Klumme

Kvindelige og farvede chefer falder i Glaskløften

Ny forskning viser, at kvinder og sorte oftere bliver udnævnt til topchefer, hvis en virksomhed er i krise. Det lover dårligt for New York Times
26. maj 2014

I sidste uge fyrede New York Times sin chefredaktør, Jill Abramson, på brutal facon. Ingen udglattende ord eller afskedsreceptioner. To timer efter meddelelsen, der blev givet af udgiver Arthur Sulzberger Jr. til redaktionen, var Abramsons navn fjernet fra kolofonen og hendes arbejds-e-mail eksisterede ikke længere. Den første kvindelige chefredaktør på den notorisk mandsdominerede avis var væk. Femifesten varede 32 måneder.

Men afløseren skriver skam også historie. Den nye chefredaktør, Dean Baquet, er også en frontløber. Han er den første ikke-hvide mand på posten.

Dermed havnede New York Times i samme situation, som det demokratiske parti stod i i 2008: Vælg mellem en kvinde og en afroamerikaner. Demokraterne valgte som bekendt Obama, men alt tyder på, at USA i 2016 vil kunne stemme på Hillary Clinton igen.

Men hvorfor blev Abramson egentlig fyret? Var det, fordi hun var gået bag om ryggen på resten af ledelsen i ansættelsen af en ny nummer to, og ikke længere havde allierede? Og at hun dertil var »notorisk brysk og vanskelig« – en forklaring udgiver Sulzberger Jr. kom med i et interview i Vanity Fair onsdag i sidste uge.

Eller var det, fordi hun var en kvinde, der forlangte ligeløn, og som havde hyret en advokat for at få det. En forklaring, der blev markedsført af talrige andre medier med magasinet The New Yorker i spidsen.

Den slags er svært at svare på, uden at forfalde til gætterier. Om end overtegnede syrligt vil tillade sig at bemærke, at karakteristikken »brillant, men pokkers besværlig og ufremkommelig,« synes at klæbe til kvindelige chefredaktører – ikke, at der er mange af dem internationalt. Le Monde fyrede sin i sidste måned med præcis den samme personbeskrivelse som den, der blev Abramson til del.

Hvorom alting er. Fyringen af Abramson er blevet brugt til at illustrere en konklusion som stammer fra en gruppe forskere ansat ved Utah State University, der har fundet frem til et nyt begreb: Glaskløften (the glass cliff, red.). Mange med interesse for ligestilling vil have hørt om glasloftet: Strukturer, der gør det sværere for kvinder end for mænd at nå toppen.

Glaskløften er noget andet. Tesen er kort sagt, at både kvinder og etniske minoriteter oftere end mænd bliver udnævnt til topposter, hvorfra det er svært at få succes. Og at de derfor oftere vil fejle end hvide mænd.

Umiddelbart lyder det mystisk. Man kan næppe forestille sig en bestyrelse, der sidder og bliver enige om at ansætte en fiasko. Ikke desto mindre taler statistikken i et klart sprog. I en undersøgelse af to områder – sport og erhvervslivet – sammenlignede forskerne data fra henholdsvis listen af Fortune 500 virksomheder i USA og the NCAA (mænds basketball). Tallene er klokkeklare: Basketballhold på vej ned i ligaen ansætter langt flere sorte cheftrænere, end de vindende hold gør. Og firmaer med røde tal på bundlinjen ansætter flere kvindelige chefer, end firmaer på optur.

Hvordan kan det være? Frem for at trække onde viljer eller mandekonspirationer frem (hvilket næppe ville være videnskabeligt holdbart endsige sandt), er der mindst tre mulige forklaringer:

En mulighed er, at de risikofyldte job rent faktisk først bliver tilbudt til den typiske amerikanske chef (en hvid mand), men at han siger nej tak. Og så går buddet til en minoritet i stedet. En minoritetsperson, der tænker: »Det her er måske mit eneste skud i bøssen.«

En anden tese er, at firmaer, der har ryggen mod muren, oftere leder efter en moderlig type, der kan berolige de nervøse ansatte. Her ville der i givet fald være en stereotyp på spil om den varmere og mere empatiske kvindelige chef.

Et tredje bud på en forklaring er, at når en virksomhed er i knibe, er de mere tilbøjelige til at lede efter noget helt nyt. At sende et utraditionelt signal til sine investorer: ’Vi forsøger at vende skuden. Vi er ikke bange for at gå nye veje.’

Motiverne kan med andre ord være gode nok. Og de kan dertil være ubevidste. Men konsekvensen – siger forskerne – er altså, at både kvinder og sorte er mere udsatte og vil fejle oftere som ledere end de hvide mænd.

Hvad det siger om New York Times’ kommercielle fremtid er uvist. Om end det er fristende at stå klar med et ’hvad sagde jeg’, når det går galt.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det var dog en ualmindelig tynd historie.
Er der ikke gjort det mindste forsøg på at få opklaret, hvad den faktiske begrundelse for fyringen er? Laver man lange artikler om rent gætværk og konspiration pyntet med lidt almindelig feministisk fornemmelse af, at det hele er mændenes skyld.

Det er nok bare en af de mange provoartikler, der skal fremkalde stribevis af vrede kommentarer - lidt i stil med slagsmål og skænderier på reality-TV.
Den slags giver masser af hits på avisens side, og det er jo godt for reklameindtægterne!