Stressede børnefamilier har brug for en livsfasepolitik

Det er for nemt at sige, at stressede forældre bare skal tage sig sammen – og forfejlet at forlange, at velfærdsstaten skal overtage flere af forældrenes opgaver. Når moderne forældre er ved at segne af stress, er det, fordi arbejdsmarkedet ikke er indrettet til mennesker i forskellige livsfaser

	Vi må ændre vores forståelse af samfundet, hvis børnefamilierne skal blive mindre stressede. Eksempelvis kan en ældre og en yngre medarbejder, der ellers har svært ved at få plads på arbejdsmarkedet, danne parløb i et kreativt senior-junior-samarbejde

Vi må ændre vores forståelse af samfundet, hvis børnefamilierne skal blive mindre stressede. Eksempelvis kan en ældre og en yngre medarbejder, der ellers har svært ved at få plads på arbejdsmarkedet, danne parløb i et kreativt senior-junior-samarbejde

iBureauet/Mia Mottelson
10. maj 2014

Den seneste tids debat om stressede børnefamilier ser ud til at stivne i henholdsvis en individualistisk (»det må de selv klare«) og en kollektivistisk (»det offentlige må træde til«) position. Ingen af delene fører til holdbare løsninger. Der er næppe nogen forældre, der reelt ønsker, at det offentlige skal overtage endnu mere af børnenes liv. Og kun de mest privilegerede kan reelt »tage sig sammen og gå en cru ned i vin,« som debateliten anbefaler.

Men lad mig alligevel komme med en indrømmelse: Jeg forstår godt vreden og irritationen hos mennesker, der har slidt hele deres liv, og havde børn i en tid, hvor der hverken var barsel eller omsorgsdage, og som nu skal høre på privilegerede og ambitiøse forældre i speltsegmentet, der har fået alt inklusive en god uddannelse på SU, men nu vil have endnu mere. Jeg forstår dem godt. Min mor måtte også gå på arbejde efter kun seks ugers barsel. Og jeg har ikke taget skade. Men problemet må anskues bredere. Vores samfund har ændret sig, kvinderne – alle kvinderne – er permanent kommet på arbejdsmarkedet, der er ingen vej tilbage. Det er på tide, at vi indretter arbejdsmarkedet efter familierne, som de ser ud – og ikke omvendt.

Veldresserede børnefamilier

Hvor forkælede er dagens småbørnsforældre egentlig? De gør sådan set bare det, vi alle har sagt, at de skal gøre: De tager en uddannelse. De får også at vide, at de skal tænke sig om, inden de stifter familie, for det er et skæbnesvangert valg. Og så får de børn. Hvis de da ikke er blevet skræmt af de mange komplekse krav til det at være gode forældre (fødselstallet er pt. drastisk faldende). I begyndelsen af 30’erne har de fået et barn eller to, og især kvinderne er på grund af barsler ikke rigtigt etableret på arbejdsmarkedet endnu.

Herefter åbner der sig en for kort stund et vindue til arbejdsmarkedet. Hvis ikke de gør sig gældende nu, lukker vinduet sig igen, og chancen for at bruge den fine uddannelse til det, den skal bruges til, forsvinder. Arbejdsmarkedet bryder sig ikke om dem over 35 år, der endnu ikke har vist, at de kan skabe resultater. Hvis man oven i købet har små børn, vil mange arbejdsgivere takke pænt nej ved udsigten til mange omsorgs- og barns sygedage, hvilket er forståeligt nok.

Vi kender dem, denne type forældre: De er relativt højtuddannede; de vil bo i en større by, fordi det er her, jobbene er. De sidder i små lejligheder, fordi boligpriserne er høje i byerne. De fragter børnene rundt på cykel. Mor, der har født og ammet, føler bestemt trangen til at gå hjemme længere tid – men vil også gerne bruge sin uddannelse. Hun har jo lært, at kvinden skal være uafhængig af manden. Vælger hun alligevel at sætte karrieren på standby og prioritere familien, bliver hun mødt med en vis medlidenhed og skepsis fra omgivelserne – »skal du ikke i gang?«. Og det skal hun jo. Men på arbejdsmarkedet er kravene til effektivitet stigende i de fleste job. Skal hun leve op til dem, må hun lukke af for sin indre fornemmelse af, at børnene har brug for hende. Flere og flere job er også korttidsansættelser og projekter. Blandt de veluddannede skal man passe på med at gå på deltid, det kan svække jobmulighederne markant. Til gengæld kan man få lov at tage arbejdet med hjem og være online 24/7.

Samfundets ansvar

Til arbejdsweekend i børnehaven brokker forældrene sig over lukkedagene, men så sker der heller ikke mere. Vores unge forældre er ikke som gruppe højtråbende. De er ikke for alvor på jagt efter flere velfærdsrettigheder. Med omsorgsdage, længere barsel og ferie kan de godt se, at de er meget godt kørende i forhold til andre grupper i samfundet, tidligere tiders forældre og dem i andre lande. Problemet er imidlertid, at rettighederne primært omfatter barnets allerførste år. Og børn har brug for forældre, i hvert fald til de er 10 år.

Forældrene ønsker ligesom børnene at få det fælles liv til at fungere bedre. Mere tid, hvor familien bare er sammen. De ved udmærket godt, at barnets personlighed og psykiske robusthed dannes i familien. Derfor har mange kronisk dårlig samvittighed. De ved bare ikke, hvad de skal gøre ved det.

Det er her, vi som samfund må tage ansvar. Ikke som politikere med lovindgreb og styring, der indskrænker familiernes frihed. Heller ikke som servicesamfund, der passer børnene endnu mere. Men som samfund – arbejdsmarked, uddannelsessektor, familie og politikere – har vi et fælles ansvar.

Generationssamspil

Vi dyrker som samfund ungdommen og ser med skepsis på de modne. Også derfor hviler der et relativt stort pres på de 30-40-årige. Der er et behov for, at arbejdsmarkedet tager et opgør med synet på de +45-årige. Nytænkning kommer ikke nødvendigvis fra en fremadstormende 37-årig med en forsømt familie derhjemme.

Vi må lette adgangen til arbejdsmarkedet for to store grupper, som vil og kan – og som i dag groft sagt holdes udenfor: De uerfarne unge og de produktive ældre. Dem under 30 uden børn og dem over 45 med børn, der er godt i vej.

De unge, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, når de er færdiguddannede, har typisk haft for lidt berøring med arbejdsmarkedet. En del af løsningen på dette er at styrke praksiselementet i alle uddannelser, så de ikke først møder virkeligheden som 30-årige, samtidig med at de bliver forældre. To praksischok på samme tid – det er for meget.

Mens småbørnsfamilierne prioriterer familien, kan f.eks. en ældre og en yngre medarbejder danne parløb i et kreativt senior-junior-samarbejde, hvor senior sikrer videndeling og kontinuitet, og den unge repræsenterer fagets nye viden.

Dette er en oplagt opgave for virksomhedernes strategiske CSR og deres HR-afdelinger at få op at stå.

Desuden må de enkelte virksomheder undersøge, hvordan ansvarsfulde stillinger med udviklingsmuligheder kan overkommes på nedsat tid. To højtuddannede kan dele en lederstilling – den ene arbejder mandag til onsdag og den anden onsdag til fredag. De lapper over og overleverer. Den ordning findes i Schweiz.

Endelig må vi have et opgør med myten om, at man nødvendigvis skal vente med at få børn, til uddannelsen er færdig, og lønnen er god. Måske bliver lønnen aldrig god. Små børn trives fint med en glad studerende far eller mor i en lejlighed – i hvert fald bedre end med en nyansat far eller mor, der er rystende bange for ikke at stå prøvetiden ud på det nye job, så terminerne kan betales.

Produktivitetsgevinst

Skal denne mangfoldige kulturelle og strukturelle indsats på arbejdsmarkedet lykkes, kræver det, at livsfaser og familiepolitik bliver sat på dagsordenen. Også på den politiske dagsorden. Og det skal ske på en anderledes konstruktiv, indsigtsfuld og saglig måde end den, som socialministeren præsterede forleden. At opfordre til at droppe klidboller og yoga vidner om komplet mangel på forståelse for, hvad det brede flertal af forældre kæmper med.

Det er en gåde for mig, hvordan politikerne over en bred kam kan ignorere familie- og livsfasepolitikken. Der må være meget at hente. Tænk bare på, hvor stor en produktivitetsstigning vi ville få i det offentlige og private, hvis ikke forældre til mindre børn, som udgør en pæn del af den veluddannede arbejdsstyrke, sejlede rundt på randen af sammenbrud. Alene af den grund burde politikerne lytte. Produktivitetskommissionen ville blive glad.

Karen Lumholt er direktør for tænketanken Cura

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Preben Bollerup

Jeg har også altid undret mig over at man som individ og samfund har tænkt det mest smarte var at satse på at købe ejendom, få børn og have en karriere kørende i den samme livsfase.

Forestillinger om det gode liv og normer og kultur bære meget af forklaringen, men virkeligheden indhenter altid det forsømte og ligger mange børnefamilier i ruiner eller koma.

Helt enig i at vi både skal tænke og handle selv, gøre op med os selv hvad livets virkelige værdier handler om og turde prioritere derefter, selv om det nok får vækstøkonomerne til at varsle dommedag ;)
Samfundet skal turde se værdier i en langt bredere forstand og i en langt mere landsigtet forstand, for som artiklen peger på, så skabes der hverken god eller kreativ produktion ud af ubalance og katastrofekurs for hverken individ eller samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

(Min mor måtte også gå på arbejde efter kun seks ugers barsel. Og jeg har ikke taget skade.)
Det kommer vel an på ,hvor man lægger niveauet?
Side op og side ned med livstilbetragtninger, hvor det centrale springes over, at indrette sit liv i overensstemmelse med, at man har besluttet at få børn.
Det betyder, at man er tilstede på skift i barnets første 7 år og ikke overlader barnet til den fysiske og mentale sele det er, at anbringe det i vuggestue- og børnehaveghettoer.
Talen om cru viser jo hvor (smart) skabagtig det skal foregå.
Den, der beslutter sig for at få et barn har også muligheden for at skabe en menneskelig tilværelse for sig selv og barnet.
Undgå helt alle de kloge, der fastholder børn, fuld arbejdstid og alt det andet, som 24 timer ikke giver plads eller kræfter til og tilrettelæg selv en tilværelse.
Da det blev moderne at anbringe børnene i ghettoerne satte man bl.a. og som noget centralt det liv overstyr som børnene levede med andre børn i kvarteret. Torskedumt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Hedegaard

Det er vel kun arbejdsgiverne, der kan være uenige i artiklens indhold.

Når det er sagt vil jeg spørge:
Hvornår gik det af mode, at prioritere?
Hvornår gled den model ud, at man ikke kan få alt i tilværelsen?
Hvornår gik det af mode, at sige nok er nok, og jeg gider ikke være med mere, og vælger en anden måde at etablere mit liv på?
Det kan da godt være, at politikere og "samfundet" stiller nogle ønsker/krav til mønsterborgeren, men hvor blev den selvstændige handlekraft af - viljen til at sige NEJ?
- Jeg undrer mig blot over, at børnefamilier som har de problemer (som jo er reelle nok) ikke vælger fra, men bliver ved, som myggen der flagrer omkring flammen indtil den bliver brændt.
- København udvider boligmassen med lutter dyre boliger (hér har børnefamilier, enlige, unge under uddannelse og personer på lavindkomst et fælles problem) undrer jeg mig over, hvem der flytter ind?
- Er hele sangen om ledighed, for store udgifter blot den sædvanlige sang der går på melodien, at man har det bedst når der er noget at klage over?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Line  Nielsen

Tak for et klart ønske om en mere menneskevenlig samfundsmodel. Vi er ligesom alle fanget ind i den der er, og den er tilmed så sat, at ingen tilsyneladende kan forestille sig den på ny. Flere børn, mere arbejdsglæde, større trivsel i hele befolkningen - nej det lyder for godt til at kunne lade sig gøre. Først den dag alle de effektive, problemløse mennesker for alvor braser sammen, så sker det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Uden at ville fordømme, formane eller belære om at prioritere anderledes, kan jeg nu samtidig heller ikke lade være med at undre mig over, hvordan man med familie, børn, job – og hvad dét altsammen indebærer – også samtidig har tid til at være på både egne og andres Twitter, Facebook, Instagram og hvad det nu altsammen hedder.

Selv bliver jeg helt 'swedt' af stress, blot ved at høre om alle de medier, der skal læses, skrives i og på, følges, opdateres, og alt det man skal 'linke', 'like', 'share', 'recommend' … Pyhhh! Mit døgn har ikke timer nok til alt det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for manon alida enoch

Børnene er taberne. Hvad gør man, når man hører en treårig meget lille dreng græder hjerteskærende, mens hans far hidsigt skælder og smælder med ham. Faderen og moderen har splittet op, og ingen af dem har overskud til at passe de to små, der er meget utilpassede.

Det er frustrende, hvad man skal stille op med psykisk vold, som det er tilfældet med disse små børn. Jeg kan bare konstare, at jeg ikke har nogen form for medlidenhed med voksne mennesker, der er stressedeog lader det gå ud over små forsvarsløse børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for manon alida enoch

Børnene er taberne. Hvad gør man, når man hører en treårig meget lille dreng græder hjerteskærende, mens hans far hidsigt skælder og smælder med ham. Faderen og moderen har splittet op, og ingen af dem har overskud til at passe de to små, der er meget utilpassede.

Det er frustrende, hvad man skal stille op med psykisk vold, som det er tilfældet med disse små børn. Jeg kan bare konstare, at jeg ikke har nogen form for medlidenhed med voksne mennesker, der er stressedeog lader det gå ud over små forsvarsløse børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars A. Bruun

” Vi må lette adgangen til arbejdsmarkedet for to store grupper, som vil og kan – og som i dag groft sagt holdes udenfor: De uerfarne unge og de produktive ældre. Dem under 30 uden børn og dem over 45 med børn, der er godt i vej. ” Citat fra artiklen.
OK. Meget enig, men hvad så med dem over 45 uden børn?
http://videnskab.dk/blog/den-tvungne-arbejdsloshed-er-umoralsk-og-unodve...

http://videnskab.dk/kultur-samfund/topforsker-vi-skal-kun-arbejde-25-tim...

Se links. Utroligt at ingen i den nuværende regering har beskæftiget sig med dette. UD med dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

En rigtig god artikel, der giver mange spændene bud på, hvordan arbejdsmarkedet kan udvikles i en mere mangfoldig retning. I forhold til at få tilknyttet de unge nyuddannede til arbejdsmarkedet kunne en model være at bruge bachelor graden til at få praktisk erfaring, hvorefter master delen afsluttes senere.

Hvad familielivet angår, så kan jeg kun konkludere én ting; at det er den enkelte families ansvar. Og så længe, at de fleste (ja, selv du!) sætter lighedstegn mellem barn og mor, ja, så græder jeg ikke mange medlidenhedstårer over, at 50% af det voksne potentiale (faren) ofte helt slipper for at tage ansvar. Så kære familier, se indad, hvorfor omstrukturere et helt samfund for at sikre, at far kan fortsætte med at slippe for at tage ansvar.

At få familielivet til at hænge sammen er mors OG fars ansvar. Samfundsomvæltningen må bestå i at bakke op om fars rettigheder, hvilket ikke sker i høj nok grad nu. Og så må mor og far indrette sig som det passer den enkelte familie bedst muligt.

Alternativet med at sætte begrænsninger op for dem, der gerne vil arbejdsmarkedet som det fungerer nu, er ikke et værdigt alternativ - i hvert fald ikke med denne begrundelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars A. Bruun

Til de travle og stressede:

Den ulige fordeling af arbejdet er til ulempe for jer der har børn og/eller for meget arbejde, men så sandelig også for dem der er over 50 og dem der har moderate helbredsproblemer eller har været for syge til at arbejde, i en længere periode, men er klar til at starte igen, hvis der var et job til dem.

I der har for meget arbejde og vi der bliver holdt udenfor må, i forening, arbejde for en politik der motiverer arbejdsgivere til at ansætte flere, også på deltid, og i fleks eller løntilskudsjob.

Alt for mange har for travlt og for lidt tid, andre har masser af tid, for lidt at tage sig til, og meget få penge.

http://nyhederne.tv2.dk/2014-03-08-b%C3%B8rnefamilier-vi-mangler-tid-i-h...

Der er fritid nok til alle og arbejde nok til alle, der kan, så arbejd mindre og giv andre en chance.

http://www.b.dk/politiko/alle-fortjener-en-chance-paa-arbejdsmarkedet#new

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2107208/loenmodtagere-o...

http://videnskab.dk/kultur-samfund/topforsker-vi-skal-kun-arbejde-25-tim...

Tro ikke på politikere og arbejdsgivere der prøver at bilde jer ind at de syge arbejdsløse er ude på at nasse på jer.

De fleste arbejdsgivere satser på så få ansatte som muligt, som så til gengæld presses mest muligt. I har en fælles interesse med de arbejdsløse i at arbejdet fordeles bedre.

Hetzen mod de arbejdsløse er et kynisk og grådigt spil, der tjener til at udnytte jer som lønslaver og de arbejdsløse som syndebukke, sociale klienter og kroniske patienter, der fyldes med giftig medicin, som i betaler for.

anbefalede denne kommentar