International kommentar

Viktor Orbáns truende utopi

Sammenlignet med Ungarns genvalgte premierminister fremstår andre nationalpopulistiske ledere i Europa som bizarre amatører. Men forudsætning-erne for en politik af samme slags findes i en række andre lande
16. april 2014

Jeg husker den unge Victor Orbán som en uhyre intelligent og slagfærdig person. Han var et oplagt politisk talent og dertil udstyret med en charme på grænsen til uforskammethed. Det var svært ikke straks at synes om ham. Jeg stod dengang ansigt til ansigt med en politisk enfant terrible, der inkarnerede et løfte om en ny æra. Her var en mand, som turde trodse alle de politisk korrekte, som dengang i Ungarn stadig gik klædt i gråt, masseproduceret tøj. Alt dette virkede forfriskende. Men måske mest fordi den unge mand stadig var uden politisk magt.

I sommeren 1989 stod han over for hundredtusinder af ungarere i Budapest og krævede, at de sovjetiske tropper skulle trække sig ud af landet. Orbán var dengang en ukendt studenterpolitiker, som med dette radikale krav overtrumfede alle andre talere. Ud af ingenting blev han pludselig kendt i hele landet. Siden da har hans egen og Ungarns historie været sammenflettet.

Fra starten var Orbán en folketribun. Og det er han forblevet som en politiker, der foretrækker at gå på barrikaderne eller at tale fra et tv-studie frem for at tale i parlamentet. Når han taler, taler han snarere til nationen end til vælgerne. Alt, hvad han har at sige, tager form af monolog eller prædiken. Og alt, hvad han forkynder, er ofte lige så storslået, som det er romantisk. Men hvad der engang var et liberalt og jordbundet budskab med kritisk brod mod kommunisme og andre former for totalitær tænkning, har i stigende grad skiftet fokus til at handle om Ungarns storhed og de ​​kræfter, der truer nationen.

Politisk metamorfose

Hvad har gjort en sådan forvandling mulig? Da József Antall, Ungarns første premierminister efter kommunismens fald, døde i 1993, begyndte hans brede folkebevægelsesparti at falde fra hinanden, og Orbán indså, at her var der et tomrum at udfylde, hvis ikke hans eget parti, Fidesz, skulle forblive en marginal specialitet for unge ​​liberalister – dem er der trods alt ikke så mange af i Ungarn. Hvad der var brug for, var en transformation, som var en kamæleon værdig. En politisk forkyndelse forandret fra grunden af. Den forstod Orbán at gennemføre, som om intet var hændt. Og de ​​ungarske vælgere fulgte ham.

Her møder vi en anden side af Viktor Orbán: Den skruppelløse opportunist, den Orbán, om hvem hans kritikere siger, at han alene interesserer sig for magten, rede til at gøre, hvad der skal til for at erobre og beholde den. Uanset hvad har mandens politiske metamorfose være en sejlivet succes. Forrige søndag vandt Orbán sin tredje valgsejr siden 1998, og han kan nu fortsætte projektet med at ombygge den ungarske regering, så selv ikke fremtidige valgnederlag vil kunne ændre grundlæggende ved den nye orden, han har skabt. Den underliggende logik er, at valg i sig selv derfor er helt unødvendige, hvorfor det mest fornuftige ville være at lade de, der hersker, fortsat gøre det, således at Ungarn snart vil kunne opleve, hvad Orbán kalder »nye herlighedsdage«.

For resten af ​​Europa fremstår den vision imidlertid snarere som en truende utopi, der er mere fortidsvendt end fremtidsorienteret.

Skriften på væggen

Den omgivende verden har dvælet for meget ved Orbán. Man har reageret, som om ungarerne først måtte befris fra ham, og som om alt efter ville være fryd og ammen. Men Ungarn har den Orbán, som landet fortjener. Hver tredje ungarer har valgt ham for yderligere fire år, og hans nationalistiske retorik og angreb på Bruxelles, IMF og de udenlandske investorer eller banker er faldet i frugtbar jord. Med sine omhyggeligt blandede budskaber om såret national stolthed og bombastisk ungarsk selvovervurdering har han formået at få ungarerne til helt at glemme, at de økonomiske fremskridt og forbedringer, han lovede og løbende proklamerer, stadig ikke sat mindste præg på deres hverdag.

Den nationalistiske populisme er ikke kun et problem for Ungarn. Den bestemmer allerede politikken i næsten alle stater i denne del af Europa. I et Vesteuropa, som primært synes optaget af egne problemer, er dette et overset fænomen. Bekymrer man sig for et land i regionen, bekymrer man sig for Grækenland. Men Grækenland er ikke en undtagelse. Grækenland er snarere skriften på væggen: Statsbankerotter, massearbejdsløshed og politisk afmagt er, hvad der truer Albanien, Rumænien, Bulgarien og alle de stater, der opstod på ruinerne af, hvad der før var Jugoslavien – ja, muligvis også Slovakiet. I alle disse lande er forudsætningerne for ’ungarske tilstand’ allerede på plads (og ofte endnu mere veludviklede end i Ungarn).

Drømmen om Storungarn

Det eneste, der stadig mangler, er talentfulde, karismatiske populister af Viktor Orbáns art.

Endnu kan han derfor herske i ensom majestæt, og det med større folkelig støtte i ryggen end nogen anden politiker i Europa. Orbáns position er ubestridt. Han trues hverken af den opposition fra venstre, som knap nok eksisterer, eller af den stigende fascisme fra det højreradikale Jobbik, som Orbán selv har bidraget til at skabe. I sammenligning med Orbán fremstår Europas øvrige nationalpopulistiske ledere som bizarre amatører. Og det kan ikke udelukkes, at Orbán – i modsætning til de andre – har en vision: At genskabe det endnu større Ungarn, som gik under med Trianon-freden i 1920. Vi glemmer ofte, at ingen anden europæisk stat har så mange landsmænd, der bor uden for landets grænser, som netop Ungarn. Hvis jeg var rumænsk, kroatisk eller slovakisk udenrigsminister, ville jeg være bekymret. Man kan selvfølgelig indvende, at en revision af Trianon-freden næppe vil komme til at stå på den europæiske dagsorden i nogen nær fremtid. Men mærkeligere ting end dette er hændt i vores Europa. Og den, der tvivler, behøver bare at tænde for fjernsynet for at overbevise sig selv.

© Richard Swartz og Informa-tion.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Premierminister Victor Orban, angriber Bruxelles, IMF og de udenlandske investorer og bankerne ...

...det er vist på tide der iværksættes et rask lille kup.