Kronik

EU er kommet tæt på borgerne – på godt og på ondt

Det er ikke så mærkeligt, at de nationalistiske partier står til stor fremgang ved valget til Europa-Parlamentet. De pro-europæiske politikere har forsømt at debattere, hvordan EU kan være et frit arbejdsmarked uden at være en social union. Samtidig har euro-krisen og konflikten med Rusland vist Europas svaghed
I Frankrig blev Europa-dagen fejret i sidste uge. Andre steder i Europa er der stigende skepsis over for Den Europæiske Union.

BORIS HORVAT

Debat
12. maj 2014

Nationalistiske bevægelser og partier står til stor fremgang ved EU-parlamentsvalget 25. maj. EU har aldrig været voldsomt populært blandt vælgerne – bortset fra i lande, som ikke er medlemmer endnu. Der hviler en tung aura af kedsommelighed, fjernhed og centralisme over hele konstruktionen. Kort sagt det modsatte af deltagende demokrati. Men at nationalisme fra højre og venstre tilsyneladende har så godt et tag i vælgerne er noget nyt, og det sætter spørgsmålstegn ved hele samarbejdets legitimitet. Endda på et tidspunkt, hvor sammenhold over for udfordringen fra globaliseringen og nu senest Putins Rusland er mere nødvendigt end nogensinde.

For at forstå, hvordan det er kommet dertil, er man nødt til at gå tilbage i tiden og kigge på den strukturelle udvikling i EU. Man er nødt til at se på, hvordan EU siden 1951 har bevæget i retning af en social union, selv om det ikke altid har været tilsigtet fra politisk side. Heri ligger forklaringen på EU’s succes som detailregulerende marked og fiasko som udenrigspolitisk aktør. En udvikling, der i dag kommer til udtryk i utilfredshed med østarbejderne; i en union, der er splittet, når det kommer til udenrigspolitiske spørgsmål som krisen i Ukraine, og i et Europa, der er svækket i forhold til resten af verden på både et økonomisk og et ideologisk plan. Udviklingen har været undervejs siden lige efter Anden Verdenskrig, men problemerne er først for alvor blevet tydelige i kølvandet på euro-krisen.

Efter godt 60 års samarbejde er EU ved at komme tæt på borgerne. På godt, men også på ondt. Heri ligger forklaringen på den unormalt store interesse i medierne for europæiske spørgsmål i denne valgkamp, i Danmark såvel som i det øvrige EU.

Det indre marked for arbejdskraft er begyndt at fungere, i hvert fald for de mindre privilegerede arbejdstagere. Arbejdssøgende fra de lande, der blev optaget med så stor festivitas i 2004 – og lidt mindre i 2007 – melder sig nu på arbejdsmarkederne og socialkontorerne i de gamle medlemslande, samtidig med at de sydeuropæiske lande kæmper med at komme ud af sparepolitikkens spændetrøje og eksporterer deres bedst uddannede unge til Nordeuropa og Sydamerika.

I 1972 frygtede mange danskere, at vi ville blive oversvømmet af sydeuropæere (bortset fra de kvinder, der glædede sig). Men sydeuropæerne kom aldrig. Tværtimod formindskedes migrationen fra syd til nord i Europa i 1960’erne i kraft af den økonomiske vækst, som samarbejdet genererede. Det ændrede sig først med den store østudvidelse i 2004, Rumæniens og Bulgariens optagelse i 2007 og senest Kroatiens.

Græshopper og jordbærplukkere

I de glade dage før finanskrisen stod danskerne på nakken af hinanden for at lave aftaler med de billige og effektive polske håndværkere. Villakvarterernes glaserede tegl vidner endnu om 00’ernes byggeboom, som i vidt omfang blev muliggjort af billig østeuropæisk arbejdskraft. Men siden har piben fået en anden lyd. Den konservative Brian Mikkelsen lagde for med at omtale østeuropæerne som »græshopper, der hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark«. I debatten om børnecheck til EU-borgere beskrev Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, de østeuropæiske arbejdere som »jordbærplukkere, der trækker penge ud af Danmark«. Det er nyt. I årene umiddelbart efter Murens fald var danskerne faktisk et af de lande, som var mest positive over for de øst- og centraleuropæiske befolkninger.

Selv om retorikken er ved at løbe af sporet i den politiske appel til befolkningens utilfredshed med romaer og jordbærplukkere i Danmark, er substansen i konflikten reel nok. Det indre marked for arbejdskraft er ved at indfinde sig med 40-50 års forsinkelse, og det sætter den danske velfærdsmodel og de sociale ordninger i alle de gamle medlemsstater i Nordeuropa under pres. Det er det, højredrejningen er en forståelig og logisk reaktion imod.

Konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed er bestemt ikke ren mytologi – selv om omkostningerne nok overdrives, hvis man skal tro på tallene fra Dansk Industri og Danmarks Statistik.

Den tyske kansler Angela Merkel formulerede under et besøg i Storbritannien i foråret problemstillingen præcist med sine udtalelser om, at EU skal være et frit arbejdsmarked, men ikke en social union. Det er den sondring og diskussion, man hidtil har forsømt, både herhjemme og i resten af EU.

EU har nemlig med en række forordninger og domme fra EU-domstolen bevæget sig i retning af en social union uden egentlig at ville det politisk. Man har troet på, at de europæiske velfærdsmodeller ville nærme sig hinanden så meget, at de problemer, vi ser i dag, ikke ville opstå.

Men den proces har vist sig at være langt vanskeligere og mere langsommelig end først antaget. De europæiske socialstater er nemlig indrettet meget forskelligt, og de nordiske velfærdsrettigheder er kun i princippet universelle. Reelt er det indrettet efter og forbeholdt bestemte nationale grupper.

Ikke som USA

Skal man forstå EU’s problemer, er man nødt til at kigge på den model for samarbejdet, som hjernen bag det europæiske samarbejde, Jean Monnet, og andre formulerede med Kul- og Stålunionen og Fællesmarkedet i 1951. Formålet var at overvinde modstanden mod suverænitetsafgivelse i nationalstaterne, men i dag udstiller de modsatrettede interesser en grundlæggende splittelse mellem EU’s succes som detailregulerende marked og fiasko som udenrigspolitisk aktør.

Unionen er kendetegnet ved at være det præcis modsatte af den amerikanske føderation. EU er meget stærkt regulerende på en lang række indre områder, men samtidig en svag koalition udadtil. USA er omvendt en stærk koalition udadtil, altså militært og udenrigspolitisk, mens det centrale niveau griber langt mindre ind i de enkelte staters selvstændighed. Hvor den føderale magt i USA forvalter omkring 25 procent af BNP, råder EU over omkring 1 procent af sine medlemslandes BNP. Derimod er omfanget af EU’s detailregulering enormt, og det får stadig flere borgerlige tilhængere til at blive skeptiske over for det europæiske samarbejde, mens reguleringsvillige socialister og socialdemokrater omvendt bliver stadig mere positive, selv i Danmark.

Tab af indflydelse

Udviklingen kommer til udtryk i eksempelvis EU’s reaktion på situationen i Ukraine. Unionen har om ikke 28 forskellige politikker på området, så i hvert fald 5-6 forskellige positioner, som er vanskelige at forene. Tyskland repræsenterer af historiske og geopolitiske grunde en konciliatorisk linje over for Rusland, som dels skyldes Anden Verdenskrig, dels afhængigheden af russisk gas. Heroverfor står en række mere konfrontatoriske stater, anført af Polen og den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, støttet af de baltiske lande, som kun kender Rusland alt for godt.

Disse modsatrettede interesser førte i efteråret 2013 til en aktivistisk EU-politik over for Ukraine, som blev opfattet som aggressiv af Rusland, men som i realiteten var svag og splittet.

Det er kun 10 år siden, at skarpe internationale iagttagere som Mark Leonard og Jeremy Rifkin skrev entusiastiske bøger om, hvordan EU ville vise vej for verden i det 21. århundrede – frem for de mere primitive, magt- og vækstorienterede stater som USA og Kina. Andre fremhævede EU som en stormagt, der ikke profilerede sig ved hjælp af traditionel magtpolitik, men i stedet satte standarden for normerne i internationalt samarbejde i en stadig mere global verden. EU blev set som en »normativ magt«. Ganske vist påpegede mere kyniske, primært amerikanske, iagttagere, at EU opførte sig sådan, fordi unionen er for svag til at gøre andet. Hvis den da ikke ligefrem med en forhenværende amerikansk forsvarsministers ord kunne tage opvasken, efter at de »rigtige« stormagter havde ordnet tingene og spist middagen.

Disse analyser afspejler den generelle svækkelse af Europa i forhold til resten af verden. Men svækkelsen er en langsigtet tendens, der har været undervejs i hele perioden siden Anden Verdenskrig. Først med afkoloniseringen, der afsluttedes i midten af 1970’erne, siden med den demografiske udvikling, der betyder, at de europæiske befolkninger – også i det tidligere kommunistiske Øst- og Centraleuropa – føder færre børn og bliver stadig ældre.

Krisen i 2008 har ubarmhjertigt sat spotlys på denne strukturelle tilbagegang, som er den reelle årsag til nationalismens vækst på højrefløjen, men også på venstrefløjen. Kravet om national suverænitet vil med stor sikkerhed medføre yderligere tab af indflydelse for Europa i verden, selv om nationalisterne kræver det modsatte.

Stærk nationalisme

Egentlig burde euro-krisen ikke undre nogen. Ja, man kan sige, at den fra begyndelsen i 1991 har været indbygget i konstruktionen af Den Økonomiske og Monetære Union. For trods titlen var der kun tale om en monetær, altså en pengepolitisk union, mens det var håbet, at den økonomiske union ville indfinde sig hen ad vejen, i takt med at behovet for afgivelse af økonomisk suverænitet blev indlysende for de deltagende regeringer. Fremgangsmåden hedder i politologisk jargon neofunktionalisme, og den har været udslagsgivende for udviklingen i det europæiske samarbejde siden Kul- og Stålunionen i 1951. Jean Monnets i og for sig simple idé var, at et europæisk samarbejde på et forholdsvis begrænset og tilsyneladende uskyldigt område ville nødvendiggøre samarbejde på andre områder. Spillover blev mekanismen døbt af politologen Ernst B. Haas i hans epokegørende analyse af Kul- og Stålunionen, The Uniting of Europe fra 1958, der har været en bibel for den europæiske integrationsproces og udenadslære for generation efter generation af eurokrater. Metoden fungerede fint efter den oprindelige hensigt, nemlig at overvinde modstanden mod forpligtende samarbejde blandt nationale politikere og embedsmænd. Det er sket med en sådan succes, at disse grupper i dag står sammen, når de mødes i EU-regi. Her har EU-skeptikerne ret i deres kritik af manglen på folkelighed blandt de ansvarlige.

Samtidig med den megen tale om overnationalitet og fælles beslutninger er der på paradoksal vis sket en styrkelse af national identitet – trods de mange dommedagsprofetier om det modsatte.

I lande som Holland, Finland og ikke mindst Viktor Orbáns Ungarn er det let at spore en øget national for ikke at sige nationalistisk identifikation. De EU-kritiske populister har vundet frem i takt med euro-krisen. I nationalstater som Danmark, Sverige og Storbritannien bemærker man ikke den øgede nationalisme på helt samme måde, for man kan – lettere spøgende – sige, at det er vanskeligt at være mere end 100 procent nationalistisk. Selv om mange prøver.

En føderation af nationalstater

Europa er i høj grad fortsat nationalt, og det kan der være mange fordele ved. Men det gør det ikke lettere at enes om de nødvendige reformer af samarbejdet, der er forudsætningen for, at Europa ikke taber yderligere indflydelse i verden.

Uden at det er blevet bemærket af skeptikerne har EU’s ledere forsøgt at formulere denne indsigt. Den 12. september 2012 kaldte EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, i sin State of the Union-tale i Europa-Parlamentet fællesskabet for en »demokratisk føderation af nationalstater«. Danske medier hæftede sig forudsigeligt nok ved ordet føderation, men der er god grund til at tage det logisk modsigende begreb »føderation af nationalstater« alvorligt. Det er det tætteste, vi kommer på en bestemmelse af EU’s karakter, den enestående statsdannelse, som Jacques Delors engang kaldte en »UPO« – et Unidentified Political Object. Ingen ved, hvor det europæiske projekt ender, men fremgangen for nationalismen ved parlamentsvalget passer godt i en generel tendens, som man kan kalde global nationalisme. Nationalstaterne er ikke ved at forsvinde, men deres indbyrdes samarbejde er konstant til forhandling mellem elite og folk.

Bortset fra i Storbritannien ser EU-spørgsmål i dag ud til at have udviklet sig til det, man kunne kalde almindelig indenrigspolitik frem for spørgsmål om for eller imod medlemskab. Det er vi mange, der længe har ønsket, men måske på en lidt anden måde.

Uffe Østergård er professor i europæisk historie på CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Uffe Østergård forholder sig ikke til, hvad den økonomiske krise side 2008 har betydet for EU og borgernes holdning til EU. Alle stater har lavet bankredninger, stimuli-pakker, nedskæringer af velfærd, reformer af pension og arbejdsmarked, der altid går ud over den nederste del af befolkningen, mens banker og finansverden forgyldes. Sådan nogle helt afgørende parametre går helt hen over hovedet på CBS-historikeren.

peter fonnesbech, Per Torbensen, Tue Romanow, Janus Agerbo, Rune Petersen, Michael Madsen, Lise Lotte Rahbek og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

"Egentlig burde euro-krisen ikke undre nogen. Ja, man kan sige, at den fra begyndelsen i 1991 har været indbygget i konstruktionen af Den Økonomiske og Monetære Union. For trods titlen var der kun tale om en monetær, altså en pengepolitisk union, mens det var håbet, at den økonomiske union ville indfinde sig hen ad vejen, i takt med at behovet for afgivelse af økonomisk suverænitet blev indlysende for de deltagende regeringer. Fremgangsmåden hedder i politologisk jargon neofunktionalisme, og den har været udslagsgivende for udviklingen i det europæiske samarbejde siden Kul- og Stålunionen i 1951. Jean Monnets i og for sig simple idé var, at et europæisk samarbejde på et forholdsvis begrænset og tilsyneladende uskyldigt område ville nødvendiggøre samarbejde på andre områder. Spillover blev mekanismen døbt af politologen Ernst B. Haas i hans epokegørende analyse af Kul- og Stålunionen, The Uniting of Europe fra 1958, der har været en bibel for den europæiske integrationsproces og udenadslære for generation efter generation af eurokrater. Metoden fungerede fint efter den oprindelige hensigt, nemlig at overvinde modstanden mod forpligtende samarbejde blandt nationale politikere og embedsmænd. Det er sket med en sådan succes, at disse grupper i dag står sammen, når de mødes i EU-regi. Her har EU-skeptikerne ret i deres kritik af manglen på folkelighed blandt de ansvarlige."

Helt nødvendig viden i EU-spørgsmålet; udviklingen har i vid udstrækning været drevet på neofunktionalistisk vis, med storkapitalen bag roret. Og det, er selv med stor velvilje, meget vanskeligt at få øje på noget forhold, som med vægt taler for at de europæiske befolkninger får nævneværdigt ejerskab og/eller kontrol med dyret. Vi har rigeligt vanskeligt med at begå os demokratisk i de mindre, nationale sammenhænge - men disse problemer ville naturligvis, reduceret til regionale forhold i en større europæisk-føderal sammenhæng, blive noget vanskeligere at få øje på ... og dermed også at kere sig om. Artiklen illustrerer dette fint, ved i grove træk at beskrive EU's 'indenrigspolitiske' udvikling som vellykket, mens problemet tilsyneladende er at Europa ikke er helt så mægtig i verden mere.

"Samtidig med den megen tale om overnationalitet og fælles beslutninger er der på paradoksal vis sket en styrkelse af national identitet – trods de mange dommedagsprofetier om det modsatte."

Formentligt undslipper det Østergaards opmærksomhed at der ikke blot har været megen tale om overnationalitet og fælles EU-beslutninger, der har rent faktisk fundet en betragtelig overflytning af magt fra nationale livgivende forsamlinger til EU's organer, hvilket typisk vil udløse modreaktioner af retraditionalistisk art, primitiv og afmægtig nationalisme, som diverse højreradikale strømninger og partisammenslutninger vil næres af. Så der er faktisk sket en forvrængning, en pervertering af det nationale tilhørsforhold, for mange (især økonomisk og socialt ringe stillede europæere) - hvilket faktisk netop var én af de kalkuler (kaldet dommedagsprofetier), som for adskillige år fremsattes af EU-kritikere på den europæiske venstrefløj: De øgede magtdistancer sfa. magtoverdragelsen til EU's institutioner vil kunne kalde på en primitiv modreaktion og dermed virke dobbelt demokratiforarmende.

Rune Petersen, Michael Madsen, Lise Lotte Rahbek og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

"Spillover" eller "neofunktionalisme" er blot andre ord for:
"bondefangeri" eller
"få dem til at give en lillefinger, så tager vi hele hånden".
Når først medlemsstaterne har sagt ja til et lidt tættere samarbejde, så griber udviklingen om sig af sig selv. Mere bliver til mere, er man med på vognen, så kører det bare derud af, intet kan standse det.

Peter Jensen

Et fint eksempel på bondefangeriet;

"men der er god grund til at tage det logisk modsigende begreb »føderation af nationalstater« alvorligt. Det er det tætteste, vi kommer på en bestemmelse af EU’s karakter, den enestående statsdannelse, som Jacques Delors engang kaldte en »UPO« – et Unidentified Political Object."

En politisk UFO; ingen ved hvad det egentligt handler om, hvem der bestemmer og hvad der skal ske i fremtiden. Et ganske åbent terræn for kleptokratiet og monopolkapitalismen.

Niels Engelsted

Nede på Dronning Louises Bro hænger valgplakater fra andre europæiske lande. Hvorfor kan vi iøvrigt ikke stemme på lister derfra, eller det kan vi måske, jeg har bare ikke fulgt med?

Mandatar Torben Wilken

Uffe Østergård glemmer den vigtigste årsag. De folkevalgte danske medlemmer af EU-parlaemtet og deres kollegaer i det danske Folketing, som ikke har fundet det betimeligt, løbende at orienterer og debatterer de EU-forslag, som gennem Europa-udvalget, behandles nationalt 2 år førend det eventuelt ender som en vedtagelse, gældende i EU-medlemslande. Europaudvalges formand har netop fundet det nødvendigt, at udsende et brev til alle medlemmerne af Folketinget om at sætte sig ind i de sager,der behandles i Europa-udvalget, i stedet for at brokke sig 2 år senere, nå forslagene måske er blevet til gældende ret og muligheden for at få indflydelse er forpasset. Problemet er også mængden af forslag. Alle MEPér vil jo så gerne skabe deres forslag for at kunne vise "Se hvad jeg har gjort". På denne måde får de politikere, som primært gerne vil manipulerer med sandheden, meget let spil. Morten Messerschmidt (DF) er et lysende eksempel. Megen snak, påstande og retorik, men intet realistisks indhold. Aldrig har udtrykket: "Tomme tønder bulder mest" været mere beskrivende sandt. 3F´s kampagne mod løntrykkere, der udartede sig til en voldsom debat om "Børnechecken", opfulgt af helt utilladelige usande påstande og nedladende tale om især vore unionsvenner fra Polen. Arbejdere som beviseligt ikke har misbrugt systemet. God opførsel er en tydelig mangelvare i Fagbevægelsen. Flere tror, at det er dem der alene bestemmer på arbejdsmarkedet. Intet er mere forkert.

Christel Gruner-Olesen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Næste gang kunne den kære CBS-professor måske beflitte sig på - at fortælle læserne noget de ikke ved ...

Michael Kongstad Nielsen

Niels Engelsted - det kan vi vist også godt, i princippet, der findes regler, der muliggør det, men ingen praksis, så vidt jeg ved. Her kan man læse lidt om reglerne:
http://valg.oim.dk/media/267592/Opgoer-EPV.pdf

Philip B. Johnsen

"EU er kommet tæt på borgerne" Det starter artiklen med og det er en trussel, der skal tages alvorligt.

Røde Kors uddeler mere mad i Europa end i Afrika.

Røde Kors har undersøgt udviklingen i 22 lande fra 2009 til 2012. Undersøgelsen viser, at antallet af fattige, der er afhængige af gratis mad, er steget med 75 procent."

Link: http://www.dr.dk/Nyheder/Ligetil/Dagens_fokus/Udland/2013/11/03124959.htm

Lise Lotte Rahbek, Henrik Christensen, Per Torbensen, Torben Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

EU kommer tættere og tættere på.
Det vækker til evig undren, at ellers fornuftige politikere i Danmark vi afgive mere og mere magt til EU. Er det fordi de regner med at kommen ned og lukrative politikere?
EU er godt som et samarbejde, men det er ikke i orden med centraliseret lovgivning, hvilket fjerner den sidste del af fornemmelsen af demokrati.

STEM NEJ TIL EU OG PATENTDOMSTOLEN ! ! !

Mandatar Torben Wilken, Leif Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Mandatar Torben Wilken

@Philip B. Johnsen & Jens Jørn Pedersen
I skriver begge to: "EU kommer tættere og tættere på."
Jens Jørn Pedersen du fortsætter:"Det vækker til evig undren, at ellers fornuftige politikere i Danmark vi afgive mere og mere magt til EU. Er det fordi de regner med at kommen ned og lukrative politikere? "

Hvis I begge nu gjorde Jer den ulejlighed at sætte Jer ind i hvordan EU-demokratiet fungerer i praksis, så ville I ikke give disse misvisende informationer og udfald.
Alle forslag fra EU kommer til detaljeret behandling i Medlemsstaternes parlamenter. I DK i Folketingets Europaudvalg. Indstilling gives så efter behørig demokratisk sagsbehandling, tilbage til EU i Bruxelles. Ved vores medlemskab af EU afgav vi i Danmark suverænitet og derfor var der en folkeafstemning efter Grundloven. Det er det danske folk, der på demokratisk vis har tilladt en afgivelse og ikke politikerne. Hvis EU skal fungerer på demokratisk og retmæssig vis, er visse bestemmelser gældende derfor nødvendige. De grundlæggende frihedsrettigheder står i EU-traktaten og i EU-charter, samt i EMRK. De er alle vedtaget gældende på samme demokratiske vis. Den frie bevægelighed er helt den samme som den, der findes i Helsinki-traktaten. Ingen pas ved grænsen, fri etableringsret, fri bosættelse m.v. De helt samme regler var med fra starten af "Kul & Staalunionen" (De seks). Hvis DK ikke ville accepterer dette, kunne vi ikke optages i EU, det der hed EF i 1972. Den danske befolkning sagde et JA efter en grundig debat. Hvis de to herre er uenig i DK´s medlemskab af EU, så er det deres ret. Men det ændre ikke noget ved vores medlemskab. At vildlede bevidst, ændre heller ikke noget. Tomme tønder bulder mest, men forbliver desuagtet tomme. Vi skal ikke d. 25. maj stemme om et NEJ til EU. Vi skal stemme om hvem der skal repræsenterer Danmark i EU-parlamentet. Selv Folkebevægelsen mod EU støtter Danmarks medlemskab af EU. Hvad er det egentlig I har gang i kære medborger???