Kommentar

Man burde stjæle noget mere

Med den omfattende overvågning har vi ikke kun mistet vores anonymitet, men også selve troen på den. Jeg tog på tyvetogt i Aldi for at genvinde den
Debat
13. maj 2014

Jeg er i Aldi i Berlin, og min puls er på 200. Alle kigger på mig. Alle kameraerne. Alle de arbejdsløse og pensionerede tyskere, som handler ind denne varme formiddag. Sådan føler jeg det i hvert fald, da jeg forsigtigt fører gærpakken ned i bunden af min jakkelomme. Jeg prøver at kontrollere min nervøse hånd – jeg skulle jo nødigt nå at presse gæren ud af den lille pakke og opløse det hele i håndsved, før tyveriet er fuldbragt.

Jeg fortsætter rundt i supermarkedet med gæren i lommen, forsøger at se almindelig ud, forsøger at lægge almindelige ting i min kurv. Men da jeg endelig kommer hen til det lange kassebånd, og en mand kommer og stiller sig bag mig, går jeg i panik. Selvfølgelig bliver jeg opdaget. Selvfølgelig sidder der en mand et sted og følger alle mine bevægelser. Selvfølgelig kommer jeg i fængsel, bliver smidt ud af landet, selv om jeg kun har stjålet for 9 cent. Jeg går ud af køen, lægger alting tilbage, også den lille sølvgrå pakke gær.

Jeg var nødt til at prøve at stjæle for at cementere min tro på, at jeg stadig kan lave noget, som ingen ser. At der stadig findes en lille lomme, hvor jeg ikke er totalovervåget. At komme ud på den anden side af butiksalarmerne med 42 gram hemmeligt lovbrud i lommen ville være en konkret triumf for anonymiteten, en lille pokal til friheden, til ikke altid at blive opdaget, ikke altid at blive set.

Troen, der forsvandt

Det var den nyeste overvågningsskandale, der sendte mig ned for at handle som tyveknægt. Jeg er en lille smule almindelig forarget over, hvad Nets og Se & Hør har kunnet finde ud af sammen, men jeg er langt mere forarget over det chokshow, der igen er sat på plakaten. Et show, hvor de fleste brokker sig højlydt over overvågningens nye eskapader, mens de i virkeligheden ikke er særlig overraskede, men snarere tænker:

»Ja selvfølgelig har en sådan overvågning fundet sted, vi er jo overvågede, alle sammen, hele tiden, det er nu en gang prisen for det hyperdigitale, hypermoderne liv.«

Det er dette forstillede chokshow, der forarger mig mest. Og det centrale for den generelle overvågningsdebat er ikke længere afsløringer af ny overvågning (det er so last NSA-year), nu må det til at handle om, hvordan vores personlige forhold til masseovervågning har udviklet sig, og hvordan det tættere og tættere forhold til overvågningen definerer os alle sammen, på ny.

Overvågningsdebatten må snart være moden til først og fremmest at handle om den største kollektive fortrængning i nyere tid: Fortrængningen af, at vi ikke kun har mistet vores anonymitet (hvilket måske er stærkt overdrevet, fordi mere data også er mere støj), men at vi har mistet troen på den.

Den andens evige blik

At miste troen på ens anonymitet er et eksistentielt anliggende. Med anonymitet mener jeg ideen om privatlivet, ideen om hemmeligheden som individuerende form og rum – at der gives et indre, der for det ydre er uigennemtrængeligt. Vi er tilbage ved en filosofisk knude, der går helt tilbage til Sokrates’ idé om det uindfangelige indre. Tilbage til oprør mod Kierkegaards ’etiker’, hvis højeste mål er at være ’reen og ziirlig og saavidt mulig feilfri Udgave af sig selv, læselig for Alle’. For hvad med ’den berettigede Skjulthed’?

Men uden at inddrage Gud (som i: Gud ser alt) og hver (filosofiske) mand (og kvinde) kan spørgsmålet stilles så kontant: Er der liv, vi ikke lever, når vi ikke tror os alene? Indskrænker den manglende tro på det private os som selvstændige mennesker? Er der ting, som vi ikke gør i vores hjem, hvis vi lever i et glashus?

Er jeg alene med oplevelsen af et underligt vakuum, en bevidstløs spænding i mit ansigt, når jeg ved, at nogen står og kigger på mig? Og kan denne bevidstløshed ikke sætte sig på alt, hvad jeg gør, hvis jeg hele tiden koncentrerer mig om at holde mig inden for reglerne og forventningerne i den andens blik, der følger mig hele tiden?

Hvis den andens blik står for loven, kan man argumentere for, at det på mange måder er fint for samfundet, at det som maskineri er smurt bedre med lovlydighed. Det er fint, når jeg samler mit tabte skrald op fra gaden, fordi jeg føler, at nogen ser på mig. Det er fint for økonomien, når jeg ikke stjæler en pakke gær, fordi jeg tror, at alt bliver opdaget. Men det er knap så fint, når dette blik altid ser på mig, ikke som en beskytter, men som en fordømmer. Det er ikke eksistentiel excellence, når jeg ikke tør noget nyt og anderledes, men snarere vil indskrænke mig som menneske, fordi det nye og anderledes per definition er mistænkeligt.

Mit forsøg på at stjæle gær for at cementere min tro på anonymiteten mislykkedes fælt. Det bekræftede mig i, at jeg selv har alvorlige problemer med troen på smuthuller ind til anonymiteten. Og det hjalp mig til konkret og svedende at blive meget bevidst om problemets voldsomme realitet.

Jeg synes, det er på høje tid, at vi begynder at basere overvågningsdebatten på en erkendelse af det eksistentielle problem med den manglende tro på anonymiteten. Det er altid et strukturelt problem, når ingen tør udvikle loven ved at søge den bedre undtagelse, der ligger uden for den. Og det er et akut problem, både samfundsmæssigt og menneskeligt, når ingen tør være hverken foregangsmænd i udviklingen af samfundet eller sprudlende avantgardister i deres eget liv.

Peter Løhr er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og Berlin-baseret kulturskribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Hm. Jeg ved nu ikke lige, om jeg kan komme i tanke om et historisk rum, hvor folk har været reelt anonyme.
I landsby- og lilleby-liv har man aldrig været anonym, men altid familiemedlem/skolekammerat/arbejdskollega eller tosse/gadefejer/vejsenhusbarn. Noget har man været og man har så sandelig også været underlagt andres blikke og sociale kontrol.

Det foruroligende i overvågningsalderens tid er, synes jeg, er alt det der undslipper overvågningen og som påvirker os, som bliver overvåget.
Hvor er overvågningen som skal stoppe udnyttelsen af østarbejdere, som vi så udsat for vikarfirmaers uhæmmede profittrang i DR1 igår? Hvor er overvågningen, som skal stoppe kapitalens altomfattende udnyttelse af hele klodens befolknings levegrundlag? Hvor er overvågningen, som skal stoppe krigen i Syrien, konflikten i Ukraine, naturforureningen i Kina eller Boko Harams myrderier i Afrika?

De kigger, gør de, myndigheder, ugeblade, NSA, skattevæsnet, butiksdetektiverne..
men de hverken kan eller vil ikke forhindre ulykker i at opstå.
De ser bare til og engang imellem kan de nappe en sølle kontanthjælpsmodtager som kysser for meget med kæresten i offentlighed, de kan måske se prinser og prinsesser tage på ferier eller ramme en Lars Løkke i bunken af manglende bilag.
De store ulykker derimod - der kan vi allesammen kun se til. På behørig afstand og med håbet om, at nogen vil og kan gøre andet end at glo.

Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Mortensen, Helge Rasmussen, David Zennaro, Per Pendikel, Uffe Illum, Henrik Nielsen, Gry W. Nielsen, Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Anonymitet er da intet gode. Det er vist velkendt for de fleste ensomme mennesker.
På den anden side har nogle tv-udsendelser i tidens løb afsløret, at vi almindelige mennesker ved mere om hinanden, end vi formentlig er bevidste om. Peter Løhr glemmer nok de andre kunder samt kasseekspedienten på sin vej rundt i supermarkedet.

"Det er altid et strukturelt problem, når ingen tør udvikle loven ved at søge den bedre undtagelse, der ligger uden for den. "

Det forstår jeg ikke. Jeg synes modsat, det er et strukturelt problem, hvis loven skal indeholde alt. Med andre ord mener jeg, et strukturelt problem i nutidens Danmark er en stræben mod lovgivning om alle livets forhold, således muligheden for individuelle valg og risikoen for at begå fejl minimeres.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Henrik Nielsen og Jakob Clemen anbefalede denne kommentar
Kristian Kolby

Tænk hvis folk kunne kende forskel på dit og mit, og ikke var kronisk voldelige!
Eller bare lovlydige.
Så ville behovet for overvågning falde markant ikk'?

Børge Rahbech Jensen

"Så ville behovet for overvågning falde markant ikk'?"

Ikke i Danmark, hvor befolkningen er bange for at være anderledes og blive socialt udstødt. Et sådant samfund fungerer bedst med intensiv overvågning af hinanden.

Selv er jeg også ret glad for målrettede reklamer, som kan give mig inspiration til noget, der kan have min interesse. Jeg synes, det er bedre end tilfældige reklamer endsige rent held.

Per Pendikel

@ Lise Lotte Rahbek
" I landsby- og lilleby-liv har man aldrig været anonym, men altid ... "
I stor grad er der også tale om identitet i disse "rum".
I overvågningen har vi den ikke.
Her findes ikke - kan ikke eksistere - identitet.
Dét er alvorligt.

Lise Lotte Rahbek

Per Pendikel
jeg TROR jeg er enig, men vil du uddybe lidt mere. hvad du sigter til med 'identitet..?

Markus Lund

...Og nå ja, et lille pro-tip: Sen lukketid. Det allerbedste tidspunkt man kan stjæle på i dagligvarebutikker. De ansatte orker ikke spektakler på denne tid af døgnet. To minutter i kasseoptælling vil de sgu hellere hjem og sove den ud efter en lang arbejdsdag. Har aldrig hørt om nogen der løb efter en tyv kl. 22 om aftenen, med mindre det da ligefrem var butiksindehaveren, der sad bag kassen.

Held og lykke fremadrettet.

Frederik Lambert

Jeg synes Peter Løhr rammer hovedet på sømmet. Det er selvregulerende mod normen at vide, at man potentielt bliver overvåget, og kan sanktioneres ved afvigelse.

Befolkningen mangler en kontrol med statens nye efficiente magtmiddel - en garanti for at den nye teknologi ikke misbruges til at slå ned på politiske modstandere og systemkritikere

kan I huske da vi krøb rundt om et gadehjørne og fyrede en fed? Det kan man dårligt nok længere uden at blive overvåget. Og så er det ikke erlevant at jeg slev ikke har gjort det i 25 år, men blot at der er kameraer alle vegne.

Peter Jensen

Rahbek:
Formentligt mener Pendikel at der i landsbylivet og det nødvendige fællesskab, som fulgte med, opstod mellemmenneskelig resonans og subjektiv genkendelighed - altså relationer ... hvor der i overvågningsparadigmet findes markører og data, som hidrører fra mennesker, men forstås og behandles som objekter. Altså klassisk fremmedgørelse.

Per Pendikel, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Peter Jensen:

"hvor der i overvågningsparadigmet findes markører og data, som hidrører fra mennesker, men forstås og behandles som objekter."

Jeg mener fortsat, det er en kunstig skelnen, som medfører, hovedparten af overvågningen i samfundet ignoreres.

Bob Jensen:

"kan I huske da vi krøb rundt om et gadehjørne og fyrede en fed? Det kan man dårligt nok længere uden at blive overvåget."

Selv har jeg aldrig røget hash, men er mange gange blevet overrasket over, hvor meget andre mennesker vidste om bl.a. mig. Derfor tror jeg, det er illusion at tro, du eller andre nogensinde har kunne fx. fyre en fed uden at blive opdaget. Det må være svært at finde et gadehjørne kun med tomme huse og helt uden trafik. I de fleste huse er der sandsynligvis mennesker, der kan overvåge dig, mens du krybber rundt om hjørnet. Hvorfor ignorerer du dem men ikke kameraer?

Søren Kristensen

Jeg er modstander af de store indkøbskurve på hjul, som nu også har invaderet de mindste og før så hyggelige supermarkeder. Mest fordi jeg som regel kun køber fire fem ting ad gangen, men jeg finder de store indkøbskurve både uelegante og upraktiske - man kan jo ikke omkring med sådan en trailer på slæb. DERFOR begyndte jeg på et tidspunkt at lægge varerne direkte ned i min indkøbspose, ud fra en forestilling om man ikke bliver "arresteret" som butikstyv før man forlader butikken med ubetalte varer. Den praksis har jeg droppet igen, idet jeg ikke er helt sikker på butikkernes holdning. Hvis nogen ved om den regel holder, vil jeg gerne vide det. Jeg har også overvejet at anskaffe en gennemsigtig indkøbspose, så kamera og personale kan følge med alt det de vil. Jeg gider bare ikke de åndsvagt store baljer. P.t. er min strategi at jeg ikke køber mere end jeg kan have favnen; på den måde tvinger jeg mig også til at tænke mig lidt mere om, når jeg køber ind. Desværre hænder det at jeg lader mine idiosynkrasier være idiotiske. Så tager jeg både en kurv og køber en plastpose ved kassen til varerne. Det har jeg det naturligvis ikke godt med og det sker heldigvis kun sjældent.

Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek og Peter Taitto anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

For mig står den største fare nok i holdningen: "Har du intet gjort forkert, har du intet at frygte" ved at være 24/7 overvåget. Denne holdning får alt til at stritte i mig, da holdningen næsten er en værre form for social kontrol end overvågningen i sig selv.

Per Pendikel

@ Peter Jensen. Meget kort og meget flot.