Skiftende regeringer har siden 1980’erne været enige om én ting: Frivilligheden er en vigtig og fornyende aktør i udviklingen af det danske velfærdssamfund. I kommunerne har man for længst fået øjnene op for den frivillige sociale indsats, og et flertal af kommuner organiserer i dag selv frivillige for at integrere dem i kommunernes produktion af velfærdsydelser.
Sådan har det ikke altid været. I tiden op til 1980’erne blev den frivillige sociale indsats anset for at være et levn fra tidligere tiders medlidenhedshjælp, som udviklingen af en moderne velfærdsstat langsomt, men sikkert ville gøre overflødig. I dag taler man ikke længere om den moderne velfærdsstat, men om velfærdssamfundet, hvor ansvaret for velfærden er noget, vi deler med hinanden. Velfærd er således noget, der bliver til gennem et samarbejde mellem offentlige, private og frivillige organisationer.
Denne udvikling kan blandt andet ses i børnehaver, på plejehjem og på hospitaler. Her bliver frivillige i stigende grad inviteret ind for at være med til at løfte en række velfærdsopgaver. De ældre på plejehjem får besøg af frivillige besøgsvenner, og på hospitalerne dukker frivillige patientstøtter op, der skal tage sig af alt det, som de professionelle sygeplejersker ikke lige har tid til.
Men samtidig med, at det offentlige i stigende grad er begyndt at invitere frivilligheden ind i velfærdsinstitutionerne, er der dukket en bekymring op for, hvordan man skal organisere samarbejdet mellem den offentlige, professionelle verden og de frivilliges indsats. Fra kommunerne, fagforeningerne og de frivillige organisationer hører man det samme refræn igen og igen: De frivillige må aldrig blive en erstatning for den professionelle indsats, de skal derimod udgøre et supplement – den flødeskum, som den professionelle indsats aldrig vil kunne levere.
Konkrete regler
Svaret på denne bekymring har de mange aktører, der har travlt med at formulere ambitioner på frivillighedens vegne, selv fundet frem til: Vi formulerer et sæt spilleregler. Senest er Landsforeningen for frivillige sociale organisationer, Frivilligt Forum, og en række store fagforeninger med FOA i spidsen blevet enige om at lancere et sæt fælles regler for samarbejdet mellem den offentlige og den frivillige verden. Her kan man læse, at der skal formuleres konkrete regler for, hvordan det frivillige arbejde skal udføres på de enkelte institutioner.
Men det, som fagforeninger, kommuner og frivillige organisationer tilsyneladende har glemt, er, at frivilligheden ikke finder sin form og sit indhold ved at referere til regler, som andre har besluttet for den. Den frivillige logik orienterer sig efter, hvilken hjælp der er brug for i den givne situation, og hvem der har brug for hjælp. Der er ikke to besøgsforhold, som er ens, eller to patientstøtter, som laver det samme.
Derfor er det heller ikke så overraskende, at frivillige ikke altid holder sig til de regler, deres organisation i samarbejde med andre har formuleret om dem. Og derfor ser vi, at selv om eksempelvis hospitalerne og de frivillige organisationer har haft travlt med at formulere kontrakter om, hvad de frivillige må og ikke må, så dukker der hele tiden historier op om frivillige, der rydder op i linnedskabet, tager opvasken, flytter en seng eller giver en patient et glas vand, selv om der udtrykkeligt står, at det må den frivillige ikke.
Forfriskende pust
Hvad skal man nu gøre? Skal man kritisere frivilligheden for at være frivillig? Sende den på kurser i frivillighed, så den kan blive den frivillighed, man gerne vil have? Eller skal man acceptere, at frivilligheden netop finder sin kvalitet ved ikke at orientere sig efter regler, metoder og evidensbaseret viden, som kendetegner den professionelle omsorg? At den orienterer sig efter, hvad der på nærværets og situationens betingelser synes at give mening at fylde frivilligheden med?
Min pointe er, at frivilligheden altid vil finde sin dynamik uafhængig af regler. Det betyder ikke, at regler er ligegyldige, men det betyder, at frivilligheden på sine egne præmisser selv vil afgøre, i hvilket omfang reglerne skal følges, og hvornår den synes, det er mere opportunt at se bort fra dem.
Hvis man inviterer frivilligheden ind i den offentlige velfærdsproduktion, fordi man tror, man her har fået et net supplement til de eksisterende offentlige ydelser, der lige kan tage sig af alt det, som det offentlige ikke selv synes, det har tid til, så er der stor risiko for at blive skuffet – for det er simpelthen ikke der, frivilligheden har sin styrke.
I stedet må de forskellige aktører anerkende, at de ikke har magt over frivilligheden, og indse, at de med frivilligheden også inviterer en ubestemthed indenfor i de ellers institutionaliserede og formaliserede omsorgsinstitutioner. Dette kan give et forfriskende pust og skabe liv, hvor der førhen kun var rutineprægede former for nærvær. Men det medfører også, at man inviterer en uforudsigelighed ind der, hvor der førhen var sikkerhed.
Frivilligheden kan til enhver tid finde på at sige: »Jeg foretrækker at gøre noget andet«. Måske fordi det på dette tidspunkt, på dette sted, i mødet mellem netop disse mennesker, synes at være mere meningsfuldt at fylde nuet med noget andet, som ikke nødvendigvis finder sin opbakning i de strukturer, som det offentlige har forsøgt at etablere omkring den.
Ingen magt over frivillighed
Det offentlige forsøger som nævnt konstant at udvikle måder, det kan kontrollere, at frivilligheden ikke udvikler sig på en måde, der ikke kan accepteres. Blind tillid regnes almindeligvis for at være dumt, og vi må da også huske på, at frivillighedens uforudsigelighed også kan føre til uacceptable forhold og dermed den eneste reelle sanktionsmulighed, omverdenen har, nemlig at afslutte den frivilliges adgang til institutionen.
Men alt imens kommunerne, fagforeningerne og de frivillige organisationer leder efter måder, hvorpå man kan formalisere samarbejdet mellem de professionelle og de frivillige, kan vi andre i mellemtiden glæde os over, at frivilligheden allerede er i gang med at transformere, hvad vi forstår ved velfærdssamfundet. Simpelthen fordi den fortsætter med at være sig selv.
Hvis det politiske system tør tage sit eget begær efter frivillighedens fleksibilitet, nærvær, uforudsigelighed og innovative potentiale alvorligt, må den have modet til at invitere den indenfor – ikke på dets egne præmisser, men på frivillighedens.
Det vil være en politik, der anerkender, at den ikke har magt over frivilligheden, men må besinde sig på, at dens rolle er at give de frivillige nye muligheder for at være frivillige. Det vil medføre, at måden, hvorpå den offentlige institution fungerer som offentlig institution, ændrer sig.
Anders la Cour er lektor på Copenhagen Business School og aktuel med bogen ’Frivillighedens logik og dens politik’
Kommunerne tror i større og større omfang, at de frivillige er ekstra mandskab. De holder møder og prøver at fortælle hvor der mangler frivillige, hvad de bør sætte ind overfor etc. I fald disse politiske spasmagere læser denne kronik, håber jeg da, at de ser lyset, for netop, hvis frivilligheden lægges i rammer og regler, så ophører den stille og roligt.
Frivillighed eller medborgerskab er i visse kontekstuelle sammenhænge mulige, men nødvendigvis ikke givende for brugerne.
Jeg har selv siddet som formand i en bestyrelse, hvor vi skulle forholde os til netop frivillighed og eller medborgerskab.
Her er et uddrag af nogle problematikker og udfordringer, som jeg i min optik fandt væsenlig at diskutere.
"Set ud fra min optik, er det vigtigt at når man vil bygge noget nyt op, skal fundamentet være iorden.
I den her øvelse kræver det dialog med de involverede parter, her pædagogerne, som jo vil være en væsentlig medspiller. Dvs. Lytte til deres tanker omkring frivillighed og hva det (frivillighed) evt. kan bruges til, set ud fra et fagligt perspektiv.
Det kaldes at "bygge bro mellem to eller flere parter".
Set ud fra mit perspektiv, " sætter I læskærme op" og kravler i "skjul", hvilket ikke er gavnligt for et samarbejde, (hvis) der skal bygges et solid fundament!
Dernæst er jeg lodret uenig i at det, som der blev sagt af flere på mødet, "det skulle give mening for de frivillige, at kommer ud og være sammen med børnene"
Hvis der "skal" frivillige ud i institutionerne, handler det om at det skal give mening for BØRNENE... (Det er vel børnene som er Forældrenævn Silkeborg's første priotering, eller tager jeg fejl?).
Samt give mening for de mennesker der med en faglig uddannelse, har de kompetencer der skal til for at, varetager kerneydelsen, nemlig børnene og deres trivsels, læring, dannelse, udvikling og fundament for at kunne komme godt fra start i livet.
Kommer der så frivillige ud (på den ene eller anden måde), og de får noget positivt ud af være i en institution, så er det jo godt for dem.
Det lyder måske lidt kold og kynisk, men skal vores børn, der i snit tilbringe mellem 6-8 timer i en institution hver dag, opleve at deres "tryghedshule" institution, blive til en varmestue for mennesker der har brug for at, (som der også blev nævnt på mødet) komme ud og få nogle relationer med andre mennesker?
Mit spørgsmål lyder, "skal vores børn være medicin/get better, for menneske, der har ondt i sjælen, eller lider af enten det ene eller andet, er handicappet osv.? Har vores børn de kompetencer til at hjælpe disse mennesker? Nej... Skal de det? Nej vores børn har brug for at forme deres identitet, udvikle sig og lære forskellige kompetencer og spilleregler, i trygge omgivelser og sammen med faglige kompetente voksne.Ind i denne sammenhæng må man også tænke på at daginstitutionsbørn er i en dannelsesfase hvor de er ved at samle de brikker sammen som danner hele grundlaget for hvordan de kommer til at fungere som voksne. Ind i denne sammenhæng har børn krav på engagerede voksne som skaber de rammer der skal til for at denne udvikling lykkes bedst muligt.
Så er der sikkert nogle der spørg "skal børn ikke lære om forskellighed og være rummelige/empatiske overfor andre mennesker?... Jo det er netop lige det de skal, men det skal de lære sammen med kompetente voksne der har en viden omkring diverse problematikker eller ved hvor de finder de svar.
(Med det passende udtryk der hedder: pædagogisk faglig opgave). Det skal ikke komme fra nogle frivillige med den ene eller anden "menneskelig udfordring". Fordi børnene er i en opbygningsperiode hvor de også kan være sårbare skylder vi dem at give dem det bedste vi har og ikke spise dem af med det næstbedste. Som forældre ønsker vi også at vores børn skal have den bedste start i livet og at succes’en i denne dannelsesopgave ikke skal stå og falde med held eller tilfældigheder. Det er der simpelthen for meget i spil til.
Snakken gik også på hvad de frivillige skulle lave, hvis de kom i institutionerne. Her kunne jer høre at flere tænkte at, de frivillige skulle ud og være sammen med børnene og lave forskellige ting.
Her igen må jeg sige at jeg er lodret uenig.
Først tænker jeg at, det sikkert ikke er Silkeborg kommunes tanke...(det ved vi desværre ikke)
(håber jeg ik')..
at de frivillige skulle være istedet for fagpersonale.
Nej vel...
..Men at de frivillige skulle kunne frigøre noget mere tid, således at pædagogerne kunne tage sig af kerneydelserne (den personlige relation kombineret med en målrettet pædagogisk indsats tilpasset det enkelte barns personlighed) (her tænker jeg bl.a. ifht kommunens nye Lærings -og Trivsels politik).
Den kræver netop, at der er faglige kompetente voksne sammen med børnene.
Her, og hvis der skal frivillige ind i institutionerne, er det VIGTIGT at pædagogerne og FNS har reflekteret over, hvad er det de kan bruge frivillige til?
Her kunne en dialog mellem pædagoger, FNS og de personer der skal være torveholder (fx. Frivillig centret) for øvelsen, FRIVILLIGHED, være med til af forventnings afstemme og afklare roller/opgaver for de frivillige.
(der ligger jo et sæt spilleregler som er udarbejdet, så det er ikke det)
Set ud fra min optik, som tager udgangspunkt i 20 år indenfor det pædagogiske fag (13 år som pædagog, der spænder over, arbejde med unge kriminelle, SFO og daginstitution, samt 4 år som souschef i en institution), 14 år som forældre og en sund kritisk undring overfor kommunens "skjulte nedskærings politik, red. Frivillige i institutionerne".
Når det er sagt, tænker jeg at, hvis frivilligheds-konceptet skal implementeres på den mest givtig måde, vil opgaverne for frivillig handle om at bl.a. Frigøre pædagogerne for så mange praktiske gøremål, deralligevel ikke har nogen pædagogisk gevinst for børnene, så de får mere tid til kerneydelserne. (velvidende at der sikkert vil være frivillige som i kraft af deres uddannelse/erfaring skønnes at kunne gå ind og løfte sammen med pædagogerne. Men det stiller pædagogerne i en meget vanskelig situation med at skulle vurdere fra gang til gang. Ud over at det så let samtidig kan skabe et a og b hold blandt de frivillige som kan være ødelæggende for samarbejdet, mener vi at det er mest hensigtsmæssigt for alle parter at have fast definerede opgaver for de frivillige)
Der bliver også flere ting/opgaver kastet ned, ovenfra, som pædagogerne skal forholde sig til/løse.
Så nogle af de opgaver som frivillige kunne tage sig af, kunne være: ordne vasketøjet, klare de ting der måtte være af opvask i køkkenet, feje, sørge for ordne (mindre ting/opgaver), der er istykker osv...
Så er der sikkert nogle der tænker, nej det vil jeg ikke, det var ikke derfor jeg meldte mig som frivillig.
Nogle frivillige/forældre tænker måske, jeg er jo forældre og har evt. en, to eller tre..børn, så hvor svært kan det være? Vi anerkender at det at have børn i en vis udstrækning giver en rigtig god ballast for at kunne udøve relationsarbejde. Dog er vi betænkelige da der ofte er en indbygget loyalitet hos børn i forhold til deres forældre. Denne loyalitet gør det ofte meget nemmere at etablere det flow der skal til for at skabe en god udvikling. Denne loyalitet finder man ikke nødvendigvis hos institutionsbørn i forhold til deres voksne (derfor er der behov for en uddannelse for at man dels bliver afklaret med sig selv og dels får de nødvendige redskaber til at takle disse konflikter). At sætte frivillige til at udøve relationsarbejde kan meget let føre ind i magtkampe, skæld ud’er og skabelsen af et klima i institutionen som er præget af alt andet end tryghed.
Et andet argument for at det kun skal være veldefinerede faste opgaver er at det skal være let håndterligt for det faste personale. Der er skåret så meget ned på ressourcerne at hvis man skal til at bruge den sparsomme tid til også at diskutere frivillige og forholde sig til de evt. konflikter/ frustrationer de skaber i samspillet med børnene – så kommer vi som faggruppe til at stå i et endnu dårligere udgangspunkt i forhold til det at kunne give børnene det pædagogisk bedst mulige tilbud.
...Og her er det så at Jeg bliver lidt betænkelig ved at forældre ved så lidt om pædagogers arbejde, ansvar, kompetencer og roller.
(det kan tildels være pædagogfagets egen skyld, ved ikke at være tydelige nok i, hvad vi kan (kompetencer), og hvad den betydningen vores rolle har for børns trivsels, udvikling, læring og dannelse), og sidst men ikke mindst, den respekt for et fag der kræver faglig indsigt og kompetence.
Jo jeg har selv tre børn, men derfor giver det ikke nogen speciel komptence, kun i form af erfaring som forældre. Det er ikke "kompetencegivende", og kan ikk løse eller være en del af et stykke pædagogisk arbejde, på lige fod med faglig uddannet pædagoger!!!
I sådan øvelse som frivillighed, kræver det også tid at få de(n) ført/kørt ind i institutionens rutiner, så de(n) fx. Ved hvad der gøres og hvordan.
Den tid går fra børnene. Er der så flere frivillige der evt. der ikke kommer jævnligt, bliver rytmen brudt (hvilket ofte kan være godt, hvis det giver MENING FOR BØRNENE).
Skal pædagogerne (og børnene) bruge tid på at få de(n) frivillige ført "up to date", så går der mere tid fra børnene. Og hvad har man så "vundet" ved frivilligheds konceptet, om jeg må spørge?
Pædagoger får løn for at udøve et velkvalificeret job. I kraft af deres løn kan man forvente et hvis minimum af kvalitet. Vi kan være bange for at hvis arbejdet skal bære lønne i sig selv, vil fristelsen til at springe over hvor gærdet er lavest være en stor fristelse. Nogle vil med rette kunne sige at uanset hvor lidt de gør og hvor fagligt ukvalificeret de gør det vil det være en hjælp et eller andet sted. Der vil være risiko for at de mister fokus og i stedet føler at det er helt fint at hyggesnakke (sladre?) med andre frivillige/faste medarbejdere. I de tilfælde bliver de frivillige en større belastning en hjælp.
Prøv de her to øvelser
1. " forstil jer at der kommer frivillige ind på jeres arbejdsplads, der mener at de skal udfylde nogle af jeres opgave, som I selv har evt. taget en uddannelse/læst, for at kunne udfylde på en kompetent og ansvarsfuld måde!
Tænker Du ikke at de må tage sig af mindre "kompentence krævende" opgaver, som frigøre mere tid, hvor du kan løse de opgaver du har kompetence til at løse.?".
2. "Du har en tid hos tandlægen til en rodbehandling.
Da du kommer siger klinik damen: Tandlæge Olsen er syg idag, men Jørgen her, har meldt sig som Frivillig "tandlæge", det skal nok gå, for han har som du, både tænder og fik selv en rodbehandling i sidste uge..
Spørgsmål: Sætter du dig op i stolen?..
Set ud fra min optik som forældre, synes jeg ikke om at der kommer personer (uden faglig komptence) ind i institutionen, for at være sammen med mine børn, bare fordi de har brug for at være sammen med andre mennsker.
(der findes andre organisationer osv der løser de opgaver).
Der hvor det kunne være interesant, er at få nogle af de unge mennesker, der læser på SOSU-skolen, og giv dem en mulighed for at afprøve nogle af de teori de får lært og få afklaret hvad de mangler og skal arbejde videre med.
Jeg har selv været kontaktansvarlig for flere (både pædagog studerende og unge mennesker fra SOSU-skolen. Det giver mening, for det er mennesker der har en interesse nu og her men også har en fremtidsplan, der peger i retning af at arbejde med børn, unge osv.
Et andet perspektiv handler om at, jeg synes at Forældrenævn Silkeborg, burde bruge flere kræfter på at sikre flere ressourcer til institutionerne i form af flere pædagoger. Det handler jo om at løfte kvaliteten, ikke øge kvantiteten (kun hvis det er folk med pædagogisk kompetence).
Der snakkes om at vi gerne vil at vores folkeskole og de unge, gerne skulle være blandt de bedste i verden.
Denne øvelse kræver at de får det bedst mulige fundament, og bygge ovenpå. Det fundament bygges i institutionerne og det kræver faglig kompetente voksne der ved hvad og hvordan børn udvikles og lære.
Hvis ikke Frivilligheds-konceptet, set ud fra min optik bliver mere gennemtænkt og delt med pædagogerne, ender det med at blive et "rudimentært moralsk kompas", der "navigere skibet Frivillighed", lige ud på det åbne hav, der kan kaldes for MENINGSLØST, og hvor bølgerne kan gå højt, og hvor man hverken kan "bunde eller se land"..(red. Mening med Frivillighed)."
(Det er taget ud af en større kontekst, men jeg håber og tror at I måske kan ane den kontur jeg, har forsøgt at skitsere)
Det organiserede samfund tåler ikke anarki. Der er en god grund til at denne artikel skrives.
Frivillighed betyder fravær af andres krav om ret og pligt - og nærvær af personlig engagement og offervilje.
Indførelse af Basisindkomst er et godt bud på betingelsesløs, individuel tryghedssikring, som basis for den frivillige indsats.
I stedet for offentlig indblanding i privatlivet.
Udnyttelse af frivillige med eet formål: At kunne skære ned og spare penge på de frivilliges bekostning.
Ulækkert.
Dette system har snart udsuget og snyltet på alt, hvad der kan udsuges og snyltes på. At man nu på mest principløse vis prøver at kapitalisere på folks vilje til at gøre noget godt, må være blandt de sidste muligheder.
Et andet grundliggende spørgsmål er også hvor stor gennemtræk af mennesker vil der blive i børnenes hverdag?
Hvor lang tid kan man holde på en frivillig?
Og hvordan takler børnene det?
PS
Nina Gylling
09. maj, 2014 - 15:34
Der kan blive mange syge, når den der håndtere pølserne ikke aner et klap om hygiejne eller gider bruge sin "kostbare tid" på simple ting som håndvask. Bare en strøtanke.
Anders la Cour
Nej fagforeningerne har ikke glemt at den lille detalje du gør opmærksom på.
Men de er jo nød til at være med til at sørge for at kommunernes økonomi-ansvarlige ikke bare klipper og klistre kreativt, med hvad frivillige kan og ikke kan.
Som de sikkert ville tolke kvikt, vidt og bredt hvis de fik arbejdsro.
Enten er Anders la Cour, ude på et selvbestandet usagligt korstog på vegnene af de frivillige, eller så har han ikke gjort sit "benarbejde" godt nok...
For i Silkeborg kommune (og ganske sikkert også i andre kommuner), har de udarbejdet både strategier, spilleregler m.m. for frivillige:
http://silkeborgkommune.dk/~/media/Borger/Arbejde%20og%20ledighed/Frivil...
@ Nina Gylling,
"Ja, det har vi vidst i det frivillige idrætsliv i mange år se blot hvordan det gik med "pølse regulativet", hvor folk, der serverede en hot dog til et stævne Gud hjælpe mig skulle på kursus først - det var ikke voldsomt overraskende, at folk løb skrigende væk !
Det er fuldstændigt redundant til det skitserede, og Danmark ville ikke have et så velfungerende idræts liv uden en abnorm frivillig indsats, så det er nok en meget god ide med et meget moderat doseret regelsæt til dem, som vil bruge noget af deres sparsomme fritid på andre mennesker."
Nu er der jo himmelvid forskel på at f.eks. "Lange Hot Dogs" over disken eller være fodbold/håndbold/gymnastiktræner osv, og så være frivillig på en arbejdsplads.
"Prøv de her to øvelser
1. " forstil jer at der kommer frivillige ind på jeres arbejdsplads, der mener at de skal udfylde nogle af jeres opgave, som I selv har evt. taget en uddannelse/læst, for at kunne udfylde på en kompetent og ansvarsfuld måde!
Tænker Du ikke at de må tage sig af mindre "kompentence krævende" opgaver, som frigøre mere tid, hvor du kan løse de opgaver du har kompetence til at løse.?".
2. "Du har en tid hos tandlægen til en rodbehandling.
Da du kommer siger klinik damen: Tandlæge Olsen er syg idag, men Jørgen her, har meldt sig som Frivillig "tandlæge", det skal nok gå, for han har som du, både tænder og fik selv en rodbehandling i sidste uge..
Spørgsmål: Sætter du dig op i stolen?.."
(Taget ud af indlæg 09. maj 2014 - 11.50)
Frivillighed eller medborgerskab er i min optik meget velkommen i fritidslivet, idrætsforeninger, spejder osv, men når det ønskes implementeret i div. Institutioner, så er det mere problematisk og kræver noget mere italesættelse, og formelle aftaler, hvis det skal være en del af arbejdspladsen!
Et bæredygtigt samarbejde mellem frivillige og fagpersoner
Jeg hører dagligt, hvordan samarbejde mellem frivillige og fagpersoner bidrager til, at borgerne får noget, de ellers ikke ville have fået. Et eksempel er trivselsgrupper på skolerne for børn, som har mistet en mor eller far, eller børn hvis forældre er skilt. Grupperne udvikles og køres i fællesskab af en lærer og en frivillig.
Som frivilligkoordinator i Silkeborg kommune ser jeg, at vi er i en rivende udvikling. Flere og flere fagpersoner ønsker at samarbejde med frivillige. Det giver mening for dem, fordi de ser, at borgerne får noget ekstra. Der er også fagpersoner, pårørende og borgere, for hvem det slet ikke giver mening, at frivillige og fagpersoner samarbejder. De har deres gode grunde til ikke at ønske et samarbejde. Jeg oplever, at der er meget større chance for et bæredygtigt samarbejde mellem frivillige og fagpersoner, hvis alle interessenterne er blevet hørt og taget alvorligt. Jeg har oplevet kolleger, som ikke ønskede at samarbejde med frivillige, men der skete en forandring, da vi fik undersøgt, hvilke vigtige behov, som de søgte at vare på, ved at sige nej til et samarbejde, og da de oplevede, at de havde indflydelse på, om der skulle samarbejdes med frivillige og i hvilket omfang.
Opskrift på et succesfuldt samarbejde
1. Inviter interessenter ind til et møde
2. Hvilke behov drømmer vi om bliver opfyldt gennem et samarbejde?
3. Hvilke behov er i risiko for ikke at blive opfyldt, hvis vi indgår et samarbejde?
4. Brainstorm på ideer, som kan opfylde de behov, vi drømmer om at opfylde, og som samtidig tager vare på de behov, som er i risiko for ikke at blive opfyldt.
I pkt. 2 og 3 anvendes behovs-kort . Behovene er universelle, dvs. stort set alle mennesker kan genkende og forholde sig til behovene, fx behovet for inklusion. Ved at fokusere på behov åbner vi op – der er nemlig mange måder, et behov kan opfyldes på. Til sammenligning kan det være svært at finde en løsning, som dur for alle, hvis vi brainstormer på, hvordan en bestemt strategi skal lykkes (fx en strategi om at Viggo skal ”ind i varmen” blandt drengene i 1.A.). Har du lyst til at prøve øvelsen, kan du rekvirere behovsliste her: alv@silkeborg.dk)