Klumme

Det fremmede land

Lufthavne er forunderlige drømmeverdener, hvor forbrug og statssikkerhed går op i en højere enhed. Og det føles godt
15. maj 2014

Når jeg skal ud og rejse, undres jeg altid over det fremmede land, jeg er nødt til at passere for at nå frem til rejsedestinationen. Det fremmede land er lufthavnen. Og det er tit langt mere eksotisk end det land, der er målet for rejsen.

Sidste gang jeg stod i Kastrup til lyden af hundredvis af rullekufferters infernalske sang og febrilsk forsøgte at få en touchscreen til at tjekke mig ind, kom jeg til at tænke på, at det egentlig kunne være interessant at prøve at gå rundt derude uden noget særligt formål.

Lufthavnen er selvfølgelig en grænseovergang mellem nationalt og internationalt, men den er også en slags idealverden. Jeg tror, at lufthavne er så fascinerende, fordi det er der, kapitalismens og statens tandhjul griber ind i hinanden på den mest fuldendte måde. Lufthavnen er et afgrænset univers, hvor vi i den reneste, udkrystalliserede form kan betragte de mekanismer, som til daglig er sværere at få øje på i verden udenfor.

I modsætning til det offentlige rum er vi her underlagt en slags midlertidig frivillig frihedsberøvelse. Når vi først er tjekket ind, har vi ikke mulighed for at gå andre steder hen. Vi er genstande for en direkte adfærdsregulering.

Se, i lufthavnen er der groft sagt kun tre mulige aktiviteter: Arbejde, sikkerhedstjek eller shopping. Som det hedder på Københavns Lufthavns hjemmeside: »I shoppingområdet kan man let få brugt ventetiden på at købe lækre varer eller blot se sig omkring i de mange spændende butikker.«

Adfærdsreguleringen ses på antallet af og udformningen af siddepladser. I shoppingområdet er der få eller slet ingen. Hvis man vil sidde ned, skal man købe noget på en café eller en restaurant. Og alle, der under en lang rejse med flere mellemlandinger har følt behov for at tage sig en morfar, vil have opdaget, at de opstillede lænestole tit er designet, så det ikke er muligt at ligge vandret. Akkurat ligesom på de anti-hjemløsebænke, der er opstillet i mange byer, er armlænene nemlig placeret tværs gennem sædet.

Stolens budskab er klart: Du skal ikke ligge og sove her. Gennem kropskontakt ansporer det disciplinære design os til at bruge penge på et hotelværelse. Stolen henstiller til, at alle økonomisk fordyrende aktiviteter som søvn og social interaktion foregår uden for lufthavnens glatte, gnidningsfrie miljø.

Det allermest spændende og afgørende moment af opholdet i en lufthavn er vel nok sikkerhedstjekket. Hvis shoppingområdets antisociale arkitektur er kapitalisme i fri udfoldelse, så vil jeg vove den påstand, at vi aldrig kommer tættere på staten, end når vi står i kø til security.

I køen opdager jeg, at jeg og de andre omkring mig udviser en ekstrem lydighed, som sjældent ses på en almindelig dag i Netto. De mekaniske og åndsfraværende bevægelser, hvormed vi løsner livremmen, tager den bærbare op af tasken, tager uret af, snører skoene op og efter tur går gennem scanneren, ligner egentlig mere et kirkeligt ritual end en prosaisk sikkerhedsforanstaltning.

Der må være en højere magt på spil her. Går vi måske ikke igennem security med samme liturgiske andægtighed, som vi går ind bag forhænget i stemmeboksen?

Men det sjove er, tænker jeg, mens jeg fisker min patetiske læbepomade i ziploc-posen op fra den grå plastikbakke på den anden side, at der også er en underlig nydelse forbundet med at passere gennem sikkerhedskontrollen. Og det skyldes ikke kun den himmelske parfumeduft, der møder én på den anden side af scannerens perleport.

Der er en enorm tilfredsstillelse ved at blive nærstuderet af statens altseende scannerblik. Jeg bliver subjektiveret, disciplineret og kønnet, og det føles godt. Jeg bliver identificeret som enten ven eller fjende. Og hvis øjet i det høje på baggrund af oplysningerne i mit pas for eksempel vurderer, at min krop er en kvindekrop, så kan jeg bede om at få en kvindelig sikkerhedsmedarbejder til at foretage kropsvisitering.

Jeg føler mig set. Jeg føler mig anerkendt af en højere magt. Jeg føler mig genkendt som undersåt i Kongeriget Danmark, med alle de privilegier, det indebærer.

Ude på den anden side af lufthavnens svingdøre blæser vinden hårdt. Men det er alligevel rart, at hele livet endnu ikke er som inde i lufthavnen.

Anna Ullman er musikanmelder og kulturskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Nissen

Hmm. Hvis du har børn skulle du måske af hensyn til dem overveje, om det nu også er så nødvendigt, at du opholder dig i en lufthavn for at anvende en transportform, der i kraft af dens miljøpåvirkning givetvis truer deres fremtid. Hvis du ikke har børn, kan du måske tænke på andre børns fremtid. Det er såmænd meget vigtigere end alle følelser det dystopiske miljø i en lufthavn skaber.

Toke Andersen

@Anna
Tak for dine fine observationer og skriverier - spændende tanker fra lufthavnen;) Også tak til din indsats omkring fløjteaktionen på fælleden, hvor du på imponerende vis, både i nærværende sprøjte og i Deadline, holdt fast og tålmodigt og begavet forklarede den lille ynkelige mand og resten af den forvirrede danske befolkning hvorledes tingene hænger sammen.
Jeg tror ikke det havde den store effekt, desværre. Det er en meget begrænset del af befolkningen der overhoved er i nærheden af et intellekt der kan forstå disse komplicerede sammenhænge, men tak for forsøget.
Faktisk kunne jeg godt gå hen og blive lidt lun på dig,,er du single ? Må jeg inviterer dig på kaffe en dag ?
Jeg er 38, selvstændig med 7/7 klon, rimelig skarp, en smule utæmmet med et iltert temperament men varm og ikke tudegrim ;)