Læsetid 4 min.

Et andenrangsvalg

Mens Europa-Parlamentet er blevet stadig mere magtfuldt, er valgdeltagelsen ved parlamentsvalgene faldet. Det kan dels skyldes generel demokratitræthed, dels at valget opfattes som mindre vigtigt end de nationale valg, fordi EU ikke for alvor kan blande sig i omfordelingspolitikken
Socialdemokraterne delte i går røde poser med morgenbrød ud foran Københavns Universitet i et forsøg på at skaffe stemmer til europaparlamentsvalget på søndag.

Socialdemokraterne delte i går røde poser med morgenbrød ud foran Københavns Universitet i et forsøg på at skaffe stemmer til europaparlamentsvalget på søndag.

Jakob Dall
23. maj 2014

Bag det forestående europaparlamentsvalg gemmer sig et kæmpe demokratisk paradoks. For selv om parlamentet er blevet stadig mere magtfuldt de seneste årtier, er valgdeltagelsen ved valgene fortsat meget lav.

Den manglende interesse kunne forklares relativt nemt, dengang Europa-Parlamentet kun havde ringe betydning for EU’s beslutningsprocedurer. Dengang parlamentet var det magtfulde Ministerråd markant underlegent i EU’s lovgivningsproces. Dengang i 1980’erne, hvor den konservative britiske premierminister Margaret Thatcher yndede at håne det for at være et »Mickey Mouse-parlament«.

Men i de seneste 20 år har Europa-Parlamentet opnået stadigt stigende magt i EU’s lovgivningsapparat. Og med Lissabontraktaten i 2009 fik Parlamentet endelig lovgivningskompetence på linje med Ministerrådet via indførelsen af den almindelige beslutningsprocedure, hvor de to institutioner formelt er sidestillet. Nu blev parlamentet borgernes direkte talerør i Bruxelles. Det havde fået den magt, som mange politikere troede ville gøre det synligt for borgerne.

Men lige lidt hjalp det. Deltagelsen ved det seneste europaparlamentsvalg i 2009 slog historisk bundrekord. Kun sølle 43 procent af alle stemmeberettigede europæere i EU’s dengang 27 medlemslande valgte at gøre brug af deres stemme. Danmark rangerede som en af de absolutte topscorere med en valgprocent på 59,5 procent (Luxembourg og Belgien undtaget, da de har obligatorisk valgdeltagelse). Og måske rangerede Danmark kun så højt, fordi vi også ved samme lejlighed gik til afstemning om ændringer af den langt mere debatterede og i offentligheden synlige tronfølgelov.

Alarmerende bundniveau

Valgdeltagelsen ved europaparlamentsvalgene har været faldende, siden det direkte valg til parlamentet blev introduceret i 1979. Og det er i denne lave og stadigt faldende valgdeltagelse, at det demokratiske paradoks ligger begravet. Almindelig sund fornuft vil få de fleste til at forvente, at den folkelige interesse og entusiasme for parlamentets virke ville stige i takt med dets indflydelse på den europæiske lovgivning, og i takt med at parlamentet nærmede sig magtens centre i Bruxelles. Men det er altså den modsatte tendens, vi har bevidnet.

Det første valg blev gennemført i 1979 med en gennemsnitlig stemmeprocent på 61,9 procent blandt EU’s (dengang EF) ni medlemslande, som på det tidspunkt også talte Danmark. Stemmeprocenten holdt sig nogenlunde stabil igennem 1980’erne og 1990’erne, hvor også nyere demokratiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal blev medlemmer. I hele perioden lå valgdeltagelsen mellem 57-58 procent. Men efter valget i 1999 begyndte stemmeprocenten at falde. Og ved seneste europaparlamentsvalg i 2009 nåede den så det historiske og alarmerende bundniveau. Spørgsmålet er hvorfor? Og hvorvidt det udgør et problem?

Demokratitræthed

EU’s politikere har ofte en tendens til at se på den europæiske demokratiske udvikling som et fænomen, der adskiller sig fra den mere generelle globale demokratiske udvikling, herunder også andre regioners politiske deltagelsesmønstre. Det er en skam.

Hvis man kigger udelukkende på den faldende interesse og entusiasme for det europæiske integrationsprojekt og europaparlamentsvalget i særdeleshed, overser man nemlig, at fænomenet er et globalt velkendt og også yderst veludforsket emne inden for den politologiske forskning.

Prominente amerikanske forskere som toneangivende Pippa Norris fra Harvard University og Russell Dalton fra University of California har længe påpeget en stigende tendens til det, de definerer som demokratitræthed – og den findes ikke kun blandt de mere etablerede vestlige demokratier, herunder Danmark, men også blandt lande, som først for nylig er blevet demokratiseret.

Demokratitrætheden giver sig ganske mærkbart til kende på parametre som faldende valgdeltagelse og faldende partiloyalitet, samt større politisk rodløshed. Det er altså med andre ord et globalt fænomen, ikke et unikt problem for Europa-Parlamentet.

Hvis vi et øjeblik antager, at den faldende valgdeltagelse i og interesse for europaparlamentsvalget blot er et symptom på global politik- eller demokratitræthed, ændrer det så forståelsen af fænomenet? Højst sandsynligt. Og det tilmed ganske dramatisk.

EU-institutionerne har i årevis tildelt Europa-Parlamentet mere magt for derigennem at højne europæernes følelse af politisk tilknytning til det europæiske projekt samt forbedre det politiske aktivitetsniveau, men den strategi har ikke haft en chance for at lykkes, hvis den lave valgdeltagelse og interesse for Europa-Parlamentet ’bare’ er udtryk for en mere generel, global trend. Det betyder naturligvis ikke, at man bare skal lade stå til og lade den negative demokratiske udvikling fortsætte. Men det betyder måske, at man skal bruge flere kræfter på at gøre befolkningerne mere politisk aktive på det generelle plan – og færre kræfter på at få befolkningerne til at kunne lide det europæiske integrationsprojekt for derigennem at højne aktiviteten.

Sekundavare

Mens det ikke kan udelukkes, at en del af den manglende valgdeltagelse ved europaparlamentsvalgene kan skyldes en global demokrati-fatigue, kan det dog ikke være hele forklaringen. For alt imens valgdeltagelsen til europaparlamentsvalgene er dalet, har den nationale valgdeltagelse i eksempelvis Danmark fortsat været stabilt høj både ved lokalvalg og ved nationale valg. Ved seneste lokalvalg i november 2013 nåede valgdeltagelsen op på 71,9 procent, og ved det seneste folketingsvalg i 2011 nåede Danmark en historisk høj stemmeprocent på 87,7 procent. Og selv om Danmark er en internationalt anerkendt stemmeduks, står det paradoksale faktum alligevel tilbage, at mens både folketingsvalg og lokalvalg har haft en stabil og høj valgdeltagelse, har deltagelsen ved europaparlamentsvalgene ikke kun været lav; den har også være faldende de senere år.

Inden for EU-forskning betegnes europaparlamentsvalget derfor ofte som et andenrangsvalg. Et valg, som befolkningen interesserer sig mindre for, ved mindre om og ignorerer efter forgodtbefindende. Herudover er andenrangsvalg karakteriseret ved, at vælgerne hyppigere støtter den type protestpartier, som i kølvandet af eurozonekrisen har fået medvind overalt i Europa. Samtidig er valgene altid underlagt de nationale valg, hvilket betyder, at vælgerne i langt højere grad vil vælge efter politiske pejlemærker, som hører til den nationale politiske sfære, ikke den europæiske sfære.

Måske vil europaparlamentsvalget forblive et andenrangsvalg indtil den dag, hvor EU (måske) får direkte beskatningsbemyndigelse. Indtil da vil den primære direkte politiske diskussion om økonomisk omfordeling, som udgør kernen i hovedparten af al politisk diskussion på det nationale plan, forblive på det nationale plan, og dermed vil europaparlamentsvalget fortsat blive opfattet som mindre vigtigt.

Julie Hassing Nielsen er post.doc. ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det kunne også være, at befolkningerne ikke er hverken demokrati-trætte eller ligeglade,
men har erhvervet sig erfaring om,
at det er temmelig ligegyldigt på hvad eller hvem de stemmer. Der er over 700 folkevalgte europæiske deltager i EU + alle de ansatte embedsfolk + alle de ikke-folkevalgte + alle lobbyisterne.
Ligegyldigheden er et udtryk for, at vi alligevel ikke som enkeltindivider i dette monstrøse 'samarbejde' har afgørende at skulle have sagt eller have indflydelse på.
Vi får at vide af politikere at vi skal hænge på, for ellers er toget kørt fra perronen.
Der er bare ingen der har spurgt (e sidste 35 år) hvor vi vil hen eller om vi overhovedet har lyst til at køre i fællestog, og det kan man aflæse i afstemnings-deltagelsen. Vi er trætte af at blive ført rundt ved næsen og grådigheden.

Det er JERES EU, alle I som tror, I er noget og vil ud og køre i tog i hast.
Nogle af os andre vil hellere spadsere og nyde turen og så skidevære med, hvor langt vi kommer, når bare vi har sjælen med.

Michael Kongstad Nielsen og Bo Johansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Johansen
Bo Johansen

Det er da logik at EU valg bliver meningsløse når prototype politikerens udmeldinger om [ indsæt positiv floskel ] som der arbejdes hårdt for at få gennemført/debatteret/ diskuteret/ sat på dagsordenen zzzzzzz....oftest resultere i enten ingenting eller vage formuleringer om fortsat at sidde med ved rulle bordet og have indflydelse på beslutningerne.

Og stort bifald senere, når det lykkes at udskyde datoen med 3 måneder, for importen af kødaffald fra år 1623. Alle ved jo at ingen må overtræde den hellige lov om varenes frie bevægelighed.

Derudover kan en EU politiker gemme sig langt mere bag hele EU's beslutningssprocedurer end en national politiker vil kunne i et parliament.

Dertil er vi tilsyneladende nogle enkeltstående tilfælde af slemme individer i flere lande der har en sund og naturlig mistro og foragt til politikerstande. Jo flere samlet på et sted, jo værre.

Få er os er så grimme og populistiske, at vi mener at hvert enkelt lands befolkning skal have fuldkommen selvstændig indflydelse på politikker og lovgivning ved direkte lokale valg. Ja det er grufuldt, beklager.
Og den eneste mulighed for at kontrollere en politiker er ved at holde dem i særdeles kort snor og under tæt observation i nærområdet.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Artiklens forfatter er på mit TV lige nu. Jeg må tilstå ikke at kunne få øje på meget andet end en smilende distance til sit eget emne.
Denne attitude gør det svært at tage hende og hendes pointer alvorlig.

Brugerbillede for Anders Bertelsen
Anders Bertelsen

Inden for EU-forskning betegnes europaparlamentsvalget derfor ofte som et andenrangsvalg. Et valg, som befolkningen interesserer sig mindre for, ved mindre om og ignorerer efter forgodtbefindende.

Og et valg, som partierne (med en enkelt undtagelse) kun opstiller sekunda-kandidater til.

Saa laenge politikerne ikke tager MEP-valget alvorligt, kan de daarligt forlange at vaelgerne skal goere det.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Nogle af os vil hellere spadsere og nyde turen og så skidevære med, hvor langt vi kommer, når bare vi har sjælen med.

Præcis!

Det er der bare ikke nok "vækst" i. Mener nogen. :-/