Kronik

Vi skylder dansk erhvervsliv et ja til patentdomstolen

Patentdomstolen er lige præcis et af den slags tiltag, det europæiske samarbejde skal handle om. Tiltaget ligger fuldstændig i tråd med tankerne bag det indre marked, som det så ud, før EU begyndte at spilde kræfter på at regulere alt fra glødepærer og mentolcigaretter til balloner
Patentdomstolen er lige præcis et af den slags tiltag, det europæiske samarbejde skal handle om. Tiltaget ligger fuldstændig i tråd med tankerne bag det indre marked, som det så ud, før EU begyndte at spilde kræfter på at regulere alt fra glødepærer og mentolcigaretter til balloner

iBureauet/Mia Mottelson

Debat
14. maj 2014

Når folkeafstemningen om patentdomstolen skal afvikles, skal danskerne i princippet tage stilling til to ting: For det første hvorvidt Danmark skal indgå i et fælles patentsamarbejde med 24 andre lande, der samtidig er medlemmer af EU, og dermed bakke op om, at patentindehavere kan få afgjort en sag om krænkelse af et patent ved én domstol, selv om krænkelsen sker i flere lande. For det andet hvorvidt danske virksomheder skal kunne registrere ét patent (et såkaldt enhedspatent), som automatisk gælder i både Danmark og alle de øvrige lande, som har tilsluttet sig patentdomstolen.

Begge disse forhold står til afstemning, da enhedspatenter kun gælder i de lande, hvor patentdomstolen implementeres. Patentdomstolen og enhedspatentet hænger altså uløseligt sammen.

Det er humlen i den kommende afstemning, men den handler om meget mere – ikke mindst vækst- og jobskabelse samt kampen for mindre bureaukrati og et opgør med administrativt bøvl til erhvervslivet.

For sagen er den, at danske virksomheder med patentdomstolen lettere kan beskytte sig selv og deres produkter. Dels fordi de kan nøjes med én ansøgning for at opnå patent i alle lande tilknyttet patentdomstolen, men også fordi de kan nøjes med at bringe en sag for én retsinstans, selv om et patent bliver krænket flere steder. Modsat i dag, hvor patenter skal søges i alle de lande, hvor en virksomhed vil opnå produktbeskyttelse, og sager om patentkrænkelser skal føres i alle de lande, hvor det krænkes, vil danske patentvirksomheder altså kunne klare begge dele ét sted, hvis Danmark tilslutter sig patentdomstolen.

Dermed vil dansk erhvervsliv også kunne slippe for sprogbarrierer og oversættelsesbøvl med store omkostninger til følge, da det ikke længere vil være nødvendigt at udforme ansøgninger eller føre retssager på alskens sprog. Ja, faktisk vil det ligefrem være muligt at søge et fælles patent direkte i Danmark, idet vi ved tilslutning til patentdomstolen kan oprette en lokal eller regional domstols-afdeling i Danmark.

Tosset at sige nej

Mere vækst og mindre bureaukrati. Det handler patentdomstolen altså også om, og det er præcis to punkter, som udgør en væsentlig del af Liberal Alliances dna. Derfor er vi selvfølgelig også tilhængere af, at Danmark tilslutter sig patentdomstolen. Og det er vi ikke alene om, for modstanden mod et fælles EU-patent deler forfatteren af gårsdagens kronik i Information, Morten Messer- schmidt, praktisk talt alene med Folkebevægelsen mod EU. Således lyder der nærmest i kor et rungende ja fra fagbevægelsen og toneangivende erhvervsorganisationer, når de skal afgive deres anbe-faling. Også Opfinder-foreningen i Danmark er klar i mælet og fastslår, at der er »intet at tabe, men meget at vinde ved at gå med på aftalen«.

Disse anbefalinger bør vi lytte til, for de kommer lige præcis fra dem, som bliver berørt af patentdomstolen. Vi må nemlig være ærlige og sige, at det ikke er mange mennesker, der reelt får behov for at optage et patent. Til gengæld har et fælles EU-patent enorm betydning for de virksomheder og innovative ildsjæle, for hvem det er nødvendigt at beskytte ideer og opfindelser. Dem skal vi naturligvis hjælpe ved både at gøre det lettere og billigere at optage patent, og derfor vil det være tosset ikke at tilslutte Danmark patentdomstolen.

Nej-argumenter uden substans

På trods af udtalt opbakning til patentdomstolen i både erhvervs- og opfinderkredse, så turnerer hovedsageligt Morten Messerschmidt rundt med en indædt modstand mod det fælles patentsystem. Det gør han blandt andet med den begrundelse, at danske virksomheder alligevel kan optage et enhedspatent, selv om Danmark står uden for en fælles aftale. Det er korrekt, men den begrundelse er samtidig en anerkendelse af, at patentdomstolen jo rent faktisk kommer danske virksomheder til gavn. Dertil ændrer argumentet ikke en tøddel på, at danske virksomheder fortsat vil blive unødigt besværet, hvis vi siger nej til patentdomstolen, da de både skal søge om et dansk patent og europæisk enhedspatent for at opnå præcis samme produktbeskyttelse, som patentdomstolen med dansk deltagelse vil give dem.

Et nej til patentdomstolen er altså dobbelt op på besvær til dansk erhvervsliv.

LÆS: Et ja til EU-patenter vil være tordnende naivt

I øvrigt kan vi godt glemme alt om et domstolskontor i Danmark, hvis vi ikke tilslutter os patentdomstolen. Det vil betyde, at to danske virksomheder i realiteten kan tvinges ud af landet for at afgøre en indbyrdes tvist om krænkelse af et europæisk enhedspatent tilhørende den ene part. Dette scenarie bør vi undgå, ligesom vi naturligvis ikke bør afholde os fra at støtte noget, som, vi dybest set ved, er i dansk interesse, blot fordi andre alligevel indfører det for os. I den forbind-else savner jeg den principfasthed, som Morten Messerschmidt normalt udtrykker.

Når vi taler om patentdomstolen og dens betydning for dansk erhvervsliv, er det i øvrigt vigtigt at huske på, at Danmark er blandt de mest innovative lande i Europa, og at en stor del af dansk eksport rent faktisk stammer fra patent- aktive virksomheder. Desuden er det særligt små og mellemstore virksomheder uden et stort juridisk apparat, der primært vil få gavn af patentdomstolen. Lige præcis den type virksomheder fylder meget i Danmark, så der er ingen grund til at frygte, at dansk erhvervsliv vil blive stillet ringere af, at også virksomheder rundt omkring i Europa får lettere ved at tage patent på deres ideer – tværtimod.

Jeg er overbevist om, at det slet ikke er sådan, danske virksomheder tænker, for blandt de mange erhvervsdrivende, jeg gennem tiden har mødt, husker jeg ikke at være støt på den holdning, at succes bliver skabt ved at udelukke konkurrence fra nær og fjern. Dansk erhvervsliv kan med god grund tro på egne evner, og derfor er jeg sikker på, at man skal lede længe efter virksomheder, som ikke er tilhængere af, at patenter udstedt uden for landets grænser og muligheden for nemt at håndhæve dem naturligvis også har sin berettigelse i Danmark. Messerschmidt har vist ledt, men mig bekendt uden held.

Alt i alt er patentdomstolen at betragte som et vækstfremmende tiltag, og det er lige præcis den slags, det europæiske samarbejde skal handle om. Et fælles EU-patent ligger fuldstændig i tråd med tankerne og principperne bag det indre marked, som oprindeligt var en af grundsøjlerne i det europæ-iske fællesskab. Det glemmer vi af og til, fordi EU er begyndt at bruge kræfter på alt fra glødepærer og mentolcigaretter til balloner. Nu står vi så med muligheden for rent faktisk at koble os på et tiltag, som vil resultere i mindre bureaukrati, færre byrder til erhvervslivet og vækst på tværs af grænserne.

Liberal Alliance siger klart nej tak til EU’s finurlige påfund, når de gør mere skade end gavn, men patentdomstolen siger vi bestemt ja tak til. Det skylder vi dansk erhvervsliv, så jeg vil varmt anbefale danskerne at gøre det samme.

Christina Egelund er spidskandidat til Europa-Parlamentet, Liberal Alliance

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Til overskriften: Hvem er det 'vi', der skylder erhvervslivet og hvorfor skylder de dem noget?

lars abildgaard, Torben Nielsen, Pelle Palm, Katrine Visby, Henrik Christensen, Peter Hansen, Anders Feder, Sune Olsen, Rune Petersen, Tue Romanow, Jeppe Petersen, Erik Nissen, Rasmus Kongshøj og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Mikael Hertig

HELT GLEMT: RIGSFÆLLESSKABET

Når danskerne stemmer om en fælles EU-domstol, der gælder for danske og europæiske patenter, ser vi arrogancen overfor de to lande, der er med i Rigsfællesskabet, men ikke i EU: Grønland og Færøerne. I stemmer om vores retsforhold, uden at vi kan være med.

Ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så er det helt forkert.

Jens H. C. Andersen, Rune Petersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Mon ikke det skrivende "vi" in casu er Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet? Og mon ikke "erhvervslivet" i så fald er de markedsaktører, der financierer Liberal Alliances kampagne for at få "danskerne" til at stemme ja til patentdomstolen?

Jeg ved ikke af, at jeg skylder dem noget - det skulle da lige være et bøjet søm at trutte i ;o) Og hvad andre skylder dem, må andre afgøre med sig selv og deres egne foretrukne "investeringsrådgivere" og "økonomiske eksperter".

lars abildgaard, Torben Nielsen, Karsten Aaen, Henrik Christensen, Rune Petersen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Kristian Lund og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Kristian Lund

"...den begrundelse, at danske virksomheder alligevel kan optage et enhedspatent, selv om Danmark står uden for en fælles aftale. Det er korrekt, men den begrundelse er samtidig en anerkendelse af, at patentdomstolen jo rent faktisk kommer danske virksomheder til gavn."

Nej, det er det overhovedet ikke. Det er ikke engang en erkendelse af at det kan komme nogen til gavn. Blot en konstatering af at hvis du mener du vil få noget ud af et enhedspatent, så kan du stadig få det. Det tvinger ikke nej-sigeren til patentdomstolen til dermed at gå med på at nogen rent faktisk har brug for disse enhedspatenter.

"Desuden er det særligt små og mellemstore virksomheder uden et stort juridisk apparat, der primært vil få gavn af patentdomstolen."

Og som vil blive sagsøgt af patenter i stil med:
eupat.ffii.org/patents/samples/ep497041/index.en.htm
(Et faktisk patent på ideen om at "vi kunne jo bruge en computer til det", i dette tilfælde "at bruge en computer til at styre medicin-dosering").

-

Og det var så forsøgene på at imødekomme kritikerne... Resten ignoreres.

Såsom at det er under 1% af danske virksomheder der faktisk optager patenter. Men det er måske de største/dem der støtter/styrer Liberale Alliance?

Eller at antallet af patenter man kan blive ramt af, som en lille dansk virksomhed, kommer til at blive tidoblet?

At vi taber muligheden for en reel ankeinstans. Også når det er et patent der stammer fra skræmmende korrupt land som eg. Tjekkiet...

At vi går fra et system for en nogenlunde uafhængig instans bedømmer patenterne, til en instans hvis eksistens og indtjening afhænger af hvor mange patenter de får gennem møllen.

Og vi får patenter på genetisk kode og software, hvilket er åbenlyst idiotisk...

Se en uddybning af argumenter, som LA åbenbart ikke har fligen af et modargument til, her:
http://www.euspatentdomstol.dk/argumenter.html

Henrik Christensen, Jens H. C. Andersen, Karsten Aaen, Janus Agerbo, Niels Mosbak, Niels Duus Nielsen, Rune Petersen, Mads Kjærgård og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Kristian Løwenstein

Tjaa...

Når du som JA politiker primært dyrker fantasifulde og håbefulde forventninger til fremtiden ofte i stærk kontrast til og/eller på bekostning af de fleste andre menneskers fortidige og nutidige erfaringer,

så virker det vel naturligt at appellere til folks følelse af at skylde noget til en lettere udefinerbar størrelse...

og helst en højtplaceret magtfuldt en af slagsen som man ser sig selv som den naturlige fortaler for. Lidt ligesom præsten om søndagen...

Vi skylder Gud et ja til patentdomstolen...

Steffen Gliese

Kristian Løwenstein, vi skylder Gud et NEJ til patentdomstolen. :-)
Sit fædreland skylder man alt, plejer man at sige, og det gælder om nogen for dansk erhvervsliv, der er blevet vænnet til at få i pose og i sæk.

Dræbende tosserier

Hvem der er mest tossede – kan man alene se på dette seneste angreb på vore børns sundhed – det nye legetøjsdirektiv – Tyskland har højere grænseværdier – som ikke kan bibeholdes - og har indbragt sagen til EU-domstolen – hvad med det danske forhold til gift i legetøj …

Ca. 8:45 inde i programmet -
http://www.3sat.de/mediathek/?mode=play&obj=43685

Torben Nielsen

Det er erhvervslivet der skylder samfundet!

Strik det anderledes sammen og kom så igen med et forslag der samtidigt og i al fremtid forhindrer patenter på software, tanker og ideer -tekst, kemiske molekyler, også DNA, RNA, dvs. levende organismer herunder planter.

Så skal jeg gerne stemme for. Men ikke et sekund før!

Lise Lotte Rahbek, Henrik Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Sidsel Jensen

Vi skylder dansk erhvervsliv at vi passer godt på dem....
og det gør vi ikke ved at tilslutte os enhedspatentet og EU patentdomstolen.

Der hersker en generel misforståelse om, at patenter skaber vækst og innovation. Det er ikke korrekt.
I 2008 satte James Bessen og MIchael J. Meurer begge fra fra Universitetet i Boston sig for at samle og udgive en af de mest sammenhængende empiriske analyser af patentsystemet . Deres data antyder at udenfor de kemiske og farmaceutiske brancher, giver patentsystemet et negativt afkast i forhold til innovation. Deres bog affødte en heftig debat i USA og man arbejder stadig på at give patentsystemet en gennemgribende revision.

Man bør som forbruger læse sagen om Myriad Genetics (http://curie.fr/sites/default/files/myriad-genetics-predisposition-breas...), der fik patent af den europæiske patentorganisation på sin metode til at screene for generne BRCA1 og BRCA2, som kan afdække om man er genetisk præ-disponeret for brystkræft. Det tog 7 års juridisk tovtrækkeri at få patentet begrænset i omfang og i mellemtiden havde Myriad Genetics monopol på screeningsmetoden og satte priserne derefter. Heldigvis var dette patent ikke gældende i Danmark.

EPO er financieret af indtægter fra de patenter de udsteder, og det betyder bl.a. at de gradbøjer reglerne for at kunne udstede så mange patenter som muligt. Sandsynligheden for at vi får en patentdomstol der går direkte imod de afgørelser deres eget patentkontor udsteder er meget meget lille - dvs. at man kan forvente at der kommer nogle grimme sager i de kommende år - fordi mange af både "softwarepatenterne" og "genpatenterne" er givet på et tvivlsomt grundlag.

Et patent er et tidsbegrænset monopol - effekterne af et monopol er kendte: Mindre effektivitet, mindre innovation over tid, mindre konkurrence på fair markedsvilkår og højere priser. Ikke ligefrem liberale kerneværdier.

Men et nej til patentdomstolen - kan vi vente og se og få nogle erfaringer med domstolen inden vi kaster dansk erhvervsliv for løverne.

Læs gerne: http://oletange.wordpress.com/2013/12/22/konsekvenser-ved-at-sta-uden-fo...

Jens H. C. Andersen

Jeg vil gerne rose Information for at gengive argumenter både for og imod direkte fra politikerne, bliv gerne ved :-)

Jens H. C. Andersen

"Desuden er det særligt små og mellemstore virksomheder uden et stort juridisk apparat, der primært vil få gavn af patentdomstolen. "

Her har jeg altså også min skepsis, mon ikke det primært er de store virksomheder der får gavn af det.

Jeg savner også debatten om tillid til retssystemerne og integriteni de øvrige lande. Selv i dk kan vi se at love kan se fint ud på papiret, men at det er nytteløst når formidlerne ikke ar rent mel i posen. Det er nok kun værre i udlandet!

Jeg savner også klar info om hvilken suverænitet vi faktisk afgiver!?

Henrik Darlie

"Vi skylder dansk erhvervsliv et ja til patentdomstolen"
og det der er tilbage skylder vi bankerne.

Helene Nørgaard Knudsen

Jeg har lidt studiegæld men jeg skylder ikke erhvervslivet noget. Stem nej :-)

Jorgen Hansen

STEM NEJ - alt (uden undtagelse) som kommer ud af at bruge EU til noget kommer der ALDRIG noget godt ud af - ALDRIG. Jeg stemte os ind i EF i 72, med effekt 73 - og det var naivt - vi har siden fået ødelagt fiskeri, landbrug og - ja jeg kunne blive ved - og det er du og jeg som betaler prisen.

Argumentet med at vi skylder erhvervslivet noget som helst er decideret latterligt og uvidende og jeg er virksomhedsejer. Tro mig EU er en elitær fabrik for embedsfacister der er totalt ligeglad med den menige borger i europa.

Patent eller what not, er ligegyldigt, det gælder for EU-politikkerne som embedsmændene om at få kontrol med alt hvad der sker i europa, så kan de styre hvad de vil. Prøv at se hvor mange ting de har kontrol med og hvor mange af de europæiske landes milliarder fra de respektive finanslove som går gennem eu, før de bliver hældt ud med badevandet i meningsløse eu-projekter.

Luk skidtet og start med at stemme nej, det er den sidste chance for at udnytte den smule demokrati vi bliver budt herhjemme.