Kommentar

Forbundne hjerner og hjerter

Bæredygtig omstilling af vores samfundssystemer kalder på en omstilling af vores menneskesyn. Det handler om en erkendelse af vores mellemmenneskelige forbundethed – noget moderne hjerneforskning understøtter
14. maj 2014

Kritik af det kapitalistiske systems ulighed og indre modsætninger topper for tiden bestsellerlisterne. Forfattere som Thomas Piketty og David Harvey portrætteres som stjerner – og de søger netop at oplyse systemets blinde vinkler – men deres nuancerede og veldokumenterede budskaber er i bund og grund gammel vin på nye flasker. F.eks. at kapitalismen koncentrerer rigdom hos de få, og at eksponentiel vækst ikke er nødvendig for at opretholde en krisefri økonomi.

Men skyldes den manglende omstilling til et bæredygtigt samfund kun, at magten og kapitalen er placeret hos en forandringsmodvillig elite? Eller er det også, fordi vi er lullet ind i forestillingen om individuel eksistens? Ikke fordi vi ikke anerkender, at vi er sociale væsner, men fordi vi opfatter det sociale som et behov og et tilvalg, ’oprindeligt’ isolerede individer indgår i. Moderne hjerneforskning bliver stadig bedre til at påvise, at dette er en myte.

Et revolutionerende neuron

I hjernen findes en type neuroner, som forskerne kalder spejlneuroner, fordi de aktiveres, når vi oplever et andet menneskes handling. Hvis jeg f.eks. ser min kæreste spise et æble eller grine, aktiverer det en neural spejlreaktion i min hjerne, som om jeg spiser et æble eller griner. Vi adopterer så at sige konstant andre menneskers handlinger, intentioner og følelser. Det sker bare så hurtigt og subtilt, at vi ikke er det bevidst. Vores hjerner er derfor ikke isolerede organer, der kun styrer vores individuelle væsen, men et levende mellemmenneskeligt netværk af forbundne baner.

Den berømte hjerneforsker Vilayanur Ramachandran har formuleret det så simpelt og dog utroligt, at »det eneste, der adskiller os fra andre mennesker, er vores hud«. Utroligt i ordets bogstavelige forstand, da det ikke er til at tro.

Det, der formodentlig gør det uforståeligt, er, at vi ikke kan sanse det. Hvis vi kunne se neuronernes interaktion som farvede lystråde mellem vores hjerner, er jeg overbevist om, at verden ville være komplet anderledes. Men i mangel af synlige udtryk bliver erkendelsen af forbundetheden nemt abstrakt.

Forbundethedens magi

Alligevel kan moderne hjerneforskning være en nøgle til bæredygtig udvikling, fordi opdagelserne forbinder videnskab og humanisme. Spejlneuroner skaber et sprog for sammenhængen mellem vores indre liv og vores relation til verden, der giver legitimitet til at skabe politiske og økonomiske systemer, som sætter en empati- båren mellemmenneskelighed i centrum.

Empati er at sætte sig i den andens sted – som vores spejlneuroner konstant understøtter. Så hvad der mangler i skabelsen af et socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt samfund er i høj grad en bevidstgørelse af de naturlige processer, der forbinder os. Og at vi i kontrast hertil har skabt social-økonomiske og kulturelle strukturer, der opretholder forestillingen om adskilthed – en adskillelse der forpurrer den helhedsforståelse, som løsningerne på de mange udfordringer kalder på.

Hvis vi vil videre end blot at kritisere systemets ubæredygtighed, må vi derfor også begynde at ændre vores selvopfattelse. Hvis vi blev bedre til at lytte til de naturlige processer og handle ud fra den empatiske samklang, som hele tiden er til stede, kunne vi skabe ’oprør fra hjertet’, som to kloge mænd – biskop Kjeld Holm og professor Steen Hildebrandt – har formuleret det. Omstillingen til en bæredygtig civilisation kræver et perspektivskift fra forblændelserne i det individualistiske troldspejl til en fornemmelse for forbundethed. Også hjerneforskningen understøtter dette forbundethedens perspektiv.

Liv la Cour er cand.scient.pol, MSc, fuldmægtig samt medlem af netværket Omstilling Nu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mogens Højgaard Larsen
  • odd bjertnes
Mogens Højgaard Larsen og odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det er jo derfor ghettodannelser i både rige og fattige afdelinger, i geografi, i børneinstitutioner og sågar i transportmæssig henseende er et problem.
Så kan vi bedre slippe afsted med IKKE at spejle hinanden, når vi ikke længere ses og og når vi ikke har nogen berøringsfelter med hinanden.

Torsten Jacobsen

Det er en rigtig god pointe, at der er brug for en bro mellem naturvidenskab og humaniora. Jeg ved dog ikke helt om spejlneuroner er det oplagte fundament for en sådan bro.

For det første diskuteres det såvidt jeg ved stadig, hvorvidt spejlneuroner overhovedet er påvist med sikkerhed i den menneskelige hjerne. For det andet er disse spejlneuroners funktion (som så mange andre fænomener som neurovidenskaben afdækker i disse år) en gåde. At de formentlig spiller en rolle i forbindelse med empati og indlæring bringer os ikke meget videre, synes jeg. Både empati og indlæring er praktiske og reale fænomener i verden, som vi må forholde os til, spejlneuroner eller ej.

Empati er desuden et lidt problematisk begreb. Det anvendes hyppigt som betegnelse for noget positivt, men dertil kan man sige at både altruisten og sadisten baserer sine handlinger på en empati med andre mennesker. Empati i sig selv er altså ikke en garanti for at man handler i medmenneskers interesse. En grundlæggende empatisk indstilling (som opdagelsen af spejlneuroner sandsynliggør, og som jeg selv regner for selvifølgelig) indgår som én brik i et større kognitivt puslespil, som vi slet ikke er i nærheden af til fulde at forstå.

Karsten Olesen

Det er en vigtig pointe, at fællesskabsbaserede systemer - både i den enkeltes liv og i historien - optræder tidligere end privatiserede.

Barnet lever sine første år i familiens fællesejendom - og lærer først efterhånden at det ikke må tage andres ejendom.

Raffinerede ejendomsretsbegreber - som aktieselskabsret og optioner - er noget, der først optræder sent i samfundenes historie, og i mange samfund slet ikke.

Succesrige erhvervsgrene hylder individualretten, og holder på deres privatiserede indkomstkilder.

Men privatiseringen er kun bæredygtig - så langt ressourcerne rækker.

Nødsituationer, naturkatastrofer, varemangel kan nødvendiggøre rationering, eller kræve nye fællesskabsindsatser for at genoprette balancen.

Med 10 - 15 års mellemrum opstår den slags situationer, der nødvendiggør en genetablering af samfundenes grundfællesskab.