Kommentar

Fornærmende forskelsbehandling

Sundhedsministeren har fremlagt planer, der aktualiserer centrale spørgsmål om brug af videnskab i praktisk-politiske sammenhænge
26. maj 2014

 

En lille måneds debat fik sundhedsminister Nick Hækkerup (S) dette forår ud af at lancere planer om gruppevis forskelsbehandling i sundhedssektoren – en noget mat debat, når man tænker på, at udspillet aktualiserer centrale spørgsmål om brug af videnskab i praktisk politik. Planerne trækker på socialvidenskabelig forskning og forsyner samtidig forskningsverdenen med en række udfordringer. Således lægges der blandt andet op til debat om brug af viden om grupper i forhold til personer og om vanskeligheder med at skelne mellem årsager og virkninger i studier af komplicerede samfundsspørgsmål. Det har dog knebet med at få udfordringerne taget op. Måske har ministeren ikke fået gjort det helt klart for sig selv og andre, at han indbød socialvidenskabelig fagkundskab til kritisk eftertanke?

Kollektiv stigmatisering

De nævnte planer tager udgangspunkt i undersøgelser, der dokumenterer, at kronisk sygdom på linje med andre sundhedsfaktorer er et socialt skævt fænomen og på forskellig vis en mere udtalt plage blandt kortvarigt eller uuddannede end blandt langvarigt uddannede. For at bekæmpe uligheden ønsker ministeren, at sundhedsvæsenet skal forskelsbehandle ud fra folks sociale og uddannelsesmæssige baggrund. Kortvarigt uddannede skal have mere kontrol og vejledning.

Det drejer sig, har en avis jublet, om at løfte i samlet flok. Men hvilken samlet flok? I samme åndedrag tales der om at løfte patienterne i bunden. Her er der nogle, som er subjekter og andre, som må finde sig i at være objekter. Med lidt hjælp fra sine venner har sundhedsministeren præsenteret socialvidenskaberne for et tankeeksperiment: Hvordan kan de medvirke til, at vi omgås hinanden som ligeværdige subjekter i forbindelse med praktisk socialpolitik?

En del kommentatorer glæder sig over, hvad de ser som planer om individuel behandling i sundhedssektoren. Hvis der faktisk var tale om noget sådant, ville det svare til at genopfinde den dybe tallerken: I mands minde har det direkte møde med den enkelte patient været i hvert fald alment praktiserende lægers hæderkronede princip, som i øvrigt for tiden ramponeres af statslige initiativer, der sigter mod at strømline og standardisere lægelig praksis.

Initiativer, der drejer sig om gruppevis forskelsbehandling, trækker i samme retning. Man plukker personer ud af grupper, som er konstrueret ud fra socialvidenskabelige kriterier. Derpå behandles personerne som standardenheder. Viden om grupper og strukturer overføres på enkeltpersoner. Det er både dybt fornærmende og meget lidt indsigtsfuldt og repræsenterer den helt store udfordring til socialvidenskaberne: Hvordan kan fagfolk bidrage til at forebygge, at praktisk socialpolitik leder til kollektiv stigmatisering og til en øgning af den klassebevidsthed, der kan ses som et mentalt aspekt af større ulighed?

Et tiltrængt signal

Personligt lever jeg op – eller ned? – til så mange af de karakteristika, som undersøgelser har knyttet til lavtuddannede kaster, at jeg kan se komikken i, at jeg vel vil slippe for eventuelle forsøg på at løfte mig, fordi jeg har tre ph.d.-bogstaver at rejse rundt med. Men den er ikke kun komisk, den grasserende overtro på uddannelse, som blandt andet kommer til udtryk i planerne om gruppevis forskelsbehandling. Den er udtryk for, at årsager og virkninger let rodes sammen – eller at søgen efter sådanne giver dårlig mening – når man undersøger komplekse samfundsspørgsmål. Også dette udgør en udfordring til socialvidenskaberne, en mulighed for selvransagelse og for at sende et tiltrængt signal til offentligheden og det offentlige system om, hvordan forskningsbaseret viden kan og ikke kan bruges i forbindelse med praktisk politik.

Gitte Meyer er seniorforsker ved Center for Civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Inger Sundsvald
  • Grethe Preisler
Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Inger Sundsvald og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Varede debatten virkelig en måned? For mig fremstod det mest som en lidt uigennemtænkt idé, som hovedsageligt havde til formål at gøre opmærksom på … Nick Hækkerup. Og han kom da også i medierne og på tv, hvorfra man havde sendt optagevogne til sommehuslandet, hvor ministeren opholdt sig. Her kune man så opleve ham grine og pjatte med 'de udsendte' bag kameraet, fordi man – ups! – kom til at stille om, før han var parat og havde nået at lægge ansigtet i de rette, til situationen passende, alvorlige folder.

Har han overhovedet siden været ude og kommentere på forslaget eller deltage i debatten?

Forslaget virkede alt i alt ikke kun uigennemtænkt, men også ret useriøst.