Kommentar

Hvorfor tier vi om vold mod kvinder?

Det private er politisk, men for nogle kan det blive for privat, når kvinder farer i medierne.
5. maj 2014

»Lad os holde klynkeriet om egne parforhold og kærester udenfor,« skrev Annegrethe Rasmussen i sin klumme her i avisen i sidste måned. Siden er det blevet debatteret, hvad kvinder har ret til at sætte under debat. Men måske skulle vi også diskutere, hvad vi stadig ikke debatterer – og hvorfor.

For nylig viste en EU-undersøgelse, at Danmark har et problem med vold mod kvinder. Halvdelen af de danske respondenter havde været udsat for fysisk eller seksuel vold. I 32 procent af tilfældene var der tale om partnervold, og Danmark lå langt over EU-gennemsnittet. Et oplagt emne for en ’kvindediskussion’ – også selv om man i øvrigt frabeder sig kønsbehåring og udflåd i morgenavisen.

Det har debatten om undersøgelsen nu ikke båret præg af. I stedet er det blevet fremført, at tallene i EU-undersøgelsen må være forkerte. Enten løj de andre kvinder, ellers overdrev de danske – eller også lod det sig simpelthen ikke gøre at sammenligne besvarelser på tværs af EU.

Det sidste synspunkt har blandt andre Karin Helweg-Larsen, KVINFO-ekspert og medlem af Kvinderådets voldsobservatorium, fremført. Hun er blevet citeret i de fleste af landets større medier for følgende:

»Tallene giver et helt forkert billede. Svarene er komplet afhængige af, hvad man opfatter som vold i de forskellige EU-lande. Det er grotesk at sammenligne danske kvinders forhold med kroatiske, bulgarske eller sydeuropæiske kvinder, hvor vold indgår som en mere normal del af ægteskabet.«

Bedre stillet end andre

To spørgsmål ligger lige til højrebenet her. Undersøgelsen er den første af sin slags, så hvorfra har Helweg-Larsen sin viden om ægteskabsvold i Sydeuropa? Og hvordan vurderer hun det pilotprojekt, der forud for undersøgelsen specifikt havde til formål at komme på forkant med kulturforskelle, som kunne skævvride resultaterne?

EU-undersøgelsens spørgeskema er så konkret udformet, at man nok bør tænke to gange over den med de vidt forskellige voldsopfattelser. Forstås et spørgsmål som »hvor ofte har nogen slået dig med knytnæve?« anderledes i Danmark end i Spanien? Og forstår græske kvinder noget andet end danske ved spørgsmålet »hvor ofte har nogen tvunget dig til seksuelt samleje ved at holde dig nede og påføre dig smerte?« Hvad siger det i så fald om dem? Og hvad siger det om kønskonventionen herhjemme, at medierne viderebragte Helweg-Larsens meninger om ægteskaber i Sydeuropa som ekspertviden?

Forklaringsmodellen appellerer til et fælles psykologisk gode, nemlig konventionen om, at vi er okay, fordi vi trods alt er bedre stillet end de andre. Den vil vi tilsyneladende gerne tilslutte os, selv når international forskning peger på det modsatte. Og selv om forskningsresultaterne bygger på vores egne besvarelser. Hvad handler det om?

Tavshed som strategi

I undersøgelsen, som blev gennemført af EU’s agentur for fundamentale rettigheder, rangerede Danmark tæt på eksempelvis Sverige og Holland – lande med en høj grad af ligestilling mellem kønnene. I agenturets kommentarer til undersøgelsen fremgår den høje grad af ligestilling som en mulig delvis begrundelse for de høje voldstal, fordi kvinder i lande med ligestilling har nemmere ved at tale åbent om volden. Blandt agenturets andre mulige begrundelser var landenes alkoholkultur og antallet af kvinder, der lever aktive fritids- og arbejdsliv uden for hjemmet.

For Karin-Helweg Larsen indikerede tallene, at kvinder i lande som Danmark finder sig i mindre end kvinder fra eksempelvis Sydeuropa. Forklaringsmodeller baseret på naturliggjorte fordomme om ’de andre’ var med Karin Helweg-Larsens hjælp med til at flytte fokus væk fra en reel dialog om vold mod kvinder i Danmark. Og styrkede den i forvejen udbredte forestilling, at kvinder ofte lyver om deres erfaringer med vold og voldtægt.

Det siger måske noget om, hvorfor debatten ikke bar stort præg af indspark fra de kvinder, der kunne have givet tallene en stemme.

I hvert fald tyder EU-undersøgelsen på, at mange af os til trods for en høj grad af åbenhed i den offentlige debat vælger tavsheden som strategi. Og på én måde giver det mening. Hvem vil reduceres til en af de andre, et offer – eller en forkælet klynkefisse, der tror, at hun har det hårdt, fordi hun altid har haft det så godt? Hvem stiller frivilligt op til kollegaernes blikke efter interviewet om de år, hvor man »fandt sig« i tæsk fra sin eks? Hvad hvis man er politibetjent? Socialrådgiver? Politiker? Kan man gå til en psykolog, der påstår, at hun er blevet voldtaget af sin kæreste?

Det kan godt være, vi kan tale offentligt om amning og singlepanik. Men der er efter alt at dømme stadig emner, vi kollektivt vælger at tie om. Lige nu diskuterer vi altså, hvad kvinder har ret til at sætte under debat. Måske skulle vi også diskutere, hvad vi stadig ikke debatterer – og hvorfor.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er cand.mag. i litteraturvidenskab og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Inger Sundsvald
  • David Zennaro
  • Simone Bærentzen
Vibeke Rasmussen, Inger Sundsvald, David Zennaro og Simone Bærentzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu