Kronik

Først fik jeg ni knivstik, så tog jeg en universitetsuddannelse

’Jeg håber, vi finder dig død i en grøft, inden du fylder 18,’ hviskede en betjent til mig, da jeg som 15-årig rod var blevet arresteret. I dag har jeg lyst til at sparke døren ind til ham og alle pædagogerne, politikerne og klasselærerne, der ikke troede på mig, og kaste mit eksamensdiplom i fjæset på dem!
Libanesiskfødte Mazen Ismail tilbragte sine første år i Danmark i asylcentre. I dag er han bachelor fra Syddansk Universitet.

Jakob Dall

31. maj 2014

Jeg vil gerne dele en hemmelighed med jer. En, som jeg har skjult længe. Måske er jeg bange for, at omverden ville dømme mig, men her er den:

Jeg er født under den libanesiske borgerkrig i Beirut, og kom til Danmark, hvor jeg tilbragte mine første år i Sandholmlejren og andre asylcentre rundt i landet. Efter en lang kamp og adskillige sultestrejker fik min familie og jeg opholdstilladelse. Vi slog os efterfølgende ned i en jysk by ved navn Brejning. Der var provinsidyl tæt ved vandet med grønne skove og fodboldbaner. Langt fra Beiruts ruiner og bomber.

I Brejning kunne jeg sidde I vindueskarmen, uden min mor gik i panik, bange for, at ruden vil blive trykket ind af bombernes trykbølger, eller at en kugle skulle finde vej ind i stuen, som det skete i hendes brors hjem i Beirut.

Så snart vi havde forladt asylcentret, blev jeg kastet ind på Gårslev Folkeskole i en klasse med udelukkende danske børn. Jeg blev verdensmester i at kaste håndtegn. Jeg var malplaceret. Jeg kunne ikke tale dansk, ’rødgrød med fløde’ jagtede mig som et spøgelse gennem folkeskolen. Jeg stirrede ud ad vinduet og drømte mig væk. Selv skolepsykologen gav op efter at have brugt en masse tid på at vise mig billeder af sort blæk, der var splattet ud på papir, og som hun forsøgte at få mig til at sætte ord på. Det eneste, som kunne fange min opmærksomhed, var, når emnet landede på H.C. Andersen og hans eventyr. Alt fra Grantræet til Den grimme ælling satte sig på mit nethinde. Eventyrene var det mest rigtige og virkelige. Alt andet var uvirkeligt og urealistisk.

Misforstået høflighed

Når jeg blev skældt ud derhjemme, skulle jeg som tegn på respekt straks kigge ned i gulvet og undgå al øjenkontakt. I folkeskolen var det lige omvendt. Her skulle jeg kigge lærerne i øjnene. Det gjorde jeg aldrig, hvilket medførte en endnu større skideballe. Lærerne så mig som en provokerende belastning og gjorde, hvad de kunne for at få mig væk. Jeg fik den ene eftersidning med hjem efter den anden. Eftersom jeg med årene var blevet tolk for mine forældre, når de skulle tale med vuggestuen, kommunen – ja, selv da socialrådgiveren viste min mor rundt på et børnehjem i håb om at få mig anbragt – kan du nok gætte, hvem der skulle oversætte eftersidningen. »Kære Mazens forældre, jeres søn har været en dygtig dreng i skolen« og bum, der faldt underskriften, oven i købet med et smil. Det føltes godt at få anerkendelse, selv om den var baseret på en løgn.

Brejnings hårde knallertdrenge anede ikke, hvordan de skulle forholde sig til, at en anderledes familie var flyttet til byen. Så et par gange om ugen stod de foran vores blok og kastede flasker mod vores vinduer på første sal. Det skete for det meste, når min mor var alene hjemme med mine små brødre og mig. Så skulle jeg igen holde mig væk fra vindueskarmen. Det stod på, indtil det lykkedes min far at nå hjem og tage flokken på fast gerning efter et opkald fra min skrækslagne mor. Han fangede en af drengene og tæskede ham gul og blå. Så holdt flaskerne op med at flyve mod vores hjem, og fra den dag kunne jeg oven i købet tage skolebussen uden at skulle kigge mig over skulderen.

Jeg begyndte at blive smidt uden for døren oftere og oftere og blev med tiden fast inventar på skoleinspektørens kontor, som underligt nok var et af de steder, jeg elskede at komme. Han var typen, der altid havde bolsjer i en skål på skrivebordet, og hver gang fik jeg et og et skulderklap med på vejen. Han var typen, der kiggede en i øjnene og sad på trapperne ved siden af en, når han talte. Ham havde jeg ikke lyst til at skuffe. Det forhindrede dog ikke, at jeg blev smidt ud af fire forskellige skoler og forlod 9. klasse uden afgangseksamen.

Fængslet som 17-årig

Som 17-årig havnede jeg i et miljø, hvor jeg endte med ni knivstik i ryggen, og kort tid efter kom jeg i fængsel.

Inspireret af H.C. Andersen havde jeg i hele den periode et hæfte gemt i jakkelommen. Der skrev jeg mine tanker og refleksioner, som blev til digte og små historier. Det forblev min hemmelighed, for der var ikke street credit i at skrive digte eller nævne H.C. Andersen for min nye omgangskreds, specielt ikke den bag tremmer.

På Egely, hvor jeg var varetægtsfængslet, medbragte en af institutionens pædagoger bøger til mig en gang om ugen. Jeg begravede mig i dem og åbnede kun døren, når jeg skulle på toilettet eller løfte håndvægte. Jeg læste alt fra biografier, digtsamlinger og historie til kommunikations- og selvudviklingsbøger.

Som prøveløsladt besluttede jeg mig for at prøve lykken og få min afgangseksamen fra VUC i Vejle. Det blev mit springbræt til en HHX fra Handelskolen i Fredericia. Her kom jeg ind i en klasse, hvor jeg ikke kendte et øje og havde mulighed for at begynde på en frisk. Jeg udforskede musik og dannede gruppen Lagix med en ven, skrev sangtekster og spillede med i teaterstykker. Det var en verden, der havde fascineret mig, siden jeg var en lille dreng. I asylcentret var der en fællesstue for beboerne, hvor der hang et tv i hjørnet, som ingen skænkede en tanke. Jeg zappede løs, indtil jeg landede på MTV. Verden stod stille. Det var dengang, kanalen faktisk viste musikvideoer og handlede om musik. Den første musikvideo, jeg så, var Roxettes »Joyride«, hvor de sad på kølerhjelmen af en rød sportsvogn, der bare kørte derudad. Ud i friheden.

Vær nu realistisk!

Når jeg delte mine tanker med pædagoger og lærere om, at jeg ville skrive tekster og lave videoer, som ville blive vist på MTV, var svaret altid: »Vær nu realistisk«. En pædagog ville endda lave et væddemål med mig, da han mente, jeg aldrig ville få noget i fjernsynet. Og da slet ikke på MTV. Jeg gav håndslag på det.

Når jeg sagde til min skolevejleder, at jeg gerne ville på universitetet, gav hun mig brochurer om alt andet. »Vær nu realistisk!« sagde hun. Ingen i min familie havde en uddannelse, de var mere fokuseret på at komme væk fra krigen i live end at sidde på skolebænken.

Men jeg blev fokuseret som en ørn, der spotter sit bytte. Jeg deltog aldrig i klassefester. Selv til galla dukkede jeg ikke op. Jeg sad i stedet og skrev tekster og læste nye bøger. Jeg nægtede at være realistisk!

Mundlam og stolt

I Lagix skrev vi sidste år singlen »Love You«, som blev spillet på mere end 179 radiostationer i Mellemøsten og lå på toppen af hitlisterne. Musikvideoen blev spillet 15 gange dagligt på MTV Dubai. I dag står jeg med en bachelorgrad i international erhvervskommunikation og sprog fra Syddansk Universitet i hånden, og kan ikke lade være med at tænke: »Wow! Hvordan?!‹ Jeg er stadig helt mundlam og stolt. Det føles så surrealistisk.

Mine dæmoner var lydene fra krigen. De sad i mine ører. Men det værste var sjovt nok klasselærerne, pædagogerne, politikerne og betjentenes blikke, der så mig som ukrudt. Som en skændsel for samfundet. Jeg husker stadig ordene, som en betjent hviskede til mig, da jeg var 15 år: »Jeg håber, vi finder dig død i en grøft, inden du fylder 18.« Jeg har en inderlig lyst til at sparke døren ind til dem alle og kaste diplomet i fjæset på dem!

Jeg prøver nok bare at sige, at du aldrig skal lade nogen fortælle dig, at du ikke er god nok. Lad aldrig nogen tage din drøm fra dig. Hvis der er noget, du virkelig ønsker og brænder for: Go get it! Om så hele verden er imod dig.

Mazen Ismail er BA i international erhvervskommunikation og sprog og skriver digte med mere på sin blog mazen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johanne Skærbæk
  • Viggo Okholm
  • lars abildgaard
  • Per Torbensen
  • Pia Qu
  • Lone Christensen
  • Marianne Rasmussen
  • Jens H. C. Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Henrik Christensen
  • Niels P Sønderskov
  • Merete Jung-Jensen
  • Eva eldrup
  • Tino Rozzo
  • Rasmus Kongshøj
  • Slettet Bruger
  • Niels Mosbak
  • Ljudmila Trojanova
  • Martin Andersen
  • Steffen Gliese
  • Jørgen Dragsdahl
  • Ole Henriksen
  • Bill Atkins
Johanne Skærbæk, Viggo Okholm, lars abildgaard, Per Torbensen, Pia Qu, Lone Christensen, Marianne Rasmussen, Jens H. C. Andersen, Niels Duus Nielsen, Henrik Christensen, Niels P Sønderskov, Merete Jung-Jensen, Eva eldrup, Tino Rozzo, Rasmus Kongshøj, Slettet Bruger, Niels Mosbak, Ljudmila Trojanova, Martin Andersen, Steffen Gliese, Jørgen Dragsdahl, Ole Henriksen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Peer Hansen, Mazen er blevet smidt ud af 4 skoler og tog ikke folkeskolen afgangsprøven. Hvad han måtte have oplevet senere har altså ikke haft en pind at gøre med folkeskolen. Jeg og sikkert mange andre har altid sagt til ungerne: Følg jeres drømme, men desværre var der mange der ikke gjorde det, så de prøvede ikke at tage til London for at uddanne sig som danser, eller forsøgte sig som skuespiller eller faktisk begyndte på tandlægeuddannelsen i stedet for at blive gravid og blive pædagogmedhjælper, men mange andre lyttede bare og valgte selv. Vær realistisk sagde hans vejledere og det var han jo også for der var frit optag på hans studium på SDU.
Tillykke med det, men hvis han selv har stået for succes'en så havnede han ikke i et miljø, men valgte det selv. Han kom ud af det. Fint. Men jeg synes måske det er lidt tarveligt at lægge vægt på at det gode, det er noget jeg selv har gjort, mens det dårlige ja det er de andre. Han fulgte sin drøm. Super, men drømmen blev jo først virkelighed da han havde været i spjældet. Hvad var det for en drøm fængselsopholdet fik ham revet ud af ? Hvad jeg har brokket mig over er, at det er som om unge med en kriminel fortid er langt mere beundringsværdige end unge der har holdt sig fri af kriminalitet. Hvorfor er de retlinede Mohamed langt mindre interessant end den har haft en kringlet vej til stjernerne ? Vi aner jo ikke hvor mange fristelser den flinke har modstået eller overvundet.
Jeg håber ikke at indlægget opfattes som stinkende.

Sascha Olinsson

En mærkværdig debat kontra eller versus vrede er vokset op her på siderne. Mærkværdig når der i mine øjne ikke ser ud til at være den store forskel i debattørernes holdninger. Vrede kan være god når den er berettiget eller den hjælper os med at fokusere. MEN når den derimod gør at vi skubber alt og alle fra os ved at opføre os aggresivt og urimeligt og efterfølgene ser disse år som et overgreb mod os selv- ja så var den vel ikke så konstruktiv og skulle hellere lægges bag os.

Derudover vil jeg bare tilføje at jeg syntes at det er synd for en sund meningsudveksling når indlæggene bliver nedladende og ubehagelige og der derved er folk der vælger at trække sig ud...

Yahya Hassan kritiserer ikke sit miljø - men er berettiget indigneret over en opvækst, som ingen børn bør udsættes for.
En 15-årig dreng, der af en myndighedsperson ønskes død inden han er 18 , har ret til den samme form for indignation.
Indignationen er deres brændstof - og skal ikke forveksles med destruktiv vrede eller hævngerrighed.

Ljudmila Trojanova, Niels P Sønderskov, Martin Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Peter Jensen, jeg rådgiver ikke Mazen Ismail til at undertrykke sin vrede, som jeg for øvrigt er enig med dig i, er berettiget. Jeg kan også godt se, at Mazen Ismail, indtil videre, har kunnet bruge denne vrede konstuktivt til at skabe sig selv som den person, han er i dag.

Tværtimod opfordrer jeg ham til at glemme hadet. Heri ligger selvfølgelig en væsentlig personlig bearbejdning eftersom noget undertrykt selvfølgelig ikke bliver glemt. At glemme hadet skal derfor selvfølgelig fortolkes derhen, at Mazen Ismail engang om lang tid forhåbentlig fejrer den store sejr, at han nu er sluppet fri fra fortidens monstre og fremadrettet udelukkende kæmper sine kampe og fejrer sine sejre for sin egen skyld.

Niels P Sønderskov

Det er da totalt forfejlet at ville rådgive Mazen Ismail. Uanset om hans (eller Hasans) kritik er fuldstændig korrekt, skal vi da bruge den til at forstå, hvordan underdanmark fungerer og gør sit bedste for at spolere tilværelsen for enhver, der ikke er helt leverpostejsfarvet og 'normal'.

Lars R. Hansen

Som oplæg til debat forekommer Mazens indlæg ganske mangelfuldt, men det scorer høj blandt Informations bløde racister, anført af Jørgen, der åbenbart synes det er flot, at en dansk-araber kan tage en kommunikationsbachelor og sælge musik i Arabien, når han har været oppe mod hele det danske skole- og socialsystem samt knallertbande og en politibetjents angivelige ytringer.

Men hvorfor har Jørgen og alle I andre så lave forventninger til Mazen og andre unge med lignende baggrund, at Mazen imponerer jer, når han tager en uddannelse og spiller musik i stedet for at røve gamle damer og sælge hash?

Det sjove er, at når Jørgen og I andre hylder Mazen for at opføre sig konstruktivt, så er det udtryk for noget af det samme som Mazen mødte i skole- og socialsystemet...

Nå, men Mazens debatoplæg går vel på, at skole- og socialsystem ikke skal være realistiske, når de vejleder børn og unge om deres muligheder, og det forekommer mig at være et ikke-problem i almindelighed.

Lars R. Hansen

Niels, nu er underdanmark vel så meget sagt, de offentligt ansatte i skole- og socialsystem samt politiet, der har udgjort skurkene i Mazens historiefortælling, kan man vel dårligt kalde underdanmark?

Og knallertbanden var nemt ordnet en gang for alle med en hurtig gang tæsk, så den sekvens virker ikke som noget, der hæmmede Mazen, men som et positivt indslag. Desuden er det jo ikke til at sige, hvilken socialkasse knallertbøllerne tilhørte. Det kunne jo sagtens være præstesønner...

Og så er det i øvrigt en svinsk beskyldning du retter mod underdanmark, at den gør "sit bedste for at spolere tilværelsen for enhver, der ikke er helt leverpostejsfarvet og 'normal" helt og aldeles svinsk.

Ljudmila Trojanova

Lasse Johansen, hvordan fortolker du flaskekast?
Jeg har en lignende historie i bagagen. I 1994 på et asylcenter i Fakse Ladeplads, Klintevej 10, skulle beboerne holde sig vågne flere nætter i træk, fordi der kom lokale unger og kastede sten i vinduerne. Problemet opstod der en ung mand af anden herkomst kom til at skændes med de lokale på en diskotek. Han var ikke en gang fra vores center, han var blot ikke dansker. Så fik vi regningen alle sammen . Vi dækkede vinduerne med madrasser for glasstykkerne og stenen ikke ramte børnene og centres medarbejdere holdt jugoslaver, som kom til landet lige fra krigs zone, tæt til politiet nåede frem.
Historien er ikke opdigtet, der blev belyst i lokale avis.
Og jeg fortæller den uden store rystelser, det et blot en oplevelse i et langt og fantastisk liv, som jeg halvdelen har levet her i det land, hvor man virkelig har enorme muligheder for at vælge sin vej. Men vejen kan også være med strabatser og forhindringer.

Lars R. Hansen

Mila, i Mazens historiefortælling er den lokale knallertbanden en modstander, der besejres. Flaskekastet i den konkrete situation fortolker Mazen, der har mere viden om den konkrete situation end jeg, som dum fjendtlighed mod det anderledes. Og vi oplyses ikke om tidligere konflikter mellem parterne, der kunne forklare den nederdrægtige chikane mod familie, som tilfældet med flaskekastene mod asylcentret i Fakse Ladeplads.

Hvordan fortolker du flaskekastene?

Steffen Gliese

Det er bemærkelsesværdigt, som de lokale hjemmefødninge står klar til ved enhver lejlighed at fejllæse og motivfortolke enhver beretning fra dem, der tilhører andre etnisk grupper end majoriteten.

Lars R. Hansen

Peter, hvad mene du er Mazens formål med indlægget?

Hvad er kommunikationsbachelorens budskab til Informations læsere, i følge dig?

Og hvordan mener du de fejlæser det?

jens peter hansen

Hjemmefødninge, ja så er man vist sat på plads. Landsbytosse i modsætning til det internationale parnas der kender den store verden. Sådan kan man infamere folk der ikke lige har samme mening som én selv.

Torben Nielsen

Jeg forstår ikke snakken. Men den hævngerrige unge mand ønsker åbenbart at slå nogen med et eksamensbevis. Hvis det er hugget i sten slår det sikkert hårdt.....

Den slags "ego-klassekamp" imponerer mig ikke.

Viggo Okholm

Jeg forstår slet ikke at nogen her kan stile spørgsmålstegn ved Mazens præstation. Han er vel et skoleeksempel på at på trods af modgang, mistrivsel og kriminalitet kan komme videre og vise at man kan, hvis erkendelse og vilje og evner er til stede.
For mig at se er det da også vigtigt at få de menneskelige relationer undervejs med og her er de da vist ingen tvivl om at et par personer har været de gode "feer" som har kunnet vise at de næsten al tid er et menneske som vil prøve at forstå. Miljøet i Brejning var da vist også et "godt" eksempel på manglende empati og forståelse for det nye som sker. Uha og skræk: de næsten sorte som vil ødelægge idyllen.

Lars R. Hansen

Jørgen håbede flere medier ville bringe Mazens kamp for anerkendelse frem, Viggo.
Mener du også, som Jørgen, at Mazens debatindlæg er et led i Mazens kamp for anerkendelse, og, i givet fald, hvad er det mon Mazen vil have skal anerkendes af Informations læsere?

Hvad mener du er Mazens formål eller budskab med hans debatindlæg, Viggo?

Viggo Okholm

Lasse: Er anerkendelse ikke noget de fleste af os ønsker? Samtidig mangler vi de gode historier om vore nye medborgere fremfor de dårlige i min optik. DF har formået at så ugræs gennem mange år.
Måske Mazens indlæg også er en fortælling om at det kan betale sig at skifte spor.
Brejning: Konkret ved jeg nok ikke så meget, men jeg havde da en lederstilling på hånden i 84, men måtte sige fra da mit hus dengang ikke kunne sælges, men jeg er opvokset på landet og har boet i mindre byer og oplevede det tæt på da vi var kontaktfamilie til en libanesisk familie i en årrække i slutfirserne.

Lars R. Hansen

Jo da, Viggo, anerkendelse ønsker vi vel alle, det var ikke mit sprøgsmål, men nærmere, hvad det mon er Jørgen mener Mazen ønsker anerkendelse for blandt Informations læsere.

At vi skulle mangle gode historier om "vores nye medborgere", tja, det jo en smagssag, selv mener jeg der er rigeligt med gode historier i pressen om vores nye medborgere, men det kan selvfølgelig ikke ændrer på, at vores nye medborger som grupper udgør en stor og voksende belastning for samfundet på såvel de økonomiske som socialkulturelle område. Og de faktuelle forhold kan man dårlig give DF hele skylden for eller efterhånden skjule for borgerne længere, ligegyldigt hvor mange solskinshistorie pressen trykte.

Desuden mener jeg ikke Mazens historie er en solskinshistorie, ja, det vel nærmere en skrækhistorie om, hvor slemt det danske samfund, nærmere bestemt pædagogerne, politikerne og klasselærerne, vejlederne og andre kernetropper i det offentlige, behandlede Mazen. At Mazen så i egen optik besejrede pædagogerne, skolelærerne, socialrådgiverne, landsbyens knallertbande, politibetjenten, uddannelsesvejlederne, politikerne, ja, det danske samfund, må man forstå, ved at tage en kommunikationsbachelor og lave et arabisk hit ændrer vel ikke på vi først og fremmest har at gøre med en skrækhistorie om det danske samfund.

Brejning, ja, jeg kender heller intet til byen, men jeg er da ikke så fordomsfuld eller generaliserende, at jeg dømmer hele byen på nogle få unger angiveligt kastede med flasker på Mazens hjem.

Ljudmila Trojanova

Jeg elsker, hvordan man kan lege med ordene og elegant kan male et andet billede blot med det "rigtige" sprogvalg: "nogle få", "angiveligt".. og vupti - vi diskuterer en bagatel.
Som jeg har forstået fra Lasses kommentarer, er det helt normalt at kaste flaske eller sten i andres vinduer. I det mindste i deres, som ikke er helt som de fleste. Sådan en slags kommunikation, ikke sandt, Lasse? Har du i øvrigt selv børn og kan prøve at fornemme, hvordan det føles?

Ljudmila Trojanova

Jeg elsker, hvordan man kan lege med ordene og elegant kan male et andet billede blot med det "rigtige" sprogvalg: "nogle få", "angiveligt".. og vupti - vi diskuterer en bagatel.
Som jeg har forstået fra Lasses kommentarer, er det helt normalt at kaste flaske eller sten i andres vinduer. I det mindste i deres, som ikke er helt som de fleste. Sådan en slags kommunikation, ikke sandt, Lasse? Har du i øvrigt selv børn og kan prøve at fornemme, hvordan det føles?

jens peter hansen

I Tingbjerg lige ved siden af min bopæl, der kaster en række små og store børn sten og andet godt på ruderne så skodderne altid er lukkede.Drengestreger men stærkt generende. Normalt, tja det er desværre ret normalt. Jeg tror de keder sig. Som knallertbøller gør og gjorde. Hvor ville jeg ønske at den samme tolerante parameter blev brugt over for lokale skvadderhoveder som over for ghettodrengene. Tolerance må vel gælde alle der træder ved siden af. Håber ikke dette anses for et stinkende indlæg.

Lars R. Hansen

Mila, du svarede jo selv ikke på mit sprøgsmål til dig, vel. I stedet angriber du mig med dybt debile og grundløse anklager formuleret som sprøgsmål.

Men så lad mig da svare, nej, jeg ser ikke flaske/stenkast som noget helt normalt, når det sker mod anderledes, hvad intet jeg har skrevet kan give normalt tænkende anledning til at sprøge om.

Før dit debile angreb, spurgte du mig hvordan jeg fortolkede flaskekastene, hvortil jeg svarede med at henvise til Mazens udlægning, der har mere viden om den konkrete situation end jeg, hvad du helt uforståeligt besvar med det tåbelige personangreb.

Sider