Det kræver en landsby at opfostre et barn

I debatten om de pressede børnefamilier bruges der meget krudt på at diskutere, om forældrene bare er forkælede. I Home-Start møder vi småbørnsfamilier, som har det så svært, at de er lysår fra at kunne debattere, hvor kæmpestort hullet i dansk familiepolitik i virkeligheden er. Imens bliver det børnene, der taber

	Før i tiden var der i gaden eller i landsbyen et netværk, hvor man på godt og ondt trådte til og gav en hånd med. Her vasker to nabokvinder tøj i Tårnby i 1950, mens børnene passes samtidig

Før i tiden var der i gaden eller i landsbyen et netværk, hvor man på godt og ondt trådte til og gav en hånd med. Her vasker to nabokvinder tøj i Tårnby i 1950, mens børnene passes samtidig

Poul Petersen
22. maj 2014
Delt 33 gange

Sanne er enlig mor til to børn på tre og fire år. Børnene har ingen kontakt til deres far. De er flyttet syv-otte gange og har boet på krisecenter. I dag lever de under navnebeskyttelse. Sanne har fået en depression. Hun har mistet sit arbejde, er på kontanthjælp og har hverken energi, overskud eller penge. Børnene klarer sig efter omstændighederne rigtig godt – bl.a. derfor er det umuligt for mor at få hjælp. Men alle fagpersoner ved, at det hurtigt kan gå galt.

Hvem samler Sanne op og giver børnene den støtte, de ikke kan få fra deres mor? Stat og kommune gør ikke, for velfærdssamfundet har ondt i økonomien.

Lokalsamfundet gør heller ikke, for i de seneste årtier har vi koncentreret os om retten til et nyt Kvik-køkken, fart på karrieren og fokus på vores egen havefest. Vi har fjernet os stadig mere fra ideen om et inkluderende fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden.

Sådan har det ikke altid været. Da nutidens bedste- og oldeforældre var børn, var der lokalmiljø i gaden eller i landsbyen, hvor man på godt og ondt måtte træde til og give en hånd eller et bidrag der, hvor der var behov.

Der var et netværk af familie og naboer, som var tæt på. Man så efter naboens unger, for de legede jo alligevel med ens egne ude på vejen.

I dag har skilsmisser, pendling og jobkoncentration i de større byer spredt familierne, så mange står uden eller med et svagt lokalt netværk. Og børnene leger ikke mere på vejen, men bag pc-skærmen. Så vi møder ikke hinanden udover ved den årlige vejfest – som de, der har mindst overskud, for resten ikke orker at tage til.

Intet netværk, ingen hjælp

Eksemplerne er mange, men de svære tilfælde er ikke altid synlige. Vi overser eller fortrænger dem, for på overfladen kan alt jo se okay ud.

Som for eksempel hos Michael, der er en god kollega, enlig far til Anja og Amalie på tre og syv år. Mor er blevet indlagt med en alvorlig sygdom. Michael arbejder fuld tid, og bedsteforældrene er væk, så hver dag kører han dødskørsel hjem fra arbejde for at nå at hente. Han har svært ved at nå alt det praktiske – og savner i øvrigt en, der kan lave ’pigeting’. Det netværk har Michael ikke – og derudover står både han selv og børnene midt i sorg og savn.

Hvad gør Michael, når et af børnene er syge – eller måske endda begge, den ene efter den anden?

Barnets første sygedag rækker som bekendt kun til den første dag, men alle institutioner med respekt for sig selv har en politik om, at børnene skal komme raske i børnehave og have mindst en dag efter sygdom til at komme sig. Derfor ser mange danske arbejdspladser igennem fingre med, at småbørnsforældre i skjul begge tager barnets første sygedag. Det hjælper bare ikke Michael eller den enlige kontanthjælpsmodtager, der ovenikøbet bliver trukket i sin kontanthjælp, hvis hun bliver hjemme for at passe syge børn.

Hvorfor kan vi i Danmark ikke finde ud af at indrette vores samfund og familiepolitik, så den tager højde for den virkelige verden? Hvorfor tager vi mindst hensyn til den mor eller far, der i forvejen har det sværest?

Man skulle tro, at en progressiv familiepolitik var en hjertesag for både højre og venstre side af Folketinget. Enhver politiker har vel en familie – selv om det ikke altid virker sådan. Alligevel diskuterer de ikke, hvordan vi skaber det bedst mulige børneliv og en tryg hverdag. I stedet får vi heldagsskole og vækstplaner. Man kunne få den tanke, at vi har så travlt med at skabe økonomisk vækst for at give børnene en fremtid, at vi glemmer, at de først skal have en nutid.

I Home-Start ser vi hver dag, hvordan det moderne velfærdssamfund fejler i forhold til at skabe trygge rammer for familierne. Masser af familier, der på papiret har det godt, kan ikke få familieliv, arbejdsliv og institutionsliv til at hænge sammen. Og værre er det for Sanne og Michael og alle de andre udsatte familier – for dem hænger det slet ikke sammen.

Ifølge Børnerådet er cirka 20 procent af børn på tre-seks år i børnehave mindst 40 timer om ugen, hvert syvende barn er der i ni timer eller mere. Samtidig siger langt hovedparten af forældre, at de gerne vil være mere sammen med deres børn.

Vi er nødt til at se på, hvilke samfundsmæssige ændringer vi skal foretage for at skabe vilkår, der giver bedre mulighed for at indrette os efter børnenes behov.

Kødgryderne skal bemandes

Danmark har en af verdens højeste beskæftigelsesfrekvenser for kvinder og en høj grad af ligestilling. Men da kvinderne fik adgang til arbejdsmarkedet og lige karrieremuligheder, forsvandt de fra hjemmet. Kødgryderne står stadig ubemandede hen, der er ingen til at tage over. Det har konsekvenser for omsorg og ernæring, og det har formentlig også haft betydning for (u)stabiliteten i parforholdene. Børnene er de store tabere.

Men hvem skal stå ved kødgryderne? I Overskudsdanmark går det nogenlunde, for far og mor kan flekse på deres arbejde og fortsætte med at realisere sig selv. Men hos de pressede familier er det Fru Pizza og Hr. Computer, der tager sig af hverdagen, fordi vi ikke aktivt tager en debat om, hvilke rammer vi vil give børnene og deres forældre.

Tænk, hvis Danmark blev det land i verden, som er bedst til at tilgodese både børn, ligestilling og selvrealisering. Lige nu tilgodeser vi mest de to sidstnævnte, og børnene betaler en høj pris.

Det politiske parti med visioner for, hvordan familieliv og arbejdsliv kan komme til at hænge sammen, så det bliver begge forældres ansvar, ville fylde et stort hul i dansk politik.

4D-effekten

En stor del af de problemer, vi slås med på familiefronten, hænger tæt sammen med, at vi i det daglige mangler en forståelse af, hvad godt medborgerskab vil sige.

I Afrika lyder et ordsprog: »Det kræver en landsby at opfostre et barn«. Den pointe kan vi lære noget af i Danmark.

I Home-Start støtter frivillige familievenner småbørnsfamilier under pres, og engagementet smitter. Vi kalder det 4D-effekten. Først hjælper en frivillig familien. Den erfaring gør, at hjælperen også begynder at give en hånd til naboen derhjemme. Familien, der modtager hjælp, får måske overskud i hverdagen til at støtte sin nabo. De familier, der først fik støtte, finder det naturligt, at de selv senere bliver frivillige. Det virker, men det kan ikke slukke en brand, hvis der hældes benzin på bålet.

Derfor skal vi, udover at hjælpe hinanden, have en overordnet progressiv familiepolitik nationalt og kommunalt. Det kan hjælpe med at skabe strukturer og fælles mål at arbejde hen imod. Det vil også styrke samarbejdet mellem de frivillige sociale organisationer, borgerne og kommunerne. Børn er et fælles ansvar – det er på tide, at vi lever efter det.

Tilbage til Sanne, den enlige mor til to: Med et par timers støtte hver uge fra en frivillig gik hun i gang med at finde noget godt genbrugstøj. Derefter fik de to orden på køkkenet og fyldt fryseren, ligesom der blev sendt ansøgning til en skole, så Sanne kan begynde på en uddannelse.

Sanne siger selv, at det er begyndt at lysne i hendes liv. Hun er på vej tilbage på sporet i kraft af almindelig omsorg og forståelsen af, at børn er et fælles ansvar. Men det er ikke tilstrækkeligt, at hullet i dansk familiepolitik udfyldes af frivillige.

Lone Møller er landskoordinator i Home-Start Familiekontakt

Morten Ronnenberg er rådgiver for Home-Start Familiekontakt

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal


	Det er nærmest blevet et symbol på forældresvigt at parkere afkommet med en iPad. Men børnene har selv ofte brug for en pause, og selv når den bliver brugt til at give forældrene frihed, er billedet af en ny ond verden misvisende: De gode gamle dage var jo fyldt med huslige pligter, børn, der passede hinanden, mødre og fædre, der arbejdede dagen igennem, og børn, der indimellem måtte passe sig selv. U den at blive dårlige mennesker af den grund.

Er danske børnefamilier klynkere?

Debatten om børnefamiliernes vilkår raser igen, og senest har socialminister Manu Sareen bedt de stressede familier om at skrue ned for ambitioner og bollebageri

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Hvis det kræver en landsby at opfostre et barn (og det kan jeg godt tilslutte mig), så synes jeg, at I skulle have fortalt, hvordan vi kommer frem til den landsby, og hvad for et parti, vi skulle stemme på. Det kan umuligt være et højreorienteret parti, der sætter økonomien højest.
I har fat i mange gode ting, men når det kommer til stykket, leverer I ikke varen.

Brugerbillede for Kristoffer Larsen

Ja, det er utroligt emnet ikke er mere nærværende. Folk bliver skilt og lever børnene ikke hos en enemor så er de hos to forældre der begge er på fuld tid og som stresser mellem arbejde og hjem. Dertil kommer som der skrives en spredning af familierne over det hele land hvor familien ikke altid er i nærheden og kan passe børnene.

Den matrielle velstand var nok ringere tidligere, bare 80'erne end i dag, men livskvaliteten var på mange måder bedre.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Engang midt i 70'erne var der en kronik, der hed "Et barn skal have 100 forældre". Det blev fulgt op af en skov af bofællesskaber, hvor børnene trivedes (måske mere end forældrene). Nå, ja, vi tilhørte den diffuse venstrefløj alle sammen, men hvad med ovenstående artikel? Den lugter af højrefløj for mig, og fra den kant kommer der intet godt nyt. Jeg savner, at Egon har en plan her, men der er nok ikke nogen ud over, at det må man selv om. Kedeligt, meget kedeligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for lone bording

Ja der er mange fattige og udsatte familier med forældre der er trængt af de nye fattigdomsreformer - og nej - vi er ikke trængt på økonomien - vi er trængt på menneskesynet moralen og etikken - Det er blevet hverdag for syge borgere at blive truet med tvangsfjernelser hvis de ikke raskmelder sig på trods af speciallægeudtalelser - Det er et værdiskred af de hel store som Joachim B Olsen, Simon Emil Amnitzbøll, Mette Frederiksen og Margrethe Vestager har blåstemplet - Kan du ikke arbejde fuld tid og klare dig selv og dine - har du som kronisk syg eller handicappet sandelig heller ikke ret til børn -familieliv - samlever - ejendom - forsikring - opsparing eller nogen omsættelige værdier som hus eller bil - og du skal stå ret i hæren af nyttejobbere udenfor overenskomst og fagforening - Det er ikke krisen - det er ikke globaliseringen - som Danmark jo profiterer af - Nej det er et politisk valg som der ikke er givet mandat til - derfor flygter vælgerne

Brugerbillede for Torben  Knudsen

(Derfor skal vi, udover at hjælpe hinanden, have en overordnet progressiv familiepolitik nationalt og kommunalt. Det kan hjælpe med at skabe strukturer og fælles mål at arbejde hen imod. Det vil også styrke samarbejdet mellem de frivillige sociale organisationer, borgerne og kommunerne. Børn er et fælles ansvar – det er på tide, at vi lever efter det.)
Tom snak i metermål.
Mennesker, der flytter samme og danner famile tager selv ansvaret for planlægningen af en menneskelig tilværelse.
Indse det og lev efter det.
Resten er tom snak.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

I 1966 kunne far forsørge en familie på et normalt niveau ved at arbejde 44 timer om ugen. I dag kræves det at far og mor arbejder i alt 74 timer om ugen, for at kunne give en familie en almindelig levestandard.

Noget tyder på at arbejdsgiverne virkeligt tog røven på os, da kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet. Tænk hvis man i stedet havde gjort således at man havde holdt den ugentlige arbejdstid på 44 timer, og i stedet blot fordelt dem med 22 timer til hver. Så ville vi stadig have haft tid til at tage os af vores børn, vores lokalsamfund og hinanden.

Brugerbillede for randi christiansen

Fra artiklen fra 2011 som vibeke henviser til. Rystende læsning.

"Lone Rahbek Christensen, der er etnolog og forfatter til bogen Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv påpeger, at det er med fuldt overlæg, at staten har villet splitte kernefamilien.

»Når vi lever de her liv, så er det ikke noget, vi selv er skyld i. Det er samfundet, der bliver formet om af nogle nye, store ideologier, men de her nøje udtænkte ideologier kommer ikke altid frem for offentligheden. Vi sluger det meget hurtigt som nye sandheder,« siger hun og forklarer, at man fra 1930'erne i visse kredse på et meget højt og sofistikeret plan begyndte at diskutere, hvordan vi skulle indrette os, så vi kunne overleve og få nogle rige stater, der var attraktive nok til, at befolkningen gad formere sig. Det tænkte man ud fra, at man skulle have et varemarked, der var så velfungerende, at der kunne tjenes masser penge, så skatter kunne finansiere omsorgs- og forældrearbejdet.

»I hele den tankegang afskaffer man det monogame ægteskab med fuldt overlæg,« siger Lone Rahbek, der i forbindelse med research til en ny bog har haft adgang til nogle indtil videre hemmelige dokumenter fra rigsarkivet, der viser, at det var statens plan at afskaffe kernefamilien fra 1962, hvor der sendes besked til alle ministerier om, at nu skal de iværksætte nye strategier. Her bilder man blandt andet befolkningen ind, at det at opdrage børn kun er noget, professionelle kan varetage. Så fra 1960'erne overtager staten det at skabe den rette sociale karakter i barnet. Samtidig skal det tvekønnede ægtepar opløses for at øge produktiviteten på arbejdsmarkedet. For når ægteparret er opløst, er begge tvunget til at arbejde - og så er de tvunget til at gå ud at forbruge alt det, de ikke får produceret derhjemme. Dermed skaber du velfærdsstaten.

Det effektueres på en helt række områder, forklarer hun.

»Så indretter man staten, så kærligheden mellem faren og moren ikke længere har nogle forudsætninger. Det er med vilje. Vi kan ikke se det endnu. For nu er 'sandheden' bare, at vi skal ud og realisere os selv gennem succes på markedet. Men det er ikke nogen sandhed, det er en filosofisk idé, som bliver effektueret med fuldt overlæg fra midten af det 20. århundrede,« siger Lone Rahbek, som mener at kvindefamilierne er en direkte konsekvens af statens planer om at skabe et velfærdssamfund."

Dette tilføjer rystende nyt info og perspektiv til den opløsning af familiestrukturen, vi har været ofre for, siden kvinderne (familierne)blev lokket med tilbud, de ikke kunne sige nej til, om at dele mændenes rolle på arbejdsmarkedet som slaver for storkapitalen, den 1%. I lighed med den stigende effektivisering og industrialisering af alle samfundets vitale produktioner, blev naturligvis også børnene udsat for denne produktivitetseffektivisering, og de blev interneret i underbemandede, overbefolkede institutioner > de blev burbørn, mens deres voksne afleverede deres skålpund kød til den 1% til gengæld for selekteret overlevelse i form af økonomisk ulighed udmålt vha den herskende klasses del og hersk strategi. Ja, vi blev ført til slagtebænken, bedøvede af : frygt, ww2 posttraumatisk stress og nøje udmålte 'velfærdsgoder' = bestikkelse. Samtidig blev vi udsat for propagandistiske, ideologiske skindueller mellem (neo)liberalisme versus socialisme og bildt ind, at vi havde vores frie demokratiske ret til selv at vælge. Alt i mens pengemagten, den finansielle sektor, i kulissen bedrog fælleskabet og stjal fællesejet > naturressourcerne. Med den såkaldte krise og efterfølgende krisehåndtering er dette bedrag blevet stadig tydeligere - det er stadig de mange, der skal ofres på de fås alter. Den 1% er afsløret, men de lykkes stadig med en overordnet mediebåren løgnehistorie om 'den nødvendige politik' i 'konkurrencestatens' 'markedskonforme demokrat'. Hvor længe endnu?

anbefalede denne kommentar