Læsetid 5 min.

Vi elsker tegneserie-bøsser i eventyrland

At en skægget dame kan vinde Eurovisionen beviser vores tolerance, jublede medierne, og alle gik i selvgodt selvsving. Men vi elsker kun Conchita, fordi hun netop ikke er virkelig. Drag-Harald fra Nordvestkvarteret med den udtværede læbestift og den avisudstoppede bh er fortsat frastødende
Vi hyldede vores eget frisind og tolerance, da ’den skæggede dame’ vandt Eurovision. Men det klinger hult, for det er en poleret tegneserieverden, hvor vi kan slippe vores følelser løs, uden det har konsekvenser for vores hverdag, mener kronikøren.

Vi hyldede vores eget frisind og tolerance, da ’den skæggede dame’ vandt Eurovision. Men det klinger hult, for det er en poleret tegneserieverden, hvor vi kan slippe vores følelser løs, uden det har konsekvenser for vores hverdag, mener kronikøren.

Heinz-Peter Bader
21. maj 2014

Efter den storslåede Eurovision-sejr til den østrigske drag queen-performer Conchita Wurst (Thomas Neuwirth) kunne de vesteuropæiske medier slet ikke få armene ned i ekstase over, hvad der tolkes som en triumf for tolerance, seksuelt frisind og sågar frihed og åbenhed i det helt store politiske perspektiv. Mest af alt er nyheds- og underholdningsmedierne øjensynligt begejstrede over sig selv og den måde, hvorpå de selv har hyldet »den skæggede dame« på forsider og i primetime. Ingen censur. Her omfavnes forskelligheden i modsætning til den middelalderlige, mørke østblok.

Tilmed skulle ’smukke’ Lise Rønne under selve showet ned og omfavne ’smukke’ Conchita igen og igen og fortælle, at hun var hendes »soul mate«. Ikke bare omfavnede DR og Eurovision frk. Wurst, de var én. Og momentant Gay Parade-høje mediebrugere jublede med (inklusive undertegnede). Og vores børn skulle juble med os og høre om, hvor grænseløst far og mor rummer mænd i dametøj. Sikke vi kan.

Og så kom naturligvis næste fase, efterspillet, hvor medierne byggede videre på historien for at få etableret, at Eurovision- og seksualitetssejren til Conchita Wurst på ingen måde var tilfældig eller pludselig, men snarere en manifestation af en historisk og kulturelt forankret åbenhed. Anakronistiske og anstrengte analyser kastedes f.eks. ned over vores populærkulturarv.

Blandt dem, der måtte stå for skud, var Disney-filmene, som altid rives op af hatten og skamanalyseres, når der skal siges noget klogt om den vestlige kulturs sjæl. I avisen Information blev Disney-filmene nu udlagt som havende fremstillet en queer-tematik helt tilbage til 1937, hvor Snehvide som dragagtig diva dansede rundt i de syv små dværges »bøssekollektiv«. Havde man læst samme analyse i et manuskript til en foredragsaften i Thy-Lejren i 1978, havde man smilet nostalgisk og overbærende. Hvad gik lige galt for vores samtidige og – skulle man forvente – ellers begavede presse?

Tegneseriefiguren Conchita

Der er gået det galt, at medierne ganske enkelt ikke har forstået deres egen magi. Og at man helt har fejlfortolket Conchita Wurst-fænomenet. Hun er ikke den endelige forløsning i den virkelige, praktiske hverdagsverden af et tema, som har ligget os på sinde i årtier. Hun er derimod i sig selv en tegneseriefigur i et tegneserieunivers. Hun hører til en populærkulturel arketype, man bedst kan beskrive som en tegneseriebøsse i eventyrland. Denne arketype har været elsket i årtier (mindst).

I Hollywood-film har det meget længe været betragtet som vældig morsomt og ikke mindst elskeligt, når kendte mandlige stjerner klædte sig ud eller forklædte sig i kvindetøj og endog levede forklædt som kvinder. De fleste kan nok huske Dustin Hoffmans Tootsie og Robin Williams’ Mrs Doubtfire, og de lidt ældre vil måske tænke tilbage på Jack Lemmon og Tony Curtis i Some Like It Hot (1959). Film med og om hetero- og homomænd i kvindetøj og drag queens tegner deres helt egen linje i filmhistorien.

Mest kendt er måske Ørkendronningen Priscilla, som vi stadigvæk knuselsker og frejdigt griner af og med selv ved tiende genudsendelse. Det er en skøn arketype, men den og vores kærlighed til de tvekønnede hører ene og alene hjemme i et tegneserieunivers. Vi elsker ikke Harald på 57 fra Nordvestkvarteret, som har udtværet læbestift og løbende mascara, og går rundt med aviser i bh’en og tager kvindelige kønshormoner. Nej, vi elsker kun Conchita, der, når han (den virkelige mand bag personagen) trækker i drag-kostumet, bliver til en poleret tegneseriefigur, omkring hvem der bygges en tegneserieverden op for millioner af euro, i hvilken hun (nu hun) kan udfolde sit smukke drama. Vi knus- og hyggeelsker Conchita, og vi kan omfavne hendes kønsambiguitet og angivelige homoseksualitet, netop fordi hun er en Disney-figur i et Disney-univers.

Disney-vision

Eurovisionen er et eventyrland, et tegneserieeventyrland. Det er den lyse popmusiks stereotypiserende og syntetiske kraft i yderste potens, hvor symboler, følelser, konflikter og roller endegyldigt træder over i polerede, ofte kitschede, karikerede, klicheer.

I denne verden – tegneserieverdenen – hører Conchita hjemme. Og i denne verden finder vi f.eks. også Bambi, Superman, Alice i Eventyrland, sportsstjerner, filmstjerner, visse historiske personer, visse politikere, realitystjerner, visse litterære personer og mange andre.

I tegneserieverdenen kan vi frit udleve og gennemleve alskens ekstremer og slippe vore følelser løs i det. Og vi kan gennemleve dramatiske problemstillinger, som er gjort tilgængelige og spiselige netop qua deres stereotypisering og polerethed, og som ikke har nogen praktisk eller realistisk konsekvens eller overførbarhed til vores reelle levede hverdag.

Vi kan nemt sondre imellem godt og ondt og sympatisere med ellers mærkværdige væsners (f.eks. skæggede damers) let genkendelige forsvar af det ærlige, smukke og gode over for det onde.

For et øjeblik kan vi flyve og befri verden fra klart identificerbare slyngler fra det ydre rum, vi kan sågar gå hen og blive seksuelt tolerante og frigjorte! Vi opnår, hvad Aristoteles kaldte en katarsis, en følelsesmæssig forløsning og renselse igennem gennemlevelse af dramatiske begivenheder. Men når de sidste glitrende lys er pillet ned på Refshaleøen, når rulleteksterne er gledet op på filmlærredet, når militærparaden er marcheret forbi til børnejubel på den historiske plads, er tegneseriens praktiske virkelighed også bragt til ende.

Tom mæthed

Det er derfor, man kan føle en tom mæthed, når showet er slut. For de store følelser har ikke længere noget at forankre sig i. De svæver rundt som en sjæl uden krop, kun med en stadig svagere erindring om det, der skabte dem.

Men disse følelser kan være så overvældende, at en forblændethed sætter sig. Tegneserien kan være præsenteret så mesterligt, at dens følelsesmæssige aftryk forplanter sig som en illusion af virkelig, praktisk eksistens. Den føles virkelig, selv om den ikke er det. Det er f.eks. også sket med mange politiske ledere. Det er sket med mange personager fra filmens og musikkens verden. Og det skete med Conchita Wurst.

Eurovisionsfesten var så lang, dækningen (også i de sociale medier) var så intens, showet og dramaet omkring Conchita var så gennemført, at det begyndte at føles virkeligt. Og ikke mindst var Conchitas optræden veltimet, idet den oplagt kunne kædes sammen med og styrke vores selvopfattelse i kontrast til et tilbagestående, aggressivt Rusland. Tegneserien gled sammen med og fik liv af det politiske drama. Så vi troede, at tegneserien var virkelig, og som naturlig konsekvens deraf søgte vi efter dens rødder i en eller anden substans i den praktiske virkelige verden.

Men som bl.a. de anstrengte Disney-analyser viser med al ønskelig tydelighed, har den ingen praktiske, virkelige rødder. Conchita-dramaet blev ikke virkeligt i det politiske drama; det politiske drama blev derimod en del af tegneserien. Og nu hvor stjernestøvet har lagt sig, omfavner vi stadigvæk kun kønsambiguitet på grund af mediernes magi, og vi elsker kun Conchita, fordi hun er en tegneseriebøsse i eventyrland, der har Disneyficeret sig selv og derved gjort sig elskelig. Harald fra Nordvestkvarteret har meget at lære, hvis han vil være mere og andet end frastødende.

Anders Hougaard er lektor (ph.d.) ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jesper Wendt
    Jesper Wendt
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
Jesper Wendt, Vibeke Rasmussen og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Eneste anke til ovenstående er, at Thomas Neuwirth er en mand. Også når han optræder iklædt guldlamé, falske øjenvipper og kvindeligt fornavn. Hans figur "Den skæggede dame" er således stadig en mand, blot nu iført kvindeklæ'r, og hans køn kun en "hun", når betegnelsen er iklædt citationstegn.

Brugerbillede for Peter Olesen
Peter Olesen

Hvad skulle De Indignerede dog gøre uden Hollywood?

Og i øvrigt kan det da sagtens tænkes, at transvestitten Harald fra Nordvestkvarteret, har nogen der elsker ham, selvom han ikke har solgt sin sjæl til Eventyrland. Er det virkelig så svært at forestille sig?

Brugerbillede for Jesper Wendt
Jesper Wendt

Nu handler det vist ikke om kærlighed, men accept af diversitet. Det skulle helst være lidt mere alsidigt, end her på Vestegnen - hvor folk får førstehjælp med kaffe. Men emnet er måske for varmt?

Brugerbillede for Sabine Behrmann
Sabine Behrmann

Jesper Wendt,

Jeg tror såmænd heller ikke, at accepten ville være meget større i bestyrelserne for de store virksomheder.

Brugerbillede for Carsten Søndergaard
Carsten Søndergaard

Anders Hougaard trænger til at få opdateret sit kendskab til sine referencebegreber. "Tegneserier" og "tegneserieverdenen" er i vor tid ikke noget entydigt begreb, som det måske var for 50 eller 100 år siden. Det giver lige så lidt mening at tale om "tegneseriebøsser", som det ville have givet at tale om filmbøsser, litteraturbøsser, balletbøsser, operabøsser, teaterbøsser eller andre meningsløse sammenskrivning af kunstformer med "bøsser".

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

"I denne verden – tegneserieverdenen – hører Conchita hjemme. Og i denne verden finder vi f.eks. også Bambi, Superman, Alice i Eventyrland, sportsstjerner, filmstjerner, visse historiske personer, visse politikere, realitystjerner, visse litterære personer og mange andre."

Nå, gør han/hun det? Conchita Wurst er altså virkelig ligesom den transvestit jeg sommetider møder i den by hvor jeg bor, er virkelig! Og hvem er denne Harald fra Nordvestkvarteret? Og vil Anders Hougaard benægte at russiske politikere - og præster ! - rasede og skummede over Conchita Wurst sejr i Melodi Grand Prix 2014. Var og er dette ikke virkeligt? Jo, det var!

Og i DK er vi kommet videre end den grimme lov fra 1961; det er man også i stort set alle andre europæiske lande; om den grimme lov, se her: http://videnskab.dk/kultur-samfund/danske-bosser-fik-nok-af-den-grimme-lov
Og i Rusland er politikerne ikke kommet videre; folket er. Dette ses af at russerne (som folk) gav C. Wurst 5 eller 6 point samt at sangen nu er den mest downloadede sang på iTunes i Rusland.

Og ja, Rusland - og store dele af den ortodokse samt den katolske kirke - og deres medlemmer forstår ganske enkelt hvordan Europa kunne vælge en person som C. Wurst som vinder af Melodi Grand Prix 2014. Nu underviser jeg bl.a. katolske og ortodokse elever i dansk på en sprogskole; de udtaler sig stort set alle om at de ikke kan forstå, det er mærkeligt, og at de ikke kan lide det.
Og det er virkeligt!

Herdis Weins, Sören Tolsgaard og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

Københavns overborgmester Frank Jensen udtalte om Conchita umiddelbart inden finalen:
"Først var jeg skeptisk, men så blev jeg overbevist".
For mig var springet endnu større. Jeg var direkte frastødt af Conchita, men kom langsomt til at holde af hende.
Det er da noget af en bedrift.
PS: Alt det dér Disney-fnadder kan I bare pakke væk.

Brugerbillede for Anders Bertelsen
Anders Bertelsen

Det hoerer med til historien, at i flere lande, f.eks. England, stemte seerne paa de polske malkepiger, men blev underkendt af de 'professionelle' dommere.

Brugerbillede for Morten Pedersen
Morten Pedersen

Kunne man overtale en lektor (ph.d.) ved Institut for Sprog og Kommunikation til ikke at skrive "vi" men i stedet "jeg" eller "tilsyneladende en hel del"?
Ved "vi" inkluderes jeg i hans analyser og betragtninger, som jeg på ingen måde deler

Rikke Nielsen, Anders Bertelsen, Per Jongberg, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Jongberg
Per Jongberg

Anders Hougaard, JEG naaede ikke laengere end til "VI elsker ... " foer jeg opgivende gav op. Nej JEG ELSKER IKKE ... jeg har laest resten af din ioevrigt, ikke at det dog er relevant, aldeles ligegyldige artikel, og har ikke aendret mening.

Kniber det med beherskelse af det danske, for en lektor (ph.d) tsk, tsk ... eller goer du det bare med vilje ?

Brugerbillede for Frederik Bové
Frederik Bové

Ok, den her artikel irriterede mig, så jeg gik i gang med at skrive en kommentar. Den blev lang, og der blev mange citater, så jeg endte med at smide den op på min blog: http://kronop.blogspot.com/2014/05/om-conchita-wurst-tegneserie-bsser.html

Kort fortalt: Der er et pænt stort spring fra tegneserie-bøssen til Nordvest-Harald, og derudover, så er forfalds-transen en lige så stor kliché, senest bevist med Jared Leto's oscar for Dallas Buyers Club. Det er bare en dårlig analyse.

Brugerbillede for Tino Rozzo

Selvfølgelig er Harald i nordvest ikke Conchita Wurst, lige som Jytte lidt længere nede ad gaden heller ikke er Nicole Kidman.
Men derfor kan de jo være gode nok.

Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

Egentlig en rimelig perfid tankegang Hougård lægger for dagen her.

Det er måske ikke helt forkert, hvis man isolerer et øjebliks billede, men overser fuldstændigt de mekanismer hvorved civilisationen og mellemmenneskelig forståelse udvikler sig.
Derfor bare en ligegyldig kommentar fra endnu en person, uddannet langt udover hans intelligens og horisont.

Brugerbillede for Rikke Nielsen
Rikke Nielsen

Et godt eksempel på, når forargelsens religon forsøger at begrænse andre menneskers adfærd og råderum. Et inteligent menneske som Anders Hougaard burde føle sig hævet over dette lave niveau.

Excuse me, fortæl mig lige , hvilken del af Melodi Grand Prix,der IKKE var iscenesat til mindste detalje (inklusive malkepigernes stor yvere, der åbenbart ville have vundet havde de kunnet synge ;-)?

Conchita Wurtz kunne da i det mindste synge.