Læserbrev

Udlændingeloven bør gentænkes

28. april 2014

Europarådets Menneskerettighedskommissærs rapport om Danmark fra marts 2014 samt Im-sagen og en række andre børnesager illustrerer, at Danmarks familiesammenføringsregler er urimelige og ikke overholder menneskerettighederne.

Samtidig kan en række nye forskningsresultater fra januar ikke påvise positive konsekvenser af stramningerne fra 2002, men først og fremmest en masse urimeligheder: Sager om ægtepar der ikke kan bo sammen, selv om de har giftet sig af egen vilje, og om udenlandske kvinder, der tvinges til at blive i voldelige ægteskaber, hvis de ikke vil udvises af Danmark.

Siden 2002 har Danmark haft de skrappeste familiesammenføringsregler i Europa, og det har ført til, at antallet af ægtefællesammenføringer er mindsket fra ikkevestlige lande. Men man ved ikke, hvor mange frivillige ægteskaber, loven har forhindret, eller hvor mange tvangsægteskaber, den har forhindret, da et tvangsgift par kan slå sig ned i udlandet.

Og hvad har stramningerne hjulpet? Blandt familiesammenførte er der efter seks år ikke flere med en længere uddannelse eller flere i arbejde, end der var før 2002. Ser man på alle 25-årige fra etniske minoriteter i Danmark, har en stigende andel taget en uddannelse, men den udvikling var allerede i gang. Udlændingestyrelsen bedømmer sagerne meget hårdt og har lange svarfrister, ringe mulighed for personlig rådgivning og tager ofte beslutninger uden reelle begrundelser. En så ringe retssikkerhed harmonerer med politikernes ønske om at begrænse indvandringen fra ikkevestlige lande mest muligt.

Politikerne reagerer kun, når en helt konkret urimelig sag som Im-sagen kommer i medierne.

Hvad hjælper reglerne?

Officielt blev reglerne indført for at beskytte unge mod tvangsægteskaber begrundet med, at de unge skulle blive mere selvstændige og få en uddannelse før ægteskabet, så de bedre kunne sige nej til en, de ikke ønskede at blive gift med. Men det reelle formål var at mindske indvandringen af familiesammenførte fra muslimske lande. I SOS mod Racisme er vi imod tvangsægteskaber af enhver art, og vi vil altid støtte de unge i ikke at gifte sig med en, de ikke ønsker. Men der er ikke noget i vejen med arrangerede ægteskaber, som indgås efter de unges egen vilje. Vi opfordrer regeringen til at ændre såvel Udlændingeloven som administrationen af familiesammenføringsreglerne, så frivilligt gifte og deres børn ikke længere hindres i at leve sammen som familier i Danmark.

Anne Nielsen, næstformand i SOS mod Racisme

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu