Klumme

Strambuks i det blå herreværelse

Når det kommer til skærmydsler og fjendskab, er de værste modstandere altid ens nærmeste. Sådan er det både i venskaber, familier og i politik
19. maj 2014

Det er naturligt, at den kritik, man modtager fra dem, der er tættest på, er den mest præcise og oftest den, der gør mest ondt. Ens kæreste er potentielt ens banemand. Kold statistik fortæller os også, at de fleste mord og voldssager udspringer af familiemedlemmers uenigheder eller venskaber, der går i udu.

Litteraturen flyder over med eksempler. Fra Judas’ svigt af Jesus, Shakespeares drama om Richard III, der myrder sine nevøer, til Brutus, der myrder sin adoptivfar, Cæsar. I politik så vi den bitre konservative strid op gennem 1980’erne og 1990’ernes Danmark – fint illustreret i Niels Krause-Kjærs Kongekabale, ligesom det dramatiske forløb om kongemordet på Svend Auken hos Socialdemokraterne ikke lod nogen i tvivl tilbage om, hvordan brutalitet mellem rigtige venner ser ud.

Sådan er det også i USA, hvor overtegnede har arbejdet siden 2008. Den mest ondskabsfuldt bitre kritik af den magtfulde mindretals-fløj hos Republikanerne, der manifesterer sig i den libertære og højtråbende Teaparty-bevægelse, får man, hvis man går til partiledelsen i Washington. Ikke officielt naturligvis, men lige under overfladen. Demokraterne kan slet ikke følge med her.

Selv har jeg en veninde, der indtil slutningen af 2013 arbejdede for den moderate formand for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner. Når man besøgte hende i Kongressen, hvor hun havde kontor, flød det rene usminkede had i stride strømme fra formandens indercirkel, hvis man spurgte til, hvordan de mon vurderede tedrikkerfløjen, der sidste år f.eks. blokerede for vedtagelsen af et budget i ugevis (et slagsmål, der kostede republikanerne dyrt i vælgeranseelse), og som lige har forhindret den moderate partiledelse i at fremlægge et forslag til reform af USA’s udlændingelovgivning.

»Jeg hader dem. De ødelægger alt for partiet, og hvis vi ikke vinder midtvejsvalget i november 2014, er det deres skyld,« som et medlem af den modrate gruppe i Senatet sagde til mig for nogle måneder siden.

Samme mekanisme kunne man iagttage i sidste uge på dansk grund. Fra ledende socialdemokrater og radikale lød der besindige toner om Lars Løkke Rasmussens tøjvaner. Som Margrethe Vestager sagde til Berlingskes Nyhedsbureau, havde hun »ikke nogen holdning til, hvad Venstre bruger deres penge på. Det er en opgave for Venstres medlemmer. Hvis de synes, at en mere velklædt Lars Løkke fremmer Venstres formål, så er der jo ingen grund til kritik.«

Til gengæld får Løkke med grovfilen fra sine egne. Den borgerlige folkedomstol i blogs, klummer og på de sociale medier er nådesløs. Berlingskes Uffe Gardel skrev på Facebook, at »når en mand med en af landets højeste indkomster mener, at andre skal betale for hans tøj, fortæller (det) … om hans verdensbillede, hans selvforståelse og hans moral. Hvilket alt sammen er vigtige oplysninger til vælgerne.«

En prominent liberal skribent ved samme avis stemte i: »Enig med Uffe. Har man en indtægt på en million +, er man blandt de 0,5 procent af befolkningen med de højeste indkomster … Så har man altså råd til at betale sit eget tøj. Og har man allerede haft pressesager om sammenblanding af offentlige midler og privat forbrug, så sørger man denondelyneme for at holde sin sti ren. Ellers har man både et umådeholdent forbrug og en dårlig dømmekraft.«

På netmediet 180grader.dk skrev økonom og medlem af Liberal Alliance, Torben Mark Pedersen, at Løkke blev nødt til at trække sig som formand for Venstre: »Tøjsagen demonstrerer endnu en gang, at Lars Løkke Rasmussen lider under en manglende dømmekraft, og det er i høj grad relevant for vælgerne, når han står til at blive den kommende statsminister.«

Som Berlingskes velskrivende, også borgerlige, blogger og klummeskribent Mads Kastrup elegant konkluderede i sidste uge: »Hvor mange knitrende knuder kan der kastes i den kamin, som holder Lars Løkke Rasmussens mulige amoral varm, før ilden springer ud på parketgulvet og tager fat om balskoene på manden selv?«

Nøjagtigt som demokraterne i Washington DC, dybest set elsker Teaparty-fløjens mere ekstreme typer, kan alle de bebrillede socialdemokratiske statskundskabskandidater i spindoktorkorpset roligt holde ferie. De borgerlige debattyper gør det grove arbejde.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad da bare borgerligheden forarges på deres sædvanlige hykleriske facon – mens vi andre igen kan få os et billigt grin over figuren von Græsted - for ham fyrer de næppe …

Samtidig med at den lille mand fra den sjællandske udkant gør mange danskere – ordentligt folk - direkte ondt med sin neoliberale galmandspolitik – turnerer fænomenet land og rige – og verden - rundt på fribillet i sit stiveste puds fra inderst til yderst – også betalt af andre end ham selv - hvor de så tillige må sørge for at betale for udmugning og rengøring efter den cigaretrygende nyrige direktørspire – V-virksomhedsbossen for de berygtede forenede samfundstømmere – med en livsstil og et menneskesyn vi kender alt for godt – fra de værste bananrepublikker …

Hvornår har manden egentlig selv fået nok - af sig selv – i rollen som en komisk Dauerbrenner …

Rasmus Kongshøj, Holger Madsen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar