Klumme

Kunsten ikke at svare – men sværte

Udenomssvar har længe været en yndet disciplin på Christiansborg. Snart går vi ind i næste fase: Tilsværtning af modstanderen
10. maj 2014

Da regeringen forleden fremlagde sit udspil til en reform af beskæftigelsessystemet, undrede mange politiske iagttagere og oppositionspolitikere sig: Var det et oplæg til valgkamp? Udspillet var rødere og mere fagforeningsvenligt end ventet, og med maksimalt halvandet år til næste folketingsvalg er en lang række folketingspolitikere allerede begyndt at samle frivillige til at forberede deres valgkamp. For valgkampen er begyndt.

Det betyder også, at både vælgere og medier i højere grad vil blive udsat for politikernes retoriske tricks. Udenomssnak har alle dage hørt til blandt politikeres spidskompetencer, men når valgkampen nærmer sig, bliver der skruet op for et andet retorisk fænomen: Den negative kampagne – eller slet og ret blot disciplinen: ‘Svært din politiske modstander til’.

Det seneste eksempel på negative kampagner kom lige før påske, da Socialdemokraterne havde fået en række ministerier til at regne på, hvad politikere fra Dansk Folkeparti havde foreslået i medier og partipjecer siden valget i 2011. Den ønskeseddel beløb sig til 155 milliarder kroner. Et beløb, Socialdemokraterne ikke mente, at DF havde anvist på statsfinanserne.

Egentlig er det lidt underligt, at politikerne går så meget op i at sværte hinanden til. For det flytter ikke rigtigt vælgere. Ifølge ny forskning af Rasmus Tue Pedersen og Kasper Møller Hansen, der har undersøgt effekterne ved en række negative kampagner under folketingsvalgkampen i 2011, er konklusionen klar: De virker ikke ret godt.

»Folk, der i forvejen har sympati for DF og stemmer på DF, vil kigge på det her og afskrive det som mudderkast og et strengt angreb. Folk, der godt kan lide det her angreb, er dem, som i forvejen godt kan lide Socialdemokraterne,« sagde Rasmus Tue Pedersen til Ritzau om fighten mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Men på trods af den ringe effekt, er det alligevel især partiernes politiske ordførerer, der skal have et særligt talent for vende et retorisk forsvar til et angreb. Venstres tidligere politiske ordfører, Jens Rohde, forklarer i det nyeste nummer af Euroman, hvordan han først troede, at han skulle svare på de spørgsmål, som journalister stillede ham.

»Intet kunne være mere forkert. Man skal opøve sig til at lade, som om man svarer. Helst meget kort. Og så skal man gå over til den vigtige fase to: angrebet. Det kræver lidt tilvænning, men det kan læres,« forklarer han til magasinet.

Det nuværende medlem af Europa-Parlamentet forklarer videre, hvordan han sammen med daværende statsminister og formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, havde en klar arbejdsdeling:

»Jeg skulle som udgangspunkt lægge 10 procent oven i det, han havde sagt. Derefter kunne han så gå ud og lægge passende – ikke alt for meget – afstand til det, jeg havde sagt,« forklarer Jens Rohde.

Også Socialdemokraternes Magnus Heunicke filosoferer over jobbet som politisk ordfører i magasinet:

»Det slog mig, da jeg første gang sad med øresneglen monteret og skulle direkte på tv i min nye rolle som transportminister, at jeg var helt afslappet. Til forskel fra alle de gange, hvor jeg som politisk ordfører har siddet i fjernsynet og skulle forsvare og forklare noget, der dybest set ikke lod sig forsvare og forklare,« siger Magnus Heunicke til Euroman og fortsætter:

»Man skal passe på i det job. Det er på den ene side spændende, givende – ja, nærmest afhængighedsskabende. Men der er også en risiko for, at man mister sig selv. At man udefra kan betragte sig selv som ’Komiske Ali’– men bare er fanget ind i det og ikke kan slippe ud,« siger Heunicke.

Nu kunne Heunicke og kollegerne meget nemt slippe ud af det. De kunne jo bare holde sig til at forklare og forsvare egen politik. Men når nu de negative kampagner alligevel ikke har nævneværdig betydning for, hvor vælgerne sætter deres kryds, er de egentlig ret forfriskende. De negative kampagner viser indignerede politikere, som har noget på hjerte og holder gang i den politiske diskussion af, hvor vores samfund skal bevæge sig hen. Så, politikere: Begynd tilsværtningen!

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hvis dét, politikerne har på hjertet, er trangen til at sværte deres menings- modstandere
(hvis man da kan tale om modstandere i et næsten generelt enigt folketing)
så vil jeg ikke kalde det forfriskende.
Det er forstemmende, nedslående og absolut ulideligt at høre på.

Hvis tilsværtning er demokratiske modstandere er politisk håndværk,
så bør vi måske overveje helt at nedlægge folketinget og overføre magten og skuespillet til Mester Jakel-dukker.

Herdis Weins

"Til forskel fra alle de gange, hvor jeg som politisk ordfører har siddet i fjernsynet og skulle forsvare og forklare noget, der dybest set ikke lod sig forsvare og forklare,« siger Magnus Heunicke til Euroman"
Men det anser han som sit job. Hermed har han tilstået, at han - og de andre - er blottet for etik i sin kommunikation.
Ikke at det kommer som en overraskelse.

Vibeke Rasmussen, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Valgkampen nærmer sig ikke, hvis vi skal tro pressen. Valgkampen til valget til Europa-Parlamentet startede for alvor for få uger siden. Valgkampen til folketingsvalg startede i foråret 2001.

Den største forandring er knap omtalt og er sket stort set uden debat. Den består i, at nutiden ideal for pressens kommunikation er konfrontation, mens idealet tidligere var formidling. Den forandring har stor indflydelse på politiske debatter og befolkningens krav til folkevalgte politikere. Debattører vurderes på sin evne til at skabe debat. Når debatskabende konfrontation er et ideal, er der ikke længere plads til forbehold og komprmiser, som nu kaldes 'udenomssnak' til tider endda trods meget klare udsagn.

Det undrer mig stadig, det kaldes en 'negativ kampagne' at bede ministerier finde ud af, hvad Dansk Folkepartis forslag kostede. Når de fleste andre partier fremsætter forslag, bliver de hurtigt spurgt om financiering. Hvis financieringen ikke indgår i et givent forslag, bliver det hurtigt et tema i et interview på tv og artikler på netaviser. Kun Dansk Folkeparti er undtaget fra kritiske spørgsmål, nok fordi pressen ved, det parti ikke besvarer kritiske spørgsmål, men kan undlade at samarbejde med kritiske medier. Mit indtryk er, at de medier, der samarbejder med Dansk Folkeparti, er inde i varmen, når pressen deler historier med hinanden, mens andre medier kun har perifer indflydelse. Fx. er Information og Børsen vist aldrig med i Presselogen på TV2, og bidrager sjældent til de historier, der danner grundlag for politiske initiativer på Christiansborg.

" De negative kampagner viser indignerede politikere, som har noget på hjerte og holder gang i den politiske diskussion af, hvor vores samfund skal bevæge sig hen. "

Det er jeg ikke ubetinget enig i. Jeg synes mere, de holder gang i den politiske diskussion, der sikrer, absolut intet sker bortset fra, befolkningen bliver mere og mere rådvild. Faktisk tænker jeg jævnligt, det er godt, EU har visioner og træffer politiske beslutninger også på Danmarks vegne, når nu Danmarks egen lovgivende forsamling ikke gider. Når Danmarks lovgivende magt endelig træffer beslutninger, viser det sg ofte hurtigt, at lovgivningen ikke har den ønskede effekt eller har nogle uheldige konsekvenser, hvorefter den bliver ændret eller udvidet.

Grethe Preisler

Valgkampen nærmer sig ikke - den har kørt for fuld skrue siden "regeringsskiftet" i 2011, og nu lægges der op til slutspurten i "semifinalen".

Bjarne Riisgaard

Mon ikke Casper Dall har misforstået pointen, når han undrer sig over tilsværtningen, selvom den ikke flytter stemmer.

Han citerer jo selv forskerne for at sige: "Folk, der godt kan lide det her angreb, er dem, som i forvejen godt kan lide Socialdemokraterne,« sagde Rasmus Tue Pedersen til Ritzau om fighten mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti." - Deri ligger sagens kerne vel; det sker til ære for egne medlemmer. For at fastholde deres opbakning og styrke deres moral.

Peter Jensen

"»Man skal passe på i det job. Det er på den ene side spændende, givende – ja, nærmest afhængighedsskabende. Men der er også en risiko for, at man mister sig selv. At man udefra kan betragte sig selv som ’Komiske Ali’– men bare er fanget ind i det og ikke kan slippe ud,« siger Heunicke."

Heunicke taler om at miste sig selv; man kunne også anskue det som en art tilvænning, en art kalibrering af ræsonnement og handlingsmønstre, hvor politikere systematisk skoles til at se bort fra såvel den personlige som den sociale etik under udøvelsen af det politiske hverv. Hvor Heunicke bagatelliserer dette forhold som en risiko, ville andre måske tale om en overhængende sandsynlighed for at politikere under de gældende forhold under ét tilvænnes og kalibreres til kamp/flugt-tænkning og emotionelle handlinger, hvilket i sagens natur gør dem let manipulérbare og samtidig trækker dybe spor i bl.a. demokratiudviklingen. Tager vi udgangspunkt i sidstnævnte sandsynlighed taler meget for en grundig forandring af politikerhvervet, som det af magthaverne/det formelle Danmark beskrives og udøves i dag. En diskussion, Heunicke og ligestillede/-sindede i sagens natur ikke ønsker åbnet.

Vibeke Rasmussen

Og i forlængelse af Magnus Heunickes 'tilståelse' er det ret interessant (men forstemmende!), også at bemærke hvordan hans afløser, Maja Panduro – endda konfronteret med at Heunicke jævnligt blev kaldt 'Komiske Ali' – stadig erklærede sig stolt over at blive sammenlignet med ham! De synes i sandhed at leve i en lydtæt osteklokke dér, inde på 'Borgen'.