Kommentar

Frygt – om ikke Gud så dog Naturen

I anledning af at der ’i den unge samtidslitteratur vokser en erkendelse af, at mennesket ikke er altings målestok’
Debat
6. maj 2014

Citatet i anførselstegnene ovenfor stammer fra gårsdagens udgave af sprøjten her. Hvor kollega Ask Hansen skriver dels om den »litteratur, der gør den økologiske bevidsthed sanselig«, dels om den »økokritik, der er tilbage med et opgør mod den traditionelle naturforståelse«.

Første punkt: »Samtidslitteraturen er på vej tilbage til naturen. Men ikke til naturen som en romantisk andethed, som man kan stirre på, røre ved og bearbejde. Samtidslitteraturen er på vej tilbage til en natur, hvor mennesket ikke er adskilt fra naturen.« Det iagttager kritiker og lektor ved Lunds universitet Elisabeth Friis hos danske, norske og svenske digtere, som »alle gør op med det, hun kalder den antropocentriske tænkning, der placerer mennesket i centrum af verden. (...) ’Naturen er ikke noget, vi står over for. Den er ikke et ’derude’, men noget vi også selv er.’«

Andet punkt har også at gøre med tidens naturvidenskabelige påvisninger af det ubæredygtige ved tidens herskende blå såvel som røde økonomier, progressive naturforbrug og hele moderne livsstil: Artiklen henviser bl.a. til den britiske professor Timothy Mortons genoplivelse af økokritikken ved at »skifte den romantiske glansbilledenatur ud med en mere flydende naturopfattelse« og angribe »den humanistiske idé om mennesket som et væsen med særstilling i økosystemet. (…) I stedet er mennesket hos Morton en skabning blandt alle andre, der ligesom alle andre er viklet ind i det trådnet, der udgør vores miljø. (…) ph.d. ved Center for Kulturstudier på Syddansk Universitet Torsten Bøgh Thomsen forklarer, at ’det er et forsimplende og sentimentalt ordvalg, der præsenterer omverdenen som en maskine, der kan ’gå i stykker’ og ’fikses’. Naturen kan ikke ’ødelægges’, men den kan ændres – også så vi ikke kan være her længere’(!).«

»Men samtidig introducerer Morton også et begreb, han kalder dark ecology, der, som navnet indikerer, peger på, at naturen ikke i sin grundessens er god eller smuk, men nødvendigvis også destruktiv og ødelæggende. Man kan derfor ikke forestille sig at finde tilbage eller frem til et økologisk balancepunkt, hvor alt kan bevæge sig mod selvudfoldelse og selvrealisering …«.

En flodhest

Her er det så, jeg kommer i tanker om to fænomener. Det ene hedder John Fredsted. Det andet er en flodhest.

Hvad angår John Fredsted, er han en af de flittigste bidragydere i Information.dk’s webdebatter. I hvert fald i nogle af dem. I anledning af ovenstående fortjener han at få to af sine seneste erklæringer gengivet også i sprøjten her: »Tilgiv mig venligst, men jeg er en smule træt af den i vores kultur herskende forestilling om, at naturen på en eller anden måde er harmonisk og viis. Det er den ikke, i hvert fald ikke i mine øjne.«

Og med udgangspunkt i digteren Theis Ørntofts udsagn: »Grunden til, at vækstideologien er så svær at komme ud af, er, at kapitalismen jo er så internaliseret i vores bevidsthed.«

»Hvorfor er den så internaliseret i vores bevidsthed?« spørger Fredsted. Og svarer: »Personligt tror jeg ikke, den (bare) er internaliseret som for eksempel en dårlig vane er. Jeg tror, det er langt værre end det. Vækstparadigmet, det kapitalistiske paradigme, er, som det er, fordi det er dén økonomiske adfærd, der uden sammenligning er bedst til at gøre det muligt for flest mulige mennesker at forsøge fra centrene af deres liv at uddrive alt, hvad der måtte føles ubehageligt – gennem forbrug, oplevelser og adspredelser (i det ydre). (…) Medmindre poeterne massivt bringer denne pinagtige og pandemisk udbredte barnagtighedens flugt på bane i deres poesi, så forventer jeg, at de vil vise sig akkurat lige så magtesløse til at forandre vores arts katastrofale kurs, som enhver anden (og der er jo ikke så mange), der måtte forsøge eller have forsøgt sig herpå. Og selv da vil de vel vise sig magtesløse, for det moderne menneske har i mine øjne med al tydelighed demonstreret, at ingen skal komme og belære det om noget som helst, og da slet ikke, hvis dette måtte medføre, at man bagefter skal til at bære en mental byrde af sandhed og indsigt, man ikke tidligere bar på.«

Naturen sætter grænser for os

Flodhesten optræder i Jobs Bog i Det gamle Testamente. Job, som har opfyldt alle Herrens bud, og alligevel har Gud taget det hele fra ham. Nu sidder denne Job på sit livs ruinhob og skraber sine sår med sine skår – og spørger: Hvad er meningen? En flodhest, lyder svaret fra det høje. Eller nede: »Se dog Behemot! (’Behemot er her formentlig betegnelse for flodhest’, melder fodnoten). Jeg har skabt den såvel som dig./ Som oksen æder den græs./ Se dog kraften i dens lænder,/ styrken i bugmusklerne!«

Læs selv videre, kapitel 40. Pointen er, at det ikke er os, der har skabt naturen. Den er større, stærkere, kraftigere, frygteligere end mennesker. Det er ikke os, der sætter dens grænser. Det er den, der sætter grænser for os. Naturligvis truer vi ikke Naturen. Den skal nok overleve. Det er naturgrundlaget for vores egen civilisation, vi ifølge naturvidenskaben truer.

Flodhesten er det dyr, der slår flest mennesker ihjel, fik jeg engang at vide. Det er derfor, der henvises til netop den, når vi mennesker vil forstå meningen.

Livet er ikke til for vores skyld. Men vi kan da takke for det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Med fare for at fremstå som forfængelig (men hvem er ikke det, i hvert fald bare en smule?): Tak for at bringe et fyldigt citat af mig her i Frie Ord. Det gør det behageligt sværere for mig at være gnaven i dag :-).

Torben Kjeldsen, Jens Falkesgaard, Karsten Kølliker og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

Sund fornuft er at kunne indse, at der altid vil være 50% chance for at det kan betale sig at begå selvmord - uanset livs-situationen.

Den maksimalt lykkelige og den dybt deprimerede er i samme båd. Der er ingen holdepunkter for beslutningsstøtte overhovedet !

Det er derfor ikke givet at vi skal passe på miljøet. Universets tavshed - på trods af at atomerne i alle galakser er som legoklodser - egnede til at bygge sådan nogen som os - antyder, at der har været mange før os.

Hvergang hjernescanneren gør det muligt at udforske sammenhængen mellem kemi og lidelse, siger civilisationen "farvej og tak".

Den tavse stjernehimmel taler ved sin tavshed.

Gorm Petersen

At erkende Universets almagt og menneskets totale magtesløshed - hjernen er bare en maskine på lige fod med alle andre maskiner - er en tilstrækkelig betingelse for monoteisme.

Netop fordi monoteisme - den kristne i hvert fald - findes i alle varianter fra den dybt pessimistiske til den mest lalleglade.

En særlig uhyggelig variant er Frelsens Hær guitaristerne man kan møde i byens gågader:
Munden smiler mens de synger, mens øjnene bag de stærkt slebne briller lyser af angst.

Niels-Simon Larsen

Det må være tilladt at være lidt filosofisk nu, når det drejer sig om vores overlevelse, og det gør det. Læs bare her http://www.information.dk/496139 weekendudgaven: +2grader giver ikke længere mening.
Det er det, alle skal forholde sig til, men ikke alle gør (fx vores toneangivende politikere).
Fra litteraturen kommer ingen hjælp, heller ikke fra den gådefulde digtning. Der går for lang tid med overhovedet at finde ud af, hvad der står.
Og så er der alt det pladder med at finde ud af, hvad Kierkegaard og Dostojevskij mener.

Gælder det Jordens redning er ideologi, religion, litteratur og den førte politik nærmest i vejen. Det er jo ikke sådan, at alle professorer inden for de nævnte områder er aktivister, det er rent ud sagt undtagelsen.
Hvordan laver vi et menneske, der er bevidst over for Jordens redning?

Den menneskelige ansvarsbevidsthed er naturens ypperste produkt og stadig under udvikling, hvad vi kan se af, at nogle slet ikke har den, mens andre bliver udgrænset eller mister livet pga. den. For nogle er den for stor en byrde, og de bliver psykisk syge af at leve blandt de uansvarlige, succesfulde og magtfulde.

Det er overlevelsesmennesket, der er problemet. Den bedst egnede til at overleve, overlever ikke længere, for grænsen for udfoldelse er nået.

Livet er kun muligt som et nyt liv, væk fra den traditionelle levemåde. Livet med en temperaturstigning på 4 eller 6 grader er kun muligt i en buddhistisk klosterform i Himalaya, hvor munke og nonner lever af at spise solstråler og formerer sig sparsomt under kontrollerede former.

Det gælder åndens sejr over materien. Naturen har skabt sin overmand, det bevidste menneske, der igen har skabt den globale bevidsthed eller højere bevidsthed.
Hvis naturen er stærkest er det slut. Al ’god’ religion, god kunst og godt menneskeligt samvær fortæller, at der er noget højere end den rå natur.

Det gælder en ny slags liderlighed, en orgasme over det at være til og udvikles. Så er vi selvfølgelig langt ude, men det bliver vi da også nødt til, når det ikke længere er muligt at være her.

Karsten Kølliker, Ejvind Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

Med mindre man tager udgangspunkt i at The Big Bang er noget der udspiller sig "inde i" evnen-til-at-opleve, vil "ånden" altid blot være et magtesløst vedhæng til materien. Uden mulighed for at virke tilbage på materien.

Og glem alt om kvantemystik. Hvis en kvantecomputer kunne vælge, ville den kunne "vælge" ikke at undersøge kombinationen 3x3 og følgeligt - fejlagtigt - påstå at 9 er et primtal.
Og det gør den ikke.

Ejvind Larsen

@John: Min forfængelighed forbyder til gengæld mig at skjule, at det sandelig også har været en behagelighed, at have gjort det svært for dig at være gnaven i dag.
@Niels-Simon: Ja, al ’god’ religion, god kunst og godt menneskeligt samvær fortæller ganske rigtigt, at der med den rå, materielle natur i kødelige hjerner (og måske også 'hjerter) erkendes 'noget højere', som vi kalder ånd. Bare den så ikke stiger os til hovedet, så vi bilder os ind at have fået magten over naturen og overvundet alle dens grænser. Derfor: Gælder en ny slags liderlighed, en orgasme over det at være til og udvikles. Amen

Al ’god’ religion, god kunst og godt menneskeligt samvær fortæller, at der er noget højere end den rå natur.

Det gælder en ny slags liderlighed, en orgasme over det at være til og udvikles.
@Niels-Simon

John Fredsted

I forlængelse af Niels-Simons kommentar om ansvarsbevidsthed: Som selvbevidst eksistensform med deraf følgende evne til kritisk selvreflektion kunne mennesket som art udgøre en helle i den biologiske eksistensform (og dem er der ikke mange af), både for sig selv og for sine medskabninger, ved at vælge at ville opføre sig grundlæggende anderledes end naturens grundmodus af kamp og konkurrence. Uheldigvis synes bagsiden af medaljen af evnen til selvbevidsthed, nemlig den medfølgende eksistentielle angst, at udløse handlinger, der underløber sådanne bestræbelser i en sådan grad, at vores art i mine øjne ender op med at være overvejende uduelig.

PS: Bemærk venligst, at jeg, som altid, ikke kritiserer det at være utryg/bange/angst, men derimod det at komme til at gøre andre ondt (om man har forstået det eller ej) i forsøget på at uddrive disse følelsestilstande fra sit eget liv.

John Fredsted

Når jeg for eksempel på fjernsyn ser en dyrlæge hjælpe et dyr i nød, så er det eliksir for min sjæl: Tænk sig engang, at der på denne planet findes en art, der er i stand til at erhverve sig evner, der kan lindre andre arters lidelse, hvis de altså vil. Hvad mon dyrene tænker, når de således bliver hjulpet?

Det er i en verden, hvor anvendelse af evner og viden (ikke bare medicinsk, naturligvis) udelukkende i hjælpsomhedens tjeneste, og ikke i konkurrencens tjeneste, at jeg ønsker at leve. Jeg sørger over, at det formodentlig aldrig nogensinde vil blive tilfældet.

Gorm Petersen

Antitesen er uhyggelig. Tænk hvis almagten ikke har nogen som helst aktie i lidelsen. Blot vil lade den stige og stige - uden nogen medfølelse.
Tænk hvis vi lever i et lidelses-optimerende system. De mest sindrige konstruktioner - f.ex. kødædende planter - opstår i fattigkær - områder hvor vikårene er vanskelige.
I rigkær kommer der bare masser af brændenælder.

I en uendelig stor petriskål sker der ikke megen evolution. Det er først når kampen om de knappe ressourcer bliver hård og nådesløs, at evolutionen bliver opfindsom.

Hitler opfattede den nådesløse kamp som et vilkår, man aldrig kan sætte sig ud over. Heraf titlen på hans hovedværk.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil nu mene, at der er mere grund til at frygte mennesket, end naturen. Hvad er det, der er så farligt ved naturen? Hvor er det mørke og destruktive i naturen? Samlet set er den lige det modsatte. Konstruktiv, opbyggende, vedligeholdende, selvbærende. For mig at se er naturen stor og herlig. Ikke vis eller god, men herlig og stor. De to første egenskaber er humane, de sidste er mere omfattende end naturen selv. Og naturen er selvfølgelig også barsk og rå, mild og blid. Den er ubegribelig og næsten ikke til at rumme, når man har sådan et løvspring, som vi lige har haft. Man må vende sig bort og tænke på noget andet. Men dog, når man åbner sig på klem igen, mærker man denne enorme kraft, der vælter ind over forårets halvkugle. Beklager, men jeg kan ikke dele den pessimisme, utryghed og nedvurdering, jeg fornemmer der ligger hos Timothy Mortens og i Jobs Bog. Hvis mennesker kan komme nærmere naturen i deres bevidsthed, fx. gennem lyrik eller prosa, eller ved at tage ud i den, så kan det kun gavne, tror jeg.

Michael Kongstad Nielsen

Se, det er jo ikke naturens skyld, at vi er på vej mod mere end 2 graders opvarmning. Det er menneskenes. Så menneskenes overlegenhed hvad ånd angår, har sat sig dårlige spor. Måske er menneskets åndelige overlegenhed skyld i, at vi mangler ydmyghed. Vi bevæger os på kanten af hybris, og en sådan ånd er dummere end naturens.

Niels-Simon Larsen

Næsten alle de artikler, jeg læser her i avisen, får lov at gøre indtryk på mig. Det er tegn på mit overskud. Især den sidste, den om de ovennævnte '+2grader' (og så Ejvinds ugentlige).
Hvordan kan man holde ud at læse den slags, og hvordan kan nogle holde ud at forske sig frem til de resultater, og hvordan kan journalister holde ud at skrive om det dag efter dag, år efter år?

Men det kan de, og vi, og hvad er forklaringen på dét? Tænk lidt dybere over det! Det er meget interessant, men ikke noget med, at det er, fordi man elsker menneskeheden, livet og solopgangene, for menneskene er nogle skiderikker, livet snart forbi og hvor mange flotte solopgange ser man egentlig på et år?

For mig er det vist noget med en vis nysgerrighed. Hvad ender det her med? Man kan nok ikke sige, at det begyndte godt og var godt i lang tid, men så var der nogle, der ødelagde det (kapitalisterne, som en digter blev citeret for i dagens Frie ord). Nej, det har aldrig været godt, og da fødekæderne kom til, gjorde det virkelig ondt. Det gjorde så ondt, at der var en, man sagde, hed Gautama Buddha, der ikke ville være med længere, og stod af ræset. Han kom dog tilbage til os igen, fordi han syntes, at det var synd for os, og det må man sige var en kærlighedshandling. Der var også en, der hed Jesus, der forkyndte, at bag hele denne grusomhed (tilværelsen) stod der en kærlig guddom. Ud over det, forkyndte han det samme som Gautama, nemlig at man skulle være sin næstes medmenneske. Det pudsige ved Jesu lære er så, at det kan være revnende ligegyldigt, om der er står en kærlig guddom bag det hele. Man kan sige, at det rager jo ikke os. I al min uforstand mener jeg, at vi har nået toppen, hvis vi annammer den lære, at vi skal tænke på hinanden. Det fører selvfølgelig til, at vi bliver mindre og mindre egoistiske og til sidst så lidt, at egoet er forsvindende lille - ligesom hos vore to læremestre.

Nu står vi så foran den udfordring, at hvis vi ikke begynder at barbere egoet ned, så får vi eddermame tæsk, og det bliver med naturens store skovl. 'På billedet, du ser hvordan', som det hedder i Den store Bastian. Generationers børneopdragelse: Hvis du ikke kan nære dig, får du høvl. Vi ved godt, at det aldrig har virket, kun på dem der var søde i forvejen. MEN, nu skal det virke, og - ja, det skal det altså, men hvordan får vi det til det?

Det er der, min nysgerrighed kommer ind. Jeg vil gerne se det virke og helst ikke, at det ikke gør det. Derfor er jeg blevet aktiv i Alternativet, for det er den eneste strømning, jeg giver en chance. Der er mange gode miljøafdelinger, men hvis der ikke er politisk slagkraft et sted, sker der ikke noget.

Torsten Jacobsen

Gode kommentarer, omend jeg aner en tendens til en efter min mening unødig pessimisme i forhold til menneskedyrets evne til at eksistere i et bæredygtigt samspil med sine omgivelser.

Dette pessimistiske syn udspringer efter min mening af en misforståelse: at menneskedyret i kraft af sin natur, har udviklet en kultur, som nu truer selve artens livsgrundlag. Dette er i en vis forstand rigtigt, men misforståelsen består i at opfatte dette som et ensidigt, kausalt forhold. Altså at menneskets biologi fører til udviklingen af en bestemt type destruktiv kultur. Det er afgørende vigtigt at huske på, at der også sker en virkning den anden vej. Altså ikke blot menneskets psyke -> kultur , men samtidig Kultur -> menneskets psyke.

Vi skaber altså kontinuerligt vores kultur, men samtidig virker kulturen tilbage på vores psyke, således at forudsætningerne for skabelsen af ny kultur, er under evig forandring. En grundlæggende menneskelig psyke, en grundlæggende menneskelig kultur, findes kun i historiebøgerne.

Torben Kjeldsen, Michael Kongstad Nielsen, Karsten Kølliker, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening er det ikke rigtigt, at den kultur, der truer livsgrundlaget, er udviklet i kraft af menneskets natur. For naturen har ingen intention om at ødelægge sig selv, naturen er ikke selvdestruktiv, tværtimod. For mig at se er den kultur, der truer livsgrundlaget, en ren menneskeskabt indskrænkning i vores potentiale. Det er muligt på grund af 1000 forskellige påvirkninger af vores sind og psyke, som kommer sig af måden vi producerer på, måden vi indretter samfundet på, måden vi anerkender ulighed på, måden vi ivrer for at ligne hinanden på o.s.v., altså en lang række sociologiske påvirkninger, som ikke har noget med vores natur at gøre.

Må også indrømme – at denne uges Ejvind-klumme har fået mig til at tage en lidt ældre bog ned fra hylden (1) – en bog jeg kan huske i sin tid at have ’læst’ med glubende interesse – men reverenter talt ikke forstod det fulde omfang af – dog har jeg hæftet mig ved – at stoffet efterfølgende alligevel må have bundfældet sig til en vis grad – selv om materien er rimeligt vanskeligt tilgængeligt selv for en med naturvidenskabelig uddannelse og livslang interesse udi fysik mm. …

Bogen indeholder – ud over en historisk gennemgang – en omtale af mange teoridannelser siden Newton frem til kvantefysikken og relativitetsteorierne – hvor især Boltzmann’ske termodynamik er udgangspunkt for en ny måde at anskue naturen på – især for ’lukkede’ systemer langt fra ligevægt – måske en tilstand Jorden er på vej til at indtage – hvis den globale opvarmning fortsætter – tilstande - hvor naturen selv kan danne såkaldte dissipative strukturer – altså mere eller mindre blive selvorganiserende og ikke mindst dynamiske – er det mon en ny form for trusselsbillede menneskeden står over for i tidens fylde? …

Nobelpristagerens teoridannelser tager bl.a. udgangspunkt i termodynamikkens 2. hovedsætning og begreberne degradation og sammenstødet mellem reversibel og irreversibel tid – hvor forfatterene mener irreversibiliteten er en illusion – naturen skal nok klare sig – de heisenbergske usikkerhedsrelationer har nemlig deres analogon i den levende natur – tag dén alle I dommedagsprofeter …

Det vigtigste resultat af vore overvejelser er, at livet ikke længere synes at være et pinefuldt mirakel, en kamp imod et univers, der afviser det. Med generalisationen af termodynamikken er vi kommet til det resultat, at entropi ikke længere er tvingende synonymt med uorden og død, men at det under visse specielle betingeler er organisation og – når alt kommer til alt – livet, der er reglen. Vi må lade den ubøjelige dualisme mellem tilfældighed og nødvendighed bag os og gå hinsides denne principielle modsigelse. De levende væsner er ikke længere et besynderligt produkt af tilfældighed og heller ikke den usandsynlige vinder i et uhyre lotteri.

Gid det var så vel – kreative naturprocesser - og så helt uden gudernes hjælp – kreationister, go home - naturen er selvskabende og autonom …

Bogen – hvis den da stadig kan fås – kan anbefales – så nu vil jeg læse den 2. gang og måske få mere styr på den påståede nye pagt – som under alle omstændigheder må kunne trøste enhver i dårligt humør – og måske udbrede mig igen ved en passende lejlighed …

(1): Ilya Prigogine og Isabelle Stengers: Den nye pagt mellem mennesket og universet. Nye veje i naturvidenskaberne. Forlaget Ask, 1985. Forord og oversat af professor Johannes Witt-Hansen et al.

odd bjertnes

Der er jo ikke nogen særlig forskel på 'Herren/jehova' og 'naturen'.
Nu forstår jeg beder egentlig hvorfor visse debattører virker så afstumpede i tråde hvor det drejer sig om denne figuration af naturen, og den forskel som der er mellem monoteismernes konsekvensdragninger...
'Allah' er ren. Det er treenigheden ikke.. Aha. For den sidste er 'menneskeskabt' (det værste en ateist kan sige om noget, og falsifikation af enhver påstand om at a-teisme repræsenterer noget humant eller humanistisk. (målet er at '--- angribe »den humanistiske idé om mennesket som et væsen med særstilling i økosystemet' som det siges i artiklen her.
Godt at få det på plads. Der er sikkert stadig nogen, der forestiller sig at a-teisme er .... noget der principielt gavner 'mennesket'. Modsagt af såvel kommunistiske som radikalt-liberale eksperimenter allerede for enhver uhildet iagttager.
mvh.

Philip B. Johnsen

Skræmme kampagne, frygt og begrundet frygt, har ingen og ofte den modsatte effekt, at det handler om globale tåbelige politiske handlinger, der får voldsomme konsekvenser, er ingen undtagelse, men da der er fem måneder til næste orkan sæson, så vil jeg fortælle om en orkan, der ramte en nordatlantisk ø, for nogle år siden.

En 20 fods container stod på kajkanten i en lille by, den indeholde dynamit til et stenbrud, vinden ramte direkte ude fra havet, med vindstød på omkring 100 m/s, den nøjagtige hastighed kendes ikke, da den sidste vindhastighedsmåler brød sammen, ved nogle og halvfjerds m/s, jeg husker ikke det nøjagtige tal.

Containeren forsvandt i vinden op over fjeldet flere km over land og ud i havet, på den anden side af øen, intet spor er nogen sinde fundet af containeren, et hjørne af en bygning, der blev ramt oppe i byen, er det sidste spor af containeren.

Det er ikke nemt, jeg har ofte prøvet, at få folk der oplevede orkanen til, at tale om lige den orkan, det skyldtes formodentlig den oplevelse af, at det var den sidste dag i livet og ingen lyst til, at genleve oplevelsen ved, at tænke på det.

Regeringens manglende handling på klimaudfordringerne, står ligeledes i skærene kontrast til, skaderne den beskedne vind, stormen Bodil* kom med og styrken på de nordatlantiske fuldblods orkaner, Danmark kan komme til, at stifte bekendtskab med, i vores leve tid.

Det er muligvis naturligt, at blive apatisk, når man ikke kan overskue problemets omfang, men det er vel sjældent konstruktivt.

* Bodil 5 december 2013 max vind 44,2 m/s ved Nissum Fjord ved den Jyske vestkyst (Thorsminde)

Niels-Simon Larsen

"tag dén alle I dommedagsprofeter …"

Ja, jo, der er ikke noget, jeg ikke vil tage, men jeg vil godt lige forstå, hvad det er, jeg helt nøjagtigt skal tage, og kommet så langt kan jeg vel få lov at tage 'medicinen' i små portioner ad gangen.
Der er andre fysikere til stede, ved jeg, så jeg vil holde mig på afstand, indtil de klogere er nået til enighed.
Om man er dommedagsprofet eller ikke afhænger vel af graden af indsigt hos tilhørerne. De rigtige dommedagsprofeter er mere profeter end dommedag, og det betyder, at 'vi' sender på en anden kanal end fysikbogens. Desuden er det vel fysikbogens skyld, at vi sidder så kønt i det, som vi gør, og hvis det ikke er dens skyld, er det vel dens begrænsede horisonts skyld (?).

Vi burde være langt klogere, end vi er nu. Det er jo rædsomt dumt af os, at vi her for nogle siden kunne konstatere, at vi havde atomvåbenarsenaler, der kunne udslette alt liv på Jorden. Ikke nok med det, så kan vi (i hvert fald nogle af os) mærke på vores vand, at øko-katastroferne fylder mere og mere, ikke blot i medierne (inkl. de sociale), men også i vores sind. Måske også i vore mattedrømme - de mest sensible af os. Vore børn og børnebørn fx. Nå, det skal man nok ikke snakke så meget om, for hvor ender vi så?

Her kan vi dog tale højt, for her er vi i den skov, hvor de store katte går, og her slås vi, dog efter visse regler. Spørgsmålet er, hvem af os der har ret? Hvem er sandsigerne, og hvem er sludrehovederne? Formålet er ikke at skræmme befolkningen, men at fortælle sandheden. Hvem gør det? Vi skal i hvert fald ikke lytte til politikerne, for dem har vi bare valgt til at fortælle de løgne, vi ikke selv tror på. Det samme gælder præsterne. Folk tror jo ikke på løgne, men de vil have, at nogle gør det, og dem giver de penge for det.

Klima-videnskabsfolkene fortæller sandheden, og derfor bliver de ikke troet, så hvad skal vi så gøre?
Mit forslag er, at vi genopdager de gamle buddhistiske teknikker med at beherske kropstemperaturen, så vi kan leve under både 2,4 og evt. 6 graders temperaturstigning.

Niels-Simon Larsen

Længere oppe i tråden rører Torsten ved nogle centrale punkter, synes jeg. Bæredygtighed og pessimisme.
Angående det første minder bæredygtighed lidt om den brutale ligevægt, der er i naturen, hvor man groft sagt æder hinanden. Terrorbalance i menneskeverdenen. Naturen og herunder bæredygtighed er ikke spor hyggelig, men sådan er vores levevilkår. Human aflivning af dyr er stadig aflivning. Frygt stadig frygt.
Det springende punkt for mig at se er, om naturen udsletter sig selv, altså om den har frembragt et menneske, der står for de afsluttende løjer? Det ser det da ud til.

Ang. pessimismen er den jo en gammel traver. Den kan ikke modsiges, for livet er strengt taget en dårlig opfindelse for dem det går ud over. Drømme og illusioner må naturen mærkelig nok også have opfundet, for hvor skulle de ellers komme fra? Vi lever i en drøm om, at alt er godt, selvom det ikke er det. Smart, ja, men med hvilket formål? Fra begyndelsen har naturen spillet os det pus, at det der ikke var godt for det meste blev oplevet som godt, eller i hvert fald bedre end ikke-livet. Det, synes jeg, er noget af det det smarteste, der er lavet, og det går igen i dag. At nogle ryger ud af dagpengesystemet er ikke sjovt, men alligevel og samlet set, synes flertallet, at det er godt. Det, der ikke er godt, er alligevel godt. Hvordan kan vi leve på den måde? Det kan vi, fordi livet er skruet sådan sammen og skal være det, for ellers falder det fra hinanden.

Måske var det det, som vores legekammerat, Buddha, indså. Livet er en brutal affære. Der står vi så nu, men uden udsigten til et nirvana, og det synes jeg er den største udfordring. Jesus står bleg i baggrunden og har intet at sige os ud over det, vi kan sige os selv.
Dvs. at vi bliver nødt til at skabe os en ny udsigt.

Philip B. Johnsen

Men Niels-Simon Larsen fortælle sandheden, det kan være det er skræmmende, det er ikke et helt normalt efterår 2013 Danmark har haft, hele 18 storme har ramt Storbritannien "før" jul, regn og oversvømmelser, har trukket tæppet væk under mange familier.

Mange steder falder vandstanden, i oversvømmelses ramte områder fra december, først i denne måned, da grundvandsspejlet, er i et med vandmætningen af overfladejorden.

Af de 18 storme, der alle kommer fra vest, ramte to af dem Danmark, den ene Bodil kom op på en max vind 44,2 m/s ved Nissum Fjord, men samme Bodil kom i Skotland op på 229 km/t (63,6 m/s), Aonach Mor, Skotland.

Fra samme by jeg nævnte i mit tidligere indlæg, boede der en kvinde, der ikke mente orkaner under 40 m/s i middelvind, er værd at tale om, som ekstremt værd, men en sådan orkan, ville jeg nødig tænke konsekvenserne til ende, hvis den orkan ramte Danmark.

Det er ikke, syntes jeg, et spørgsmål om klimaforandringer eller om de er menneskeskabte, men at det helt enkelt var tæt på i efteråret og vinteren 2013, hvilket burde give anledning til i det mindste, at myndighederne fortælle befolkningen, hvordan man basalt bør reagere, hvis en orkan rammer Danmark, hvilket uden der går politik i den, giver god mening syntes jeg, det er mere trygt at vide, hvad man skal og ikke skal, fordi forberedelserne er vigtige.

Jeg syntes ikke basal sikkerhed bør diskuteres i klimapolitisk kontekst, beredskab ved oversvømmelse er også vigtig, børn kan hurtigt tage fejl af strøm i vandløb, hvor der er grøfter og afløb, for ikke at tale om vandløb og strøm om natten.

Niels-Simon Larsen

@Philip: Jeg er ikke spor uenig med dig.
Hvis nu regeringen og hele vejen ned skulle indrømme, at der var noget galt, så var det et paradigmeskift. Ligesom man drømmer om at få væksten tilbage (uden de problemer som vækst giver) drømmer man om, at katastrofernes tid er forbi. Gør man ikke det, vil det give rystelser i hele samfundet. Bare tag sådan noget som priser på huse. Mon ikke mange kigger på højdekortet, inden de forelsket sig i en smuk beliggenhed? De bør gøre det. Man vil gerne købe en brugt bil af A, men da ikke hans lavtbeliggende hus.
Men hvem skal komme husejere med lavtbeliggende ejendomme til hjælp? Skal vi hæfte solidarisk og evt. hvorfor, når vi ikke plejer at være det? Hvorfor skal lavtforbrugende folk betale de højtforbrugendes skader på samfundet osv, osv.?
Ingen vil røre ved katastrofesamfundet med en ildtang, for der er ingen stemmer i det. Det er derfor godt, at du skriver om antallet af sekundmeter, som stormende er oppe på. Jeg interesserer mig kun lidt for tal, men jeg er begyndt at lægge mærke til dem og prøver at huske dem.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Desuden er det vel fysikbogens skyld, at vi sidder så kønt i det, som vi gør, og hvis det ikke er dens skyld, er det vel dens begrænsede horisonts skyld."

Nej, ingen af delene, vil jeg mene, og i hvert fald ikke det første. Viden, i hvad enten det måtte være, er i mine øjne en mere eller mindre neutral ting. Helt anderledes forholder det sig med, hvorledes vi vælger at anvende denne viden. Vælger vi at anvende viden i hjælpsomhedens tjeneste, eller i kampens og konkurrencens tjeneste. Problemerne og konflikterne tårner sig uløseligt op, når for mange vælger at gøre sidstnævnte.

Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen handler det ikke i første omgang om, hvad man som bedsteforældre, far, mor, bror og søster skal gøre i den givne situation, giver det ikke den tryghed der mangler.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted (10.36) - derfor vil jeg også anbefale et nej til Patentdomstolen.

Gorm Petersen

Hvis flertallet af fremtidsforskerne får ret, og forskellen på mennesker og maskiner - og dermed også forskellen på liv og død forsvinder (Jesu forudsigelse) skylder vi et stykke samtidshistorie.

Hvordan kan vi efterlade os spor, der gør det muligt for fremtidens menneske-maskiner at forstå, hvad vi egentlig mente med begreberne "liv" og "død" ?

Hvorfor ændring væk fra en bestemt konfiguration skulle føles som at blive pakket ind i vat (medlidenhedsdrabets rationale) - uden man interesserer sig det mindste for, hvordan den nye konfiguration så ud. Hvad hvis man førte konfigurationen tilbage som den var før drabet ?

Al hjerneforskning har allerede nu den underforståede præmis, at vacuum er den basale iagttager. Ellers gav det ikke mening at tale om, at den og den stimulus af f.ex. hjernens belønningscenter "føles" på den og den måde.

Fornægtelse af dette svarer til at kalde bevidsthed for "illusion" uden at forholde sig til, hvad det ER, der åbenbart kan rammes af en illusion.

Og til trådens humanister. "Fri vilje" er et oxymoron:

Den der forventer kausalitet, vil se ikke-kausalitet som udtryk for fri vilje (som om maskinen har sin egen vilje).

Den der forventede ikke-kausalitet vil se kausalitet som tegn på fri vilje. Hvis alle fotonerne i dobbeltspalte eksperimentet pludselig begyndte kun at løbe gennem venstre spalte, får man lyst til at spørge "halooo - er der nogen ?".

Det er blot en konstruktionsfejl i den maskine vi kalder for hjernen, at forvente at blive overrasket. Man kan nemlig ikke tage en samtalepartner alvorligt, hvis man ved at studere dennes hjernekonfiguration kan forudsige præcis, hvad denne vil sige.

Og til trådens religiøse analfabeter. Gud har aldrig været et væsen der er underkastet rum og tid på lige fod med mennesket. Gud er årsag-virkningskædernes ultimative begyndelse og derfor almægtig.

"Jeg er både Alfa og Omega ".

Omega forstås normalt som visdommens tid - tidernes ende - hvor det endelige resultat af alting kendes.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted (i går 15.46): " ... Hvad mon dyrene tænker, når de således bliver hjulpet?"
Måske tænker de som løven i "Androkles og løven", der fik tornen trukket ud sin pote af slaven Androkles.
http://www.lydbog.com/Lydbogsbiblioteket/AndroklesOgLoeven/androkles.htm

John Fredsted

@Kongstad: Jeg er naturligvis helt på linje med dig i spørgsmålet om Patentdomstolen: også jeg stemmer nej den 25. maj.

Steffen Gliese

Gud er ikke en frygt, Gud er et håb. Naturen er der grund til at frygte, den er os en konstant fare, men fordi vi er blevet alt for gode til at beherske sider af den, opstår der en ubalance, som er destruktiv over en bred bank. Der skal findes en balance, der tager udgangspunkt i den cykliske verden, vi lever i.

Torsten Jacobsen

Mens vi venter på Godot, vil jeg rette opmærksomheden på et helt konkret problem:

Omkring 40% af den danske befolkning er åbenbart i tvivl om, hvorvidt en menneskeskabt global opvarmning overhovedet er en realitet!
(Kilde: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/grafisk-argumentation-fra-dan... )

Det er en skandale! Ganske enkelt en skandale. Information forsøger som det eneste seriøse medie at rette op på det dette skandaløse forhold, men det rækker ikke. Hvad foregår der på landets redaktioner? Er der mangel på journalister, som har den faglige viden til at sætte sig ind i et så (indrømmet) kompliceret stofområde?

Torben Kjeldsen, Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Selvom det måske er lidt sent jeg melder mig i denne i øvrigt fornemme dialog, så vil jeg gerne slå et slag for den opfattelse, at mennesket i den grad har ’en særstilling i økosystemet’. Min søster & familie har over de seneste godt 7 år fået opbygget lidt af en Jens Hansen-bondegård. Der er grise, heste, får, hunde, katte, bier, høns, ænder, snart også køer og gæs samt en stadig habitatudvikling for mangfoldige vilde dyr i form af fugle, padder, orme mm. Men bare i første omgang hvad angår gårdens dyrehold, så er det da min søsters omsorg og visdom og myndighed som sikrer at disse dyr lever i harmoni med hinanden. Det er hendes ånd, der sætter stemningen.

I en anden artikel på Information.dk kan man læse om, hvordan indførelsen af skovagerbrug til erstatning for monokulturelle dyrkningsmetoder rundt omkring på det afrikanske kontinent giver storartede resultater. De varierede afgrøder giver bedre ernæring, træerne holder på fugten og danner beskyttede mikroklimaer for en mængde andre organismer, der sker en gendannelse af mulden, som igen holder på regnvandet, lader diverse organismer tage hvad de skal bruge af vandet og afgiver resten til bække og åer, der løber jævnt indtil næste regnskyl. Samtidig er et frodigt muldlag det bedste absorbtionsmedium for atmosfærisk CO2. What’s not to like?

I mit verdensbillede er hvert enkelt menneske udrustet med en klar og utvetydig form for indre vejledning. En evne til at skelne mellem om en given handling bringer glæde og trivsel for en selv og andre, eller om en given handling bare tilfredsstiller ens trang til at være bedre stillet end andre. Blot løber der igennem menneskehedens slægtled denne følelse af underskud, af ikke at være god nok, af nødvendigheden af at sikre sin egen position i en nådesløs verden, og denne kæde af uopfyldte behov er så stærk, at den er fremherskende selv i et superpriviligeret land som Danmark. Vi har fået vendt det helt hovedet: Hvad indadtil tabes, skal udadtil vindes.

Nu må det stoppe. Vi kan altså gøre det bedre.

Lise Lotte Rahbek, Torben Kjeldsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten Jacobsen: Ja, det er en skandale, at knap 40 procent af den danske befolkning (ifølge grafen under Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd - tak for det link) svarer nej til spørgsmålet: "Tror du, menneskelig aktivitet bidrager signifikant til ændringerne i de gennemsnitlige globale temperaturer?"

Men jeg tror faktisk, det skræmmer mig (meget) mere, at jeg i samme graf kan aflæse, at knap 60 procent af den danske befolkning svarer ja til samme spørgsmål. For at handle klimadestruktivt (som en stor del af denne gruppe må anses for at gøre, eftersom den danske befolkning ligger i den absolut øvre ende i CO2-udledning per capita), når man ved bedre, er trods alt meget værre (ja, det er vel direkte en form for ondskab eller afstumpethed) end at handle destruktivt uvidende.

Niels-Simon Larsen

Jeg er vokset op med det syn på det gamle Sovjetunionen, at folk der var hjernevaskede. Fra børneinstitutioner og helt ind i de private rum (i den grad der var sådanne) blev den samme ideologi indoktrineret. Modsat Vesten hvor enhver var fri.

Nu har jeg det sådan, at ensretning ingen steder er så udbredt som her. Forbrugskulturen, som ses som et stort gode, er i virkeligheden det modsatte, men flertallet kan ikke se det, fordi hele deres værdiforestilling er hængt op på ting. I filmen Shirley og Hinda (omtalt her) kommer de to ældre damer frem til, at grunden til, at de ikke kan trænge igennem nogen steder, er, at folk i USA er hjernevaskede. Jeg bruger kun begrebet her i hverdagsbetydningen.
Nogle gange ser jeg på folk og spørger mig selv, hvordan de skulle kunne være andet end netop hjernevaskede, når hele vores kultur går på tingslighed. Grand Prix showet viser med al tydelighed, hvor vi er henne. Arrangørerne er virkelig så begejstrede for deres elendige tekster og illusionsnummer, der skal trække penge hjem til Danmark, at de ikke skænker temperaturstigningen en tanke, og der er jo heller ikke den journalist, der tør gå i lag med dem.
Professionel sport er i samme afdeling. Der er ingen, der kunne drømme om at forbyde motorløb fx. Jeg tror, at de fleste mennesker har den forestilling, at enten bryder det hele sammen, eller også fortsætter vi. At det netop er væksten, der er årsag til den truende katastrofe, kan de ikke rumme. Det må ikke være forbi. Simpelthen.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke på, at de 60 % er onde eller afstumpede, og heller ikke, at de er dumme, eller ikke kan se, at den er gal med væksten og forbruget, ja, de indrømmer jo i undersøgelsen, at den er gal ""menneskelig aktivitet ... bidrager ... temperatur"). Hvad er så baggrunden for den fortsatte aktivitet?

Som allerede skitseret ovenfor er mit bud, at det er sociologiske og psykologiske mekanismer, som samfundet, gruppen og den enkelte ikke kan styre. Altså man ved godt, at den er gal, men er magtesløs over for det. Fordi alle gør det forkerte, alle forbruger for meget, alle rejser på ferie til New York, Paris eller Mallorca, alle køber de nyeste minibiler og smartphones. Det er tilgængeligt at gøre det, og der er et gruppepres. Og for den enkelte anses muligheden for at handle anderledes håbløs, enten fordi hele verden allerede har kørt løbet, hvorfor det kan være ligegyldig, hvad jeg gør, eller fordi det opleves som unødigt psykisk anstrengende, at skulle stå uden for. Man automatisk bliver anset for lidt sær og nørdet, eller måske endda som en taber. Så hellere være med i ræset, selvom det inderst inde godt ved, at det er galt.

John Fredsted

@Kongstad: Ok, "onde" eller "afstumpede" er måske de forkerte ord at bruge. Men lad mig så, i lyset, af det du skriver, kalde det for "vatnisseri" eller "karakterløshed" - den sump, hvori moral og etik langsomt trækkes ned og kvæles. At undlade at forsøge at gøre det rigtige, bare fordi man er omgivet af mennesker, der ikke gider gøre det rigtige, er opskriften på vores undergang. Det er ubodeligt sølle.

Michael Kongstad Nielsen

Du er en hård dommer, Fredsted, jeg ville nok udtrykke mig mere afdæmpet. Men jeg kan få øje på et håb, og det er, at ligeså let gruppen og massen har ved at følge en trend i den forkerte retning, ligeså let har den ved at vende skuden og sejle i en ny retning. Det kræver bare, at tilstrækkelig mange gør det, efter at tilstrækkeligt gode politiske budskaber har gødet jorden for det.

John Fredsted

@Kongstad: Ja, min dom er hård, jeg ved det godt, måske for hård. Der er sikkert en masse, der vil finde min holdning aldeles usympatisk, måske endda hade mig for det. Sådan må det så være.

"Men jeg kan få øje på et håb, og det er, at ligeså let gruppen og massen har ved at følge en trend i den forkerte retning, ligeså let har den ved at vende skuden og sejle i en ny retning," skriver du. Jeg er ikke enig. Det kræver væsentlig mere disciplin og åndelig modenhed at tøjle sig selv (materielt), end det modsatte; de to situationer er således slet ikke symmetrisk ligeværdige. Jeg mener, det er at undervurdere styrken af den kraft, der i mine øjne driver forbruget: forsøget på at uddrive alt ubehag fra sit eget liv.

"Det kræver bare, at tilstrækkelig mange gør det, efter at tilstrækkeligt gode politiske budskaber har gødet jorden for det," skriver du også. I et demokrati som vores forekommer det mig at være en gordisk knude. Politikere vil i mine øjne være ude af stand til at komme med budskaber, der på samme tid kan tilfredsstille alle dem, der har givet dem mandatet til at regere, og være klimavenligt, for det kræver uvilkårligt en nedgang i levestandarden. Der findes ingen budskaber, der vil føles/være tilstrækkeligt gode på begge områder.

Karsten Kølliker

Jeg indrømmer, John Fredsted, at dit argument virker logisk og givetvis også beskriver de faktiske forhold, men jeg kan godt se en tredje vej. Hvad nu hvis der ikke findes nogen større tilfredsstillelse end at være tro mod sig selv? At være ærlig, at være sand? Det er denne livstilstand vi alle dage har forbundet med begrebet frihed. Af alle de mangfoldige gaver hvert enkelt menneske er udrustet med, hvad nu hvis denne frihed er den mest vidunderlige gave af dem alle?

Ja, så vil det være muligt for en politiker at vække et begær efter at leve i henhold til denne frihed, og dette begær efter personlig frihed kan brede sig som en steppebrand. ”Jeg har ret til at være den jeg er”, ”jeg har ret til at anse dette for at være sandt”, ”jeg har ret til at have de lyster jeg har”. Det er som at bryde ud af et fængsel. Fremfor frygtsomt at klamre sig til nogle håbefulde samfundsfortællinger, som nogle andre opstiller for en, så at forlange af sig selv at konfrontere realiteterne, og sige fra når nogen prøver at binde en historier på ærmet.

Og ja, indledningsvist er det skræmmende at konfrontere virkeligheden bag alle de pæne, velproducerede udgaver af den, men for pokker hvor livet bare er så meget mere meningsfuldt på den anden side. Break on through to the other side.

John Fredsted

@Karsten Kølliker: Jeg er bestemt ikke afvisende overfor, hvad du skriver. Men det er meget vigtigt, at frihed handler om indre frihed (altså retten til at opleve sig selv) - og ikke (ubegrænset) ydre frihed, som er den form for frihed, der infantilt messes om og praktiseres morgen, middag og aften i vores såkaldte civilisation. Selvom jeg ikke er kristen/religiøs, så vil jeg lade følgende passage fra bogen "Forargelsen" af Knud Hansen tale for mig:

'Hvis nogen vil give dig spændetrøje på - det være sig din ven eller fjende eller nærmeste familie - så tillad det ikke. "Ethvert menneske har en trone i sit indre, denne trone tilhører gud" (Blake). Du må ikke lade andre sætte sig på den. Ikke din fader eller moder eller søster, og heller ikke din elskede. Derved går kærligheden tabt, du vil ikke mere kunne elske dem.'

Retten til at opleve sig selv er dog netop ikke ensbetydende med retten til ubegrænset at udleve sig selv, hvis det sker på andres bekostning. At insistere på, at ingen skal sætte sig på ens indre trone, kræver modet til at turde stå alene, at være isoleret, og evnen og villigheden til at bære en eventuel sorg over det.

Karsten Kølliker og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tak for indlæg fra både Fredsted og Kølliker.
Vi er vel tilbage i det klassiske bud: "kend dig selv", for det er jo en forudsætning for at kunne "være" sig selv, eller endnu skrappere "være tro mod sig selv". Ikke alle hviler lige godt i sig selv, og der er jo også andre krav, vi skal være sociale og kunne fungere i grupper af alle slags. Men i sidste ende er vi individder med en grundsubstans, som langt fra behøver at være i overensstemmelse med tidens krav til forbrug, grådighed og vellevned. Hvorfor det så har grebet sådan om sig, er lidt af en gåde.

Det er nok rigtigt, at det at leve i overensstemmelse med sin personlighed, er en stor frihed. Men som Fredsted også nævner, må den personlige frihed afgrænses, så den ikke skader andre. Og spændetrøje skal man selvfølgelig ikke finde sig i, men mange accepterer alligevel en vis social indordning, så man bedre kan fungere i samfund og familie, og det kan vel være ok., bare man kan finde tilbage til sig selv.

Karsten Kølliker, Niels-Simon Larsen, odd bjertnes og John Fredsted anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

'Men som Fredsted også nævner, må den personlige frihed afgrænses, så den ikke skader andre'.
ja, men 'ikke skader andre' er uoverskueligt udefinerbart i praksis. Ikke skade multinationale selskabers ejere, ikke risikere små børn kan få en rift.... Det er i denne uoverskuelighed at den nye liberalfascisme boltrer sig og kører rundt med folk, så frihed bliverom ikke slaveri, så en meget begrænset margen.
Men ellers har jeg også med stor tilfredshed læst de sidste par dialoger i tråden :-).

Karsten Kølliker og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

At frygte naturen ... Når jeg nu hører regeringens sejrsråb om, at væksten er kommet tilbage, så kan jeg ikke notere nogen som helst frygt for naturen.
Der er noget, der hedder lovens lange arm, men ikke naturens, selvom Bodil lige har været på besøg og hendes søstre og brødre må formodes at ankomme i nærmeste fremtid. Og hvorfor så ikke det? Nej, der er ikke stemmer i det.
Af den simple grund er vi, der skriver her, stadig alarmister. Tænk lige den tanke igennem, at vi er originaler (øjginaler). Hele forsamlingen jubler, og vi er de skøre. Hele establishmentet, alle 'indsigtsfulde og ansvarlige folk på betydningsfulde poster' klapper over væksten. Det er det, jeg har så svært ved at kapere.
Det kan kun bringes til ophør gennem et nyt parti med folk med en anden form for ansvarsfølelse.