Klumme

Konspirationernes tid

Den amerikanske højrefløj har en teori. Den inkluderer livmodere og en 40-årig psykolog ved navn Monica. Det hele handler om at få sneget en kvinde ind i Det Hvide Hus
Monica Lewinsky brød tavsheden i sidste uge med en meget omtalt artikel i magasinet Vanity Fair

Monica Lewinsky brød tavsheden i sidste uge med en meget omtalt artikel i magasinet Vanity Fair

Scanpix

12. maj 2014

Erindrer De Lynne Cheney? Næppe. De er i så fald ikke alene. Men tirsdag i sidste uge dukkede tidligere vicepræsident Dick Cheneys kone imidlertid op fra glemslen som en trold af en æske på Fox’ program The O’Reilly Factor. Her fortalte hun studievært Bill O’Reilly, hvorfor verdens mest berømte ekspraktikant, Monica Lewinsky, pludselig efter 16 års stilhed har valgt at bryde sin tavshed om den affære, hun havde med Bill Clinton i hans tid i Det Hvide Hus.

Lewinsky skrev, som mange læsere vil vide, en længere fristil i magasinet Vanity Fair i sidste uge med titlen Skam og Overlevelse. Her fortalte hun blandt andet, at om end hun fortryder affæren bitterligt, så var forholdet mellem præsidenten og praktikanten frivilligt. Det fandt sted mellem »to voksne mennesker«. Som hun skriver, kom misbruget af hende først bagefter i medierne. Først der begyndte hun at betale prisen i form af 20 års slut shaming.

Fru Cheney mente at vide, at når historien i Vanity Fair bliver bragt netop nu, er det fordi familien Clinton har interesse i det. Den vil have »historien af vejen«, før Hillary stiller op som demokraternes præsidentkandidat i 2015 med henblik på valget året efter.

Og hvis De, kære læser, synes, det lyder lidt langt ude, er De ikke alene. Mange, især liberale, lo hjerteligt. Men i Washington Post gav den sobre klummeskriver Ruth Marcus imidlertid fru Cheney ret i, at Lewinsky gør Hillary Clinton en betydelig tjeneste ved at kradse hul på bylden nu. Det gør den nu 40-årige psykolog – der i parentes bemærket aldrig har kunnet få et normalt arbejde, stadig er single og hver eneste dag genkendes og udsættes for nedsættende bemærkninger og sladder, hvor hun end befinder sig – fordi udsagnet om, at Bill Clinton ikke misbrugte hende, vil forhindre, at den gamle affære skader Hillary i 2016.

Men kan den gennemtyggede historie virkelig skade fru Clinton så mange år efter, spørger den danske læser måske undrende. Svaret er ja. Rand Paul, som er en ud af flere mulige realistiske, republikanske kandidater i 2016, sagde f.eks. for 14 dage siden, at USA ikke er tjent med en kommende præsident, der er gift med et »seksuelt rovdyr«, som ikke kunne holde sig på måtten, da han selv sad i Det Ovale Værelse.

Højrefløjens overbevisning om, at familien Clinton kan manipulere hvad som helst, stopper ikke ved Monica Lewinsky.

Som USA-interesserede læsere sikkert også ved, meddelte Chelsea Clinton i forrige uge, at hun er gravid.

»Barnet vil stille op som demokraternes præsidentkandidat i 2066,« mente en af mine vittige korrespondentkolleger på Facebook.

Nyheden gav prompte anledning til en række udsagn fra frustrerede konservative om, at barnet var 100 procent planlagt som en »gave til Hillarys kommende valgkamp«. Den tidligere udenrigsminister ville få sit næsten helt eget spædbarn at optræde med.

Spørgsmålet er imidlertid, om bedstemorrollen er så givtig endda. En række velmenende demokratiske støtter funderede offentligt over, om ikke det var på tide for Hillary at give den i rollen som bedstemor og »nyde livet, frem for at tage verdens byrder på sine 69-årige skuldre«, som den tidligere prominente chefredaktør for Tatler, Vanity Fair og Daily Beast, Tina Brown, formulerede det i et åbent brev til sin veninde.

Udtrykket om, at man skal vare sig for sine venner; fjenderne kan man altid tackle, står stadig til troende.

Ikke desto mindre hidsede en række godhjertede feminister sig helt berettiget op over dobbeltmoralen i, at den kommende bedstemorstatus overhovedet kunne anvendes i kritikken af Clintons evner som Commander in Chief, alt imens diverse konservative blogs flød over med billeder af en ældgammel Hillary med rynker en masse og hylende spædbørn. Hvor uretfærdigt er det lige, når nu Mitt Romney havde hele 18 børnebørn, da han stillede op i 2012. Det lød der ikke et eneste pip om dengang, protesterede de ligestillingsorienterede.

Bliv bedstemor, og det er en fordel, bliv bedstemor, og det er en ulempe. Ak ja, man kan ikke vinde. Konspirationsteoretikerne kan vende enhver sag til egen fordel.

Men i det mindste har Monica nu lovet os, at den blå kjole er fortid. Brændt faktisk. Som på bålet. Hvad det så end måtte symbolisere.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Nørgaard Knudsen

Det kan ikke være fedt at blive udstillet på de største nyhedsmediers forsider i sådan en historie. Den der startede baladen.

"why don't you tell them to shove it
they're just a bunch of clowns
don't let them grind you down", motörhead

Vibeke Rasmussen

Hej, Annegrethe Rasmussen.

Måske lidt nit-picking-agtigt, men når du bruger tituleringen 'Fru' (Cheney/ Clinton) gætter jeg på, at det er fordi du tænker på amerikansk, hvor det er helt normalt i (tryk)medierne, at titulere politikere på den måde. Selv præsidenter kan man jo se benævnt som 'Hr. …'

Men, hvad du måske ikke er opmærksom på, så bliver tiltaleformerne 'Fru. NN' eller 'Hr. NN' i danske medier, og i danske debatter, ofte brugt som en tilsyneladende høflig måde tværtimod at vise sin foragt for pågældende politikere eller meddebattører på.

Mvh ;)

Carsten Søndergaard, Gaderummet Regnbuen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar