Kronik

Homo economicus tramper rundt i de social-demokratiske samtaler

I stedet for at bruge kræfter på at file på størrelsen af de økonomiske overførsler til landets udsatte burde Socialdemokraterne koncentrere sig om at sikre det, som velfærdssamfundets overlevelse reelt afhænger af: velfungerende velfærdsinstitutioner
Vi skal være stolte af vores børnehaver, skoler, universiteter, plejehjem og hospitaler, mener kronikøren. For de udgør hjørnestenene i vores velfærdssamfund. 
 Arkiv

Tine Sletting

17. maj 2014

Hvad er det særlige ved at bo i Danmark? Hvad praler du af, når du møder amerikanere, tyskere og tjekker?

Jeg praler med vores velfærds-institutioner. Vores børnehaver, skoler og hospitaler. Vores fri og lige adgang til dem. De udgør hjørnestenene i vores velfærdssamfund. Som socialdemokratisk partimedlem kan jeg ikke sige mig fri for at bryste mig lidt af at være en del af den bevægelse, der har bygget det. Alligevel handler langt hovedparten af den politiske debat i et Danmark med en rød regering slet ikke om velfærdssamfundets grundpille: dets institutioner. Næ, debatten handler om enkeltydelser til enkeltpersoner og størrelsen af disse. Om velfærdsturisme og samfundssnyltere. Homo economicus tramper rundt og indholdsforskyder den socialdemokratiske samtale.

Teorien om homo economicus er ikke ny. Økonomer yndede at debattere den i det 19. århundrede. Det gør de stadig. Det rationelle menneske. Mennesket, der træffer beslutninger, alt efter hvad der kan betale sig. Økonomiske modeller er det forskningsområde, der får næstflest forskningsmidler i Europa. Så det er ikke underligt, at tankegangen gennemsyrer politisk tænkning på tværs af det politiske spektrum. Slogans står i kø: Noget for noget. Dovne Robert. Fattig-Carina. Det skal kunne betale sig at arbejde.

For mig at se er debatten temmelig uinteressant – fordi svaret er simpelt. Vi har kontanthjælpen, førtidspensionen og sygedagpengene, fordi vi gerne vil tage vare på de mennesker, der i kortere eller længere perioder ikke kan tage vare på sig selv. Det er en del af det at være et velfærdssamfund. Ordet kommune betyder i sin oprindelige form fællesskab. Vi passer på hinanden. Fællesskaber kan kun fungere, hvis de ikke misbruges. Derfor skal snyd selv- følgelig bekæmpes, ligesom det skal kunne betale sig at arbejde. Men jeg vil vædde på, at Danmarks arbejdsløse i reglen er ulykkelige over deres situation og har brug for støtte frem for dæmonisering.

Jeg ønsker mig politikere, der skubber den retoriske forargelse over ydelsesmodtagere til side. Jeg ønsker mig politikere, der fokuserer på velfærdssamfundets serviceydelser frem for dets kontantydelser.

Lighedsskabende uddannelse

Vi skal være stolte af vores børnehaver, skoler, universiteter, plejehjem og hospitaler. Men vi skal også udvikle på dem, så de står stærke i en ny tid. Det er opgaven for det 21. århundredes socialdemokrater.

Den (fortjent) højt besungne franske økonom Thomas Piketty skriver, at det egalitære uddannelsessystem er det primære redskab til at skabe både vækst og lighed. Det er her, de dygtigste bliver udfordret til at sprænge rammer for formåen, viden og vækst. Det er her, unge mennesker med ringere livsforudsætninger løftes til alligevel at klare sig godt. Piketty skriver, at vi ikke helt har formået at knække koden i forhold til at kunne begge dele i uddannelsessystemerne i Europa og USA. Jeg er optimistisk i forhold til, at vi kan knække den kode. Det kan jeg ikke lade være med at være, når jeg hører en 17-årig knægt på handelsskolen diskutere BNP som velstandsmål med sin lærer. Samtidig med at en af hans mindre bogstærke kammerater på HG fortæller om, hvordan hun har fundet ny motivation ved at kombinere teori med praktiske opgaver med at bygge hjemmesider, webshops og lave virksomhedsplaner.

Men Piketty har ret: Vi er ikke i mål endnu. Det kræver hårdt arbejde. Og ordentlige politiske rammer.

Opgaven skal ikke løses gennem detailregulering af det faglige indhold. Det har vi set alt for meget af i talrige politiske reformer og bekendtgørelser, hvor timeforbrug og fagindhold reguleres i urimeligt omfang til skade for gode lokale løsninger, fleksibilitet og udover grænsen for, hvad politikere faktisk har forstand på. Daglig drift er ikke politisk.

Opgaven skal tværtimod løses gennem svar på det helt fundamentale spørgsmål: Hvad vil vi med vores velfærdsinstitutioner? Hvilke incitamenter skal styre ledelsen af dem? Og hvordan skal pengene fordeles imellem dem?

Fire velfærdsdogmeregler

Kampen om knappe ressourcer er politik i sin grundform.

Jeg foreslår fire hovedprincipper:

For det første skal opgaven for velfærdssamfundets institutioner defineres helt klart. Hvilken opgave er velfærdsinstitutionen sat i verden for at løse? Lad mig give et eksempel fra min hverdag: På ungdomsuddannelserne har vi ikke behov for politisk detail-regulering af vores fagrække. Men vi har behov for politisk stillingstagen til det samfundsmæssigt hensigtsmæssige i, at alle unge strømmer mod gymnasierne. Vil vi et samfund, der har dygtige faglærte og muligheder for de unge, der er mere praktisk end bogligt begavede, er det en politisk opgave at vende udviklingen med en begrænsning af gymnasiernes elevoptag.

For det andet skal midler rykkes fra kontantydelser til vores fælles institutioner. Hvad om man besluttede sig for at afskaffe børnechecken for til gengæld at finansiere et måltid mad hver dag i børnehave og skole? Det ville skabe bedre forudsætninger for lige muligheder, fordi børn lærer bedst på ordentlig kost – og børn fra udsatte hjem får den ikke. Og det ville skyde en pæl gennem diskussionen om børnecheck og velfærdsturisme. Det er ganske ufordelagtigt at sende boller i karry hjem til Rumænien.

For det tredje bør velfærdssamfundets institutioner struktureres, så de er for alle. Jeg tror ikke på middelklassens flugt fra et velfærdssamfund, der tager vare på sine udsatte med økonomiske ydelser. Men jeg tror, at middelklassen flygter fra velfærdssamfundets børnehaver og skoler, hvis der er for høj koncentration af socialt udsatte. Det er en politisk opgave at løse den udfordring. Den kan ikke uddelegeres til enkeltindivider eller enkeltinstitutioner. Det kræver højpolitiske beslutninger om ressourcefor-delingen mellem offentligt og privat og danskernes mulighed for at vælge det fælles fra uden at skulle betale for det.

For det fjerde bør de økonomiske incitamenter vende rigtigt for vores velfærdsinstitutioner. Det forekommer besynderligt at tro så meget på homo economicus, når manden agerer privat – og samtidig underkende økonomiske incitamenter, når den samme mand er på arbejde og skal beslutte, hvad hans institution skal gøre. For jo, offentlige institutioner styres benhårdt på økonomien. Og i dag vender indholdsincitamenterne alt for ofte den forkerte vej. Et eksempel: Hvis en børnehave eller en skole får ondt i økonomien af at tage socialt udsatte børn ind, fordi der er opgaveløsning uden økonomitildeling forbundet med det – jamen, så forsøger den typisk at undgå det.

Ressourcetildeling institutioner imellem er højpolitisk. Den definerer indholdet i vores velfærdsinstitutioner. Men fordi ingen bryder sig om at tage noget fra nogen, lader politikere ofte virkeligheden forblive, som den er. Igen et eksempel fra min egen verden: De almene gymnasier får langt flere taxameterpenge pr. elev end vores handelsgymnasium. Uden at nogen egentlig kan forklare det med andet end historie – og samtidig med at netop erhvervsrettede uddannelser besynges højt og flot. Hvorfor? Formentlig fordi der ligger en politisk svær konflikt i at lægge sig ud med de mange gymnasieelevers forældre.

Der er konflikt forbundet med at ændre verden til det bedre. Især når det gælder de velfærdsinstitutioner, vi kender og holder af. Heldigvis har vi en regering, der bryster sig af ikke at være bange for nødvendige opgør. Så jeg er optimist.

Anne Vang er direktør for erhvervsskolen Niels Brocks merkantile uddannelser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bill Atkins
Niels Duus Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Ressourcetildeling er et kernebegreb i al samfundstilrettelæggelse... Men fordi ingen bryder sig om at tage noget fra nogen, lader politikere ofte virkeligheden forblive, som den er. skriver Anne Vang.

...og fordi "planøkonomi" er så forkætret, er der ingen der diskutere problematikkerne offentligt på et sagligt grundlag, men ideen er jo ikke til at komme uden om - så måske hvis den får sig et nyt navn? Big Data - måske.

Rasmus Kongshøj

Velfærdssamfundet består både af ydelser og institutioner. Begge er helt afgørende for at sikre alle borgere en værdig tilværelse. Mennesker har både brug for sundhedsydelser, uddannelse osv., men så sandelig også for penge til at betale huslejen, elregningen og maden på bordet.

Jeg forstår godt, hvis man som socialdemokrat gerne vil glemme ydelserne, og i stedet fokusere på noget andet, for det socialdemokratiet har gjort med ydelserne under den "røde" regering har jo været direkte ondskabsfuldt. Man har med fuldt overlæg kastet tusinder af medborgere ud i dyb fattigdom, ganske ligesom VKO-regimets starthjælp og kontanthjælpsloft, åbnet op for endnu mere svinsk social dumping gennem de nye udnyttelsesjobs, parkeret syge og handicappede i fattigdom i årtier, indtil man kan give dem en pension, og i praksis afskåret kontanthjælpsmodtagere fra at have kærester, idet truslen om at få pålagt et økonomisk smæk gør at ingen tør blive det mindste intim med en kontanthjælpsmodtager, og idet kontanthjælpsmodtagere ikke tør indlade sig på kæresteri af frygt for at få frataget deres fedtede almisser.

Man kan have nok så fine sygehuse og børnehaver (hvilket vi i øvrigt heller ikke har), men uden også at have et fornuftigt og humant system til individuelle ydelser, så har man ikke noget velfærdssamfund.

Sascha Olinsson, Steffen Gliese, Mette Hansen, Flemming Scheel Andersen, Jan Kønig, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Homo Economicus og konkurrencestat; hånd i handske - fod i hose. Anne Vang kritiserer med rette incitamentstyringen, uden dog (som forventet) at beskrive dén fremmedgørelse, som følger med .. og desværre gør hun ikke op med incitamentstyring - hun mener blot at den skal 'vendes om'. Og dermed godtager hun, måske uden helt at vide det, logikken og notationen om rationelt styrbare menneske, ja tilmed den rationelt styrbare 'velfærdsinstitution'.

Det er ren pral, enig. Ingen substans. Og regeringens 'nødvendige opgør', som den gerne 'tager'? Et bekymrende udsyn.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Problemet er at politikerne hvert år overordnet skærer en procentdel af budgetterne væk (grønthøsterprincippet), og derefter lader man embedsmændene om, at fordele denne procentvise nedskæring i klumper på de enkelte konti, så institutionernes målsætning imødekommes bedst muligt. Er der kerneydelser der rammes uacceptabelt hård kan embedsmændene søge en tillægsbevilling. Har politikernes ønsker om udvidelse af opgaverne, så følger der ofte op med en ekstrabevilling.

I den model er der al for stor mulighed for taktiske mellemspil a’la "Javel hr. minister".

Hvis derimod der sammen med ressourceforbruget blev samlet brugerindtryk op, så ville man kunne arbejde udfra persongruppeorienterede Big Data/Planøkonomi-modeller. I modsætning til de første forsøg med planøkonomi, et eller andet stede ovre øst på, så har man jo i dag et formidabelt værktøj i vores datakommunikation.

Rent faktisk er det jo pengenes kommunikative udtryk i markedet, der mangler når man tildeler ressourcer uden registrering af udbud og efterspørgsel.

Bill Atkins

Man kunne måske med fordel indfører personhenførbare KommBitcoins, som kun kan bruges i det offentlige regi.

Artiklen indledes med et interessant spørgsmål.
Og mit danske er nok efterhånden blevet lidt medtaget, for jeg bliver langt oftere end tidligere spurgt om, hvor jeg kommer fra. Og så opstår problemerne. For egentlig vil jeg gerne oplyse, at jeg er dansk. Men siden pøbel-partiet fik en såkaldt "ansvarlig regering" til at gennemføre den tosse-dumme grænselukning, har jeg gjort meget for at undgå at besvare spørgsmålet.

Steffen Gliese

Velfærdssamfundet løste bedre de af problemerne, Anne Vang med rette påpeger: ved at give de socialt udsatte andet end til subsistensen løftede man dem op, så deres børn fik ordentlig mad og mulighed for at profitere på velfærden i de offentlige institutioner, f.eks.
Velfærdsstatens opgave er først og fremmest at udligne de økonomisk betingede forhindringer for borgerlighed i staten, så folk i langt højere grad sættes fri til at træffe egne valg uden afhængighed.
Samtidig skal staten også forarme de rige tilstrækkeligt til, at de ikke kan sætte sig ud over fællesskabet og skabe uafhængige institutioner, som vi desværre kom til at gøre det med f.eks. sygehusvæsenet.

Rasmus Kongshøj, Bill Atkins og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Peter, Helt enig, dog var de riges brud med det solidariske samfund ikke "noget vi kom til" - det var, sammen med topskattelettelserne, selve kernen, ideen, i Venstres neoliberale politiske projekt. Og danskerne gør - trods opbremsningen pt. i Venstres vælgerfremgang - det igen.

Folk har åbenbart glemt at Dansk Folkeapati villigt stemte for hele destruktionen.

randi christiansen

´Hvad om man besluttede sig for at afskaffe børnechecken for til gengæld at finansiere et måltid mad hver dag i børnehave og skole?´
tror anne vang virkelig, at alle børnepengene går til mad? hvor dum har man lov til at være?