Hvem er egentlig sin løn værd? I en tid, hvor produktivitets- og ulighedsdebatten raser, og lønforskellene mellem top og bund i mange lande er stigende, er det et vigtigt spørgsmål. Og med afsæt i økonomisk teori kan man forsøge at besvare det.
Lad os begynde med et indlæg i Politiken den 7. april 2014, hvori Niels Ebbe Hansen hævder, at arbejdet i en daginstitution er et af verdens vigtigste. I kommentarsporet til artiklen bliver han belært om, at det ikke er tilfældet. For hvis samfundet virkelig mente, at pædagogjobbet var verdens vigtigste, ville vi betale pædagogerne bedre. Pointen er altså, at lønnen afspejler den vigtighed, samfundet tillægger en given jobfunktion.
Men at sætte lighedstegn mellem løn og vigtighed er ikke helt uproblematisk. En god måde at begribe hvorfor, er at gå små 250 år tilbage i den økonomiske teoris historie.
I 1776 måtte den britiske økonom og moralfilosof Adam Smith opgive at finde et tilfredsstillende svar på det paradoks, at en liter vand koster betydeligt mindre end en karat (0,2 gram) diamant. Først små hundrede år senere viste en gruppe af økonomer (de såkaldte marginalister), at paradokset faktisk havde et enkelt svar: Diamanter er dyrere end vand pga. førstnævntes relative knaphed. De viste også, at vigtigheden (eller i økonomsprog ’den totale nytte’) af vand måles som bidraget til vores velbefindende fra alle de liter vand, vi forbruger. Prisen derimod afspejler nyttebidraget fra den sidst konsumerede liter vand; og fordi der er så meget vand, bidrager den sidste liter ikke med ret meget nytte. Var der derimod en mangel på vand, ville nytten af den sidste liter vand (og dermed prisen) være meget højere. Derfor kan man ikke slutte, at diamanter er vigtigere end vand, fordi de er dyrere.
Således kan vi heller ikke slutte, at pædagogernes relativt lave løn er et udtryk for, at samfundet finder deres job uvæsentligt. Pædagoglønnen afspejler med andre ord ikke det gennemsnitlige nyttebidrag per pædagog; og gennemsnitslønnen for en pædagog multipliceret med antallet af pædagoger repræsenterer dermed heller ikke den totale nytte (målet for vigtighed), som samfundet har af pædagoger.
Løn er en svær målestok
Hvad afspejler lønnen så? Produktivitetskommissionen tager i sin diskussion af løn og uddannelse i Analyserapport 4 også udgangspunkt i de førnævnte marginalister og forfægter det synspunkt, at løn og produktivitet går hånd i hånd – i hvert fald på det private arbejdsmarked. Kommissionen fremfører, at en privat virksomhed i det lange løb ikke vil betale en medarbejder mere end den værdi, medarbejderen skaber for virksomheden. På den anden side skal den også konkurrere med andre virksomheder om kvalificeret arbejdskraft, så derfor vil den være villig til at lokke medarbejdere væk fra andre arbejdsgivere ved at betale en højere løn, så længe de nye medarbejdere bidrager med en værdi (produktivitet), der mindst svarer til lønnen. På den måde vil lønningerne på det private arbejdsmarked afspejle medarbejdernes såkaldt marginale produktivitet, men altså ikke deres gennemsnitlige produktivitet.
At lønningerne afspejler medarbejdernes marginale produktivitet lyder besnærende, men er det rigtigt? Den franske økonom Thomas Piketty er visse steder i sin bog, Capital in the Twenty-First Century, kritisk over for denne type argumentation. Han fremhæver, at den er svær at falsificere, og at en persons marginale produktivitet ofte ikke kan måles på en meningsfuld måde. F.eks. argumenterer Piketty for, at begrebet formentlig giver mening i tilfældet med en fastfood-ekspedient, hvor man i princippet kan måle værdien af at ansætte en ekspedient yderligere. Men jo mere unikke, jobfunktionerne bliver, des mindre mening giver det.
Fri spekulation
Men selv hvis man godtager Produktivitetskommissionens argumentation, er det vigtigt at indskærpe, at den private produktivitet, som kommissionen taler om, ikke er lig med den samfundsmæssige produktivitet. For kun med perfekte markeder – et ideal, som ikke eksisterer i den virkelige verden – kan man sætte lighedstegn mellem løn, privat produktivitet og samfundsmæssig produktivitet. Det er formentlig de færreste, som efter fem bankpakker mener, at visse finansfolks høje lønninger står mål med deres bidrag til samfundet; og Noma bliver jo heller ikke belønnet for de afsmittende effekter, restauranten har på dansk økonomi i form af at tiltrække turister etc. Så snart man kan identificere sådanne eksterne effekter, bryder sammenhængen mellem løn og samfundsmæssig produktivitet sammen. Det gør den i øvrigt også, når der er ufuldstændig konkurrence, eller hvis nogle har mere information end andre. Hvorvidt sammenhængen så tilnærmelsesvis holder, kan man frit spekulere over, men det må forblive spekulation.
Så svaret på, hvem der er sin løn værd, må være følgende: For offentligt ansatte kan vi ikke rigtigt sige noget, da offentlige ydelser ikke handles på et marked. For privatansatte afspejler lønnen (muligvis) den værdi, den (marginale) medarbejder skaber for virksomheden, i hvilket fald man er sin løn værd for virksomheden. Men den afspejler ikke den gennemsnitlige værdi, som medarbejderne skaber for virksomheden, og den afspejler (sædvanligvis) heller ikke hverken den marginale eller gennemsnitlige værdi, de skaber for samfundet. Så vi ved egentligt ikke, hvem der virkelig er sin løn værd. Af samme grund bør vi være varsomme med at tilskynde unge at vælge uddannelser efter, hvor høj løn de giver, sådan som Produktivitetskommissionen anbefaler.
Thomas Barnebeck Andersen, Peter Sandholt Jensen og Nikolaj Malchow-Møller er professorer i økonomi ved SDU
Løn afspejler klasseforhold forstået som nærhed mellem den, der har midlerne, og den, der skal have lønnen. Derfor er det let at identificere sig med folk i toppen af en organisation og belønne dette relativt unyttige og i hvert fald unødvendige arbejde fyrsteligt - dermed beviser man jo også for sig selv, at man er sin egen urimeligt høje løn værd. Løn handler alene om magt.
Og værdi, Peter Hansen. Magt og værdi. En høj løn eksisterer kun i kraft af, at der findes lønninger der er lavere. Klasseforhold afspejler jo ikke kun magt, men netop også værdi.
Dette knytter jo så fint an til en af artiklens hovedpointer: afspejles den samfundsmæssige værdi af et givent stykke arbejde i lønnen. Her må svaret jo klart være 'nej, ikke nødvendigvis'. Lønnen synes heller ikke at afspejle forhold som fysisk/psykisk risiko og belastning. Faktisk synes lønnen ikke at afspejle meget andet end værdisættet hos dem der har magten. I sandhed et modbydeligt syn.
Nåda, nogle få marginalister er begyndt at opdage, at pris og værdi ikke er det samme!
Men man mener altså i teorien at kunne regne sig frem til en pædagogs værdi ved at præsentere dem en ad gangen, ligesom Gandalf gjorde med de 13 dværge ved Beorns hus: Hvis samfundet kun havde en pædagog, hvor meget ville vedkommende få i løn? - hvis vi havde to pædagoger, hvor meget ville de da få i løn? - og så fremdeles indtil man når det aktuelle antal pædagoger. De individuelle lønsatser fra den første pædagog, anden, tredje pædagog til, hvor mange der nu er, lægges sammen og divideres med antallet af pædagoger, og vupti har vi hver enkelte pædagogs sande løn og derfor sande samfundsnytte.
Dette mener d'herrer økonomer ikke er lige så arbitrært som enhver anden marginalistisk målestok? Overtegnede er tilbøjelig til at tro, at Torsten Jacobsen har ret - selv i det tænkte tilfælde, hvor en beregning af den gennemsnitlige utilitaritet kunne erstatte den narginale utilitet, ville lønnen ikke afspejle meget andet end værdisættet hos dem, der har magten.
Samfundets jobfunktioner er en menneskelig pyramide; ideen om, at man kan isolere hvert enkelt led i kæden og bestemme dets værdi for helheden på baggrund af den prisseddel, der tilfældigvis hænger ved, er pervers.
To dejlige citater af Oscar Wilde:
"The fact is, that civilisation requires slaves. The Greeks were quite right there. Unless there are slaves to do the ugly, horrible, uninteresting work, culture and contemplation become almost impossible. Human slavery is wrong, insecure, and demoralizing. On mechanical slavery, on the slavery of the machine, the future of the world depends."
"Nowadays people know the price of everything and the value of nothing."
Femte linje fra bunden: utilitaritet = utilitet
Femte linje fra bunden: utilitaritet = utilitet
Minder mig om en diskursion enten her eller på en anden online avis i forbindelse med overenskomstforhandlingerne for vi offentlige ansatte for nogle år tilbage.
En af debatørerne fremførte at han med sin skat, betalte for 3 offentligt ansatte eller folk på overførselsindkomst, og derfor var hans biddrag til samfundet 3 gange så stort som en offentligt ansat og vi derfor ikke var berettigede til at få mere i løn. Jeg lavede så en beregning der viste at hver af de ansatte i den institution jeg arbejder, der omfatter vuggestue og børnehavebørn, gjorde det muligt for 5 voksne (der ellers skulle have passet sine egne børn) at have et fuldtidsjob. Og for at provokere, sluttede jeg med at sige at mit job så var 5 gange så meget værd som hans. (Siden jeg lavede den beregning er normeringerne skåret kraftigt ned, så ca. hver 4 medarbejder er forsvundet.)
Nu kan man ikke ud fra hverken løn eller min beregning slutte noget som helst om værdien af det ene eller andet arbejde, og derfor kan jeg kun tilslutte mig det sidste Oscar Wilde citat Peter Hansen kommer med "Nowadays people know the price of everything and the value of nothing."
Det interessante ved Wilde-citatet er i øvrigt, at det er en konservativ kritik af liberalistisk tænkning. :-)
Hvis man ser på pengesystemet, har man årsagen til problemet. Det er afkoblet de faktisk eksisterende værdier og opererer i stedet ud fra, hvad man i fremtiden pålægger folk at tjene hjem. Det er altså et åg, der tidligere kun var pålagt dem, der valgte at låne, men nu rammer alle, fordi produktionen i samfundet er kollektiviseret, bl.a. qua den uhørt høje arbejdsmarkedsdeltagelse.
Derfor bør vi være varsomme med at tilskynde unge til at vælge uddannelser efter, hvor høj en løn de giver, sådan som Produktivitetskommissionen anbefaler.
Anbefaler Produktivitetskommissionen virkelig det? Så er de da nogle større klaphatte end først antaget.
Udbud og efterspørgsel er vel basalt set de drivmidler, der styrer lønningerne.
Netværk og overenskomster regulerer så kunstigt disse op eller ned.
Rikke Nielsen:
Der er ikke nødvendigvis noget naturligt eller ikke-kunstigt ved udbud og efterspørgsel.
Hvad er en "løn" i grunden et udtryk for?.
Er det et stykke , med "arbejdsydelse", en form for "værdiskabnings processer" eller måske bare en form for "illusions skabninger" af alle arter, såkaldte kunstneriske "ordfordrejnings modeller", "klattensmørerier", af alle arter, noget lignende middelalderens "alkymisters" beskrivelser , som vi i dag stadig lever efter.
Når jeg daglig holder øje med aktiekursernes op og ned ture, kan jeg kun grine af denne fuldstændige værdiløshed de noteres med. Det er de spillegale "finansnarkomaner", som har overtaget magten. Arbejdet af alle arter er for dem fuldstændig værdiløst
Hele verdensfolket gør i grunden kun sig selv til grin med den kapitalistiske modelbeskrivelse.
Den samlede "kage", formerer ikke sig selv ved "cassino bordet" formerings procesesser, men kan kun fremkomme ved "arbejdsydelser", cassinobordet "børsen" er kun et omfordelings "illusions" argument. Den samlede kage, selvformerer sig ikke hos "ludomanen", men kun med "arbejde".
Her behøver jeg kun, et argument: Af intet kommer intet, som også let kan modbevises, med ordene: Hvor kommer "du" så fra. Så med lige så tomme ord sige: Af intet er du kommet, til intet, skal du blive for så af intet igen at genopstå. En hinduistisk tankegang.
NB: Lad os nu bare komme tilbage til "løn og værdier"?.
Eks: 1 , vi lader guldet forsøge selvformeringen og resultatet kender vi.
2, vi lader livet arbejde, og selvformeringen kender vi også resultatet heraf. Problemet er bare "lønnen" i formerings procesbeskrivelsen i dag mangler værdien af "arbejdsydelsen", selv om guldet var tilstede inden livet begyndte, er det alligevel "arbejdsydelsen", som samlede "klumperne" og gav den "værdi normer". Skabt af "arbejdsydelsen" og ikke skabt af guldets værdiløshed.
Løn er en aftalt pris for en arbejdsmæssig ydelse i en kapitalistisk kontekst.
Pris er alene bestemt af hvad køber kan lokkes til at betale.
Om ydelsen forefindes til salg er alene bestemt af om sælger kan se sin fordel derved, herunder indhente en pris der berettiger til indsatsen.
I yderpunkterne findes dels købers løntrykkeri som følge af desparat overlevelsesbehov hos sælger
dels stjernegager til filmskuespillere mest baseret på den forventede salgsværdi via deres blotte medvirken og det forhold, at de reelt ikke behøver pengene.
Det erkendte behov for pengene hos sælger, når vi taler løn, er således omvendt proportional med den pris der er tilstrækkelig til at sikre ydelsens udbud.
Så det, som køber tror alle kan lave, det ender lavtlønnet, hvorimod det som køber mener kræver sjældnere egenskaber (ikke nødvendigvis evner), ender højere lønnet.
Sjovt nok tror mange, at pædagoger passer børn, og at evnen til at passe børn nærmest er medfødt.
Der indgår desværre sjældent kvalitetsmæssige aspekter, og når der endelig gør, så er det åbenbart overbevisningen at det kan styres fra centralt hold via isolerede krav til planer og pisa-lignende inspektion af situationen, typisk helt individuelt betragtet.
Mega sygt... især i en kultur hvis berettigelse i forhold til eksempelvis Indien og Kina er kreativt samarbejde i en kritisk-analytisk kontekst, hvor anerkendende motivation og komplementære kompetencer er nødvendigt for at opnå de særlige resultater.
Ingen i et kapitalistisk system får den løn, som de er værd.
Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, for hvis medarbejderne fik udbetalt hele den værdi, som de skaber, så er der ikke noget overskud, som kapitalejeren kan snuppe.
Arbejde bærer løn i sig selv, ligesom dyden er sin egen løn. Uforståelige udsagn? I så fald har man næppe den fjerneste anelse om hvilke idé ordet 'løn' bærer.
Professor-trojkaen har fat i den lange ende. Det kan umuligt være det monetære vederlag der gives for nogen ydelse, der er bestemmende for ydelsens nytteværdi eller bytteværdi. Den slags kan nogen kun prøve at bilde sig og andre ind, hvis de lider af den forrykte vildfarelse, at intet arbejde vil kunne udføres, med mindre der fandtes to aktører, nemlig arbejdets giver og ditto tager, som i øvrigt beror på eksistensen af et virtuelt 'marked' hvor mænd (m/k) tilbyder sig selv som temporære slaver.
www.giveandtake.com
https://mgmt.wharton.upenn.edu/profile/1323/
http://www.nytimes.com/2013/03/31/magazine/is-giving-the-secret-to-getti...
Fra anmeldelsa af Adam Grants bog i New Tork Times: Grant’s book divides the world into three categories: givers, matchers and takers. Givers give without expectation of immediate gain; they never seem too busy to help, share credit actively and mentor generously. Matchers go through life with a master chit list in mind, giving when they can see how they will get something of equal value back and to people who they think can help them. And takers seek to come out ahead in every exchange; they manage up and are defensive about their turf. — givers, Grant says, are overrepresented at both ends of the spectrum of success: they are the doormats who go nowhere or burn out, and they are the stars whose giving motivates them or distinguishes them as leaders.
Nu er det hele jo som bekendt en stor konkurrence,
hvor det gælder om at lave så mange penge som mulig.
Så i første omgang er det den kloge som narre den mindre kloge.
Vinderen bliver sandsynlig ikke den rigeste, klogeste eller stærkeste,
men den, eller de som er bedst, til at tilpasse sig.