Vi har brug for flere nybegyndere

Jeg var 30 år, da jeg tog mit kørekort. Til min allerførste køretime tog jeg fejl af speeder og bremse. I stedet for en kontrolleret opbremsning gassede jeg voldsomt op og pløjede henover en række kegler. Skamfuld måtte jeg tage imod lærerens irettesættelse og de andre elevers hånfulde lettelse over, at de ikke havde dummet sig. Situationen blev ikke lettere af, at jeg var mindst 10 år ældre end de andre elever. Min totale inkompetence var ikke bare pinlig, den var nærmest utænkelig: Hvordan kan en voksen mand ikke kende forskel på pedalerne?

Det er svært at være nybegynder i en sen alder. Og det kan være rigtig svært at få lov til at være nybegynder inden for et felt, hvor de fleste har en forventning om, at dét burde man allerede have lært. Men da jeg først kastede mig ud i at køre bil blev jeg overrasket over, hvor hurtigt jeg nåede til det punkt, hvor jeg følte, at jeg havde knækket koden. Hvor jeg ikke længere skulle kæmpe med at holde styr på koblingspunkt og gearskifte, men hvor jeg bare kunne gøre det uden at tænke over det. Hvor jeg havde lært nok til at have modet og selvtilliden til at begynde at afprøve grænserne for, hvad der er muligt, og kørelæreren bemærkede, at »det var lidt for taxafriskt«.

Styrken ved at være nybegynder er, at man ikke ved bedre. Man kan stille alle de dumme spørgsmål og udfordre alle de ting, som eksperterne for længst har accepteret. Det er denne respektløse nybegynder-attitude, som kendetegner nye aktivistiske initiativer som Occupy-bevægelsen, fløjterne i Fælledparken og lokale omstillingsprojekter som byhaver og fødevarefællesskaber. Ikke alene påpeger de alt det, de gerne vil lave om, de leder også hele tiden efter sprækker og muligheder, som alle eksperterne for længst har opgivet at lede efter. De afprøver nye demokratiske beslutningsprocesser. De udfordrer forventningerne til den passive tilhører. De bryder med rollen som forbrugere og begynder at producere og distribuere fødevarerne selv.

Med større eller mindre overbærenhed bliver disse initiativer oftest affejet af eksperterne som forvirret, famlende og naivt fantasteri, der er dømt til at mislykkes.

Men som den gamle højskolemand Hal Koch sagde, så må hver generation starte forfra. Vi er alle nybegyndere, der skal lære at være borgere fra bunden af. Demokrati er ikke et system, der skal gennemføres en gang for alle, men en livsform, der skal tilegnes. Vi må hver især afprøve alting på ny og begå vores egne fejl. Problemet er bare, at det langtfra er os alle, der får det gjort.

Da jeg fyldte 18, havde ingen af mine forældre bil. Jeg boede i byen og kunne nemt komme omkring på cykel, så jeg havde hverken et umiddelbart behov eller anledning til at lære at køre bil. Så jeg lod være. I stedet lærte jeg at undgå situationer, hvor det ville komme frem, at jeg ikke havde kørekort. På samme måde er der rigtigt mange som mig, der bare lader, som om de forstår samfundets spilleregler, for ikke at falde igennem og blive til grin.

Vi føler os lidt magtesløse og lidt dumme. Og så er det nemmere at forsøge at undgå situationer, hvor vi udstiller, at vi ikke forstår, hvad vi skal med en patentdomstol, eller hvorfor politikerne ikke svarer klart på, om vi bliver overvåget eller ej. Og jo længere tid der går, desto sværere bliver det at indrømme, at vi ikke forstår det. At vi rent faktisk er nybegyndere.

Men vi har brug for flere nybegyndere. For det har altid været nybegynderne, der tør tænke nyt og udfordre det gamle. Andelsbevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen og kvindebevægelsen er alle eksempler på, hvordan nybegyndere sammen har fundet modet til at genopfinde, hvad det vil sige at være borger og forandre samfundet omkring sig – efter at de for længst var blevet afskrevet af alle eksperterne.

For mig var det både en overvindelse og en befrielse at tage det kørekort. Det var en måde at bevise overfor mig selv, at jeg stadig kan kaste mig ud i noget, jeg egentlig havde afskrevet. At jeg stadig tør være nybegynder trods de akavede situationer og dumme spørgsmål. Og det er nok i virkeligheden det vigtigste, vi kan lære: at turde være nybegyndere.

Andreas Lloyd er antropolog.