Uegnet demokrati eller demokratisk underskud?

I 2011 udtalte FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, at den globale systemkrise, der drejer sig om klimaet, finansverdenen og den globale fattigdomssituation, er så alvorlig, at »vi har brug for en revolution«. »Vi må forberede os på at skulle foretage store ændringer i vores livsstil, i vores økonomiske modeller, i vores måde at organisere os på og i vores politiske system,« sagde han.

I et demokratisk samfund, hvor præmissen for legitim magtudøvelse er det folkelige mandat, er det logisk at antage, at markante samfundsforandringer begynder i det politiske. At den lovgivende og udøvende magt udstikker retningslinjerne for samfundsudviklingen.

Men den politiske navigation synes ikke at udvise vilje til at omstille vores samfund i en bæredygtig retning, så fremtidige generationer får de samme muligheder, som vi har haft. Vi øger fortsat afbrændingen af fossile brændstoffer og forbruger ressourcer, det kræver 1,5 planet at understøtte på bæredygtig vis. Også i demokratiske lande.

Det er sandsynligvis det, der får Ki-moon til at efterspørge en revolution. Den slags sætter spørgsmålstegn ved, om det repræsentative demokrati er gearet til at håndtere de komplekse udfordringer?

En tillidskrise

Jeg er opvokset med en oplevelse af, at danskerne grundlæggende har tillid til det politiske system. Denne betragtning vakler. Tilliden til både lokal- og nationalpolitikere er dalet markant de seneste 10 år.

Flere målinger viser, at ikke siden jordskredsvalget i 1973 har tilliden været så lav som i dag. Bilagsrod, rejser på første klasse og brudte valgløfter er kun en lille del af billedet. Det store billede er et system, som ikke er i kontakt med de mennesker, der lever i det.

Og som uanset udfordringernes karakter prædiker den samme nødvendighedslogik med unisont fokus på koblingen af offentlige besparelser og privat vækst. Det er en afkobling fra det nære hverdagsliv. Der er ikke langt fra dette billede til pessimisme og resignation. Men problemet er snarere demokratisk underskud end uegnet demokrati.

Nærdemokratisk renæssance

Den demokratiske tillidskrise kan derfor blive brændstof til en ny politisk kultur, hvor vi som borgere i langt højere grad tager medansvar for helheden. Den Store Omstilling sker ikke uden markant politisk lovgivning. Men denne lader vente på sig. Samtidig kan mine handlinger som enkeltindivid synes udsigtsløse i det store spil. Det er de ikke. Men de er heller ikke tilstrækkelige. Så hvad gør vi?

Miljø- og klimabevægelsen har endnu ikke formået at demokratisere indsatsen for en bæredygtig udvikling. Veldokumenteret videnskabelig oplysning er ikke nok. Vi må også have hjertet med. Det er i det konkrete møde mellem mennesker, at handling bliver mulig og visioner til virkelighed. Det, der har størst muligt forandringspotentiale, synes derfor at være fællesskabet.

Fællesskaber mellem borgere og partnerskaber mellem forbrugere og virksomheder, som gør ord til handling. Denne udvikling spirer allerede. Men den mangler næring i form af politisk indflydelse og opbakning, hvilket kræver nye alliancer og strategier.

Vi behøver næppe en revolution, men vi behøver et radikalt opgør med det politiske tunnelsyn, der udstikker den ubæredygtige kurs. Og her er en opfordring til, at det med fordel kan begynde i det lokalpolitiske.

Et af de næste vigtige omstillingsskridt er derfor et langt mere nærværende lokaldemokrati, som kan skabe platforme for politisk samspil og synergi på tværs af aktører. På grund af tættere kontakt med borgerne og de lokale virksomheder besidder kommunalbestyrelserne et endnu uudfoldet potentiale til at genrejse den demokratiske deltagelse, indflydelse og tillid.

Liv la Cour er cand.scient.pol., MSc og medlem af det grønne netværk Omstilling Nu.