Kronik

Fra forbruger til medbruger

Endnu er deleøkonomien blot en tilbygning til den traditionelle økonomi. Men den rummer kimen til en revolution, der kan vende op og ned på vores økonomi og opfattelse af fællesskab
Deleboligkonceptet Airbnb har på fire år skabt flere værelser for turister, end hotelkæden Hilton har lykkedes med på 93 år. Her ses amerikanske demonstranter i San Francisco, der er utilfredse med de lokale myndigheder, som kæmper for at gøre konceptet ulovligt i Californien.

Steve Rhodes

Debat
30. maj 2014

KRONIK – Det giver ikke længere social status at eje noget. Kun gamle mennesker bruger ejerskab som statussymbol, den nye generation gør det ikke. For den er fællesskab bedre end ejerskab. Folk deler lejligheder og biler, fordi det er smartere end at bo på hotel eller have sit eget køretøj. Det er både mere nærværende og billigere. Og når man kan forsvare økonomien i sin beslutning, bliver det mere end et statussymbol. Det er bæredygtigt og godt for samfundet. Hvorfor er det overhovedet lovligt at lade tomme biler og huse at optage plads i byen, kunne man spørge sig selv.

Vi ser i disse år spirerne til en revolution. For eksempel har deleboligkonceptet Airbnb på fire år skabt flere værelser for turister, end hotelkæden Hilton har lykkedes med på 93 år.

Revolutioner tager som bekendt altid udgangspunkt i skift af kontrol over det, vi har allermest brug for. Og deleøkonomien demokratiserer adgangen til alt – for eksempel finansiering med crowdsourcing, gratis uddannelse via nettet, bildeling, husdeling og tingdeling. Ånden er ude af flasken, og hvorfor ikke springe de fordyrende mellemled over? Det er både smartere og billigere. Det kræver blot, at man vil dele med hinanden i stedet for at eje. Dermed bryder den gamle pyramidale organisering sammen og en ny netværksorienteret struktur opstår.

Jo mere man deler med hinanden, des mere tillid får man til andre mennesker. Folk, der deler, stoler tre gange mere på andre mennesker, end dem, der ikke vil dele. Tilliden til regeringer er i frit fald, og forbrugerne og borgerne – under ét ’medbrugerne’ – vender sig mod de store virksomheder med håb eller krav om forandring.

Medløbere og angribere

Men er det sandt, at netværk vil blive for det 21. århundred, hvad hierarki var for det 20. århundred? Er der tale om en transformation eller bare en trend? De spørgsmål stiller virksomheder sig selv verden over.

Nogle synes at mene, at deleøkonomien er kommet for at blive. Ved verdens største konference for deleøkonomi, Ouishare, der for nylig blev afholdt i Paris, kunne man møde selskaber som mobilgiganten Orange og det franske postvæsen samt en masse unge virksomheder, som tager deleøkonomien alvorligt.

Generelt reagerer virksomhederne på tre måder over for deleøkonomi: Nogle er nysgerrige og øjner nye forretningskoncepter, andre stikker hovedet i busken, og atter andre lobbyer direkte for et forbud mod at dele. Deleøkonomien går jo stik imod princippet om, at vækst kommer af forbrug. Hvis vi alle sammen deles om den samme boremaskine, dør boremaskinefabrikken. Fra talerne på scenen forlød det, at Brasilien netop har forbudt Airbnb. Spanien er i gang med at forbyde long distance car sharing. Men som Ghandi engang sagde:

»Først bliver store ideer ignoreret, så bliver de grinet ad, derefter bliver de bekæmpet, og til sidst bliver de accepteret som helt naturlige.«

Bekæmpelsesfasen

Deleøkonomien er på vej ind i bekæmpelsesfasen, for er der ikke tale om landsskadelig virksomhed? Kan man låne sin lejlighed ud til andre uden at betale skat af værdien? Det undersøger de danske politikere i øjeblikket. Den franske minister for digitale medier er bange for, at deleøkonomien vil resultere i arbejdsløshed, når man deler i stedet for at forbruge. Men hun forstår på den anden side også, at teknologien og robotterne under alle omstændigheder vil gøre en masse mennesker arbejdsløse, og hvis de kan finde et alternativ til lønarbejde, der giver deres liv mening, er deleøkonomi måske netop vejen til en fornyet tro på fællesskabet. Måske kan man så undgå, at de mange arbejdsløse bliver vrede ekstremister.

Men når folk arbejder gratis for deleøkonomiens selskaber, som derefter sælger virksomheden videre for milliarder, hvad så? Burde dem, der hjalp virksomhederne til succes, ikke have en del af kagen? Eller måske bare løn? Bruger du crowdsourcing, får du alt arbejdet leveret og slipper for arbejderne. Føler man, at man arbejder for en god sag, er man villig til at arbejde for peanuts, og det er ikke ulovligt at sælge frivillige arbejderes arbejdsplads. Men det resulterer i nye definitioner på crowdsourcing: Etisk crowdsourcing og uetisk crowdsourcing. Crowdsourcing er ikke længere et helt igennem positivt ord.

På Ouishare-konferencen var der to slags delere: Dem, som vil tjene penge på at redde planeten, og dem, som bare gerne vil redde planeten.

Sidstnævnte ser eksponentielt voksende fællesskabte ideer som vejen til at reparere kloden i en fart. Man kan ikke løse eksponentielle problemer med lineære løsninger. Vi kan ikke vente 30 år på, at teknologien opfinder nye materialer og brændstoffer til at redde verden. Vi skal gøre det nu – med de ting, vi har nu.

Markedsøkonomi er drevet af olie. Deleøkonomi er drevet af ideer. Om 30 år er computerens hjerne så klog som 100.000 menneskehjerner tilsammen. Hvorfor ikke bare bruge vores mange gange 100.000 menneskehjerner på at løse problemerne nu?

Kærlighedsvaluta

Vi er på vej mod forandring med en sådan fart, at vi har chancen for at komme til at leve i den verden, vi ønsker os. Det er den venstreorienterede deleøkonomis ideologi. Sammen vender vi strømmen. Og gerne med et alternativt betalingsmiddel. Vi skal skabe en valuta som afspejler frivilliges værdi. Et postmonetært system. Da vi ikke længere kan bruge markedsøkonomien til noget, kan vi heller ikke længere bruge pris til noget. Udbuddet af ressourcer er for småt til individuel efterspørgsel. Vi må få det hele, hvis bare vi vil dele, som omkvædet på de venstreorienteredes omdelte sang kunne lyde.

Deleøkonomien er drevet af en anden motivation end markedsøkonomi, hvor man giver for at tage. I markedsøkonomien forveksler vi rigdom med, at man har mange penge. Men rigdom er meget mere, end penge kan købe. Deleøkonomien har brug for en valuta. Men ikke for at kunne købe og sælge. En valuta til alle de andre ting: Til at udvise taknemmelighed, kærlighed, respekt for tingene, vi deler – og troværdighed, ikke mindst. Prøv selv at se, hvor stor værdi anmelderstjernerne har, når en virksomhed bliver bedømt på Tripadvisor eller Trustpilot. Eller for det enkelte menneske på eBay. Money can’t buy you love. Men måske den nye delevaluta kan.

Revolutionen må vente lidt

Men findes der overhovedet mennesker, som frit og tillidsfuldt deler med hinanden for at redde verden? Nej, de findes ikke; ikke endnu. Folk deler med hinanden – for at spare penge, og fordi det gør deres hverdag lettere. Sådan er alle gode forretningsideer altid opstået.

Den gensidige digitale tillid, som bliver stærkere og stærkere, efterhånden som vi fortæller alt om os selv til de sociale medier, giver os mulighed for at se hinanden i øjnene og vurdere, om vi vil låne vores hjem eller bil til hinanden. Det vil vi gerne.

Vi begynder med at låne en andens ting. Derefter opdager vi, at det ikke er farligt og låner vores egne ting ud. Det går meget stærkt i øjeblikket, selv om verdens største delekonference kun samlede omkring 300 mennesker, hvoraf de 150 var talere. Deleøkonomi findes i virkeligheden, men ikke som en omstyrtning af markedsøkonomien. Blot som en ekstra tilbygning og som en kultur, hvor vi gør noget godt for planeten, samtidig med, at vi gør endnu mere for os selv.

Deleøkonomi er en ny vare på hylden. Man kan vælge at sælge ting, som man altid har gjort. Eller man kan vælge at blive en delecentral inden for sit specifikke felt. Og sælge sine varer på at dele fællesskab og bæredygtighed med sine kunder. Så bliver de nemlig taknemmelige over, at man hjalp dem til en bedre hverdag og en bedre verden. Så bliver de tillidsfulde medbrugere.

Claus Skytte er forfatter til bogen ’Medbruger’ og purpose director i We Love People

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Idiotien indfinder sig, når man tror, at folk har behov for arbejde. Det har de IKKE, folk har behov for at beskæftige sig med noget, der giver dem mening i tilværelsen, og jo mindre tid det, der skal gøres, tager, jo mere kan folk bruge på det, der giver mening i deres liv.

Ivan Breinholt Leth, Mikael Velschow-Rasmussen, Hans Paulin og Michael Reves anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvis man genbruger, er der brug for meget mindre produktion, det er en stor grad af frihed, man vinder på den måde. Hvorfor er folk - måske især magthavere - så bange for give folk tid til at være menneske? Reminiscenser fra Gl. Testamente? Det er nemlig ikke en særskilt kristen dyd at arbejde og SLET ikke at tjene penge.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Nej det er ikke en særskilt kristen dyd, men arbejde, nøjsomhed og pligtopfyldenhed er så afgjort funderet i den kristne, lutherinspirerede pietisme.
Hvornår har mennesket arbejdet NOK til at måtte slappe af og nyde livet? Hvornår har det arbejdende og pligtopfyldende menneske ydet NOK til at måtte smage af himmelens ro?
Det er lige præcis det spørgsmål, som man også i nutiden lægger ud til den enkeltes egen samvittighed.
Hvornår har den arbejdsløse gjort NOK, for at finde sig et job? Hvornår er den syge fritaget for at tjene 'herren', for den syge kan vel godt arbejde 13 mintter x 3 om ugen, så h*n også kan få del i himmerige, når h*n er død..

Hvornår har slavesjælen udført sin gerning og ydet ALT, hvad der kan forlanges?

Anders Feder, randi christiansen, Hans Paulin og Peter Ravn Mikkelsen anbefalede denne kommentar

Problemet er måske at der ikke er ret meget deling i airbnb. Vi var i Kenya i Februar og overvejede da at finde overnatning gennem airbnb, både fordi vi gerne vil i kontakt med befolkningen og for at få overnatning til rimelige priser. Men det viste sig overvejende, at de fleste steder var prissat mindst som almindelige kommercielle steder. For mig at se er der ingen synlig forskel på airbnb og normal bed and breakfast og hoteller.
Jeg har lige lavet en søgning på Malindi og det centrale Nairobi og i Malindi er der 73 tilbud hvoraf de billigste 4 ligger på ca 250 kr pr nat og de to dyreste over 4000 kr pr nat. Jeg har svært ved at se hvad det har med deling og skattefrihed at gøre.
I Nairobi var der 8 tilbud med priser fra 113 kr til 1637 kr.
Det skal siges at de to dyreste her var Elangata Olerai Luxury Tented Camp og Voi Safari Lodge
Men hvad de har at gøre i airbnb har jeg svært ved at forstå, rene kommercielle foretagener, måske på linje med vor hjemlig udnyttelse af au pair systemet?
Jeg har lidt mere tiltro til couchsurfing som vi dog heller ikke brugte i Kenya da det så ud som om de fleste foretrak en enkelt rejsende i stedet for 2. men her er der i alle tilfælde i højere grad lagt op til deling.
Så det principielle i kronikken kan vi godt være enige om, men at koble det sammen med airbnb er måske blot til at forplumre budskabet.
Venlig hilsen Erik Dam

Sascha Olinsson, Anders Midtgaard og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Deling opfylder i modsætning til ejerskab et basalt, menneskeligt behov i virkeligheden, nemlig behovet for at være generøs. Ejerskab prætenderer at opfylde behovet for tryghed, men gør det jo ikke, da det, der ejes, kan mistes, mens det, der lånes eller lånes ud, lader sig erstatte af andre lån.
En sådan økonomi vil ikke være uden fremskridt, for folk ophører ikke med at finde på, blot fordi de ikke tjener penge direkte på deres opfindelser. Tværtimod er der stor glæde i at blive anerkendt for det, man gør - en glæde, som kapitalismen gør ganske meget for at udradere.

Steffen Gliese

Der er meget stor forskel på airbnb, det er en del af charmen, vil jeg mene. Priser og den slags afspejler måske særligt visse landes drømme end virkeligheden, hvad der så formodentlig betyder, at priserne vil falde. I København kan man bo til ½-1/3 del af prisen for et hotelværelse, har jeg set - og det samme i NYC. Hvad airbnb tilbyder, såvidt jeg fornemmer, er en stor variation, som man aldrig ville finde i hotelbranchen. - Og så tilbyder de altså også som organisation den sikkerhed, der får folk til at leje ud, og folk til at leje.

Torben Selch

Spændende ... der er noget der ulmer varmt i maven ved tanken om hvad det kunne føre til, altså at man ikke behøvede at arbejde så meget eller tjene så mange penge, for at kunne komme ud og se verdenen eller "låne" et køretøj når man ikke kan have tingene på cyklen - og uden man behøver at have så meget dyrt "skrammel" på sin matrikel.

randi christiansen, Jette M. Abildgaard, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Individualiteten angribes ofte i disse debatter, men den er nu engang det vigtigste grundlag for en deleøkonomi, hvor alle ikke kan få alt hele tiden, men som hovedregel må affinde sig med, hvad der er tilgængeligt i ens fysiske nærhed på et givet tidspunkt. Det er i sig selv en sund mental udvikling.

Claus Skytte

Læs bogen MEDBRUGER gratis og skriv med på næste version på medbruger.dk

Steffen Gliese

Desværre er demokratiet ikke kapitalistisk, selvom det lyder godt. Kampen handler ikke om værdiernes fordeling, kampen står om, hvad folk skal bruge deres tid på - deltagelse i beslutningstagningen i samfundet eller egen og virksomhedernes begærlighed.

Børge Rahbech Jensen

Det ligner mest illusioner uden meget hold i virkeligheden.
At dele er ikke en modsætning til forbrug men derimod en form for forbrug. En begrænsning er, at den samme genstand ikke kan bruges flere steder samtidig. Et særligt spørgsmål om deleboliger er, om de kan bruges af flere familier samtidig. En forskel på et hotel og en feriebolig er, at et hotel har mere betjening, end en feriebolig har. Hvem har ansvaret, hvis noget går i stykker i en delebolig?

Hvad er "det fordyrende mellemled"? Hvem betaler for det, der skal deles? Hvad skal de, der evt. arbejder gratis, leve af? En fordel ved køb af, at det, der købes, er betalt på et tidspunkt. Modsat er det, der lejes, aldrig betalt.

Børge Rahbech Jensen

Peter Hansen:

"I København kan man bo til ½-1/3 del af prisen for et hotelværelse, har jeg set - og det samme i NYC."

Jeg formoder, den besparelse opnås ved, at der ikke er fx. en reception og rengøringsassistenter.

Børge Rahbech Jensen

Peter Hansen:

"Deling opfylder i modsætning til ejerskab et basalt, menneskeligt behov i virkeligheden, nemlig behovet for at være generøs. Ejerskab prætenderer at opfylde behovet for tryghed, men gør det jo ikke, da det, der ejes, kan mistes, mens det, der lånes eller lånes ud, lader sig erstatte af andre lån."

Den skelnen holder ikke. Uden ejerskab af det, der deles, opfyldes behovet for at være generøs ikke. Ja, det, der ejes, kan mistes, men det kan også lånes ud. Hvordan kan lån gennemføres uden ejerskab?

Steffen Gliese

Man betaler faktisk et beskedent beløb til rengøring, Børge Rahbech Jensen. Mange af disse udlejere tilbyder ikke blot et værelse, men faktisk en lejlighed til en meget rimelig pris, ofte mere bekvemt beliggende end mange hoteller.

Steffen Gliese

Og der fik du mig, selvfølgelig ejer nogen det, der deles, og andelen, man giver andre, kan variere meget, og det kan prisen/modydelsen også, som i Erik Dams Afrika-eksempel. Det er dog nok kun en overgang, til vi kan forlade os mere på at være generøse, fordi vi basalt set føler os sikre på, at andre vil komme os til undsætning, når vi behøver det.

Steffen Gliese
Børge Rahbech Jensen

Peter Hansen:

"Mange af disse udlejere tilbyder ikke blot et værelse, men faktisk en lejlighed til en meget rimelig pris, ofte mere bekvemt beliggende end mange hoteller."

Det er muligt, men jeg betaler for at bo på hotel for at for meget af det, der skal gøres i en lejlighed.

"Det er dog nok kun en overgang, til vi kan forlade os mere på at være generøse, fordi vi basalt set føler os sikre på, at andre vil komme os til undsætning, når vi behøver det."

Åbenbart også fordi det er nemt at være generøs på andres regning. Med den begrundelse indgår det, der kaldes generøsitet, desuden i et noget-for-noget princip, som efter min mening intet har med generøsitet at gøre. Jeg mener, generøsitet er at give uden forventning om modydelse.

Steffen Gliese

Børge Rahbeck Jensen, der er vitterlig ikke tale om en noget-for-noget-tanke i det, vi bevæger os henimod, men resultatet er det samme, fordi ønsket om at give medfører, at man kan modtage efter behov, ligesom man selv giver for at få et behov opfyldt. Forskellen er, at generøsitet bygger på lyst, mens noget-for-noget bygger på pligt.

Børge Rahbech Jensen

Peter Hansen:

"Forskellen er, at generøsitet bygger på lyst, mens noget-for-noget bygger på pligt."

Jeg mener ikke, det har relation til det, du ellers har skrevet. Jeg kalder det noget-for-noget. når der gives for at modtage. Jeg vil muligvis kalde det generøsitet at give uden forventning om at modtage.
Noget andet er, at glæden ved at give uden forbehold reduceres, når generøsitet enten udnyttes i overdreven grad eller defineres som en måde at købe el. ydmyge andre på. Generøsitet kan undgås ved at kræve, at de generøse altid er generøse, indtil de må erkende, de ikke har mere at give.

Lars Kristensen

Vi fødes med et glas fyldt med vand.

For at kunne få skal vi give af vort eget vand, for ellers kan vi intet få.

Er der så folk der står med et glas uden vand?

Ja, for det gør størstedelen af verdens mennesker, fordi vi der i forvejen har vand i glasset, har brugt af andres vand til vores overflod og derfor står vi i dag med et større glas end de andre menneske. Det er årsagen til, at mange af verdens mennesker mangler vand i deres glas.

Vi kan godt leve med et glas der kun er halvt fyldt, derimod kan mennesker ikke leve med et halvtomt glas, for hvad er det halve af et tomt glas? Mon ikke det er et glas der slet ikke findes.

At give for at få
kun få kan det forstå
kan du digtet her forstå
da gør du som de få

randi christiansen

Når der i stedet for samarbejde kæmpes om overlevelsesressourcerne, kan det kun gå galt. Nye løsninger på ældgamle problemer er i støbeskeen - profithajer pas på, jeres tid er hastigt ved at løbe ud.

Niels-Simon Larsen

Det er jo bare geniale ideer det her. Lige ud ad landevejen.

Niels-Simon Larsen

Det er jo bare geniale ideer det her. Lige ud ad landevejen. Lad os komme i gang.

randi christiansen

Ja niels simon - men alle de mange bange skal lige ha en hel masse kærlighed og tryghed, før de tør

Niels-Simon Larsen

Der er da ikke noget, der er mere oprindeligt end at dele. Det findes i den urgamle gæstfrihed og i det at hjælpe den rejsende videre. Det pointeres som et krav i religionerne. Enkens skærv var en fremhævelse at en, der ikke gav af sin overflod, men det eneste hun ejede. Det er ikke noget specielt venstreorienteret, med mindre Jesus var venstreorienteret (hvad han selvfølgelig var til forskel fra de fleste af hans nuværende eftersnakkere).
Det er ligesom med oplevelser, når man er ude at rejse. De bedste er dem, som man ikke forventede. De kalkulerede oplevelser var udmærkede, men de andre bedst. Og så tænker jeg ikke på de gange, jeg er blevet bestjålet.
Når jeg ser små børn slås om legetøjet, kan jeg se, at det at dele er noget vi skal lære. Derfor gælder det om at lave en delekultur, for ellers får vi ikke de fornøjelser, og så går energien med at hæge om sit eget i sin egen lille hule.

Børge Rahbech Jensen

"Der er da ikke noget, der er mere oprindeligt end at dele."

Jo. Det må være mere oprindeligt at lave og eje. I modsat fald var der intet at dele.

" Enkens skærv var en fremhævelse at en, der ikke gav af sin overflod, men det eneste hun ejede. "

Hvilket bekræfter, at 'eje' er før 'give', som i øvrigt ikke er det samme som 'låne'. Enken gav noget, hun ejede - ikke noget, hun ikke ejede.

"Det er ligesom med oplevelser, når man er ude at rejse. De bedste er dem, som man ikke forventede."

Oplevelser kan ikke lånes eller gives til andre. De kan kun formidles.

randi christiansen

Børge - hvis ikke forældre delte med deres børn, var vi her ikke - altså > det mest oprindelige. Skal vi tage den længere ud, kan vi betragte sædcellernes kapløb - og vi kan fundere over hvilken form, vi ønsker, at den udskillelsesfunktion, der ligger i 'survival of tve fittest', skal have. Hvis ikke vi tager styringen, ryger det førerløse fartøj på afveje - med uoverskuelige konsekvenser. Vi er allerede i svære problemer. Derfor er det på høje tid at få afklaret disse grundlæggende spørgsmål. Skal vi samarbejde om overlevelsesressourcerne, eller skal vi privatprofitere på og konkurrere indbyrdes om dem - dele eller ej. Jeg ved godt, hvad jeg anser for mest hensigtsmæssigt. Man kunne også påpege, at konkurrencestaten har bevist, den ikke dur - har ligesom haft mere end rigelig tid, til hvad der må betegnes som et livsfarligt eksperiment > plasticrester i havets fødekæde - for bare at nævne een af de mange katastrofale konsekvenser af menneskenes indbyrdes kamp > ringe forståelse for samarbejdets værdi og nødvendighed.

Børge Rahbech Jensen

randi christiansen:

"hvis ikke forældre delte med deres børn, var vi her ikke - altså > det mest oprindelige. "

Korrekt. Derfor lever børn ikke ret længe, hvis forældre intet har at dele.

"Skal vi samarbejde om overlevelsesressourcerne, eller skal vi privatprofitere på og konkurrere indbyrdes om dem - dele eller ej."

Du springer nogle mellemregninger over, hvorved debatten bliver meningsløs. Der mangler endda mellemregninger fra flere sider. Den ene side er, om de, der ejer mere, end de har behov for, vil dele. Du forholder dig stadig ikke til, hvor det, der skal deles, skal komme fra.
Den anden side er, om andre vil modtage fra de, der har overskud at dele. Der er ikke meget rum for samarbejde, når de, der har overskud at dele ud af, foragtes og afvises, fordi andre føler sig købt el. underlegne, hvis de tager imod noget, der opfattes som almisser el. reklame. Modstanden mod de økonomisk mest velstillede antyder, at konkurrencestaten lever i bedste velgående. Modviljen antyder jo, at nogle føler sig truet af andres velstand, nok fordi de ikke er tilfredse med egen placering i konkurrencen, som åbenbart er vigtig for dem.

plasticrester i havets fødekæde"

De er jo nok endt dér, fordi nogle har delt ud af sin platic - præcis som du ønsker.

randi christiansen

Ahr børge, den sidste var sq for plat - og mht mellemregninger dette :
Troede ikke, jeg behøvede at påpege > naturressourcerne er det, vi skal deles om - både i arbejde og fritid. Lovmæssighederne, iflg hvilke dette skal foregå, er iboende.
Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over din ubehjælpsomme problemformulering. Problemet er ikke, at de formuendes almisser bliver afvist. Det er et sygt fordrejet billede. Først : en sulten, fattig afviser ikke - og er komplet ligeglad med, hvad du kalder det. Dernæst : det, som er det egl problem, er jo netop, at de formuende ikke vil dele ud af deres illegitime formuer.