Jeg vil gerne dele en hemmelighed med jer. En, som jeg har skjult længe. Måske er jeg bange for, at omverden ville dømme mig, men her er den:
Jeg er født under den libanesiske borgerkrig i Beirut, og kom til Danmark, hvor jeg tilbragte mine første år i Sandholmlejren og andre asylcentre rundt i landet. Efter en lang kamp og adskillige sultestrejker fik min familie og jeg opholdstilladelse. Vi slog os efterfølgende ned i en jysk by ved navn Brejning. Der var provinsidyl tæt ved vandet med grønne skove og fodboldbaner. Langt fra Beiruts ruiner og bomber.
I Brejning kunne jeg sidde I vindueskarmen, uden min mor gik i panik, bange for, at ruden vil blive trykket ind af bombernes trykbølger, eller at en kugle skulle finde vej ind i stuen, som det skete i hendes brors hjem i Beirut.
Så snart vi havde forladt asylcentret, blev jeg kastet ind på Gårslev Folkeskole i en klasse med udelukkende danske børn. Jeg blev verdensmester i at kaste håndtegn. Jeg var malplaceret. Jeg kunne ikke tale dansk, ’rødgrød med fløde’ jagtede mig som et spøgelse gennem folkeskolen. Jeg stirrede ud ad vinduet og drømte mig væk. Selv skolepsykologen gav op efter at have brugt en masse tid på at vise mig billeder af sort blæk, der var splattet ud på papir, og som hun forsøgte at få mig til at sætte ord på. Det eneste, som kunne fange min opmærksomhed, var, når emnet landede på H.C. Andersen og hans eventyr. Alt fra Grantræet til Den grimme ælling satte sig på mit nethinde. Eventyrene var det mest rigtige og virkelige. Alt andet var uvirkeligt og urealistisk.
Misforstået høflighed
Når jeg blev skældt ud derhjemme, skulle jeg som tegn på respekt straks kigge ned i gulvet og undgå al øjenkontakt. I folkeskolen var det lige omvendt. Her skulle jeg kigge lærerne i øjnene. Det gjorde jeg aldrig, hvilket medførte en endnu større skideballe. Lærerne så mig som en provokerende belastning og gjorde, hvad de kunne for at få mig væk. Jeg fik den ene eftersidning med hjem efter den anden. Eftersom jeg med årene var blevet tolk for mine forældre, når de skulle tale med vuggestuen, kommunen – ja, selv da socialrådgiveren viste min mor rundt på et børnehjem i håb om at få mig anbragt – kan du nok gætte, hvem der skulle oversætte eftersidningen. »Kære Mazens forældre, jeres søn har været en dygtig dreng i skolen« og bum, der faldt underskriften, oven i købet med et smil. Det føltes godt at få anerkendelse, selv om den var baseret på en løgn.
Brejnings hårde knallertdrenge anede ikke, hvordan de skulle forholde sig til, at en anderledes familie var flyttet til byen. Så et par gange om ugen stod de foran vores blok og kastede flasker mod vores vinduer på første sal. Det skete for det meste, når min mor var alene hjemme med mine små brødre og mig. Så skulle jeg igen holde mig væk fra vindueskarmen. Det stod på, indtil det lykkedes min far at nå hjem og tage flokken på fast gerning efter et opkald fra min skrækslagne mor. Han fangede en af drengene og tæskede ham gul og blå. Så holdt flaskerne op med at flyve mod vores hjem, og fra den dag kunne jeg oven i købet tage skolebussen uden at skulle kigge mig over skulderen.
Jeg begyndte at blive smidt uden for døren oftere og oftere og blev med tiden fast inventar på skoleinspektørens kontor, som underligt nok var et af de steder, jeg elskede at komme. Han var typen, der altid havde bolsjer i en skål på skrivebordet, og hver gang fik jeg et og et skulderklap med på vejen. Han var typen, der kiggede en i øjnene og sad på trapperne ved siden af en, når han talte. Ham havde jeg ikke lyst til at skuffe. Det forhindrede dog ikke, at jeg blev smidt ud af fire forskellige skoler og forlod 9. klasse uden afgangseksamen.
Fængslet som 17-årig
Som 17-årig havnede jeg i et miljø, hvor jeg endte med ni knivstik i ryggen, og kort tid efter kom jeg i fængsel.
Inspireret af H.C. Andersen havde jeg i hele den periode et hæfte gemt i jakkelommen. Der skrev jeg mine tanker og refleksioner, som blev til digte og små historier. Det forblev min hemmelighed, for der var ikke street credit i at skrive digte eller nævne H.C. Andersen for min nye omgangskreds, specielt ikke den bag tremmer.
På Egely, hvor jeg var varetægtsfængslet, medbragte en af institutionens pædagoger bøger til mig en gang om ugen. Jeg begravede mig i dem og åbnede kun døren, når jeg skulle på toilettet eller løfte håndvægte. Jeg læste alt fra biografier, digtsamlinger og historie til kommunikations- og selvudviklingsbøger.
Som prøveløsladt besluttede jeg mig for at prøve lykken og få min afgangseksamen fra VUC i Vejle. Det blev mit springbræt til en HHX fra Handelskolen i Fredericia. Her kom jeg ind i en klasse, hvor jeg ikke kendte et øje og havde mulighed for at begynde på en frisk. Jeg udforskede musik og dannede gruppen Lagix med en ven, skrev sangtekster og spillede med i teaterstykker. Det var en verden, der havde fascineret mig, siden jeg var en lille dreng. I asylcentret var der en fællesstue for beboerne, hvor der hang et tv i hjørnet, som ingen skænkede en tanke. Jeg zappede løs, indtil jeg landede på MTV. Verden stod stille. Det var dengang, kanalen faktisk viste musikvideoer og handlede om musik. Den første musikvideo, jeg så, var Roxettes »Joyride«, hvor de sad på kølerhjelmen af en rød sportsvogn, der bare kørte derudad. Ud i friheden.
Vær nu realistisk!
Når jeg delte mine tanker med pædagoger og lærere om, at jeg ville skrive tekster og lave videoer, som ville blive vist på MTV, var svaret altid: »Vær nu realistisk«. En pædagog ville endda lave et væddemål med mig, da han mente, jeg aldrig ville få noget i fjernsynet. Og da slet ikke på MTV. Jeg gav håndslag på det.
Når jeg sagde til min skolevejleder, at jeg gerne ville på universitetet, gav hun mig brochurer om alt andet. »Vær nu realistisk!« sagde hun. Ingen i min familie havde en uddannelse, de var mere fokuseret på at komme væk fra krigen i live end at sidde på skolebænken.
Men jeg blev fokuseret som en ørn, der spotter sit bytte. Jeg deltog aldrig i klassefester. Selv til galla dukkede jeg ikke op. Jeg sad i stedet og skrev tekster og læste nye bøger. Jeg nægtede at være realistisk!
Mundlam og stolt
I Lagix skrev vi sidste år singlen »Love You«, som blev spillet på mere end 179 radiostationer i Mellemøsten og lå på toppen af hitlisterne. Musikvideoen blev spillet 15 gange dagligt på MTV Dubai. I dag står jeg med en bachelorgrad i international erhvervskommunikation og sprog fra Syddansk Universitet i hånden, og kan ikke lade være med at tænke: »Wow! Hvordan?!‹ Jeg er stadig helt mundlam og stolt. Det føles så surrealistisk.
Mine dæmoner var lydene fra krigen. De sad i mine ører. Men det værste var sjovt nok klasselærerne, pædagogerne, politikerne og betjentenes blikke, der så mig som ukrudt. Som en skændsel for samfundet. Jeg husker stadig ordene, som en betjent hviskede til mig, da jeg var 15 år: »Jeg håber, vi finder dig død i en grøft, inden du fylder 18.« Jeg har en inderlig lyst til at sparke døren ind til dem alle og kaste diplomet i fjæset på dem!
Jeg prøver nok bare at sige, at du aldrig skal lade nogen fortælle dig, at du ikke er god nok. Lad aldrig nogen tage din drøm fra dig. Hvis der er noget, du virkelig ønsker og brænder for: Go get it! Om så hele verden er imod dig.
Mazen Ismail er BA i international erhvervskommunikation og sprog og skriver digte med mere på sin blog mazen.dk
Mazens beretning ovenfor er faktisk kun et hjørne af hans liv - også resten er meget imponerende. Bare flere i pressen ville bringe hans - og andres - kamp for anerkendelse frem.
Og det er altså blevet holdningen i H. C. Andersens hjemland, hvor alt burde kunne lade sig gøre, hvis man har gå-på-modet?! Vi skulle skamme os.
Så han er kommet dertil, hvor han er, på trods af og ikke på grund af.
En helt masse præstationer rigere.
Alle liv er forskellige.
Mazen Ismail, tillykke med den person, du er vokset op til at blive. Et godt råd herfra. Glem hadet. De undermennesker, du har mødt på din vej, er ikke værd at spilde tid på. Dine store personlige sejre, skal du fejre med dig selv, og gøre for din egen skyld, og ikke for at bevise noget overfor andre. Du har bevist, at du er god nok, og endda bedre. Måske skulle dette være din næste store sejr :-)
Meget følelssesmæssig stærk, rørende i sin ærlighed artikel.
Et emne, som belyses meget sjældent i medier - om den usynlige diskrimination, hvor intet forkert bliver sagt eller gjort, men du får besked om dit "værd" og "plads" alligevel.
Men som Rikke Nielsen skriver: det er ikke kun sort og hvid. Jeg er sikker på, at Mazen Ismail også mødte mennesker, som betragtede ham som Mazen Ismail, som person og ikke mere til det. Og jeg tror det var rigtig meget af dem!
Herligt med den slags solstrålehistorier. Hvor er det ærgerligt, at pressen normalt ikke vil bringe den slags, fordi der ikke er salg i den slags historier. Der er jo masser af dem derude - især historier om dem, der faktisk aldrig har været i kontakt med det kriminelle miljø, selv om de har haft en hård opvækst.
Ja, men vi elsker historier der fortæller om folk der har været kriminelle og er blevet åh så artige, mens folk der går den lige vej bare er røvkedelige og holder hjulene i gang. Og hvem synes lige det er interessant ?
Jeg tror nu kun, det er journalister, der finder den slags historier kedelige - for fra læserne synes interessen altid at være stor, som her.
jens peter hansen
Jo, men nu praler visse danskere jo af den danske, kristne kulturkreds - og deraf kan man jo med lignelsen om det forsvundne får kun glædes over at Mazen har nået sine mål...
Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
(Lukas kap. 15)
Det faktum at det er det danske uddannelsessystem, med alle dets fejl og mangler, der har givet ham muligheden for opnå sine mål glemmes i euforien over at han er blevet bachelor. Måske skulle han undlade at sparke døre der står åbne, ind . Jeg synes at det er helt flot at det land, hvis indbyggere han i den grad hader, har givet ham muligheden for at læse på UNI. Ingen forlanger taknemmelighed, men en smule selvransagelse ville måske være i orden.
Det er enchokerende beretning, på mange måder, men en ting er dog værre end andet, en politibetjent som udtaler sig som citeret i artiklen. Står det til troende bør manden afskediges med det samme, såfremt han kan identificeres.
jens peter hansen, det er ikke det danske uddannelsessystem, artiklen gør rede for, men samfundet, mennesker, som Mazen mødte på sin lange vej til lysende top.
Din kommentar stinker simpelthen af nedlandenhed og du misfortolker alt, som blev sagt.
Lige som dem, som Mazen mødte i sit liv, ikke kunne forstå, hvorfor den dreng/ung mand ikke ville nøjes med det, som blev besluttet for ham. I den gode tro. Men af andre, ikke ham selv.
Med risiko for at få på hattepulden:
Mazen Ismail lyder vred og aggressiv og somom det, han har præsteret, ikke er for ham selv, men for at trodse andre.
Det kan godt være at bachelor-graden er hans lykke. Det ved vi ikke.
Men det er altså ikke bachelorer, som står øverst på arbejdsgivernes ønskeliste. Ognok især ikke de vrede bachelorer.
Pas nu på, man ikke ender i en lige så racistisk grøft ved at hylde og forskelsbehandle, fordi Mazen Ismail har en anden etnisk baggrund. Han er en 'vred ung mand' og det kan godt være, at han har god grund til at være vred.
Men vrede og trods - hm - det er ikke de følelser, jeg har lyst til at sidde ved siden af på restauranten, i foreninger, på arbejdspladser eller i trafikken. Hudfarve eller køn uanset.
Både smerteligt og opløftende på én gang.
Som at læse Yahya Hassans digte.
Håber ikke, Mazen Ismael har noget imod sammenligningen.
Den er ment som en ubetinget ros.
Håber, jeg kommer til at møde mange flere af jeres slags.
En ægte H.C. Andersen historie om den grimme ælling, der hakkes på, af lærere, landsbyboere, politibetjenten og mange flere skurke, hvor et lag tæsk kunne klare problemerne med de utilpassede unge blandt dem.
Ja, vi skaber vores egne erindringer...
Betjentene i min historie sagde altid "hvis du ikke ændre løbebane når du ikke 18 år", eller noget i den retning, hvad selvfølgelig ikke er så fin en H. C. Andersen...
Lise Lotte Rahbek, Mazen har allerede en international musikerkarriere i et band med nogle andre unge, der mere eller mindre deler hans baggrund, f.eks. den eminente unge skuespiller Hadi Ka-Koush. Derudover har han NU taget en bachelor, men han er jo ligesom ikke ophørt med at studere, det er i hvert fald ikke noget, der fremgår af artiklen.
Men du har helt ret i, at masser af danske unge er udsat for det samme: at fantasiløse og konforme rådgivere ikke har sans for de begavede og de talentfulde og bliver sten på vejen frem for nogen, der hjælper dem i den retning, de har brug for.
Jeg er helt klar over at Mazen ikke redegør for uddannelsessystemet, men at opliste alle de idioter han mødt på vejen forekommer mig at være en smule entydig. At der findes folk der ikke har set lyset er velkendt, men at løbe ind i dem alle er da enestående. Fængslet gav ham ro. Hvad kan vi så lære af det ? Tillykke med graden, men gud hvor ville lidt selvindsigt være velkommen.
Peter Hansen
Ok, Mazen har altså succes på flere fronter.
Men hvad er der så at være så vred over så han vil smide ting i hovedet på folk?
Han har jo vundet over sine omgivelsers fordomme og bevist, at han kan, hvad han sætter sig for, til trods for at folk siger, at han ikke kan. Især pædagoger og lærere og ordensmagten er nogle rigtig røvhuller, forstår jeg. Der er sgu da masser af mennesker, som ikke troede på, at jeg kunne nogle af de ting, som jeg har sat mig for. Men det ER da osse hændt, at jeg har tvivlet på andres formåen, det skal da indrømmes.
jeg ved, at nu falder der brænde ned, men altså: Jeg læser en artikel fra en ung mand, som råver SE MIG, se hvad jeg kan!
Men blev den grimme ælling så lykkelig og harmonisk som svane, eller blev den ved med at være vred over, at den ikke var en and og var blevet placeret blandt ænder?
Det synes jeg godt liiige man kunne tænke over..
Hvorfor skal samfundet have på hattepulden fordi den unge mand har mødt nogen der ikke har troet på ham ?
Hvorfor skal vi alle sammen skamme os ?
Carsten Hansen, jeg følte mig ikke personlig ramt, da jeg læste Mazen Ismails historie. Og skammer mig ikke. Så "vi alle" skal ikke skamme os. Jeg undrer mig så over, hvad du synes, du skal skamme dig over?
Rikke N.
Jeg skammer mig så sandelig ikke; men det synes at nogle mener at vi skulle skamme os !
Denne kollektive "arvesynd" tager jeg afstand fra.
Det er ikke samfundet som sådan der er noget galt med; Bevares der er plads til forbedringer, men fordi nogle ikke har troet på denne unge mand, gør ikke samfundet som sådan til noget lort.
Uddannelse er gratis i vores samfund; Lægger du ud med at være kriminel så undrer det mig ikke at nogle har svært ved at tro på vedkommende.
Heldigvis agerer ikke alle pædagoger, lærere og behandlere på den måde.
Det virker som om folk står parat til at revse hele samfundet og kritisere alle, hver gang en sådan historie dukker op; Heri ligger min afstandtagen.
Tillyke til Mazen- han beviser med sin historie at den der vil kan. Men derydover giver jeg også Lise Lotte Rahbæk ret- Mazen er en usædvanlig vred ung mand- og det er ikke en følelse der hjælper i det lange løb.
Til Mazen vil jeg gerne sige- du har bevist en usædvanlig viljestyrke- både til at gøre det svært for dig selv og alle omkring dig- og den dag du ville- til at forme dit eget liv og vise alle hvad du kunne. Nu skal du så tage din del af ansvaret for begge dele og komme videre med dit liv. Det ser lyst ud fremover :)
Hold kæft, hvor er vi kommet langt ud i forståelsen af simple, psykologiske mekanismer! Psykologi ind i folkeskolens ældste klasser NU!
Det indlysende bliver nu ellers endelig anerkendt i det land, der har de mest rabiate problemer med det ikke-imødekommende samfund: http://www.upworthy.com/in-the-last-33-years-70-of-the-71-mass-murderers...
Omverdenen skal ikke dømme Mazen Ismail. I hvert fald ikke Informations gode læsere, som her får (endnu) et lille indblik i de folkelige traditioner blandt pædagoger og lærere (med dyb faglig indsigt iflg. deres formand), politibetjente og andre 'almindelige' mennesker. Fjernt fra de politikere, der kæmper for bedre integration og mindre mobning. Hvis I vil gøre noget fornuftigt, så snak lidt mere med nogle af dem, der lige stemte på Morten knivsmed eller har meldt sig ud af fagforeningen.
Tillykke til skribenten med sin bachelor - og held og lykke med fremtiden.
Med det sagt... (Lise Lotte Rahbek o.a.)
Efter flere forgæves forsøg med at læse debatindlægget som vredt, må jeg blot spørge hvor dette læses?
Det kan være i sætningen og at sparke en dør ind, hvortil eksamenspapirer skal kastes i hovedet på tidligere skeptikere. Nuvel - det er da en overdrivelse. Men kan han dermed karakteriseres som en vred ung mand? Næppe.
Hvad nu hvis hensigten er: "se mig - jeg er dygtig". Hvad nu hvis den "vrede unge mand" i virkeligheden er en stolt ung mand (som han i øvrigt selv siger), hvis ønske er at vise: "se mig - jeg er dygtig. Det kan du også blive". I givet fald tror jeg ikke den er helt gal. Men jeg kan ærligt talt ikke se det odiøse i det.
Derudover tror jeg så sandelig at skribenten har gjort det for egen vindings skyld. Måske er der en smule trodsreaktion overfor skeptikere, hvilket ser ud til at være forvaltet yderst fornuftigt. Men man tager ikke en bachelor for andres skyld.
Det virker søgt at påstå han er en vred ung mand. Hvis en vred ung mand siger: følg dine drømme, så tror jeg der findes umådeligt mange vrede studierådgivere på diverse uddannelsesinstitutioner.
Jeg tror du og andre med stor optimisme kan sidde ved siden af skribenten på en restaurant eller i bilen. Han lader til at være mere glad og stolt over sin præstation end arrig. Han er muligvis mundlam. Men der er lang fra at være mundlam (og måske lidt forarget - hvem ved) til at være vred.
Så er det i øvrigt diskussionen uvedkommende at han har en anden hudfarve.
Carsten Hansen: "Det er ikke samfundet den er gal med".
Jovist. - og det indrømmer du ganske i sætningerne efter, hvorfor forbedringerne bestemt må være mulige at sætte fokus på. Det mest grelle tilfælde er politiet ønske om at se en 15-årig død.
Det kan postuleres at dette er løgn og latin, hvilket jeg så sandelig også håber. Det er bare ikke usandsynligt - desværre.
Hvor i en den pågældende drengs opvækst ser du kriminalitet? Den kommer - så vidt debatindlægget fortæller - først efter adskillige håbløse håndteringer fra samfundets (herunder skolernes) side.
Det er selvfølgeligt at han er medskyldig i sin kriminelle løbebane. Men det er da ærgerligt at de samfundsmæssige rammer ikke er fornuftige. Netop dén problemstilling er det muligt at sætte fokus på, da problemstillingen omhandlende det kriminelle liv synes afklaret. Det virker besynderligt at gå i den modsatte grøft, da det lader til at visse institutioner har - eller skal - gennemgå en forbedring på nogle områder.
Det burde være i orden at sætte problemer under debat.
Hvis man nu forholder sig til det faktuelle, nemlig at Mazen har gået 4 forskellige skoler og har siddet i fængsel, så er det ganske godt gået at han er endt med en bacheloreksamen, men når man ikke at falder i svime over det, så er man kan jeg forstå stinkende og nedladende. Sådan kan man på en smart måde påklistre andre en led holdning og fremhæve sig selv som et godt menneske. Hvad jeg forsigtigt forsøgte at fremføre at der finde masser af unge med indvandrerbaggrund der aldrig har gjort en kat fortræd , har lyttet til gode råd og har taget deres egen beslutning, er endt på universitetet og aldrig blevet fremvist som et eksempel til efterlevelse. Hvad jeg er dødtræt af er en række mennesker der har haft én kriminel fortid hele tiden fremhæves som åh så enestående fordi de ændret deres adfærd. Tillykke med det og undlad venligst at sparke døre ind.
Storm Hansen
Du spørger hvor jeg læser, at Mazen er vred?
Det læser jeg i hans ordvalg.
Han vil smide sit eksamensbevis i hovedet på dem, som ikke troede på ham. Han skriver at han er blevet betragtet som ukrudt, som en skændsel. Den lille by Brejnings danske indbyggere kastede flasker på deres hus, indtil hans far tæskede en af drengene gul og blå. Knægten lukkede sig inde og deltog ikke noget soccialt, men blev som en ørn, som havde fået øje på sit bytte.
Et fokus og et valg af ord, som i mine øjne er voldsomt og aggressivt.
Hvad du læser og fortolker, har jeg ingen inflydelse på. Ligesom du ikke har det på min opfattelse.
Men du kan selvfølgelig mene, at jeg er urimelig. Du vil ikke være den første. Eller den sidste.
Kære Mazen, hvis de så dig som ukrudt, så se dig selv som det mælkebøttebarn, du er.
Og husk, at den bedste hævn er at leve godt.
Pøj-pøj :-)
sofie jørgensen,
"Og husk, at den bedste hævn er at leve godt."
Præcis min pointe, bare illustreret ved bedre ord :-)
Mazen, du skal slippe din vrede af præsic denne årsag. Din vrede symboliserer din fortids monsters magt over dig. Slip din vrede, og du er fri.
Hvis vreden er det, der fyrer op under den kreative energi, skal han da tværtimod holde fast i den; men jeg kan nu heller ikke få øje på en påståede vrede. Den er ikke anderledes end den, vi alle i vores skoletid hørte om fra fortidens selfmades.
Men det er så langt mere bemærkelsesværdigt, at Lagix skulle til Mellemøsten, før de fik deres store gennembrug. Det, tror jeg, handler langt mindre om deres indvandrerbaggrund, end deres oprindelse i Brejning. :-)
Jeg har det svært med at forstå, hvorfor man ikke må slippe sin vrede, sine negative minder ud? Måske fordi jeg hellere ikke dansker og aldrig har lært at være politisk/socielt korrekt og gemmer sine dybe følelserunder syv segler for at ikke genere nogen?
Jeg kan slet ikke sige, at Mazens historie er fra en vred mand. Han fortæller bare sin egen historie!
Og det kunne lige så godt være en dansk knægt, som kom fra forkert miljo og blev sat i bås. ..
Men det er meget nemmere at gøre det med udlændinger, fordi sproget spiller en ekstra rolle.
Mazens artikel er meget positiv og lærerigt.
...hvis vi alle sammen have set den slags historie i en amerikansk film, ville vi sikkert få krokodille tårer i øjnene ved slutningen.. Ak, hvor er det livsbekræftende!...
Men hvorfor ikke her? Fordi han fortæller nogen ubehagelige ting, som vi helst vil gerne glemme, lukke øjenene for?
Hvem omfattes af dit 'vi', Mila T.?
Os, Lise Lotte Rahbek, TV seerne, som den slags film lavet til.
Tal for dig selv, Milo T.
En dansk talemåde, ja, og sikkert ikke synderlig politisk korrekt.
Al det 'vi'sseri er uholdbart. Hver person holder tolkninger og krokodilletåretrang hos sig selv.
Fornemmer man noget Yahya Hassan over det? Visse lighedspunkter måske, men dog alligevel ikke, da Mazen Ismail jo ikke kritiserer sit eget miljø.
Men historien er da fin, synes jeg. Den findes jo i et utal af andre tilfælde og variationer, bygget over læsten: håbløs outsider finder vejen til succes og anerkendelse. Der mangler dog nogle forklaringer, som pladsen sikkert ikke gav mulighed for, men der må have været nogle, der troede på Mazen, nogle der lukkede ham ind og bakkede ham op(andre end den afholdte skoleinspektør). Hans familie må også have støttet ham, og vi får ikke at vide, hvorfor de flygtede, og hvad asyl-grundlaget var. Men fint at klare sig igennem ved hjælp af bøgerne, H. C. Andersen og - forestiller jeg mig - egen tankevirksomhed. Han har sikkert lært sig selv at kende og opbygget en vis selvtillid. Jeg ser ikke overdreven vrede, ud over at historien skal dramatiseres lidt hist og her. Jeg fornemmer ikke, at Mazen hverken hoverer eller har noget at skulle gøre op med nogen. Men han er uden tvivl tilfreds med sig selv.
Ps.; helt nægtede han ikke at være "realistisk", siden han tog en BA i erhvervskommunikation.
Til alle jer selvpinere der mener at vi bør skamme os. Skam jer for jer selv.
Jeg har ikke noget at skamme mig over.
Vred eller hvad?
Mazens indlæg, der er bragt under debat, åbner med at tage os i fortrolighed (påstanden om han deler en hemmelighed med os) samt antyde at vi nok er fordømmende (bange for vi ville dømme ham) hvad er oplysende eftersom Mazen ikke deler noget med os, Informations så socialt bevidste og forstående læsere, som umiddelbart burde give anledning til fordømmelse, men deler sin succeshistorie, hvor Mazen overkommer alle de (opfattede) hindringer, manglende opbakning og opmuntringer som omverden (hovedsagelig velfærdssamfunds kernetropper i skole og socialsystemet) byder den unge Mazen. Herefter får vi at vide, at Mazen og familien stammer fra Libanon og flygtede til Danmark, hvor ophold kun blev opnået efter meget besvær, herunder flere sultestrejker. Hvad kunne antyde afslag på asyl og siden humanitært ophold.
Mazen virker her ikke vred, men nærmere forurettet, bebrejdende og påtaget ængstelig.
Videre få vi oplyst, at Mazen og familien slår sig ned i Brejning, der hovedsagelig har de fortrin, at der ikke er krig, men til gengæld en folkeskole fyldt udelukkende med danske børn, hvad Mazen giver udtryk for var et problem, alle disse danske skolebørn, for ham, uden nærmere forklaring. Problemer i skolen har der været, kan vi forstå, med oplysningen om besøg ved skolepsykologen, der efter det forlydende måtte give op. Mazen, der ellers efter det oplyste ikke følger med i undervisningen, finder dog interesse for H.C. Andersen, hvis eventyr resonere hos den unge Mazen.
Mazen virker ikke vred, men diffus i aversionerne mod skolen og de øvrige skolebørn. Kritikken gående på de, skolebørnene, var danske, er, for almindelige danskere, vanskelig at forstå uden uddybning.
Endvidere bliver vi oplyst om normforskelle (arabisk skældud; slå øjnene ned som tegn på underkastelse, mens de danske skolelærere krævende øjenkontakt, når irettesættelser blev formidlet, som tegn på gensidig respekt og opmærksomhed. Normforskelle som Mazen tilsyneladende havde vanskeligt ved at veksle mellem, og valgte at følge de arabiske, hvad lærerne, efter det oplyste, blev så misfornøjet over, at de siden gjorde hvad de kunne for at slippe af med unge Mazen.
Mazen oplever altså her, at lærerne vil af med ham fordi, alene fordi, at Mazen er en arabisk dreng med arabiske normer, nærmere bestemt i forbindelse med irettesættelser, men, må det formodes, også i bredere forstand. Mazen virker ikke vred, men nærmere skuffet over lærerne på danske folkeskoler ikke var arabiske eller i det mindste fulgte arabiske normer og adfærd fx i forbindelse med irettesættelser. Implicit bygger kritikken mod det danske skolesystem på ikke at være arabisk, så det passede til den unge Mazens kultur og normer.
Videre bliver vi fortalt, at Mazen var sine forældres tolk, hvad har nogle fordele og nogle ulemper. Og Mazen, der ellers ikke holder sig tilbage, synes ikke at finde det dadelværdigt, at forældrene ikke har tilegnet sig landets sprog, men, fornemmer man måske, finder det dadelværdigt, at det offentlige Danmark ikke kommunikerer med forældrene på arabisk. Her kan det nævnes, at der faktisk findes tolkeordninger, som folk, der ikke kan eller vil forstå dansk, kan trække på, når de skal kommunikere med det offentlige. Det er også med til at holde folk, fra ens kulturkreds, i lønnet arbejde, så der er ingen gund til ikke at bruge tolkebistand.
Nu bliver vi oplyst om den lokale knallertbande, der udsætter den Mazen og familien for grov chikane indtil faderen lykkes med at fange og banke en af ungerne, hvad åbenbart løse det problem.
Her virker Mazen ikke vred, men ret tilfreds og fornøjet.
Nu kommer vi til miljøet med knivstik, Egely, der et surrogatfængsel for unge, og H.C. Og her fortæller Mazen os, hvordan opholdet bag tremmer blev brugt på digte og bøger, næsten isoleret med digte og bøger. En isolation Mazen siden tog med sig, da han begyndte på VUC og tog sin afgangsprøve og videre til en HHX, hvor muligheden for at begynde på en frisk rummer en begyndende kunstnerisk karriere, hvad Mazen siden barndommen på asylcentre med MTV havde været fascineret af. En fascination og interesse pædagoger og lærere ikke nærede hos den unge Mazen, når Mazen delte sine håb og drømme om fremtiden med dem. Siden er Mazens vejleder også skeptisk over for mulighederne for Mazen søger mod en universitetsuddannelse. Her beskriver Mazen, hvordan det, den manglende tiltro og opmuntring, førte til en intensiv arbejdesindsats.
Mazen lyder her ikke special vred, men blot trodsig over denne insisteren på realisme i skole og socialvæsen.
Så fortæller Mazen om sin succes med sin musik, og sin opbyggelige råd om at kæmpe for sine drømme og tro på sig selv, når ingen andre gør, ja, også så lige en lyst til at vise alle dem, som undervurderede ham, at han fik succes. Det lyder ikke særligt vredt.
Samlet set virke indlægget som hele ikke særligt vredt.
Lise Lotte Rahbek, du skulle tage at læse Senecas lille skrift om vreden. Ifølge ham er det at blive vred ikke noget, man kan kontrollere, det er noget, der vælder op i een, uden at man rigtig kan gøre så meget ved det. Hvad man derimod kan gøre noget ved, er den måde, vreden kommer til udtryk på. Stoikeren Seneca anbefaler her, at man tæller til ti, før man gør et eller andet dumt, som man måske senere vil komme til at fortryde.
At få at vide af en eller anden, at vedkommende ønsker mig død, vil fx. gøre mig vred, meget vred. Jeg kan så vælge mellem mange forskellige måder at give udtryk for min vrede på: Jeg kan slå vedkommende ihjel, eller jeg kan begå selvmord, eller jeg kan købe mig en ny fladskærm; der er mange muligheder...
Den vrede unge mand, der har skrevet artiklen, har valgt at bruge sin vrede til at lave noget musik og få sig en uddannelse. Hvordan nogen kan have noget imod en kreativ anvendelse af en naturlig vrede, er mig en gåde.
PS Som andre allerede har nævnt, er det vist en kvindeting at være modstander af vrede som sådan. Jeg har forsøgt at diskutere Senecas teori med indtil flere fhv. kærester, og de har alle været skeptiske, for hvorfor kunne jeg ikke bare helt lade være med at blive vred? Så slap jeg jo også for at kanalisere vreden, lyder logikken.
Men omvendt kender jeg ingen mænd, som ikke føler sig i deres gode ret til at blive vrede, når der er gode grunde til det. Kunsten er at bruge vreden konstruktivt, når man nu alligevel ikke kan forhindre at den vælder op i een.
PPS Har du nogensinde flyttet et flygel? Så ved du også, at det faktisk hjælper at blive godt gammeldags vred, når det truer med ikke at ville flytte sig, fordi det er for tungt. Ikke fordi flygelet blive bange, men fordi vreden er en stærk naturkraft.
Hvorom alt er, så er det ikke standart for samfundets lærere, pædagoger, vejledere osv, at knægte indvandrerbørn og skubbe dem ud i ingenting.
At den unge mand retter sin vrede mod folk der ikke har troet på ham, er hans sag; Og hvis nogen mener at det er standart i Danmark og i øvrigt tager den unge mands ord 100 % for gode varer, så er det ligeledes deres sag.
Den generalisering tror jeg ikke en meter på. Mine 25 års arbejde inden for det sociale område siger mig at der desværre findes folk der ikke er deres løn værd, men at det absolut ikke er reglen.
Hvis nogen skal skamme sig, så er det de ledere der ikke får sorteret de nedarbejdere ud, som ikke er deres løn værd.
Carsten Hansen: "og i øvrigt tager den unge mands ord 100 % for gode varer" - beskylder du ham, at han lyver eller prøve på at fordreje virkeligheden?
Den mand har sine navn og efternavn og står åben for regnskab for det, han siger. I forhold til de fleste af os ( Lise Lotte Rahbeck, er det korrekt at bruge denne pronomen i dette tilfælde? ), kommentatorer, med gennemsnitlige navne og symboliske billeder.
Mila Trojanova
Du er vel ikke i tvivl om at artiklen er et partsindlæg.
Har lærerne, pædagogerne fået lov/mulighed for at give deres version ?
Og uanset om det så er den rene skindbarlige sandhed denne unge mand beskriver, så er det stadig ikke et udtryk for at det er noget vi alle skal skamme os over.
Jeg har oplevet tonsvis af tilfælde hvor lærere , pædagoger osv, har lagt sig i selen og udøvet et stort stykke arbejde for at guide unge ind på rette spor ved at tilskynde og bistå.
Tror du jeg lyver ?
Den unge mand beskriver sin egen oplevelse af sin egen opvækst.
Helt fint og måske passer det på en prik; ingen af os ved det og partsindlæg skal man altid tage med forbehold; Dette uanset om det der skrives passer meget fint ind i ens fordomme.
Men lad nu være med at kamme over og tro at det der skrives er at betragte som et samfundsproblem der hersker overalt.
Skulle der være nogen der vil skamme sig på andres vegne. så gør da det; Men bland andre udenom !
Tænk hvis nogle af dem, som vi gør til ofre og placerer på passiv forsørgelse, kunne tage den indstilling med sig. Man kommer stadig langt med hårdt arbejde og dedikation og i hvert tilfælde meget længere end blot at sidde og tude af selvmedlidenhed i et hjørne..... respekt til den unge mand.
Niels Nielsen
Jeg har ikke udtalt mig om at vrede er en dårlig ting. Vrede er derimod meget anvendelig, både til at flytte flygler med og til at komme frem, hvor vejen ellers er vanskelig.
Og det anerkender jeg bestemt at Mazen har formået - at komme frem hvor vejen har været vanskelig. Han har jo været helt alene i verden overfor en ukrudsbekæmpende overmagt, og klaret skærene alligevel.
Jeg har personligt svært ved at opholde mig i samme rum som vrede mennesker, som taler om at smide noget i hovedet på andre, hvilket jeg udtrykte mht. at sidde ved siden af på restauranter og arbejdspladser oa.
Men nu har jeg vist taget de tæsk, som jeg lagde op til, ved ikke at være behørigt imponeret over denne beretning, og vil finde et andet emne. -->
"Mazen Ismail, tillykke med den person, du er vokset op til at blive. Et godt råd herfra. Glem hadet. De undermennesker, du har mødt på din vej, er ikke værd at spilde tid på."
Hvis vi rådgiver folk til at undertrykke deres berettigede vrede og dermed udlade en bearbejdning af denne - og i øvrigt belærer dem om at de svigt og krænkelser, de har været udsat for, er begået af 'undermennesker' - er vi absolut lige vidt. Ja, måske tilmed endnu et tragisk skridt længere ude på en destruktiv og nonrefleksiv sti.
Carsten Hansen
Nu ved jeg ikke, hvad det er for en fetish du har med at skamme dig. Men det er der såmænd heller ikke nogen der har bedt dig om.
Du skal såmænd blot glæde dig over, at nogle mennesker formår at vende en uheldig udvikling og ende med succesoplevelser - på trods af odds der har været dem imod, såsom ikke at blive forstået og anerkendt.
Det er trods alt mange år siden, at Hans Christian Andersen skrev om at være en svane, der voksede op i en andegård - men historien holder endnu.
" Vi skulle skamme os."
Skriver Peter Hansen og får 3 anbefalinger med på vejen.
Det reagerede jeg på, for hvorfor i alverden skulle vi det ?
Fordi, Carsten Hansen, vi har ladet skolen udvikle sig til en afspejling af klassesamfundet med en barsk udskillelse af de børn, der ikke falder indenfor det middelklassebillede, vor tids lærere med baggrund i gymnasiet snarere end i realskolen opretholder. Som altid forbliver den danske folkeskole en sfinx, der afstår fra i klarsprog at forklare sig og i stedet lever i en egenforståelse, som forbliver et mysterium for dem, der ikke er inde med dens uformidlede logikker.
Peter Hansen.
Det er stadig ikke noget jeg skal skamme mig over.
Hvis du vil skamme dig, så skam dig løs !
Jeg skammer mig ikke over det danske uddannelsessystem.
Bevares der er plads til forbedringer, men det er dog et af de bedste systemer der findes.
Lad de skamme sig der ikke udfører deres arbejde ordentligt.
Sagen er jo ganske enkel i sin substans, og afslører hverken et klassesamfund eller institutionel racisme, men blotlægger derimod, endnu en gang, det simple faktum, at ganske få ting i livet opnås uden fokus og vilje.
Sider