International kommentar

Reglerne for det internationale samfund er brudt sammen

Hvem kan kontrollere en kapitalistisk verdensorden, der er på vej til at dele sig i konkurrerende centre?
Debat
10. maj 2014

For at kende et samfund, må man ikke blot kende dets eksplicitte regler. Man må også vide, hvordan man bruger dem, hvornår man vil bruge dem, hvornår man vil overtræde dem, hvornår man skal afslå et tilbud eller lade som, om man frivilligt tager imod det. Visse tilbud fremsættes som bekendt for at blive afslået. Når en rig onkel inviterer mig på restaurant, ved vi begge, at han vil tage sig af regningen. Alligevel bliver jeg for en god ordens skyld nødt til at insistere på, at vi deler den.

En lignende problematik var karakteristisk for de kaotiske postsovjetiske år under Jeltsins styre i Rusland. Selv om de juridiske regler var kendt, og stort set var de samme som i Sovjetunionens dage, var det komplekse net af implicitte, uskrevne regler, som holdt hele det sociale bygningsværk oppe, pludselig væk. Hvis man i Sovjet ønskede sig bedre hospitalsbehandling eller en ny lejlighed, eller hvis man havde en klage over myndighederne eller ville have sit barn optaget på en eliteskole, kendte man de implicitte regler. Man vidste, hvem man skulle henvende sig til og bestikke. Efter sovjetmagtens sammenbrud var de nye reglers uklarhed et af de mest frustrerende aspekter af dagliglivet for almindelige mennesker. Folk vidste simpelthen ikke længere, hvordan de skulle forholde sig til myndigheder og lovgivning. Hvilke love kunne man ignorere, i hvilke situationer ville bestikkelse virke?

Den stabilisering, der er sket af det russiske samfund under Putin, bygger da også i hovedsagen på, at der igen er skabt gennemsigtighed omkring de uskrevne regler.

Derimod har vi ikke nået et tilsvarende stade i international politik. I 1990’erne regulerede en stiltiende pagt forholdet mellem de vestlige stormagter og Rusland. De vestlige stater gik ind på at behandle Rusland som en stormagt, men kun på den betingelse, at Rusland ikke handlede som en.

Men hvad nu, hvis man accepterer et tilbud, det var meningen, man skulle afslå? Hvad nu, hvis Rusland begynder at optræde som en stormagt? Så opstår der en farlig situation, som truer hele den eksisterende geopolitiske orden. Vi så det første gang for fem år siden i Georgien.

Farligere tider på vej

Hvordan er vi havnet her? ’Det amerikanske århundrede’ er overstået, og vi er på vej ind i en epoke, hvor der danner sig konkurrerende centre for den globale kapitalisme. I USA, Europa, Kina og måske Latinamerika har det kapitalistiske system udviklet sig med forskelligt tvist: USA står for den neoliberale kapitalisme, Europa prøver at holde sammen på resterne af velfærdsstaten, Kina står for den autoritære kapitalisme, Latinamerika for den populistiske kapitalisme. Fordi USA’s forsøg på at gøre sig selv til den eneste supermagt – og universel politimand – er slået fejl, er der nu behov for at fastsætte nye regler for, hvordan disse lokale centre kan interagere under hensyntagen til deres modstridende interesser.

Uklarheden om spillereglerne betyder, at vi er på vej ind i en farligere tid. Under Den Kolde Krig var reglerne for international adfærd klare – de blev garanteret af de to supermagters doktrin om gensidig ødelæggelse. Da Sovjetunionen overtrådte disse uskrevne regler ved at invadere Afghanistan, måtte det betale en dyr pris. Krigen i Afghanistan blev begyndelsen til enden. I dag tester de gamle og nye supermagter hinanden og forsøger at gennemtrumfe deres egen version af globale regler og eksperimentere med dem via stedfortrædere (læs: andre og mindre nationer og stater).

Voksende social spænding

Karl Popper lovpriste engang videnskabens afprøvning af hypoteser med en bemærkning om, at det er bedre, at vi tager livet af vores hypoteser end af os selv. I den sammenhæng er det de små nationer, som bliver prøvekaniner i stedet for de store – først Georgien, nu Ukraine. Selv om de officielle argumenter antager moralsk karakter og kredser om frihed og menneskerettigheder, er spillets natur indlysende. På samme måde som krisen i Georgien er begivenhederne i Ukraine udtryk for, at der er indledt en ny fase i den geopolitiske kamp om kontrol i en ikke-reguleret, multicentreret verden.

For over 200 år siden indså Immanuel Kant behovet for en transnational retsorden funderet i det fremvoksende globale samfund. I Zum ewigen Frieden bemærkede han: »Eftersom det mere eller mindre tætte fællesskab mellem jordens folkeslag har udviklet sig så langt, at en krænkelse af rettigheder på ét sted kan mærkes over hele verden, er ideen om en lov om verdensborgerskab ikke længere en overspændt fantasi«.

Det bringer os dog til, hvad der velsagtens er den ’primære modsigelse’ af den nye verdensorden: umuligheden af at skabe en global politisk orden, der kan modsvare den globale kapitalistiske økonomis.

Hvad nu hvis det er strukturer og ikke kun empiriske begrænsninger, der stiller sig i vejen for skabelsen af et verdensomspændende demokrati eller en repræsentativ verdensregering? Hvad nu hvis den globale markedsøkonomi ikke kan organiseres som et globalt liberalt demokrati med valg på verdensplan?

I globaliseringens tid betaler vi prisen for denne ’primære modsigelse’. I politik er ældgamle fikseringer i form af partikularistiske substantielle etniske, religiøse og kulturelle identiteter igen det, som fylder mest. Vores store problem i dag defineres ved denne spænding: Den globale frie bevægelighed for varer ledsages af en voksende adskillelse på det sociale område. Efter Berlinmurens fald og det globale markeds fremvækst er nye mure vokset frem overalt og skiller folkeslag og deres kulturer. Måske vil selve menneskehedens overlevelse afhænge af, om vi kan løsne op for den spænding.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

De er vel ikke brudt mere sammen, end at de nu skal til at blive overholdt. Det er det nye, for nu kan USA ikke længere gøre som det passer dem. Nu skal de selv til at følge reglerne, og lytte til verdens andre magtcentre. Det første, der bør gøres på makroplan, er en omdannelse af FN. FN´s mest magtfulde organ, Sikkerhedsrådet, bør simpelt hen opløses og sammensættes på en ny måde, der afspejler verden af i dag. Ud med Frankrig og UK, ind med Indien, Brasilien og Tyskland, eller lignende.

Dernæst skal princippet om folkenes selvbestemmelse gives en renæssance. Det blev opfundet efter 1. Verdenskrig, men kun anvendt i begrænset omfang. Masser af grænser verden over kunne trænge til et eftersyn og nogle justeringer. Og man må opgive angsten for opsplitning i mindre nationalstater, såsom Catalonien, Skotland, Xinjiang, Kashmir, Kurdistan o.s.v.

Endelig må demokratierne kæmpe sig tilbage til magten. Den har i alt for høj grad været overladt til de frie markeder, særlig kapitalmarkedederne, mens demokratierne måbende har set til og understøttet processen med diverse statsgarantier betalt af den dårligst stillede del af befolkningen. Den går ikke længere, nu hvor uligheden er gået over gevind, og naturen er pint længere og længere ud af ligevægt.

Steffen Gliese, Rune Petersen, Martin Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Er det ikke tyndbenet lirum-larum?

Dennis Berg, Eva eldrup og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er en meget dansk artikel, godt set af Information syntes jeg.

"Hvad nu hvis den globale markedsøkonomi ikke kan organiseres som et globalt liberalt demokrati med valg på verdensplan?"

Der er ikke noget verdensomspændende demokrati i dag, i morgen eller om tyve år, det har Afghanistan, Irak og mange mange flere tåbelige krige, de såkalte demokratiske lande, har ført vist, med al ønskelig tydelighed.

De demokrati bringene, velstand skabende og lykke producerede væbnede styrker er løjen, de bringer død og ødelæggelse, det er deres opgave, var det ikke en idé, at få det på plads, en mor med sin døde datter i favnen i Irak, ser ikke soldaters lykkelige demokrati, helt på den måde, som befolkningen i Danmark får leveret historien på.

Det handler vel om penge, magt og manglende kontrol, der sikre kapitalmagt, ikke står i vejen, for retfærdig behandling af verdens mangfoldige befolkninger.

Dan Johannesson

"Hvad nu hvis den globale markedsøkonomi ikke kan organiseres som et globalt liberalt demokrati med valg på verdensplan?"

Sjovt som man stadig oftere bemærker denne type udtalelser, sagt med en henkastet selvfølgelighed. Som om at en verdensunion, ud af det blå, pludselig, er den naturlige og vedtagne destination, for alle verdens nationer. Det er klassisk propaganda taktik, at indføre ideer, der, som denne, i virkeligheden er ekstreme og radikale, med en selvfølgelighed i diskursen, som om at der er tale om allerede vedtagne bagateller.

På den måde får udsagnet præg af at være en del af den allerede eksisterende kulturelle kapital (vores samfunds forforståelser) - på trods af at tanken, i virkeligheden, er ekstrem, ville kræve årtiers debat, og aldrig ER blevet debatteret i noget som helst reelt offentligt forum.

Omvendt er det naturligt at denne propaganda proces indledes. TTIP forhandlingerne kører som planlagt. De vil føre USA og EU ind i en decideret Handelsunion, præcis som EU startede ud. Samtidig forhandler US med en lang række lande i stillehavsområdet inkl. Japan, Australien mv. om TPP aftalen, der stort set er magen til TTIP. Ialt betyder det at der allerede, gennem vanlige hemmelige fohandlinger ER ved at blive opbygget en Global 'handelsunion.'

En handelsunion, hvor virksomhederne skriver lovene og kan sagsøge nationalstater der opsætter "handelsbarrierer" (og hvad i denne verden kan ikke være det?)

I alt føres vi på denne måde direkte ind i en global neoliberal verdensunion, efter amerikansk forbillede. Det forklarer den nivellering, mellem det europæiske og amerikanske system, som aktuelt udspilles, gennem de endeløse velfærdsforingelser, og topskattelettelser.

Så - DERFOR - listes tankerne om "Globalt demokrati med valg på verdensplan", ind som noget naturligt, vi allerede har debatteret, hvilket naturligvis er løgn og vildledning, af værste skuffe.

Tingene er langt mere forudsigelige end nogen hos eliten ved vedkende sig: En global neoliberal verdensunion, komplet med demokrati simulation, og real fascisme. Når først dette erkendes, bliver næsten al politik og medie indhold, et konstant forudsigeligt narrativ.

morten Hansen, Niels Engelsted, Martin Madsen, Rune Petersen, Heinrich R. Jørgensen, Jette M. Abildgaard og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

"Hvad nu hvis det er strukturer og ikke kun empiriske begrænsninger, der stiller sig i vejen for skabelsen af et verdensomspændende demokrati eller en repræsentativ verdensregering?"

Blot 2 lande hævder at være 'ikke' demokratiske. Så det næste, må være at definere demokrati. Deklarationen bør vel præge indholdet?

Jesper Wendt

Det er jo ikke sådan, at har man 200 mennesker, og de 100 er konservative, så kan man skære dem fra, og fortsætte med 100 socialister. Der vil igen opstå polære forhold, ganske vist i en mere moderat form, men indholdet er stadig i et ideologisk vakuum. Konsensus, er ikke det samme som harmoni.

Søren Kristensen

Vi kunne jo begynde med at harmonisere støvsugerposerne til tre modeller, hverken mere eller mindre.

Michael Kongstad Nielsen

Én må være nok, Søren Kristensen, én stor overordnet støvsugerpose må være verdens fremmeste mål.