Kronik

Vækstpolitik er den nye værdikamp

Der er folkelig grobund for et opgør med vækstsamfundet. Men det bliver modarbejdet af eliten og dens institutioner
Debat
5. april 2014

Vækst spiller en nøglerolle for regeringen. Dens politik er bygget op omkring vækstpakker og talrige reformer, der alle lanceres med den efterhånden velkendte retorik om politisk nødvendighed og økonomisk ansvarlighed. Den grundlæggende fortælling er, at der er behov for at få gang i den økonomiske vækst og at ruste Danmark til den intense globale konkurrence.

Men hvad hvis ingen af initiativerne fører til ny vækst, men tværtimod bringer os dybere ned i den økonomiske og politiske krise? Måske er der et vækstpolitisk opgør undervejs, der vil få de seneste årtiers værdipolitiske stridigheder til at ligne en storm i et glas vand.

Der er nemlig fysiske grænser for produktivitet i arbejdslivet og hertil kommer psykiske og sociale grænser for væksten. Det bliver konstant sværere og mere usikkert at opnå vækst. Væksten er stødt på grænser, og disse grænser bliver kun mere markante i fremtiden. Det globale forbrug overstiger det, planeten kan understøtte på lang sigt. Væksten er ikke bæredygtig. Samtidig sker der en nedslidning af menneskelige og sociale ressourcer.

På det individuelle plan bliver det sværere for os at arbejde og forbruge mere. Vi oplever grænser i arbejdslivet i form af eksempelvis stress og depressioner. Forbrugstrætheden tager til, den økologiske bevidsthed breder sig, og opsparingen øges på grund af usikkerhed og stor gæld. Produktiviteten og forbruget stagnerer. Heri ligger grobunden for det folkelige opgør med vækstsamfundet

Ikke-økonomiske forhold

Vi skal halvtreds år tilbage i tiden for at finde udgangspunktet for vækstens økonomi og politik. Årtierne efter Anden Verdenskrig var præget af tankegangen om, at velstand var et middel til at afskaffe fattigdom. I takt med, at velstanden steg, blev væksten tillagt mindre betydning. Ikke-økonomiske forhold kom i stigende grad til at sætte dagsordenen for samfundsudviklingen.

Dette projekt nåede sit højdepunkt i 1970’erne. Nye sociale bevægelser satte emner som køn, miljø, demokrati og seksualitet øverst på den politiske dagsorden, og SF blev et partipolitisk talerør for disse nyskabelser.

Tidens fokus på ikke-økonomiske emner og de tilhørende kritikker af vækstsamfundet var en praktisk realisering af de politiske muligheder i en tid, hvor velstanden var høj for den brede befolkning, som følge af de foregående årtiers enorme vækst og stigende lighed. Disse strømninger skrev sig helt ind i Socialdemokraternes principprogram i 1977, hvor det blev erkendt, at der var grænser for økonomisk vækst, og at det i fremtidens politik måtte handle om at stoppe væksten, for at skabe bedre miljø og livskvalitet. Også De Radikale var langt hen ad vejen med på noderne gennem eksempelvis det meget populære ’oprør fra midten’.

Det virker dog alt sammen som fjern fortid i dag. Samfundet er nemlig gennem de seneste 30 år på ny blevet viklet ind i fattigdommens problematik. Vækstdagsordenen er blevet permanent. Også for SF, Socialdemokraterne og de radikale.

Nedslidte ressourcer

Gennem de seneste 30 år har det faktisk kun været muligt at skabe vækst gennem bobler og bestikkelse. De omfattende dereguleringer af den finansielle sektor har skabt en bobleøkonomi med en enorm usikkerhed.

Bestikkelse i form af skattelettelser og meget lave renter holder også på kort sigt hånden under væksten, men indebærer samtidig, at de langsigtede ubalancer vokser på grund af eskalerende privat og offentlig gæld.

Samlet set ville væksten være decideret negativ uden konstante politiske vækstinitiativer og den forbrugsmoral, som politikere, økonomer og virksomheders markedsføring bombarderer os med.

Det er disse sider af samfundsudviklingen, som er blevet fuldstændig fortrængt af regeringen og i det hele taget er nærmest usynlige i den politiske og økonomiske debat.

Situationen er paradoksal. På den ene side har regeringen helt og aldeles kuldkastet de vækstkritiske værdier, men omvendt er disse værdier slået så bredt igennem i befolkningen, at væksten stoppes i praksis. Regeringen er helt ude af trit med de økonomiske og politiske realiteter. Den ser vækst som et slags gratis gode, som noget entydigt positivt, hvis gevinster får omkostningerne til at virke betydningsløse. Men det er en forældet tankegang, der passer til et fattigt samfund med rigelige ressourcer.

I et rigt samfund med nedslidte ressourcer som det danske er vækst derimod på ingen måde en ubetinget god forretning. Tværtimod. Omkostningerne ved væksten er i dag omfattende, og gevinsterne bliver mere og mere ubetydelige. Og her tænker vi bestemt ikke kun på klima og miljø.

Vækstpolitisk omvæltning

Væksten griber nemlig direkte ind i vores liv og arbejde. Den er kun mulig, hvis vi arbejder mere – og mere produktivt. Den kan kun ses som resultatet af vores egne anstrengelser, og den har en række negative konsekvenser for det individuelle og sociale liv. Det er en stor fejl at tro, at vækst er en slags gave fra himlen, som vi blot kan plukke frugterne af.

Stadig flere bliver helt udstødt af arbejdslivet, fordi tempoet er for højt og kravene for store. For os andre går det ud over vores arbejdsglæde og velfærd. Mere arbejde og større produktivitet står simpelthen i modsætning til værdier om livskvalitet, demokrati og fællesskab.

Det oplever vi hver dag på vores arbejde og i det konkrete liv med familie, venner og fritidsaktiviteter. Og det er oplevelser som disse, der ligger til grund for, at væksten modarbejdes i den brede befolkning, når produktiviteten og forbruget går i stå – til stor fortrydelse for den økonomiske og politiske elite.

I virkeligheden handler det om, at nye værdier og praksisformer vinder frem i befolkningen, fordi vi hverken kan eller ønsker at levere det, der skal til, for at der igen skabes høje vækstrater. Der er folkelig grobund for et opgør med vækstsamfundet, men det bliver modarbejdet af de dominerende institutioner og eliten. Regeringen er det mest iøjnefaldende centrum.

Den aktuelle situation bringer mindelser om starten af 1990’erne. Dengang var værdipolitikken, særligt udlændingepolitikken, fastlåst og tabuiseret. I dag kan vi se, at der var tale om stilhed før stormen, idet værdipolitikken herefter blev præget af store sværdslag og omfattende politiske forskydninger.

I dag er det vækstpolitikken, der er fastlåst og tabuiseret, idet regeringen klamrer sig til de seneste årtiers pejlemærker, der fremstilles som »nødvendighed« og »ansvarlighed«.

Enighed og arrogance hersker, men er ude af trit med virkeligheden, hvor væksten i stigende grad udebliver. Det er menneskeligt, socialt og miljømæssigt umuligt at få stabil og høj vækst tilbage i Danmark. Virkeligheden har forandret sig. Vækstbilledet flimrer, og vi gennemgår en langsigtet transformation, der er mere skelsættende end kursændringen i 1980’erne. Vi kan stå over for en vækstpolitisk omvæltning, som vil få de seneste årtiers værdipolitiske forandringer til at blegne.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet og Maria Reumert Gjerding er folketingskandidat for Enhedslisten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Jeg håber, skribenterne får ret i, at omvæltningen er på vej.

Rasmus Kongshøj, Anders Kristensen, lars abildgaard, Sascha Olinsson, Michael Kongstad Nielsen, Ejvind Larsen, Hans Paulin, Nicolai Niemeyer, HC Grau Nielsen og Uffe Elbæk anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

synes, artiklen er mangelfuld og bærer præg af, den er skrevet af akademikere fra den offentlige sektor. Begge forfattere må antages af have en teoretisk indfaldsvinkel til emnet.

Den vigtigste begrænsning for både regeringens vækstinitiativer og oppositionens krav om vækst er, at de ikke er forankret i det private erhvervsliv men derimod forankret i økonomiske modeller og minder om år med høj beskæftigelse. Det er sådan set korrekt, at økonomisk vækst ønskes opnået ved, at vi arbejder mere. Et mål for både Folketingets partier og mange lønmodtagere er, at alle vi, der nu er på overførselsindkomster, skal i beskæftigelse. Fra lønmodtageres side spørges jævnligt, hvorfor de skal arbejde, når andre ikke skal, og de kræver gerne lavere skatter, fordi de ikke føler sig tilstrækkeligt belønnet for sit 'sure slid'. Desværre er vækstinitiativerne ikke forankret i det private erhvervsliv, hvor nogle virksomheder stræber mod reduktion af omkostninger, mens andre stræber mod salg af varer og ydelser til andre virksomheder. Der skabes næppe meget vækst ved, at vi alle stræber mod dels reduktion af omkostninger og dels at få andel i andres indtjening. Det skaber da vist bare lavere overskud, som flere vil have andel i.

Et paradoks er, at begge skribenter hører til 'eliten og dens institutioner'. Det overser de vist, ligesom de overser en eksisterende værdikamp, som regeringens vækstpolitik indgår i. Endelig overser de, hvor rodfæstet krav om vækst er i det danske samfund. Vækst er en forudsætning for, vi altid kan få overskud på indkøb bortset fra køb af dagligvarer. Uden økonomisk vækst kan vi ikke få mere tilbage, end vi selv betaler, hvilket er fatalt i et samfund som det danske, hvor modviljen mod tab er meget tydelig.

Ikke overraskende er jeg fuldstændig enig i forfatternes analyse. Vi bliver nødt til at formulere et andet (eller andre) vækstbegreb end materiel vækst. Gennem en lang række folkelige politiske laboratorier hen over foråret, har vi i hvert fald i Alternativet oplevet hvor optaget danskerne er af at formulere en ny bæredygtig vision for Danmark. Så der er virkelig (politisk) forår i luften.

Karsten Aaen, Niels Møller Jensen, Torben Kjeldsen, June Beltoft, Sascha Olinsson, Michael Kongstad Nielsen, Ejvind Larsen, Rasmus Toft Ilsø, Steffen Gliese og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Uafhængighed er styrke, og det har historisk været Danmarks styrke, at vi ikke har haft de enorme materielle krav, som det kendes fra den angelsaksiske verden. Udbredelse af en beskeden velstand til stadig større dele af befolkningen er hemmeligheden bag små landes succes, og det er Danmarks store kors i disse år at være plaget af ideologisk forgiftede forskere og politikere, der synes at være kommet til deres positioner fra andre traditioner - hvilket jo også får et synligt udtryk i f.eks. opgøret med dansk undervisnings- og forskningstradition. Der er gået konen i muddergrøften i de ønsker for landet, politikere og embedsmænd stiller op.

Mads Kjærgård

Ovenstående fremførte undertegnede og andre til en eksamen på RUC engang i 1993, censor en forsker fra DTU blev så rødglødende af raseri, at han heglede os igennem diverse økonomiske teorier og til sidst besluttede sig for at lade os dumpe. Men håber, at budskabet breder sig!

Karsten Aaen, June Beltoft, Steffen Gliese, Michal Bagger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Jeg kan anbefale denne blog-post, hvor en fysiker diskuterer vækst med en økonom. Økonomen ender uden tøj på.

https://physics.ucsd.edu/do-the-math/2012/04/economist-meets-physicist/

Vækst, som vi opgør den i dag, er en eksponential funktion. Derfor vil den altid udtømme vores endelige resourcer og føre til vores undergang. Det er elementær matematik.

Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Torben Arendal, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Uffe Elbæk:

"Vi bliver nødt til at formulere et andet (eller andre) vækstbegreb end materiel vækst."

Det er jeg ikke ubetinget enig i. I hvert fald mener jeg, det er alt for tidligt. Visioner er dejligt uforpligtende.
Selv savner jeg mere et opgør med angsten for omkostninger og gæld samt længslen tilbage til årene før finanskrisen i 2008. Selvom det er ubehageligt at betale renter og afdrag på gæld eller billedligt talt smide penge ud af vinduet, burde det ikke være direkte traumatisk endsige livstruende, hvis der er plads i budgettet til det. Krav om økonomisk vækst er en følge af en længsel tilbage til de sjove år fra omkring 1997 til 2007, hvor det var nemt at tjene penge dels på handel med værdipapirer o.lign., og dels ved at åbne en lille virksomhed for groft skrevet at tjene penge på sin hobby. Vi kunne starte med en erkendelse af, at Danmark er en nation af krejlere (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krejler).
Næste spørgsmål kan være, om jobskabelse har fået høj prioritet af hensyn til erhvervslivet eller af hensyn til krav om lige fordeling af ubehag.

Denne video fra World Economic Forum er interessant i denne forbindelse.
Budskabet er, at arbejdsløshed ikke afhjælpes med økonomisk vækst. Taleren er Michael Spence. som vist er amerikansk økonom.

Michael Kongstad Nielsen

Artiklen handler vist om, at de private borgere ikke orker al den vækst, og det skal nok passe. Men, men, men ... vil folk gå ned i levestandard? Vil folk droppe flyrejserne, skære ned i bilindkøbene, mobiltelefonerne, fladskærmene? Og vil folk købe økologisk (pt. kun ca. 8%)
http://www.lf.dk/Viden_om/Oekologi/Markedet.aspx
Det vil de måske nok hen ad vejen (håber det), men indtil videre er der en god portion ønsketænkning i denne artikel. Og så berører den ikke et andet aspekt, som dog er vigtigt. Det er ikke bare den enkeltes behov for fritid, familieliv, ro og afstresning, det handler om, det handler om forståelse og respekt for hele klodens tilstand og behov for ro og fred. Den forståelse ligger nok lige under overfladen et sted, men den skal have plads og rum til at folde sig ud, så vej men bedre kunne tåle en nedgang i levestandard. Og nedgang i offentlig velfærd. Og dertil kommer, at fordelingspolitikken skal have en renæssance, så vi samtidigt med vækstpolitikkens afvikling fremmer en udligning af den ulighed, der har været stødt stigende de seneste 10 år.

randi christiansen, Torben Arendal, June Beltoft og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Glemte link til videoen fra World Economic Forum: http://forumblog.org/2014/03/video-sustainable-patterns-growth/ .

Helene Nørgaard Knudsen

Det er ikke vækst når det kun er de rigeste par % der reelt oplever at deres formuer vokser.

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Torben Arendal, June Beltoft og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det handler om noget så simpelt som at kunne tænke sig om og ikke gå ud fra, at alt baserer sig på en mekanisk adfærd - hvad der ikke er grund til at tro, at der skulle, da udviklingen konstant har ændret retning. Det nytter heller ikke at hænge alting op på byttehandel, når produktionen er på et niveau, hvor vi kan vælge at producere det, der efterspørges, når det efterspørges. Man bliver ikke rigere af varebytte.

God artikel - helt enig. Skolereformen som jeg lige har været til foredrag i - ikke som diskussion ( da den jo har været hemmeligholdt for befolkningen ) men uden test eller prøvning på en 2-3 skoler - nu til FULD udrulning på alle danse folkeskoler. Alene tiden er en katastrofe: 5 klasse 27 til 32.75 timer på skolen nu. 8. klasse ca. 30 til 35 timer om ugen. Det er vanvittigt. Talte med skolelærerne - som allerede nu ligner stressede høns - for at få de timer passet ind i nogle nedslidte skoler - som SLET IKKE er gearet til at opbevarer vores børn så længe.

35 timer's arbejdsuge for skolebørn i 14 års alderen - det burde forbydes. Samtidig spår Finnerne at vi i 2020-25 har 20-25 % af vores nuværende arbejdsopgaver udført af robotter, samtidig med spanierne hæver pansionsalderen, vi fjerner efterløn - og de studerende skal presses gennem uddannelser i rekord fart - det er dårlig udnyttelse af de muligheder, det istedet kunne have givet for eks. balancerede forældre på max.30 timers arbejdsuge imens man har børn. Knokles skal der - så man kan smide værdierne fremad - helt frem til den lykkelige velhavende pensionsalder - istedet for at investere i fremtidens arbejdspladser til de unge i samfundet. - det kører den helt baglænse forkerte vej rundt.

Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Martin Langwadt, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

øv fejl.. tiden øges fra 27 til 32.75 time for 5 klasses start 1. august. og i 8. klasse fra nuværende ca. 30 til øges til 35 timer. Og ikke en krone er der afsat til Dummy-Crash-Test reformen - med levende børn som stunts.

Helt tydeligt at Skoleinspektøren - kømpede en kamp for at virke positiv - men måtte overgive sig ved spg. og udtrykke det "ja - det er vist sådan jeg skal udtrykke det".
Skolelærer fortalte at kun ca. 15% af lærer er for (måske hvad man kunne forvente, men alligevel)
Ingen er blevbet hørt - men Socialdemokraten fra S i Amtet - var selvfølgelig .. ehhh begejstret..

Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der manipuleres uhæmmet - og personligt havde jeg aldrig regnet med, at jeg skulle se dette samfund i så hastig deroute, som det nu sker. Vejen til større lærdom i ungdommen er større frisættelse til at bruge de færdigheder, man opnår i skolen, ikke til mere tvang - i en verden, hvor tvang simpelthen ikke er antagelig.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Tvang er nu en vedtaget form for 'motivation' set fra politisk hold.
Det er det, som er forandret.

Steffen Gliese

Lise Lotte Rahbek, jeg tillader mig at tvivle på, at tvang vil være en acceptabel metode meget længere.

Vi lever ikke af vækst. Vi lever af kartofler

Uffe Elbæk - "at formulere en ny bæredygtig vision for Danmark. Så der er virkelig (politisk) forår i luften."
Jeg må skuffe dig. Foråret kun sagte kommer, for hele verden er med.
Men vi skal jo starte et sted. Så, pøj, pøj.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Jeg ønsker du får ret.
men jeg tror det ikke.
Vi har en regering som satser på, at man kan tvinge mennesker til at blive mere vidende og klogere, ved at tage en uddannelse, som mennesker under 30 år er tvunget ud i, hvis de vil have mad og bolig.
Mad&bolig = eksamensbevis. Og så er det skideligemeget om dannelsen hænger ved.
Det er komplet absurd.
Og kommer Venstre til magten efter næste valg, så bliver det bare endnu mere aburd.

Politikere, som regulært fører krig mod grupper af borgere,
som vel at mærke ikke er kriminelle,
er en vederstyggelighed,
som bør være umulig i et retssamfund.
Men de er her.

Torben Nielsen, Jakob Silberbrandt, Steffen Gliese og Kim Øverup anbefalede denne kommentar

Folk har i følge medierne masser af opsparing, men ønsker ikke rigtig at bruge dem. ATP har en gennemsnitlig værdiskabelse på 20% årligt. Man kunne jo åbne op for frivillig indbetaling af de midler folk ikke lige står og skal bruge. Men banker og erhvervsliv opfatter selvfølgelig de opsparede pengene som deres, så det går politikerne aldrig med til.

Steffen Gliese

Det er en misforståelse, at vi skaber værdi ved at forbruge - ved at forbruge mindsker vi værdierne.

randi christiansen

Ansvaret for den planetare husholdningsøkonomi er parkeret hos de sindsyge og idioterne. De holder til gengæld virkelig godt fast i vampyrøkonomien - gid de næste generationer ikke alle
sammen i desperation parkerer deres handlekraft på bunden af flasken o.a. misbrug - danske unge kampdrikker hjernen ud. Tillad dog i det mindste cannabis' helbredende og empatidannende effekt til selvmedicinering i stedet for alkohols entydigt hjernedøde virkning -
'han åd og drak, var aldrig glad, sine støvlehæle gik han skæve ... ' . Dekadence er et stort skridt mod undergang.