Kommentar

Selv når det gælder kirken, er der et valg mellem onder

Venstre skal sige nej til et nyt selvstændigt styrende organ for folkekirken. Vi skal være dem, der for en gangs skyld ikke blander sig. Dem, der tillader sig at tvivle på, at alt kan ordnes
14. maj 2014

I politik ender man sjældent med at skulle vælge mellem det gode og det onde. Gid det var så vel, så kunne enhver politiker bare slå op i en manual. Nej, politik er ofte et valg blandt onder. Det gælder også i spørgsmålet om ny kirkeforfatning for folkekirken.

David Rehling beskriver i Information den 30. april på en udmærket måde nogle af de udfordringer og politiske spørgsmål, der melder sig, når politikere vil ordne og styre og rode rundt i andres forhold. Udgangspunktet er, at et regeringsudvalg under ledelse af tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen foreslår et nyt styrende organ for folkekirken – en slags kirkeråd.

Det er aldrig lykkedes Christiansborg at ’ordne’ folkekirken. Så kirken har ordnet sig selv, på glimrende vis med udgangspunkt i generelle principper om frihed for det enkelte medlem og for de enkelte menigheder. Ingen kan tale på hele folkekirkens vegne. Den enkelte menighed og præst må tale om og med Gud med de konsekvenser, de hver især synes, det skal have.

I mange år har en række jurister ment, at det er noget ’rod’, at vi har en grundlov, som forudsætter, at folkekirken ordner sine egne forhold, samtidig med at kirkeministeren og Folketinget alligevel kan spille rollen som overdommere i sager om salmebøger, kvindelige præster, homoseksuelle vielser osv.

Juristerne peger på, at grundlovsfædrene i 1849 forestillede sig, at folkekirken skulle have sit eget styrende organ, f.eks. et kirkeråd. Men de glemmer, at der er sket meget siden 1849.

For det første har vi haft en række grundlovsændringer – i 1915 og 1953, hvor man sådan set kunne have fikset den sag.

For det andet har folkekirken udviklet sig på baggrund af en række frihedslove, som burde være forbilleder for resten af samfundet. I stedet for en demokratisering fra oven gennem et kirkeråd, har folkekirken fået en demokratisering fra neden. Det er særdeles prisværdigt, også selv om det generer visse jurister.

Det nye argument for at ’ordne’ folkekirkens styring, er nu, at man skal sætte værn op for Finansministeriet, så folkekirken undgår at blive djøficseret.

Den bekymring kan være relevant, især hvis ikke politikerne og kirkens skiftende ministre evner at forsvare folkekirken. For økonomerne i Finansministeriet tænker økonomisk rationelt, de vil rationalisere og passe på pengene.

Det har vi haft megen glæde af i det verdslige liv. Men den evidensbårne logik og trossamfund er sjældent foreneligte. Skal en folkekirke f.eks. bedømmes på antallet af kunder om søndagen eller på sin rolle som forkynder af kristendommen?

Politisering, nej tak

Jeg forstår godt ønsket om at opbygge et værn omkring folkekirken mod bureaukratiske embedsmænd og emsige politikere. Men man glemmer to ting. Et kirkeråd kan i sig selv være medvirkende til en djøficsering af folkekirken. Med et centralt styrende organ kan der blive større intern bureaukratisering, når kirkerådet skal have styr på folkekirken.

Men en anden ting er dog et endnu større onde, nemlig en politisering af kirken.

I dag er folkekirken for alle, vi sidder på samme bænk, høj og lav, rød og blå, det gør ingen forskel. Gud er for alle, for ham er vi alle syndere. Men med en lovfæstning af et nyt styrende organ, et kirkeråd, får vi pludselig en særlig politisk myndighed, der vil kunne udtale sig om dette og hint på alles vegne. Det vil gøre kirkebænken ubekvem at sidde på.

Er man i tvivl så kig til Sverige. Her har kirkerådet udtalt sig om alt mellem himmel og jord – ikke mindst om politiske sager. Det har gjort, at bænkene føles utilpas for mange, og det har yderligere undermineret den svenske kirke.

Kirkebænkene skal være for alle, der tror. Finansministeriet for dem, der ved. Og Folketinget for dem, der tør tvivle. Folketingets rolle skal derfor bevares som kirkens værn; det organ, der hindrer indblanding i folkekirkens forhold og som lader denne unikke størrelse udvikle sig frit, på egne præmisser.

Det kræver ikke meget af os politikere. Bare en smule rygrad og en smule afholdenhed.

Min opfattelse er, at Venstre skal sige nej til et nyt selvstændigt styrende organ for folkekirken. Vi skal påtage os at være dem, der for en gangs skyld ikke blander sig. Dem, der tillader sig at tvivle på, at alt kan ordnes. Har man først lavet en slags kirkeråd, er vejen banet for mere politisering.

Hvis kirkens minister så vil gennemtrumfe ordningen for kirken med Enhedslistens ateistiske stemmer, så er Jelved ikke den forstandige og ordentlige politiker, jeg kender hende som. Det tvivler jeg dog på. Også her tør jeg tvivle.

Peter Christensen er MF, finanspolitisk ordfører for Venstre

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Typisk Venstre-mainstream.
Hvis Peter Christensen havde fulgt med i debatterne her, hvad han selvfølgelig ikke har, så ville han nok have sondret mere mellem politik og religion. Eks:
Den enkelte menighed og præst må tale om og med Gud...
Det lyder som om hans gud virkelig eksisterer, og hvor ved han det fra?
Eks. 2: Gud er for alle, for ham er vi alle syndere.
Det er farligt at trække sine guder ind i det offentlige rum, for de risikerer at blive bepisset. Der skal nok være en, der spørger, om det er den trehovede gud, eller om det er en anden lille lortegud.
En politiker skal ikke kalde os alle for syndere, for det er noget forskruet sludder og en religionspecifik opfattelse.
At vi belemres med kirkerådsballaden, er udelukkende fordi der er denne uklare skillelinje mellem kirke og stat. Skil dem!

Lisbet Christoffersen

At en ledende Venstre-politiker kan anbefale en egentlig statskirke er mig en gåde. Hovedpointen i bet 1544 er, at hvis intet gøres nu, så kan centraladministrationen regere og råde med folkekirkens økonomi, præstestillinger, kirkebygninger og ritualer som den vil. Opkræve kirkeskat fra medlemmerne og bruge kirkeskatten efter eget forgodtbefindende; rationalisere hele folkekirken, for den er jo ikke på finansloven, dér er kun statens tilskud, resten bestemmer ministrene enevældigt; hvordan kan en venstre-politiker gå ind for det? Man bør kunne skelne mellem afvisning af et kirkeråd, der bestemmer indholdet i folkekirken - det går jeg heller ikke ind for - og så behovet for at de, der betaler, også er med til at bestemme brugen af pengene. det plejer at være god venstre-politik, at demokratiet sidder i højre bukselomme - jeg håber stadig, venstre vil gå aktivt ind i disse forhandlinger og finde en løsning på folkekirkens landsdækkende økonomi