International kommentar

En rigtig helgen

En pave holdt hånden over seksualforbrydere og diktatorer – og blev kåret til helgen
8. maj 2014

Den katolske kirke forøgede sidste måned sin mægtige hær af mirakelmagere med to nye helgener. Paverne Johannes 23. og Johannes Paul 2. blev den 27. april helgenkåret ved et kæmpeshow på Peterspladsen og i direkte tv til flere hundrede millioner mennesker. Ifølge Vatikanet blev de nye helgener mødt med jubel og fryd overalt.

Jubelen var dog langtfra entydig. Siden pave Johannes Paul 2.’s død i 2005 og bebudelsen om, at Vatikanet ville helgenkåre ham, er det strømmet ind med protester. Der var udbredt tilslutning til helgenkåringen af pave Johannes 23. med tilnavnet ’den gode pave’, som åbnede den stivnede og dogmatiske katolske kirke til den moderne verden gennem Det Andet Vatikanerkoncil 1962-65. Han var kendt som den milde, dialogsøgende pave, der ønskede at styrke arbejdet for de fattigste og dialogen med andre trosretninger.

Men Johannes Paul 2. var i sine 27 år som pave (1978-2005) med sin indædte kamp mod kommunismen derimod årsag til store spændinger og konflikter i den katolske kirke.

Kamp mod kommunismen

De fleste protester mod helgenkåringen af Johannes Paul 2. skyldes hans manglende fordømmelse af og indgriben over for katolske præsters mange seksuelle overgreb mod børn og unge. Fra forskellige sider i Vatikanet har man forsvaret ham med, at han intet vidste. En tynd undskyldning for lederen af et strengt hierarkisk, lukket system, som under ham og hans efterfølger – den tyske kardinal Josef Ratzinger, som tog navnet Benedikt 16. – blev strammet til en institution med stalinistiske træk og en de facto genoplivning af inkvisitionen i bekæmpelsen af den såkaldte kommunistiske befrielsesteologi.

Da Johannes Paul 2. blev kåret til pave i 1978, fik han en ny og nyttig ven i den mexicanske præst Marcial Maciel, som i 1941 grundlagde den stærkt højreorienterede præsteorden Legionarios de Cristo (Kristi Legionærer). Det folkerige Mexico var et vigtigt led i pavens strategi mod kommunismen og for en ortodoks evangelisering, fordi revolutionen 1910-19 svækkede kirken med ekspropriering af dens ejendom og hårde indgreb.

Maciel blev pavens rådgiver og rejseledsager. Da de første anklager mod ham for seksuelt misbrug af egne og andres børn dukkede op i 1990’erne, skete der intet, selv om paven næppe kan have været uvidende om anklagerne. Maciel – der udnyttede sine gode forbindelser i Vatikanet til at udbygge sit imperium og opbygge en millionformue – syntes urørlig. Han var særdeles nyttig i styrkelsen af den konservative fløj af kirken i Mexico og en snes andre lande.

I 1999 fik Johannes Paul 2. lukket Maciels dossier, og der skete ikke mere, før Ratzinger i 2004 pressede Maciel til at trække sig som øverste leder af Kristi Legionærer. Der blev dog aldrig rejst formelle anklager mod ham, før han døde i 2008. Pave Johannes Paul 2. tog aldrig afstand fra ham eller hans organisation. Paven var åbenbart indstillet på at alliere sig med djævlen selv for at bekæmpe kommunismen.

Det kom også til udtryk i hans hadefulde kamp mod befrielsesteologien, som udviklede sig især i Latinamerika efter vatikanerkoncilet. Ledende befrielsesteologer som brasilianeren Leonardo Boff blev udsat for en regulær heksejagt af Johannes Paul 2. og lederen af Vatikanets magtfulde troskongregation, den tyske kardinal Joseph Ratzinger. Den nicaraguanske digterpræst Ernesto Cardenal blev fordømt af Johannes Paul 2., fordi han blev kulturminister, efter at sandinisterne i 1979 havde afsat en af Latinamerikas mest berygtede diktatorer, den USA-støttede Anastasio Somoza – som Vatikanet aldrig havde fordømt eller taget afstand fra.

Ven med diktatorer

Det er ikke uden grund, at langt de fleste protester mod helgenkåringen kommer fra Latinamerika. Johannes Paul 2. undlod ikke blot at tage afstand fra Latinamerikas berygtede militærdiktatorer, han besøgte dem sågar, omfavnede dem og lod sig hylde sammen med dem.

Da Argentinas præsident Carlos Menem i 1990 besluttede at benåde de dømte ledere af militærdiktaturet 1976-83, sagde paven god for benådningen. Samme pave afviste derimod flere gange at modtage og lytte til blandt andre repræsentanter for Mødrene fra Plaza de Mayo, der ønskede hans støtte til at finde deres forsvundne slægtninge.

I alt forsvandt 30.000 mennesker under militærdiktaturet Argentina. Flere katolske præster medvirkede aktivt i undertrykkelsen, som paven aldrig fordømte. I 2007 annullerede Argentinas højesteret benådningen, og generalerne kom igen for retten.

Johannes Paul 2.’s holdning til de USA-støttede diktaturers grove krænkelser af menneskerettighederne illustreres tydeligt af hans afvisning af El Salvadors ærkebiskop, Óscar Romero, da denne forsøgte at få ham til at interessere sig for den blodige undertrykkelse i det lille mellemamerikanske land i slutningen af 1970’erne.

I maj 1979 lykkedes det efter flere forgæves forsøg Romero at få audiens hos den nye pave. Han medbragte en omfangsrig dokumentation for styrets overgreb: massakrer på bønder og arbejdere, forsvindinger, tortur, mord på socialt engagerede præster. Da Romero rakte paven mappen med dokumentation, afviste han den ifølge Romero med ordene: »Jeg har sagt, at I ikke skal komme slæbende med så mange papirer! Her har vi ikke tid til at læse så mange sager.«

Romero rejste desillusioneret hjem til flere mord og forsvindinger uden andet end en anbefaling fra paven om at samarbejde med militærstyret, for »harmoni mellem Dem og den salvadoranske regering er det mest kristne at gøre disse krisetider«, lød det fra paven. Den 24. marts 1980 blev Romero skudt af en snigskytte under en gudstjeneste. Han blev indstillet til saliggørelse og helgenkåring, men Johannes Paul 2. satte processen i bero. Pave Frans har for nylig genåbnet processen, så Romero kan blive officielt helgenkåret. I Latinamerika er han for længst blevet en folkelig helgen – uden shows og tv.

Jens Lohmann er journalist, forfatter og specialist i latinamerikanske forhold

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Erik Nissen
  • Niels-Simon Larsen
Steen Sohn, Erik Nissen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Nissen

Meget udmærket kommentar. Jeg har til hudløshed undret mig over dette helgenkåreri, som åbenbart kun har det til formål, at selv den værste skurk kan blive kåret til helgen - selvom man må spørge, hvilket glæde for vedkommende, der kommer deraf. Men trøsten for de levende kan jo så være, at i efterlivet kan alle skurkestreger og menneskelige nedrigheder tilgives. Og utalte tusinder møder altså frem og applauderer. Amen.