Kommentar

Ensidigt klimafokus mindsker gennemslagskraften

Hvis rapporterne om klodens tilstand for alvor skal få folk op af stolen, er FN’s klimapanel nødt til at se ud over naturvidenskaben
Debat
8. maj 2014

FN’s klimapanel, IPCC, udsendte i sidste måned sin rapport over det globale klimas tilstand. Rapporten er (som forrige og forrige gang igen og …) fuld af gruopvækkende forudsigelser, der må appellere til enhver politiker og borger i denne verden. Det har rapporterne og resultaterne imidlertid ikke gjort i tilstrækkelig grad hidtil, så vi må omvendt spørge: Hvorfor skulle 2014 nu blive året, hvor politikerne og borgerne virkelig tog forudsigelserne til efterretning og begyndte at handle effektivt for at ændre kursen på klimaforandringerne?

Lad mig skynde mig at sige, at jeg er glad for, at vi har FN’s klimapanel, der trods alt sætter fokus på problemerne, og ligeså for hver enkelt af de naturvidenskabelige forskere, der har gjort klimaets tilstand til deres forskningsområde, så vi har chancen for at vurdere dele af klodens tilstand. Det er imidlertid min bekymring, at naturvidenskaben som en samlet indfaldsvinkel og med klimapanelet i ryggen har patenteret klimaproblemerne til at være udelukkende et naturvidenskabeligt anliggende, og det på trods af, at den altoverskyggende konklusion er, at klimaforandringerne er menneskeskabte – det er 97 procent af alle naturvidenskabelige klimaforskere enige om.

Det ensidige fokus er et problem, fordi det ikke i tilstrækkelig grad hjælper os til at forstå et så komplekst fænomen som klimaforandringer. Tingenes tilstand er ikke kun afgrænsede naturfænomener eller påvirkning af naturen, men et netværk af relationer mellem det, vi traditionelt kalder naturen, mennesker, handlinger, beslutninger, kommunikation, definitioner og meget, meget mere.

Derfor er FN’s klimapanel nødt til at inddrage andre aspekter og videnskabelige discipliner. Arbejdet for et bedre klima handler ikke blot om at anskueliggøre klodens fysiske forandringer. Det er også nødvendigt at se på forandringerne i befolkningers opfattelser og praksisser samt forandringer i politiske beslutninger og i, hvordan vi kommunikerer om klima.

Inddrag antropologi og sociologi

Som noget nyt lægger den seneste klimarapport fra FN særlig vægt på risikoaspektet omkring klimaforandringerne: Hvor er der risiko for, at vi er på vej hen og med hvilke konsekvenser for levestandard, for sundhed, for afgrødeafkastet, for vandstanden i havene? Selv om FN’s klimapanel med det fokus muligvis antyder en forandring i blikket på klimaudviklingen, kan det desværre ikke spores i måden, risici bestemmes i rapporten. Her er vi stadig i den meget naturvidenskabelige indfaldsvinkel med statistikker og modelberegninger.

Det er ærgerligt. Man burde lytte mere til de mange samfundsvidenskabelige forskere, der i dag beskæftiger sig med risici og risikoopfattelser og læner sig op ad antropologiske og sociologiske tænkere som Ulrich Beck, Niklas Luhmann, Mary Douglas, Bryan Wynne og Bruno Latour, og herigennem kommer et bredt spektrum af risikoopfattelser til udtryk. De er alle enige om, at risici ikke kun er et anliggende for statistikere, computersimuleringer og matematiske modeller.

Snæver dækning

Det snævre naturvidenskabelige fokus på klimaets tilstand har haft stor betydning for både den politiske behandling og nyhedsmediernes dækning af IPCC og klimaets tilstand, der på mange måder er blevet lige så snæver.

Klimaets tilstand er knap en nyhed i dag. For de fleste af os lyder den nemlig til at være nogenlunde den samme som – måske en anelse værre end – sidst, panelet udkom med en rapport. Flere nuancer i rapporterne kunne måske være med til at nuancere mediernes udlægning af klimaets tilstand og dermed skabe indsigt i klimaets tilstand, som er nemmere for politikere og borgere at forholde sig til og reagere på.

Op til klimatopmødet COP15 i København i 2009 var klimaet en klar topscorer på den politiske dagsorden i Danmark. I løbet af foråret 2010 interviewede jeg mange af de daværende klimaordførere. Da jeg nåede til sidste interview godt et halvt år efter COP15, var det klare budskab dog, at nu blev der ikke længere talt meget om klima i folketingssalen – og i det omfang, der gjorde, skulle det pakkes ind i økonomiske termer. Allerede her kommer den udelukkende naturvidenskabelige indfaldsvinkel altså til kort, for hvis økonomiske betragtninger er så dominerende for beslutninger og diskussioner af klimaets tilstand, skal forskning i økonomiens betydning for klimaforandringerne også indgå i klimapanelets rapporter. Det skal ikke kun, som nu, være med cost-benefit-analyser, men også med mere antropologiske og sociologiske indfaldsvinkler.

Hvis rapporterne om klodens tilstand for alvor skal have gennemslagskraft, er FN’s klimapanel nødt til at omfatte flere videnskabelige retninger og forsøge at samle videnskaberne frem for at se på dem som afgrænsede i hver deres hovedområde.

Pernille Almlund er lektor i kommunikation på Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her