Kommentar

Vi har indgået en pagt med tal-djævelen

Når universiteternes rolle i nutidens samfund reduceres til blot at være producenter af let tilgængelig viden for private virksomheder, glemmer vi de værdier, som ikke kan måles
3. maj 2014

Statsrevisorerne prøver at måle og sammenligne konfrontationstimer (studerende, der undervises af en underviser i et undervisningslokale) mellem kurser, uddannelser og institutioner. Ministeriet prøver at skære ned på antallet af måneder, det tager at fuldføre en uddannelse. Universitetsbestyrelserne stiller skarpt på budgetter og regnskaber med stadigt stigende omhu og ihærdighed.

Man kunne få følelsen af, at vi befinder os i en tidslomme, hvor virkeligheden, som den udfolder sig i hverdagen, erstattes af en fast tro på det, der lader sig repræsentere gennem beregninger og tal.

Magten synes at tro, at hvis man ændrer tallene, ændrer man også verden. Denne form for tilstræbt overensstemmelse mellem problemer i det virkelige liv og abstrakte forestillinger minder meget om numerologi. Altså antagelsen om, at hvis vi skifter navn og finder nye tal, så vil verden give efter og indordne sig til en bedre og mere ønskværdig verden.

Evidens er i og for sig godt, men evidensbaseret ledelse bygger på standardiserede forestillinger, hvor man forsøger at modellere virkeligheden på baggrund af en række velafgrænsede variable og kontrollerbare algoritmer.

I universitetsverdenen har vi set fremkomsten af flere og flere af den slags variabler i løbet af det seneste årti: antal studerende pr. underviser, administrativ omkostningsprocent, VIP/DVIP-ratio, ugentligt gennemsnit af konfrontationstimer, antal studerende på udveksling i udlandet, antal frafaldne studerende, antal måneder, det tager for en studerende at gennemføre en uddannelse, beskæftigelsesgrad for dimittender osv.

Det har heller ikke skortet på talfokus fra min side som uddannelsesdekan. Jeg har sendt datapakker til studienævnene jævnligt, sørget for benchmarking og interne datagennemgange. Bare for at nævne nogle få åbenlyse eksempler. Indikatorer giver i princippet god mening, fordi de fortæller noget om de udfordringer, som universiteterne står overfor. Men de kan simpelthen ikke i sig selv afspejle universitetets virkelighed. Det, vi oplever for tiden, er, at disse delindikatorer langsomt bliver til mål i sig selv.

Omverdenens forventninger

Problemet er, at en specifik ratio ikke nødvendigvis siger noget positivt om kvaliteten af de konkrete aktiviteter. Nogle ratioer modsiger sågar hinanden. Lad os vende tilbage til konfrontationstimerne. Når studienævnene har få ressourcer, flytter de underviserne fra vejledningsopgaver, praktikstøtte, eksamensfeedback mv. og sætter dem i stedet til at undervise på den gode gamle måde, oppe ved tavlen. Dette indfrier omverdenens forventninger (som står i udviklingskontrakten) til »mere undervisning«, men det reducerer faktisk den kontakt, underviserne har til de studerende. Dette er hverken til gavn for kvalitet eller relevans, og det er slet ikke til gavn for de studerendes læring. Dog ses det nærmest pr. definition som en positiv udvikling.

Praksis er, at skiftende ministre bliver ved med at finde på modstridende og arbitrære krav, som har omfattende og skånselsløse konsekvenser, hvis de ignoreres. Hermed glemmer vi, hvordan folk agerer og forholder sig til hinanden på daglig basis i en universitetskontekst. Det er ikke længere et spørgsmål om rigtige undervisere og dygtige studerende, men om ratioer og kvantitative mål, ligesom der ikke tages højde for de ting, der ikke kan måles: værdier, nysgerrighed, engagement, drive, sjov og ballade, kreativitet, viden og omsorg

Vender ryggen til historien

Når den offentlige diskurs rettes mod universiteternes bidrag til samfundet, kommer det hurtigt til at handle om rentabilitet. Logikken synes at være, at samfundet udelukkende investerer i universiteter for at opnå hurtig økonomisk gevinst (uddannelser er gode at investere i, hvis de hurtigt producerer veluddannede ansatte, der kan yde store skattebidrag).

Men når magtfulde mennesker i den grad overfokuserer på tal og kontrol, vender de lige så stille ryggen til universiteternes historie. Og når man vender ryggen til historien, vender man ryggen til menneskerne inde i institutionerne. I bøger om forandringsledelse betegnes dette som en hindring for nye og bedre løsninger.

Det kan meget vel være, at krisen har fremskyndet og måske oven i købet stigmatiseret dele af den offentlige debat omkring kontrol og økonomistyring. Men måske spiller andre, helt anderledes, underliggende aspekter også en rolle? (Det er bare utroligt vanskeligt at frembringe evidensbaserede redegørelser for dem).

Det virker som en moderne faustisk pagt: Pagten med djævlen, som symboliserer en noget tvivlsom byttehandel for (personlig) opnåelse af ledelsesmæssigt herredømme og kontrol – på bekostning af ’spirituelle’ værdier, ambitioner og drømme (på vegne af andre).

Historien om Dr. Faust illustrerer, hvordan empati og viden om de unikke karakteristika ved en institution og dens kultur byttes væk for magt og teknisk viden om redegørelser, tal og økonomi. Og når universiteternes rolle i nutidens samfund reduceres til blot at være producenter af let tilgængelig viden for private virksomheder, bliver den faustiske pagt endnu mere tydelig. Og djævlen? Han læner sig stille tilbage og nyder processen.

Jan Molin er uddannelsesdekan på CBS og professor i organisationspsykologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Lene Houmand Kristensen
  • Marianne Rasmussen
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
Steffen Gliese, Lene Houmand Kristensen, Marianne Rasmussen, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu