Læserbrev

Meningsløse test i folkeskolen

Debat
30. maj 2014

Når eleverne i 9. klasse i disse dage forbereder sig til folkeskolens afgangsprøver, er det desværre ikke til den store nytte for nogen parter. For vi tester eleverne lige inden, de forlader folkeskolen – og derfor bliver den viden, vi får fra prøverne om elevernes kunnen, hverken brugt i relation til deres videre skolegang eller til at forbedre deres læring. Det bør vi lave om på.

I Danmark har vi udvidet brugen af afgangsprøver, så vi nu har prøver i alle fag efter 9. klasse. Modsat har de i eksempelvis Canada kun én skriftlig og én mundtlig prøve i engelsk eller fransk i det tiende skoleår. Canada er et af de lande, der har forbedret elevernes resultater mest markant de sidste 10 år, og de ligger i top i PISA-undersøgelserne. Det har de blandt andet opnået ved grundigt at følge elevernes læring i løbet af skoleårene og ved rent faktisk at forbedre undervisningen ved at bruge de test, de laver i løbet af skoleforløbet. Det kan folkeskolen i Danmark lære noget af.

I Danmark har vi nationale test på andet, fjerde, sjette og ottende klassetrin. Det er avancerede test, som giver megen information om eleverne. I 2. klasse får vi information om elevernes læsefærdigheder, men vi bruger ikke resultaterne til at sætte ekstra ind over for de elever, der har brug for støtte. Desværre ser vi meget ofte, at de samme børn klarer sig dårligt op gennem skoletiden for til sidst at blive modløse og skoletrætte. Jeg synes, at man skal forbedre ressourceanvendelsen i folkeskolen sådan, at elever, der klarer sig dårligt til prøverne, får støtte med det samme.

En målrettet indsats

Erfaringer viser, at vi ved intensiv støtte kan løfte eleverne hurtigt. Efter 2. klasse giver det mærkbare resultater at gennemføre målrettede læseaktiviteter for de elever, der har brug for det, og at inddrage forældrene i det. På 8. klassetrin har vi set gode resultater med såkaldte læringscamps på 2-3 uger i sommerferien til de svageste elever. Det har givet dem et løft, så de blev motiverede og fagligt klar til at give den en skalle i 9. klasse.

Vi skal dog ikke helt afskaffe afgangsprøverne i 9. klasse. Vi skal stadig have nogle få, men de skal ligge tidligere på året – måske i januar i stedet. På den måde kan resultaterne bruges til at tilrettelægge og forberede den enkelte elev på overgangen til en ungdomsuddannelse.

Klaus Mygind (SF), børne- og ungdomsfører i Københavns Borgerrepræsentation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her