Klumme

Hvilket vi skal vi vælge?

Mens de illegale flygtninge risikerer livet for at komme til det forjættede Europa, river vi ivrigt det velfærdssamfund ned, som de drømmer om at blive en del af
20. maj 2014

Den anden dag mødte jeg Paul i Nørrebroparken. Han er en lille, tætbygget mand, der kom til København for en måned siden. Han har arbejdet næsten ti år i Italien, men støvlelandet er blevet til et u-land, som han siger, og så kan man ligeså godt blive hjemme i Afrika. Desuden fortalte han, at der er så mange racister, at man hele tiden risikerer at få tæsk.

Som så mange andre afrikanere her i byen samler han flasker. De fleste kommer fra Vestafrika og har det til fælles, at de nødig snakker om, hvordan de er kommet til Europa. Det gjaldt også Paul. Når jeg spurgte, svarede han, hvor længe han havde været her, og når jeg omformulerede mit spørgsmål, talte han udenom eller smilede bare. Jeg spurgte så, hvor han boede, og han svarede, at han, som så mange andre af byens flaskesamlere, boede i Folkets Park på Nørrebro, hvor der ligger et herberg. Han boede dog ikke på herberget, men sov udenfor i en sovepose.

Pauls poser, fyldt med dåser og flasker, stod i et hjørne. Han var klar til at tage et hvilket som helst job til hvilken som helst løn. Eller, han var nødt til det, for han havde to børn og en kone hjemme i Benin, som var afhængige af, at han sendte penge hjem med Western Union.

Han forklarede mig, at førhen kunne man få et job i Italien, men de forsvandt med finanskrisen, så nu måtte man nordpå, men det er ok, sagde han. Jeg kan lide at være her. Vi virkede til at være nogle venlige mennesker. Mens han sagde det, overvejede jeg, hvad det mon var for et vi? Det var nok ikke det nationalromantiske vi, der vil lukke grænserne i et forsøg på at opretholde idéen om en lokalt forankret virkelighed, hvor alverdens problemer er på tryg afstand? Det var nok heller ikke det blinde forbruger-vi, der skider på det afrikanske, asiatiske og i stigende grad europæiske proletariat, der må acceptere ringe arbejdsvilkår, rettighedsundertrykkelse og i nogle tilfælde slaveri for at servicere vores umættelige begær efter produkter at konsumere, bygninger at bo i og kvinder at have sex med. Det var nok heller ikke klimaskeptikernes bedagede og historisk kriminelle vi, der kynisk modarbejder fremtiden ved at modsætte sig omstillingen til en mere bæredygtig tid.

»Paul,« spurgte jeg, »hvem er det, du mener?«

Han så sig omkring.

»Jer,« sagde han så. »Danskerne.«

Jeg kiggede på folk i parken. Det var ganske rigtigt nogle rolige og smukke mennesker, der hang ud omkring os.

»Det her er ikke dækkende for Danmark,« sagde jeg. »Det er ungt, spontant og veluddannet.«

Vi talte om de mennesker, der forsøger at trække Europa helt ud til højre. Vi talte om angst og om en stigende ulighed. At flere og flere mennesker frygter for deres job og identitet og enten ikke vil, kan eller gider sætte sig ind i den politiske og sociale virkelighed, de lever i. Det forstod han fuldt ud. At der også i Danmark er mennesker, der er ved at miste fodfæste, men at de ikke er så repræsentative ved de rummelige legepladser på det Indre Nørrebro.

Her sad jeg altså og talte med en mand, der har rejst gennem Sahara, illegalt har krydset Middelhavet og levet på bunden af det europæiske samfund i næsten 10 år, og jeg havde bare lyst til at sige: Det her kontinent er ved at forsvinde. Europa og den politiske idé om velfærd og lighed bliver et museum, vi selv etablerer. Tag hjem til Benin og brug dine kræfter lokalt. Skaf dine børn en uddannelse. Modarbejd korruptionen og glæd dig over at være sluppet ud af Fort Europa, inden bundproppen ryger. Men jeg sagde ingenting, vel vidende at det er så nemt for mig at sige den slags. Jeg har mit på det tørre, og selv om det måske er reelt nok, at Paul og de andre burde tage hjem og arbejde for en bedre fremtid, er det samtidig en hyklerisk tanke. Jeg er i virkeligheden mere pragmatisk, når jeg ikke bliver ramt af sortsynets lidet flatterende gave.

Inden Paul gik for at samle videre, slog det mig, at vi jo faktisk sad og snakkede om en åben og stor verden, på trods af at uligheden er åbenlys og de kommende omvæltninger uundgåelige.

»Tingene er i frit fald,« sagde jeg og nænnede ikke at fortælle Paul, at det land, han var ankommet til, befandt sig i en historisk passivitet i forhold til at vise solidaritet, og en besynderlig iver efter at slippe af med den velfærd, andre har bygget op.

Peder Frederik Jensen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Niels-Simon Larsen
Britta Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

En temmelig flertydig tekst, må man nok sige. Sikkert meget rammende i al sin desorientering; men interessant, at forfatteren faktisk peger på det gamle, gode venstrefløjsslogan: tænk globalt, handl lokalt - man kan virkelig nogen gange komme i tvivl om, hvorvidt venstrefløjen selv husker det.