International kommentar

Man skal ikke lade sig krænke af hvem som helst

Hvis vi vil beskytte den demokratiske samtale, må vi lære at vende ryggen til de nettes anonyme krænkere
Debat
30. maj 2014

I rasende tempo flytter det offentlige rum sig fra pladser, læsesale og endog sportsarenaer for i stedet at indtage cyberspace. Stadig oftere foregår den offentlige meningsudveksling på nettet. Her er det offentlige liv imidlertid immaterielt, virtuelt … og mere eller mindre lovløst. Det sidste kan godt skabe problemer. For hvor et bytorv eller en park kan afpatruljeres af en betjent (i hvert fald i teorien), har loven haft mere end svært ved at gøre sig gældende i nettets randzoner.

Mens vi venter på lovens indtog, kan alle og enhver blive udsat for bagvaskelse, misbrug eller shitstorme uden nævneværdige sanktioner. Tilsyneladende sker det også temmelig tit: I al fald kan vi igen og igen læse om denne og hin person, der føler sig krænket eller fornærmet. Trusler og had faciliteres af internettets anonymitet, der tolkes som en udvidelse af de individuelle frihedsrettigheder. Men anonymiteten bidrager også til at gøre det sværere for os at finde fastere former for vores offentlige omgang med hinanden: Der mangler en slags åndens og intellektets etikette.

Krænkede narcissister

Målt på fraværet af høflighed og etikette er det en trist tid, vi lever i. Også når det gælder respekten for den andens integritet. Vores egen integritet er til gengæld vokset til hidtil usete højder. Derfor er vi også blevet lettere at provokere og har lettere ved at føle os krænket over ting, som ikke tidligere ville have forstyrret nogen. Den enkelte vinder frem på bekostning af det fælles. I sidste ende handler det mest om vores egen selvopfattelse, og om hvordan vi opfatter vores ære og hæder. Vi er blevet mere selvcentrerede, mere egoistiske – ofte narcissistiske – selv om vi fortolker det som forlængelse af vores frihed og derfor hilser udviklingen velkommen.

Selv den mindste forstyrrelse af denne oppustede individualisme (som en slags autisme) krænker os.

I det lange løb kan ingen dog gå rundt og føle sig konstant krænket. Derfor er Arthur Schnitzler (1862-1931) en forfatter, der også har bud til vores tid. Få har som han skildret et offentligt rum, hvor netop krænkelse af ære og hæder står i centrum, herunder de strengt regulerede ritualer, hvormed man forsøgte at få bugt med dette problem.

Duellen blev i Europa praktiseret til langt ind i forrige århundred, fortrinsvis dog blandt de europæiske krigsmagters officerer. At udfordre nogen til duel var at reagere på, hvad der blev opfattet som en krænkelse. Duellens formål var at forsvare og genoprette uniformens – i praksis den militære kastes – hæder og ære.

Målet var ikke nødvendigvis at dræbe, selv om det naturligvis ikke kunne undgås, at det undertiden blev resultatet. Målet var æresoprejsning.

Det er dog ikke enhver, der fornærmer mig, der kan give mig oprejsning: Kun en ligemand, en jævnbyrdig, kan give mig den tilfredsstillelse. Netop her, tror jeg, findes der et relevant berøringspunkt i forhold til vores egen tid.

Schnitzlers berømte løjtnant Gustl får sin ære besudlet, da en øjensynligt beruset bagermester i en folkemængde presser sig foran ham og rækker ud efter hans sabel. I det skænderi, der følger, kalder bageren ham for dummer Bub (’dumme knægt’). Bageren, der er langt ældre end den unge officer, tilkendegiver med sin kommentar, at han finder løjtnantens vrede barnlig og irrationel. Han vender desuden ryggen til ham. Ikke af fejhed, men af noget langt værre end det: foragt.

Alligevel afstår Løjtnant Gustl fra at udfordre ham til duel. For en fuld bager – dvs. en plebejisk civil – er ikke i en position til at kunne vanære en officer. At duellere med ham ville derfor være at tilkende ham en betydning, han ikke har. En sådan mand er bare luft. Han findes ikke.

Den ligegyldige krænker

I Schnitzlers verden spiller klasse eller social position en langt vigtigere rolle end i dag. Alligevel synes jeg, vi kan lære en fundamental indsigt hos ham. For et eller andet sted må der trækkes en grænse eller sættes en tærskel i hierarkiet af påståede overtrædelser, hvis de ikke skal oversvømme os og ødelægge både vores dagligliv og den offentlige sfære. Og så længe loven ikke kan gøre det for os, vil vi, ganske som løjtnant Gustl og hans kammerater, være henvist til at gøre det selv.

En sådan grænse, tænker jeg, udgøres netop af den anonymitet, som internettet tilbyder. Uklare afsendere og personer, der ikke står frem under eget navn for at smæde og fornærme, kan være så injurierende de vil, men må pr. definition henhøre under kategorien ikke værd at duellere med. I Schnitzlers verden ville dette være indlysende. Når tid, sted, våben og sekundanter kan aftales forud for en duel, har de to stridende parter som det selvfølgeligste af verden allerede udvekslet deres visitkort. De vil vide, hvem de har med at gøre.

Retten til at tænke

Nogen vil måske mene, at vi kommer til at sætte tolerancen for krænkelser på nettet for højt, hvis vi blot vælger at ignorere anonyme krænkere. Men jeg vil hævde, at det vigtigste må være at forsvare det offentlige rum – en indsats, som har altafgørende betydning, hvis vores demokrati skal fungere.

På det seneste ser der imidlertid ud til at være opstået misforståelser om dette i Sverige, hvor postbude har nægtet at omdele valgmateriale fra et bestemt parti, og skoler og hospitaler har villet hindre det samme parlamentariske parti i at formidle sit budskab. Det pågældende parti er tilfældigvis Sverigesdemokraterna, hvis budskab vi unægtelig er mange, der finder frastødende.

Demokrati drejer sig imidlertid ikke om at tænke det rette, men om retten til at tænke. Selv ikke de ædleste hensigter eller den dybeste afsky kan berettige, at vi udelukker Sverigesdemokraterna fra det offentlige domæne. Tværtimod. Og gør vi det alligevel, gavner vi ikke demokratiet – vi skader det.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her