Kronik

Europa går til modangreb på USA i valutakrigen

USA’s centralbank har længe via de amerikanske banker oversvømmet EU med dollar skabt ud af ingenting. Nu er EU ved at være klar til at svare igen. Valutakrigens tabere bliver de almindelige borgere
Præsidenten for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi (foto), har skærpet snakken om et europæisk obligationsopkøbsprogram (Quantitative Easing). Og debatten er taget til, efter Jens Weidmann, præsident for Deutsche Bundesbank, uventet har bakket op om ideen.

Bisson Bernard

27. maj 2014

De seneste års kvantitative lempelser (Quantitative Easing) fra den amerikanske centralbank, FED, har understøttet oversvømmelsen af EU med dollar skabt ud af ingenting i de amerikanske banker. Lempelserne har i al sin enkelhed bestået i, at FED har opkøbt højrisiko værdipapirer fra de amerikanske banker og betalt bankerne med helt nye centralbankpenge skabt ud af ingenting.

Pengene fra centralbanken har overdynget det amerikanske interbankmarked med likviditet og givet de banker, der agerer på dette marked, adgang til en overflod af penge. Bankerne har først og fremmest benyttet de nyskabte dollar til at opkøbe aktiver i hele verden – ikke mindst i EU, hvor amerikanske kapitalfonde aktivt har opkøbt infrastruktur samt spekuleret i sydeuropæiske ejendomme og på aktiemarkederne.

Indstrømningen af dollar i EU har naturligvis skabt et pres opad på euroen såvel som de valutaer, der er bundet til den – herunder den danske krone.

Eftersom EU består af suveræne stater med egen finans- og skattepolitik, har et europæisk modangreb været utrolig svært at stable på benene, men i løbet af den seneste tid har piben fået en anden lyd: Præsidenten for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, har nemlig skærpet snakken om et tilsvarende europæisk obligationsopkøbsprogram (Quantitative Easing). Denne snak er især taget til, efter Jens Weidmann, præsident for Deutsche Bundesbank, uventet har bakket op om den. Den tyske centralbank har ellers igennem længere tid været skarp kritiker af en sådan politik.

Pres på Draghi

Alene disse indikationer har medført, at spekulanter – ikke mindst de amerikanske – har kastet sig frådende over spanske, portugisiske og græske statsobligationer ud fra en forventning om, at det ville være disse værdipapirer, Den Europæiske Centralbank ville understøtte.

Den spekulative manøvre – der alene er baseret på en forventning om at kunne score en hurtig gevinst, hvis opkøbsprogrammet rent faktisk iværksættes – har allerede nu presset renten på kortsigtede spanske statsobligationer ned under renten på tilsvarende amerikanske statsobligationer. Spanien har ellers, som de øvrige europæiske lande med høj statsgæld, igennem længere tid måttet betale en ekstrem høj rente på deres statsobligationer.

Spørgsmålet er, om præsidenten for ECB, Draghi, kan fortsætte sin snak om et opkøbsprogram uden rent faktisk også at føre det ud i livet? I øjeblikket går snakken højt i medier som The Financial Times og The Economist, og presset på Draghi er derfor stort. I Financial Times er der sågar dagligt helsidesannoncer finansieret af den internationale finanslobby direkte henvendt til Draghi med henblik på at italesætte behovet for et opkøbsprogram. Finans- eliten har indset, at hvis ikke disse opkøb igangsættes, er konsekvensen et nyt finansielt krak på aktie- og obligationsmarkederne.

Storbanker flyder ovenpå

Valutakurser er et monetært fænomen, som er styret af et internationalt finansielt hierarki. I et system med frie kapitalbevægelser, hvor penge ikke har nogen indre værdi – det vil sige, de skabes gennem private bankers udlån uden sammenhæng med noget fysisk, handler international pengepolitik i høj grad om at være first mover samt være placeret så højt som muligt i det internationale valutahierarki, hvis man ikke vil ende som taber i den internationale valutakrig, som i øjeblikket raserer.

Som first mover kan man foretage monetære ekspansioner og kontraktioner af pengemængden på de strategisk rette tidspunkter og før alle andre. De amerikanske banker har en lang tradition og erfaring med det – ikke mindst i 1980’erne i Argentina, hvor de oversvømmede landet med dollar, som de både benyttede til opkøb af alskens fysiske aktiver og som grobund for en ekstrem grad af liberalisering i amerikanske virksomheders favør. I øjeblikket viser de, at de stadig mestrer den kunst.

Alt imens halser EU bagefter som second mover, og Danmark er gået helt bag af dansen ved at forholde sig fuldstændig passivt og ukritisk at lægge sin skæbne i hænderne på det internationale finans- og banksystem. De store internationale banker er på mange måder hævet over kampen, da de agerer på mange forskellige valutamarkeder og kan derfor hele tiden opføre sig strategisk til egen fordel – hvorved de også er hævet over de store centralbanker. Banker som Goldman Sachs er, hvad man i fagtermer vil kalde finansiel dealers – det vil sige, at de både udbyder og efterspørger på mange forskellige finansielle markeder samtidig, hvormed de kan styre priserne og manipulere med renter og valutakurser. En funktion der ligger langt ud over de økonomiske tekstbøgers idé om en aktør på et marked.

Satser på forfejlet teori

Obligationsopkøbsprogrammerne iværksættes overalt i verden med henblik på at forhindre deflation i forbrugerpriserne, som man anser for en kæmpetrussel. Programmerne har dog indtil videre blot presset renterne på obligationer ned og aktiekurserne op uden at have nogen effekt på den reelle økonomi.

Teorien, der holder illusionen om opkøbsprogrammerne i live, er den såkaldte multiplikatorteori, der påstår, at hvis centralbankerne skyder penge ind i de private banker, vil de langsomt flyde videre til den almindelige befolkning. Selv om denne effekt i allerhøjeste grad er blevet afvist – på det seneste af selveste FED og Bank of England – er det dog en teori, man stadig underviser i på økonomistudier overalt i verden, hvilket må anses som den hovedsagelige forklaring på disse skizofrene økonomiske indgreb.

Japan var det første land, som helt tilbage i 1990’erne begyndte at føre en sådan form for pengepolitik – desværre uden succes. Tværtimod førte det landet ud i en recession, der stort set er fortsat sidenhen.

Lancerer ECB et opkøbsprogram, vil konsekvenserne være tydelige; flere penge står til at strømme ind i det finansielle system til gavn for spekulanter og de store internationale banker. Alt imens vil lavere renter på obligationer presse boligpriserne yderligere op med det resultat, at boligkøbere og helt almindelige mennesker skal forgælde sig endnu mere for blot at have et sted at bo. Alt imens forholder den danske nationalbank sig vanligt passiv og opkøber blot udenlandske inflationære valutaer, efterhånden som de strømmer ind i Danmark i så store mængder, at valutakursen påvirkes.

Giv pengene til folket

Som modtræk til den dybt udemokratiske pengepolitik, men langt væk fra den politiske dagsorden, står det, den engelske tænketank New Economic Foundation kalder Strategic Quantitative Easing. Forslaget går på, at de kvantitative lettelser fra centralbankerne, i stedet for at blive brugt på at opkøbe værdipapirer bør benyttes til direkte investeringer i infrastruktur, skoler, børnepasning og andre projekter, som involverer menneskelig aktivitet. En pengeindsprøjtning, som ikke nødvendigvis skydes ind statsbudgetterne, men også kan investeres i private virksomheder, eller simpelthen gives som skattelettelser. Vigtigt er dog, at pengene går uden om bankernes hænder og direkte til befolkningen.

En sådan pengepolitik skaber godt nok penge ud af ingenting, men i modsætning til den nuværende pengepolitik kan den skabe arbejdspladser og hjælpe borgere i samfundet – du og jeg – med at afdrage noget af al den gæld, som er blevet presset ned over hovedet på os som konsekvens af det nuværende pengesystem.

Rasmus Hougaard Nielsen er cand.polit. og formand for foreningen Gode Penge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens H. C. Andersen
  • Torben R. Jensen
  • Torben Arendal
  • Nic Pedersen
  • Niels Engelsted
  • Grethe Preisler
  • Claus Jensen
  • Jesper Wendt
  • Olaf Tehrani
  • Karsten Kølliker
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Niels-Simon Larsen
Jens H. C. Andersen, Torben R. Jensen, Torben Arendal, Nic Pedersen, Niels Engelsted, Grethe Preisler, Claus Jensen, Jesper Wendt, Olaf Tehrani, Karsten Kølliker, Jens Thaarup Nyberg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Berg

ECB går ikke til modangreb - det er ganske koordineret. Men penge bliver der trykt, og det er mange, og forhåbentlig triller hjulene snart af så verden kan komme forbi dette fallitbo af et system.

Michael Madsen, Hans Paulin og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Rasmus Hougaard Nielsen, du skriver Obligationsopkøbsprogrammerne iværksættes overalt i verden med henblik på at forhindre deflation i forbrugerpriserne, som man anser for en kæmpetrussel. Programmerne har dog indtil videre blot presset renterne på obligationer ned og aktiekurserne op uden at have nogen effekt på den reelle økonomi.

Men er formålet med QE ikke primært at holde renteniveauet nede? Er problemet ikke, at vi har haft en fuldkommen vildtvoksende banksektor, som gennem finansialisering og ekstreme gearinger har kunnet opbygge enorme mængder af gæld og tilsvarende prisbobler på de belånte aktiver? Og bare den mindste lille rentestigning vil således udløse store kapitaludgifter på disse enorme mængder gæld, hvorfor alle storbankerne vil gå bankerot?

Og er der ikke en uhellig alliance mellem storbankerne og et korrupt, politisk lederskab, som netop tillader et fortsat enormt statsligt, gældsfinansieret merforbrug? Med de mængder af statsgæld, som mange lande kører med, ville deres statsbudgetter heller ikke overleve bare beskedne rentestigninger.

Derfor, uanset hvor meningsfuldt det forekommer at være at sende pengene derhen hvor de gør nytte, så vil det at tage QE-pengene fra storbankerne være ensbetydende med deres kollaps, og så er vores økonomiske realiteter pludselig nogle helt andre. Er det ikke sådan det er? Og handler Gode Penge således ikke i højere grad om, hvilket pengesystem vi kan få op at køre efter dette kollaps?

arne poulsen

Måske burde det nævnes, at ECB's præsident, Mario Dhragi var Goldman Sachs' vice chairman og managing director fra 2002-2005.
Tidligere GS'ere glemmer aldrig deres opdragelse hos denne Too Big To Fail-bank. Loyaliteten er mytisk og ganske givende.

Michael Reves, Michael Madsen, Torben Arendal, Dennis Berg, Hans Paulin, Jesper Wendt og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Jeg er ikke den store tilhænger af, at Eurozonen, starter med at pumpe penge ud på samme måde, det gør boblen større. Det kan løses ved at forbyde FD, så marked-spekulation bliver en saga. Eventuelt: at subsidier ikke må være modtaget de seneste 5 år for at opkøbe ( med en bagatelgrænse). Hvis det er teknisk muligt.

Claus Jensen

Rasmus Hougaard Nielsen skriver:

"Teorien, der holder illusionen om opkøbsprogrammerne i live, er den såkaldte multiplikatorteori, der påstår, at hvis centralbankerne skyder penge ind i de private banker, vil de langsomt flyde videre til den almindelige befolkning."

Det er vel ikke multiplikatorteorien, men trickle-down-teorien, som siger, at hvis man hælder nok i foroven, så siver der efterhånden lidt ud forneden. Om denne "kritiske masse" af penge bliver opnået vha. "rigtige penge" eller forskellige varianter af virtuelle penge er underordnet.

Ideen med QE til bankerne for at stimulere udlån er tvivlsom fordi det ikke (altid) er en "liquidity trap", som er problemet i den virkelige økonomi. Derfor skal pengene selvfølgelig i hænderne på nogen, der med garanti bruger dem. Dvs. regeringsprojekter eller direkte ind på borgernes bankkonti - ikke til bankerne eller firmaer, som ikke ser sikre og bekvemme indtjeningsmuligheder i den virkelige økonomi og derfor går på casino eller til udlandet i stedet, hvis de da ikke bare låner dem tilbage til staten til en højere rente, end de selv giver.

Niels Engelsted

Jeg har forstået, at hvis renten stiger, så vil bjerget af derivater kollapse, og bjerget er mange gange større end planeten, så det er ikke så godt, forklarer Michael Snyder i nedenstående meget oplysende link.

Storbankerne er de skyldige, siger Snyder, men vi kan ikke gøre noget. Bankerne er ligesom en fremskreden cancer i en svækket patient, skriver han, men hvis prøver at udrydde canceren med kemi og stråler, så dør patienten. Lyder ikke for godt, og håber, at det er overdrevent, men måske ikke.

http://www.globalresearch.ca/the-size-of-the-derivatives-bubble-hanging-...

Torben Selch

tjaaa... det er jo ikke fordi kommentatorerne her på sitet - i snart en længere årrække ikke har siddet, stort set daglig, - og advaret om fænomenet. Sund fornuft og mavefornemmelse er en god ting - selv om den desværre har trange kår hos de folk - som på vegne af alle de ikke-top-1% - som ville have haft allermest gavn af det.

Problemet er jo nøjagtigt det samme som Ukraine problematikken. Man kan uddanne lige så mange klogeåger som skriver kloge-bøger. Men hvis man ikke involverer mafiaen, Goldman Sachs & Co., lobbyisterne, de skjulte dagsordner, militærindustrien, Kokainsmuglernes finansiering af CIA og FBI og taxfree Cayman Island - så kan man jo aldrig få regnestykket til at gå op.

Det svarer jo til at komme med positive prognoser omkring DK's udledning af Co2 - dog undtaget en af de mest succesfulde brancher i Europa - nemlig transportbranchen, for hvorledes skal man lige bogføre A.P. Møllers udledning af Co2 på åben hav. Og sådan noget gør man jo ikke ;)

Jens H. C. Andersen, Torben Arendal, Karsten Kølliker og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Morten Rasmussen

Som supplerende bemærkning til Niels Engelsted's indlæg:

Hvis man har problemer med at forstå hvad derivater er, kan jeg anbefale følgende play-liste på you-tube: https://www.youtube.com/playlist?list=PL5E6A2E544FE4EE06

Her forklares de på en yderst forståelig måde, af en ung mand, som lader til at synes at de er fantastiske. Han er specielt entusiastisk omkring de skatte-tekniske forhold, som gør at man ikke skal spilde penge på skat af sit aktie-afkast, med denne konstruktion.

Bemærk, hvordan alle pengene kommer fra risiko-forøgelse.

Efterfølgende kan man så spekulere på, hvorfor Tobin-skatten skulle beskatte finans-transaktioner med 1%, men derivater med kun 0,1%...

georg christensen

Et Europæisk modangreb mod den værdiløse dollar, er kun "finansiel" lukning overfor dollaren.

Ikke en handelskrig, men en tiltrængt valuta krig.

Verdenssamfundet kan så bestemme hvilken "valuta" vej, de ønsker at handle på og med.

NB: Hvis enighed ikke kan nås, hvilket sikkert vil være resultatet, så oprettes en fuldstændig ny handelsenhed, hvor grundlaget bygges på "arbejdsydelsen" og en reel og ærlig "værdibedømmelse" heraf og ikke længere bygges på værdiløse "narkomaners" "papir lappers værdiløsheds modeller".

georg christensen

Det er på tide, at Euroen endelig viser dollaren, at dens trykkeri er lige så effektivt som dollarens, for derfor til sidst i fællesskab at indse konsekvensen af "ludomanien". Når vi alle samfundene så endelig får indset, at vi i fællesskab udgør taberne, må vi også i fællesskab finde nye veje.

Den nuværende kapitalistiske neoliberale med samfundstilskuds model, er for længst gået fallit, boet endnu ikke opgjort, kan heller ikke opgøres, så derfor, vil en fuldstændig ny start være den eneste logiske løsnings model.

Lad os få kortene blandet på ny.

Selv om jeg er socialist, ærger det mig, at se forskellige aktieselskaber på børsen bliver behandlet som idioter, fordi "børsspekulanter", af alle arter, med deres samfundsbetalte reklamer og afskrivnings modeller, har fri bevægelsesret. En fri bevægelsesret, som vores samfunds demokratisk valgte politiske idioter har givet dem.

Vi har alle, hvis vi vil være med i et nyt (gammelt) Europa brug for nye politiske tankegange.

Først og fremmest: Et Europa, uden Ruserne og Tyrkerne, er fuldstændig ulogisk.

Et Europa med dem har uanede fremtidsmuligheder, så lad os sammen med dem i fællesskab finde udforske og virkelig gøre disse muligheder.

georg christensen

Endelig har Euroen forstået alvoren i "finanskrisen". Dollarens illusoriske værdiløshed er endelig gået op for Euroen. Nu oversvømmer vi også markedet med værdiløse papirlapper ("sedler"), med navnet "værdiløshed". På forsiden kendetegnet med 5 Euro eller 5 dollar, på bagsiden med ordet "IDIOT".

georg christensen

I valuta krige af alle arter, bliver kun "borgerne" taberen, så længe det "neo kappitalistiske",liberalistiske system virker, med deres værdiløse "modelbeskrivelser".

Eurofolket, har ved det sidste "Europavalg", virkelig bevist, at dette: Vil noget andet og givet deres demokratisk valgte politikere flere grå hår i hovedet.

NB: Helt ærlig, burde de nuværende Europæiske politikere´s indstillinger sendes til "affalds kontaineren" til destruktion på forbrændings anstalten.