Forældre skal skamme sig

Hvorfor sidder dit barn med iPad’en igen? Hvorfor synger du ikke i stedet? Laver en blomst af dit tørklæde? Danser en historie fra biblen? Dit barn har brug for, at du stimulerer det. Hører du?
2. maj 2014
Delt 126 gange

Medierne forvisser dagligt os småbørnsforældre om, at det langtfra er nok, at vi gør os umage hver dag. Det er ikke nok at sørge for, at børnene får kys, kram, kritik og ros i tilpasse mængder. Vi skal også huske at skamme os over de valg, vi har truffet, fordi vi implicit – uanset hvad vi gør – skader vores børn.

Vi behøver ikke at holde hverken avis eller Vores Børn, for at skyldfølelsen rammer med jævne mellemrum. Er du småbarnsforælder, er det helt tilstrækkeligt, hvis du har +100 ligestillede venner på Facebook. Disse velmenende ’venner’ skal nok trawle aviserne igennem for os andre og dele ud af dagens dummeflad under ildevarslende overskrifter som »Vi har mistet familiebalancen« og »Jævn vuggestuen med jorden«.

Sender vi børnene i institution, svigter vi dem. Det kan godt være, de ikke er kede af det, når vi går, og faktisk iler hen til deres favoritpædagog eller bedste ven. Men den ’udeblivende reaktion’ viser netop med al tydelighed, at de er ved at dø indeni og måske aldrig kommer til at stole på nogen, sådan for alvor, når vi vælger at gå fra dem flere gange om ugen for at passe vores arbejde.

Sender vi dem ikke i institution, er det næsten lige så slemt. De kommer til at tro, at universet drejer sig om dem. De bliver l’enfant roi – børnekonge – fortæller blandt andre psykologen Gilbert Richer. Det vil sige, at børnene opfører sig som konger og dronninger, og forældrene bliver aldrig rollemodeller, men derimod rene undersåtter. Børn, der ikke lærer at dele og indgå venskaber, bliver i øvrigt asociale, dovne og arrogante. De bliver ikke udrustet med de mest basale skolefærdigheder, og akademikere bliver de næppe.

Hverdagens sociale eksperiment

Den seneste organiserede skyldnerkampagne går på børns brug af smartphones og iPads. Og her spidser de fleste forældre ører og famler efter læsebrillen. For ja! Vi kan da godt finde på at stikke vores barn telefonen med beredvillig Rasmus Klump-app, når køen i supermarkedet er lang, eller maden i svømmehallens cafeteria er mere end 10 minutter om at blive serveret. Men vidste du, at du dermed kandiderer til at blive lortemor nr. 1? Hvorfor synger du ikke i stedet? Laver en blomst af dit tørklæde? Danser en historie fra Biblen? Dit barn har brug for, at du stimulerer det. Hører du?

Som mor til to drenge på henholdsvis to og fire år – og med et tredje barn på vej – har jeg nået mætningspunktet. For mig at se er der intet nytænkende, retledende eller for den sags skyld konstruktivt ved de mange indlæg i debatten, der har en fælles pointe: Nutidens forældre, der lader deres børn underholde af iPads og tv, når de ikke lader dem passe i institution, er ved at underkaste deres børn et socialt eksperiment, som ingen ved, hvilken udgang vil få.

Debatten er i min optik langtfra præget af nøgtern oplysning, men derimod af bagstræberiske betragtninger iført girafsprog.

Så vidt jeg ved, er der ikke en eneste forældregeneration i historien, der har dedikeret deres fulde liv til at bygge med Lego eller hænge i sansegyngen med deres børn. Alligevel har verden set langt flere velfungerende mennesker end psykopater, langt flere skolelærere end massemordere, langt flere velmenende forældre end det modsatte. De lykkelige dage, hvor mor gik med barnet i skørterne dagen lang og ammede ham, indtil han var fem år, var jo ikke kun bygget op omkring sanglege, ergonomisk legetøj og tumlastik. De gode gamle dage var jo fyldt med huslige pligter, børn, der passede hinanden, og mødre og fædre, der arbejdede dagen igennem.

Barndomsrøver/pauseklovn?

Advokerer jeg for, at Angry Birds- og Alfons Åberg-app’en skal passe mine børn? Nej. Skal mine børn være bedre venner med min smartphone end med børnene i gården? Absolut ikke. Tillader jeg mine børn at lege med den teknologi, der er til rådighed? Helt sikkert. Personligt er jeg komplet modstander af totale påbud om nul sukker, ingen elektronik og urokkelige spise- og sengetider. Hvad med at vi som forældre, i stedet for at forbyde tegnefilm, vingummier og en hotdog på færgen lærte vores børn moderation? At visse ting hører ferie, fredag eller fritid til, mens havregryn, sengetid og tandbørstning hører hver dag til.

Personligt er jeg ret vild med rødvin, fed ost og nybagt brød. Men det betyder jo ikke, at jeg spiser og drikker som Gérard Dépardieu til alle måltider. Og ligesom jeg godt kan lide at afslutte en lang dag med et afsnit af House of Cards, så er mine børn ret lykkelige for at få lov til at stene lidt, når de kommer hjem fra en dag i skovbørnehave og vuggestue. Så ja, de ser Dora the Explorer og Kai Lan. Og de er hverken begyndt at udstøde dyrelyde eller afvise al menneskekontakt. Tværtimod lader de op til næste heat, så legen kan fortsætte efter aftensmaden – som vi belejligt kan gøre klar, mens børnene lærer farverne på engelsk, og hvordan man siger hej på kinesisk. Min oplevelse er ikke, at forældre sætter iPad og fjernsynet til, så de kan undgå legeaftaler, rundbold på vejen eller gemmeleg i stuerne. Vi bruger tv og teknologi til de naturlige pauser, børnene selv opsøger. Er det bedre, at de kigger ud i luften, slås eller græder opgivende, end at de ser Skæg med bogstaver, mens deres far steger frikadellerne færdig, og jeg sætter en vask i gang? Jeg har svært ved at se logikken.

Syndebuk du jour

Jeg er holdt op med at lade mig provokere af de mange mikrofonholdere, der lader eksperterne bedømme mit og mine jævnaldrende venners familieliv. Jeg bliver indigneret. Jeg er selv i den lyksalige situation, at min mand kan være moderne, delvist hjemmegående far, mine børn har korte dage i institutionen, og de kan holde fri flere gange om ugen. Jeg er ikke indigneret, fordi jeg føler mig ramt. Jeg er indigneret, fordi debatten er så ensidig og unuanceret. Forældre, der kæmper for at give deres børn en god hverdag, hvor der også er råd til at gå til fodbold eller komme på lejrskole – og som bidrager til det system, vi alle nyder godt af, ved at betale skat af to indtægter – skal åbenbart skamme sig. Ligesom den enlige mor, der sætter barnet foran fjernsynet, mens hun smører madpakke og tørrer hår, bliver forsikret om, at hun ikke gør det godt nok.

Når forældrene omsider er begyndt at sige fra, kommer et nyt prædikat til. Vi klynker. Og det skal vi stoppe med, for vi har selv valgt at få børn, og vi kan bare lade være med at køre i bil eller tage på ferie – så bruger vi færre penge og har mere tid til vores unger. Men mange af os klynker faktisk ikke. Vi beder blot om lidt arbejdsro. For hvor ville det være skønt, hvis vi kunne være forældre, uden at omverdenen konstant metakommenterede på, hvordan vi forvalter forældrerollen. Det er ikke en rolle at være forælder, det er realitet på lige fod med om man er mand, kvinde, homo eller hetero, høj eller lav. Vi iklæder os ikke forældrerollen – vi tilegner os opgaven, som den bliver os givet ved fødslen af et nyt barn. Og vi gør det så godt vi kan – med og uden iPads.

Sine Gerstenberg er cand.mag. og PR-manager

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal


	Det er nærmest blevet et symbol på forældresvigt at parkere afkommet med en iPad. Men børnene har selv ofte brug for en pause, og selv når den bliver brugt til at give forældrene frihed, er billedet af en ny ond verden misvisende: De gode gamle dage var jo fyldt med huslige pligter, børn, der passede hinanden, mødre og fædre, der arbejdede dagen igennem, og børn, der indimellem måtte passe sig selv. U den at blive dårlige mennesker af den grund.

Er danske børnefamilier klynkere?

Debatten om børnefamiliernes vilkår raser igen, og senest har socialminister Manu Sareen bedt de stressede familier om at skrue ned for ambitioner og bollebageri

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Forældre der ved bedst, kan jo med sindsro lade de mange velmenende råd gå ind af det ene øre, og ud af det andet.

Skribenten synes dog mildest talt ikke at kunne slippe dette besynderlige behov for at retfærdiggøre sig selv. Tvivlen nager tydeligvis, og så mister man jo nemt orienteringen i de mange meningers vildnis.
Du behøver ikke være den perfekte mor, Sine Gerstenberg. Det er helt okay.

Venlig hilsen
den ikke helt perfekte far.

Brugerbillede for Toke Andersen

Forældre der bare overvejer at danse en historie fra biblen, burde kastreres - intet mindre !
Her kan man da tale om overgreb eller kriminelt skadelige opdragelses metodik. Computerspil, derimod, er fantastisk kompetencegivende og opdragende leg.

Det kan sammenlignes med for meget fastfood eller anden glukosekoncentreret kost. Sukker er ikke i sig selv sundhedsskadeligt eller fedende i moderate mængder. Men sukker er for tilgængeligt og så dragende at næsten alle børn, og rigtigt mange voksne, er ude af stand til at disciplinere forbruget selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stefan Christensen

@Toke: Det kan godt være, at du ikke mener man skal indoktrinere sine børn med religion, og der er jeg komplet enig. Men i et samfund, hvor kirke og stat hænger sammen, og hvor det meste af vores samfundsstruktur stammer fra kirkelige hoveder, er det dog alligevel almendannelse at kende til historierne fra Bibelen.

Jeg kender selv en god del af Bibelens indhold, men det har hverken skadet mig, gjort mig ignorant eller noget andet negativt - det har derimod givet mig mulighed for at se sagen fra begge sider. Altså forstår jeg både religiøse og ateister, og kan derfor deltage i debatten på en fornuftig og ræsonnabel måde.

Men for at bringe diskussionen tilbage på sporet, så er jeg ganske enig med Stine Gerstenberg - ikke at jeg selv er forælder, men jeg har dog observeret og tænkt over den måde, debatten bliver ført på i medierne, og den er som i så mange andre emner meget højlydt og med en sær lugt af, at den pædagogiske elite sætter sig over den almene borger og uden for forståelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Flot artikel, og helt enig.

Min oldemor, som forøvrigt fødte 16 børn, havde ingen af disse børn hængende i skørterne i ret lang tid. De ældre børn passede de mindre børn, og nogle af børnene blev sendt ud af tjene allerede som 7-årige. Gjorde de noget forkert hjemme eller i skolen fik de et par på kassen. Det var dengang børn var små voksne.

Sådan er det gudskelov ikke mere.

Men i konkurrencesamfundets ånd er børn blevet til et værktøj for omverdenens bedømmelse af dig som person. En indgang til at kritisere dig med. Og det smarte er, at, eftersom der ikke findes en universiel korrekt opskrift på at have børn, så vil personer, der ikke vil dig det godt, altid kunne finde noget at kritisere hos dig.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Børn lærer af det, de ser og hører, og som giver dem en bestemt verdensopfattelse. Man skal derfor være sammen med børn, for de har ikke det mentale redskab til at lære på egen hånd, de danner mystiske forklaringer på det, de ikke forstår, og det både skræmmer og hæmmer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

Når jeg går gennem kvarteret, hvor jeg er vokset op, er det mere eller mindre tomt for børn. Selv en dag med godt vejr. Der er både børnefamilier, fodboldboldbaner og sjove krat. Hvor er de mon? Skribenten foreskriver alting med måde, hvilket jo er nogenlunde hvad alle eksperterne siger. Vi havde også fjernsyn og computere i min barndom, men vi blev losset ud når muligheden var der. Ikke noget med forældreengagement, men jord under neglene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Ingemann Bramsen

Kære Sine,
Din sidste pointe er god: "Det er ikke en rolle at være forælder, det er en realitet." Hold fast i det.
Jeg vil i den forbindelse citere et fjernt, men kært familiemedlem, der er realist og har syv børn, der alle er blevet velfungerende voksne og som indtil videre har skænket hende 15 børnebørn
"Det er nemt nok at have børn. Man skal bare være lidt doven."

Brugerbillede for Per Jongberg

Ved du hvad Sine, skulle du ikke proeve at vaere lidt mere selektiv mht de medier du indtager ... og skulle du ikke overeje at udskifte elementer af din vennekreds.

Du synes at have dine egene meninger om boerneopdragelse. Det er sgu da fint. Vaer dog glad og lad vaere med at skyde med skarpt .... ja mod hvem egentlig. Hvilke medier, hvilke venner. Og hvem er det du skriver om i sidste afsnit : "Når forældrene omsider er begyndt at sige fra, kommer et nyt prædikat til. Vi klynker." Hvor eller fra hvem "kommer det nye praedikat" ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Morten Pedersen,

Samfundet og måden at være barn på har ændret sig. Derfor kan vi ikke "romantisere vores erindringer" og gør dem gældende for hvad burde være i dag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

Børnene bestemmer, forældrene er lakajer
Af Finn Korsaa, Psykolog og parterapeut 
9. februar 2014, 21:34
Moderne forældre og pædagoger afskyr autoritet. Men ligesom det er svært at ophæve tyngdekraften, er det umuligt at gøre forhold mellem mennesker herredømmefri. Så vi fik børnemagt og ugidelige unge.
Del artiklen
Del
Twitter
Google plus
Print
Mail

Se også

Indspark: Kujoner
Forældre afviser flere eftersidninger til skoleelever
Ros kan skade usikre børns selvværd
En skønne dag sætter dine børn pris på dig igen
Forældre, tag ansvar
Mere om emnet
Opdragelse
Pædagogik
I foråret 2013, viste DR en dokumentarserie om en 9. klasse i Danmark og en tilsvarende klasse i Kina. Sammenligningen mellem de to rejste megen debat, men et af spørgsmålene forblev ubesvaret: Hvordan kan det være, at unge mennesker, der lever under stram autoritær disciplin og pålagt strikse forpligtelser, udviste stor entusiasme for at lære noget, og tilmed udstrålede håb og livsmod, mens de unge, der lever i et overbevist demokrati, med rettigheder og friheder, virkede modløse, ugidelige og modvillige?
Læs også: Kujoner
Umiddelbart skulle man jo tro, at svaret var ligetil: Demokrati er noget, man må kæmpe sig til, og hvis det reduceres til et af overflodssamfundets mange tilbud, så mister de unge modet, ligesom en løve i et bur. Men hvad er da meningen med en pædagogik, der vil fratage de unge kampen for at frigøre sig?
Vor tids pædagogik blev udformet i oplysningstiden. Det skulle imidlertid vise sig, at den rummer en atavisme. Dvs. væsentlige træk fra den opdragelse, som den styrtede konge havde modtaget. Hvis man synes, at det lyder lidt forskruet at sætte lighedstegn mellem de demokratiske opdragelsesidealer og den lakajpædagogik, der blev Ludvig d. 16. til del, så er det ikke så sært, som man umiddelbart skulle tro. En sejrende kultur har en tilbøjelighed til at kopiere de kulturformer, der tilhørte de slagne. Det er således velkendt, at romerne erobrede de græske bystater og derefter kopierede deres arkitektur. På samme måde blev reformpædagogikken udformet som en atavisme af Ludvigs opvækst.
Læs også: Forældre afviser flere eftersidninger til skoleelever
Det er grunden til at vi her, mere end 200 år efter kongens guillotinering, kan konstatere, at der er flere børn end nogensinde, der bliver opdraget som Ludvig. Det er nemlig lykkedes for mange forældre og pædagoger at skabe en slags social kuvøse, hvis hensigt er at beskytte børnene mod verden. Opfattelsen er den, at barnet under sin udvikling ikke tåler den mindste forstyrrelse, hvis det skal bevare sin oprindelige natur.
Det siges, at hovmod står for fald. Ludvig fik det at mærke. Dog var hans brøde ikke større end den, mange moderne børn udviser i vor tid. Hans opdragelse havde afskåret ham fra at erkende, at andre mennesker var lige så interessante og betydningsfulde som han selv. Han var opdraget af lakajer og hoffolk, der ikke på det mindste punkt havde sagt ham imod. Allerede som lille dreng var han enehersker og alle adlød hans mindste vink. På den baggrund udviklede han en social hjælpeløshed, der også er velkendt blandt mange af nutidens kreative børn.
Læs også: Ros kan skade usikre børns selvværd
Den officielle udviklingslinje i denne pædagogik søgte naturligvis begrundelse i andre forhold. Her kan man nævne ideerne fra en franskmand ved navn Jean-Jacques Rousseau. Han havde med begejstring læst Robinson Crusoe, der var skrevet af en englænder ved navn Daniel Defoe, og det havde givet ham, altså Rousseau, den idé selv at skrive en bog. Den kom til at hedde Émile, eller opdragelsen, og der formulerede han den lakajpædagogik, som nu har sejret så overbevisende. Ideen var, at Émile skulle vokse op og skabe sin egen kultur ligesom Robinson Crusoe, altså helt uden påvirkning fra bedrevidende lærere, belærende pædagoger, og helt uden forældrenes irettesættelser og formaninger. Émile, Robinson og Ludvig havde det til fælles, at de skulle have lov til at være eneherskere i deres eget kongerige.
Begejstringen over denne lakajpædagogik forblev behersket en tid lang. Men så skabte samfundsudviklingen nye muligheder. I takt med overflodssamfundets gennembrud og knaphedssamfundets endeligt, blev de rousseauske idéer populære. Inden længe kendte de ingen grænser og kom derfor også til Danmark. Det begyndte så småt med friskolebevægelsen i 1920erne, men efter 1968 gik det for alvor løs. En pioner var seminarierektor Erik Sigsgaard, hvis storhedstid netop var 1968, hvor han også fik tid til at være medstifter af Venstresocialisterne. Hans synspunkt var ganske i overensstemmelse med opdragelsesideerne fra det franske hof: Børn kan give os meget af det, vi mangler i mange voksen-relationer, hvis vi tør lade dem leve deres børneliv på den måde, der er naturligt for dem.
Læs også: En skønne dag sætter dine børn pris på dig igen
Sigsgaards pædagogik fik langt større succes end Venstresocialisterne, og inden længe blev det moderne blandt forældre at påtage sig rollen som Versailles’ hoffolk. I den sammenhæng opstod og udvikledes en betydelig nidkærhed, som har fået moderne forældre til at blive en sand plage for børnenes skolelærere. I kampen for at holde låget på den sociale kuvøse, må selv ikke den mindste episode gå upåtalt hen. Filosofien er den, at børn ikke må frustreres. Man skal undgå ophidsende følelsesmæssige påvirkninger, og kun appellere til fornuften under indtryk af en behagelig indlæringsatmosfære. Således vil en far, hvis treårige søn har bidt en anden dreng, sætte sig ganske roligt ved siden af sin søn, og afholde en forelæsning om menneskerettighederne. Den konsekvente lakajpædagogik lægger ansvaret over på barnet, som fx kommer til udtryk hos en enlig mor, der har lidt knas i forholdet til sin nye kæreste. Hun var blevet i tvivl om, hvorvidt hun skulle genoptage forholdet eller ej, og søgte støtte hos sine børn: Hvad synes I? Skal Kurt have lov til at flytte ind igen?
Det ligger således i lakaj-konceptet, at børnene bliver tildelt et ansvar, der naturligt nok fører til, at de må lære at tage vare på de voksne. Problemet er, at børn, på samme måde som Ludvig da han var dreng, ikke har forudsætningerne. I et forsøg på at overleve må barnet udvikle et hovmod, som afskærer det fra at forstå og indleve sig i andre mennesker. For øvrigt er det ikke kun i hjemmene, at lakajpædagogikken har vundet indpas. Også i moderne børneinstitutioner må selv helt små børn selv vælge, hvor og hvornår de vil lege og spise, og om de har brug for voksenhjælp. I skolerne talte man en tid lang om børnenes ansvar for egen læring osv. I 1990erne gik det for alvor stærkt. Overflodssamfundet havde nu sejret overbevisende og pædagogen Jesper Juul kunne udgive sin bestseller, Dit kompetente barn, der udkom i 200-året for kongens guillotinering og egentlig burde have heddet Ludvigs minde. Lakajpædagogikken var nu højeste mode og besynderligt nok udviklede også ADHD sig i disse år med gazellefart.
Lakajpædagogikken er selvsagt ikke lagt an på at hjælpe den unge frem til en voksen identitet. Den taler tværtimod om at bevare barndommens kreativitet, hvilket ifølge Picasso ikke er så nemt som man skulle tro: »Det tog mig fire år at male som Raphael, men et helt liv at male som et barn«. Ikke desto mindre går det ikke altid efter hensigten. Ludvig mistede hovedet, og det gjorde Picasso sådan set også. Og hvad angår den Alexander Selkirk, der gav Defoe ideen til sin roman, blev det hans skæbne at leve alene på en øde ø i fire år. Da han blev fundet var han blevet sindssyg af sin isolation. Når det ikke går helt så galt for moderne børn, skyldes det nok, at de trods alt har bedsteforældre og lærere. Helt uden socialt handicap slipper de næppe, og lakajpædagogikken producerer desværre unge mennesker, der er præget af hysterisk linse-mani, som dækker over usikkerhed og mindreværd.
Læs også: Forældre, tag ansvar
Enhver organisation søger at begrunde sig selv, og bekræfte sine værdier, og lakajpædagogikken er ingen undtagelse. Lakajpædagogikken kalder sig naturligvis ikke lakajpædagogik. Den er bedst kendt under navn af reformpædagogik, og den søger at begrunde sin praksis på en humanistisk livsanskuelse. Det har givet humanismen et nyt indhold og man taler derfor flittigt om en antiautoritær pædagogik. Moderne forældre og pædagoger afskyr alle former for autoritet, ligesom man i middelalderen afskyede djævelen. Men på samme måde som det er svært at ophæve tyngdekraften, er det også svært at gøre relationerne mellem mennesker herredømmefri. Og det er forbløffende, at tidens humanistisk orienterede forældre og pædagoger har overset, hvordan de ved hjælp af lakajpædagogikken blot har gjort børnene til autoriteter og sig selv til lakajer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

Henrik Dahl, sociolog og forfatter«
Råd: »Børn skal opdrages - ellers udvikler de aldrig nogen realitetssans«
En skolepsykolog fortalte mig for et par år siden noget interessant. Tidligere var det ofte sådan, havde hun bemærket, at de børn, hun mødte i sin konsultation, måtte døje med lavt selvværd. Nu var det vendt om, så hun efterhånden havde fået en del at gøre med børn, der led af ubegrundet selvtillid. Ubegrundet selvtillid: hvordan kan det ske? Var tanken med reform-pædagogikken ikke, at det skulle være slut med at påføre børn det ene nederlag efter det andet? Og er det ikke ubetinget er et gode, at det ikke længere sker? Givetvis er der ikke en enkelt årsag til den ubegrundede selvtillid. Noget af det kommer fra skolen, når den for eksempel giver sine elever det indtryk, at alle fortjener at vinde, eller at alle har en form for ret til succes. Men frem for alt er det forældrene, der i mange tilfælde burde ændre deres opfattelse af, hvad opdragelse i det hele taget går ud på. Det grundlæggende formål med at opdrage børn er at give dem realitetssans, sagde Per Schultz Jørgensen (Tidligere formand for Børnerådet, red.) engang til mig, da jeg interviewede ham. Hvorefter han tilføjede noget, der næsten er endnu mere interessant: Og som alle, der har sådan én ved, er det smertefuldt at få den.
Netop i forhold til at give børn realitetssans har jeg ofte erfaret, at forældre er tilbageholdende. Og jo yngre, forældrene er, jo tydeligere er det, at indgivelse af realitetssans ikke er en opgave, de er glade for. I vore dage synes både lærere og forældre ofte, det rigtigste er at lade børnene stave forkert i årevis, før de skrider ind og retter. De første af pædagogiske årsager, jeg ikke (aner)kender, de sidste fordi de synes, det er sødt. Man roser børn for hvad som helst. Beskytter dem imod nogensinde at mærke konsekvenserne af deres egne handlinger. Spørger dem, om de har lyst til at gøre de ting, de i virkeligheden bare skal.I barneårene ender det med, at barnet bestemmer alt. Som ung voksen er konsekvensen, at man hverken forstår, når en opgave kræver en indsats – eller hvorfor det går galt, når der ikke har været nogen.«

Præst, forfatter og debatør Sørine Godtfredsen.Photo: Jens Astrup
Se stort billede
Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist
Råd: »Du skal være i verden for de andres skyld«
»Den centrale værdi i fremtidens børneopdragelse skal være en understregning af, at ens færd gennem livet skal hvile i pligt mere end i lyst. Et af de mest perspektivløse mantraer her til lands er, at »det er lysten, der driver værket«. Det er en talemåde, der i dag præger vores menneskesyn dybt og som har taget kampen op med den helt anderledes selvdisciplinerede og pligtbetonede protestantiske norm.
Tilliden til lysten grunder blandt andet i den noget risikable overbevisning om, at mennesket basalt set er så velmenende, at vi roligt kan dyrke tanken om, at enhver kan følge sin umiddelbare natur. Denne ophøjelse af det lystbetonede er med til at nære forestillingen om, at det skal være sjovt at lære noget nyt og blive dygtig. Det er et livssyn, der præger folkeskolen og hele uddannelsessystemet og som typisk får forældre til at sige, at det ikke er vigtigt, at deres barn bliver til noget stort. Bare det bliver lykkeligt. Der er her tale om en klassisk middelmådig snobben nedad iblandet ublu individdyrkelse, hvor man glemmer, at det ikke kun er barnets egen lykke, der er på spil. Men også dets pligt til at blive til noget stort for de andres skyld. Lystideologien nedgør tanken om nødvendigheden af afsavn og hårdt og ensformigt arbejde, men man stikker børnene blår i øjnene ved at hævde, at det lykkelige liv er uafhængigt af ens livsgerning og glæde ved at mestre noget. Derfor må opdragelsen i høj grad handle om at kunne disciplinere sig selv, og for at sætte det hele lidt på spidsen kan man mene, at vi må genindføre en form for syndsbevidsthed. Jeg erkender, at denne er en tyngende størrelse uden en levende tro på Guds nåde, men så lad os kalde det en grundlæggende ydmyghed over for at være sat i en verden, hvor man hele tiden skylder sine medmennesker mere, end man tror, man skal give. Fremtidens børn skal opdrages til at forstå, at de med selve livet har modtaget så meget, at det først og fremmest handler om at give noget tilbage.«

Photo: Scanpix
Se stort billede
Michelle Hviid, iværksætter, forfatter og foredragsholder
Råd: »Lær dine unger at klare sig selv«
»Jeg er chokeret over forældres konfliktskyhed, når det kommer til deres elskede projektbørn. Man, og jeg kender flere eksempler i nærmeste omgangskreds, vil hellere have en god aften, end man vil konfrontere sine børn med, at de f.eks. ryger. Forældre tør simpelthen ikke være i konflikt med deres egne unger. Det er eklatant mangel på »forældrelederskab«. Jeg synes, at det er brutalt, når børn bliver frataget troen på deres egne evner og formåen, fordi curlingforældre i misforstået godhed kører dem alle steder hen, skriver deres opgaver, køber og betaler deres designer sneakers. Børn får selvværd af at være noget værd. Børn, som bidrager og kan noget, er noget værd for andre og for fællesskabet. En af de vigtigste ting i livet er at kunne noget. Børn på fire år kan dække bord. Børn på seks år kan tømme opvaskemaskine. Børn på otte år kan vaske op. Børn på ti år kan lave mad. Og ud over at det aflaster forældrene, tilfører det børnene en værdi, at de bidrager. Man er en vigtig del af familiens maskinrum. Det er så vigtigt.
Det er vigtigt, at børn lærer at kæmpe for deres drømme. At se en lille tumling kæmpe med at tage sine strømper på selv første gang er et studie i gå-på-mod og fremdrift. Det er umuligt. De små fingre vil ikke, og alligevel lykkes det til sidst. Intet er så stort som glæden ved at udrette det umulige. Og det er netop den fremdrift, som curlingforældrene berøver deres børn for. Curligforældre tror, at kærligheden måles i, hvad de gør for deres barn. Bowlingeforældrene måler kærligheden i, hvad de lærer deres børn at udrette selv. Groft sagt. Jeg opfandt for et par år siden begrebet bowlingebørn. Som modvægt til curlingbørn. Mine børn bliver smidt ud i livet, ud i keglerne, jeg står klar med plaster, hvis det går helt galt. Men som udgangspunkt, tror jeg på, at de bliver mere hele mennesker af at klare mest muligt selv.« «

Bylinefoto: Jens Jonatan Steen.Photo: Scanpix
Se stort billede

Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea:
Råd: »Lær dit barn respekt«
»Vi udlever den totale frihed, hvor alt er muligt og de evige forandringer sikrer, at vores liv kun bliver bedre. Vi stræber efter det perfekte liv og den fortsatte selvrealisering. Vi er ene og alene bundet af vores selvpåduttede forestillinger om at håndtere friheden. Det er udgangspunktet for forfatteren Nikolaj Zeuthen, der i romanen »Verdensmestre« fra 2010 hudfletter den moderne børneopdragelse. Han beskriver, hvordan forældre i jagten på det rigtige liv detailstyrer børnenes liv for at gøre dem til det, forældre gerne vil have; »fuldendte individer«. Det betyder, at forældre bandlyser e-numre og hotdogs og dropper Rasmus Klump, fordi Astrid Lindgren er mere udviklende for barnet. Opdragelsen bygger således en evig refleksion og udvikling. Vi giver vores børn kærlighed og kaster om os med ros uanset, hvor grim den tegning, de har lavet i børnehaven, end måtte være. Pointen er, at vores børn vil lykkes i livet, hvis de blot modtager tilstrækkeligt kærlighed og ros. Børnene opdager først virkeligheden, når de som 21-årige får det første 7-tal på universitetet eller fejler på deres første dag på stilladset. Det er først i denne »realitetskrise«, at man forstår, at tingene ikke bare bliver bedre af sig selv, og at ansvaret ikke kan overdrages til forældrene. Vi har brug for at genfinde respekten, fordi den evige ros og selvrealisering er utilstrækkelig som pejlemærker i vores opdragelse. Det handler om respekten for autoriteter, tradition og erfaring. Vi skal have respekt for, at pædagogerne i børnehaven har en stærk faglighed, respekt for at det betaler sig at gøre sig umage, respekt for det samfund og de traditioner, som vores bedsteforældre har skabt og respekt for de dyder, der ligger i at stå op kl.06.00 hver morgen og passe sit job. Grundlæggende handler det om respekten for fællesskabet.«

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

@Torben Loft: Den er sætning er nem at smide, og ja, tiderne skifter. Men som sagt, fjernsynet og computeren eksisterede også dengang, og der var også mange forældre der, dengang, valgte den løsning. Men tydeligvis langt færre end i dag. Og så er spm jo ganske enkelt, om det er et problem? Er det et problem at vores børn ikke lærer at bruge og sætte pris på naturen, ud over fine solnedgangsbilleder på instagram? Er det et problem, at vores børn ikke lærer at prøve grænser af med krop og opfindsomhed i naturen? Det synes jeg sgu' er et problem. Lige så vel, som rigtig mange mennesker i dag ikke har noget jordnært forhold til dyr, mad osv, er vi ved at skabe en ny generation, hvis selvværd og lærdom er skabt i en digital verden. Vi mister altså jordforbindelsen. Så ja, der er noget på spil. Min Pointe er, at det handler ikke nødvendigvis om forældreengagement, men meget om de valg vi træffer for vores børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Madsen

Man kunne slukke sine iThings og skille en "rigtig" computer ad. Børn bliver sikkert virtuose iThing brugere, men jeg tvivler på, at de får en bare nogenlunde indsigt i hvorfor og hvordan deres iThings virker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Morten Pedersen,

Godt, "en der faldt i"....

Nej børnene skal ikke pakkes ind, men guides af tydelige, nærværende, omsorgsfulde der tør og vil sætte grænser. Ud til højre med Curlingforældrene, de gør mere skade end gavn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Geisler Andersen

Kan især godt lide indlægget om moderation. Da vi søgte vuggestue til vores piger og spurgte til fx sukkerpolitikken, antog de ansatte straks, at vi ønskede at høre om en nul-sukker-politik, mens det modsatte var tilfældet. Frem for at slå os selv i hovedet med høje idealer og stive regler, foretrækker vi at tage udgangspunkt i børnenes behov og lære dem mådehold. For os handler det om at skabe en fornuftig balance - en vigtig ting at kunne i nutidens samfund

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Olsen

En lidt irriterende selvhævdende artikel. Bare rolig Sine. Dine børn ser kun fjernsyn i de små pauser hvor far steger hjemmelavede frikadeller og mor vasker tøj. De spiser havregrød til morgenmad i hverdagene og der er god tid til gemmeleg i stuen. Du ER hende som giver andre dårlig samvittighed. De skal nok klare sig.

anbefalede denne kommentar