbøl skanser, da slet bevæbnede, uprofessionelle danske soldater fik så læsterlige tæv af preusserne, at landet efter den tvungne fred blev reduceret til 37.000 kvadratkilometer og 1,7 mio. danskere – eller tre femtedele af befolkning og territorium. Det var lidt af en øretæve, kan man roligt sige. Soldaterne måtte efter nederlaget krybe hjem langs husmurene, mange i tiltusket kluns, da hæren for at gøre vanviddet komplet forlangte sine uniformer afleveret.

Mindestunden langfredag blev 2014 til fest med folkemøde, dronningevisit, statsministertale og lange kolonner af danske væbnede styrker i kampuniform og moderne skydevåben. Forbi Dybbøl Mølle gik det i march assisteret af rigeligt bredbringet Hjemmeværn, samt look-a-like soldater fra 1864.

Flagene altså på halv, dels fordi det bruger man på Jesu dødsdag, dels fordi Danmark jo, ligegyldigt hvordan man end vender og drejer historien, tabte med et brag i 1864, også moralsk, hvilket kan være lidt vanskeligt foreneligt med et festligt sindelag og igen hensætter tænksomme fremmede i dyb undren. Symbol og faktisk gerning kan i en snæver vending komme til at modarbejde hinanden, det må man medgive. Men de optrædende håndterede selvmodsigelsen nydeligt. Det hele var så langt ude i hampen, at det fik sin egen ufrivillige charme.

På det sønderborgske storhotel kom symbolerne atter på konfrontationskurs. Oven over alting i den store lobby og en ynkelig sandwichautomat med kreperede postulater af menneskelig føde hang fladskærmen og dens meddelelser om begivenheder på stedet samme dag.

Som følger stod på skærmen: »Velkommen til NN’s begravelse. Gå til højre, til I finder lokalet Als. Så er I kommet til rette sted?«

Som punktum for et forhåbentligt godt og givtigt liv sat af hotellet som munter hilsen ind i evigheden. Det kan jo også blive for meget med kors i hytten og al den døen.