Klumme

Tabersag eller ny energi?

Unionen er efter års negativ bearbejdelse endt som hadeobjekt
Debat
3. maj 2014

Fanden forstå det. For første gang i Europas historie så det ud til, at modstridende interesser løb varigt sammen i fælles erfaring: at konflikter i verdensdelen nu måtte undgås.

Og så oplever europæerne i disse tider neonationalister overalt i Europa med betydelige vælgerskarer bag sig arbejde ihærdigt på at nedbryde fællesskabernes politiske strukturer til fordel for vage romantiske, som regel fejlbehæftede forestillinger om fædrelandsstater og suverænitet.

Efter det 20. århundredes vedvarende konflikt mellem nationer og/eller ideologiske systemer fra 1914-1989 fik man endelig stablet en nogenlunde holdbar overnational konstruktion på benene til forhindring af yderligere galskab. Derfor Kul- og Stålunionen. Siden Fællesmarkedet. Siden Unionen.

Det kan ikke gentages ofte nok, men synes svedt ud i forargelse over petitesser, at det moderne Europas fædre havde kæmpet i Første Verdenskrigs skyttegrave og siden var vidner til det internationale systems endelige sammenbrud i 1939. Disse mænds politiske efterkommere måtte ydermere se magtesløse til, da jerntæppet med Churchills ord sænkede sig fra Østersøen til Trieste og delte Europa i Den Kolde Krigs to fjendtlige dele.

Et af midlerne til at undgå nye væbnede konfrontationer mellem i det mindste de vestlige nationer, martret af fortidens traumer, var ideen om harmonisering af en uendelig række konfliktfyldte forhold inden for handel, industri, landbrug, kvalitetsbestemmelser, retsforhold, økonomi etc.

Et andet var toldgrænsernes og som følge deraf nationalstatsgrænsernes ophævelse. »Keep your friends close, but keep your enemies even closer,« som de siger i mafiaen, hvilket var en ganske præcis beskrivelse af det (stadig) nye samarbejde mellem (meget) gamle ærkefjender.

Et sted i det fjerne skimtede de mest optimistiske i processen østeuropæisk frigørelse fra Sovjet med eventuel associering af landene. Det blev til mere end det. Men nu vakler bygningen. Forudsætningen for det hele er tæt samvirke mellem frie nationer under afgivelse af suverænitet i doser.

Indskrænket bevægelighed

Følges EU-modstanden – ofte betegnet EU-skepsis – og drages den fulde konsekvens ifølge de mest ihærdige, er europatanken død og begravet, euroen en dundrende fiasko, og Bruxelles er Armageddon.

Alternativet tilbyder i upræcise vendinger et andet samarbejde, som betyder mindre samarbejde, mere national suveræn selvbestemmelse, som betyder grænser; mindre internationalisme, som er mere nationalisme.

Bevægeligheden over grænserne accepteres kun i det omfang, det gavner det land, hvori disse holdninger stortrives.

Det vil sige, at indskrænket bevægelighed kommer andre til skade, især dem, der har behov for vandring efter arbejde, og i øvrigt også dem, der har behov for arbejdskraft.

Ægte berettiget EU-skepsis er selvsagt relevant, eksempelvis bekymring for stordrift og blinde beslutninger ovenfra. Pudsigt nok har følelserne for projektet i det store og hele – med undtagelser som Enhedslisten – skiftet side.

I gamle dage, det vil sige før 1972, gik Venstre forrest i Europa-begejstringen med De Konservative Folkeparti som nølende, men positivt vedhæng. Daværende markedsminister Ivar Nørgaard (S), selv markedsskeptiker i ordets ægte betydning, kaldte de forhippede, som vitterligt var lige netop det, flommeuropæere.

Jens Otto Krag, hvis hjerte bankede varmt for sagen, tog djævelsk nok markedsminister Nørgaard med, da traktaten skulle signeres. Der sad Nørgaard og måtte sikkert bide ikke så lidt i sig.

Men stærke modstandere var hhv. venstrefløjen, de mangelfuldt oplyste samt det yderste højre, der rigtigt nok opfattede Fælledsmarkedet som et forsøg på at skabe central økonomistyring a la keynesianisme, og som frygtede for skrump i nationalstaten, og for at Danmark blev udslettet.

Store dele af den danske venstrefløj i tapper kamp mod storkapitalen var almindeligvis for snæversynede eller provinsielle (også dengang) til at begribe pointen i den økonomiske idé.

De overhørte eurokommunisterne i syd og disses informerede iver efter et styrket Europa for arbejdernes, lønmodtagernes og demokratiets skyld.

Derved kom mange ellers gode og hæderlige venstrefløjsfolk til at vandre hånd i hånd med nationalromantikerne i en bevægelse, der minder om de nationalliberale omkring 1848-64. Som bekendt skulle danskerne heller ikke nyde noget af euroen, skønt den fælles mønt i virkeligheden er det mest storslåede og vellykkede projekt i drømmen om fællesskabernes Europa.

Nationalstaternes renæssance

Nu er det måske ved at være lukketid. Et nyt højredomineret parlament, hvor Morten Messerschmidt (DF) kommer til at høre til de mere moderate, kan meget vel blive forstadiet til nedbrydning af det europæiske og det i et sådant omfang, at det langsigtede fredsperspektiv tager skade.

Såfremt de store lande (læs Tyskland) går enegang og indtager en mindre generøs holdning – det kan sagtens ske – vender vi ikke tilbage til fortiden. Historien gentager sig som bekendt ikke.

Men sluserne åbnes for den nationalchauvinisme, der før i tiden i flere forskellige udgaver har fyret op under aggressionerne, lukket grænser, sat nationalegoismen i højsædet og domineret og generet uønskede mindretal. At dømme efter, hvad EU-modstanderpartierne i de fleste europæiske lande leverer, er endemålet klart: nationalstaternes renæssance med fuld musik, grænsebomme og restriktioner.

Dette burde få selv Enhedslisten til at fare til pumperne og lænse fartøjet for det vand, højrefløjen og nu også Venstre og Konservative hælder ud af ørerne.

Det kan da ikke være rigtigt, at Europa som fredens, samhandlens, tolerancens idé bortkastes som latterlig politisk korrekthed.

Så dumme kan ingen være. Det sker ikke. Ikke i det civiliserede Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sandhedens time

Metz er næsten alt for underholdende - det provinsielle EL - som ikke begriber den økonomiske idé – men dog fra begyndelsen har advaret de EF/EU-liderlige partier om konsekvenserne af deres beslutninger – skal nu fare til pumperne og lænse plimsolleren for det vand disse efterhånden knap så opstemte tabere hælder ud af ørerne - Jetzt haben wir den Salat – som hunnerne siger - vi kan ikke se borgerlighedens hykleriske røvhuller for bar skosåler …

Hvor betydning tror EU-aficionadoen Metz egentlig – at den dér indholdsløse floskel med fredens projekt – bliver tillagt af de danske medborgere – der i øjeblikket bliver ramt på deres eksistens af diverse direktiver og andet godt dernede fra – for ikke at nævne den påfaldende EU-amatørisme i forbindelse med indblandingen i Ukraine og de understøttede neonazistiske tendenser …

Og så kunne Metz også passende have nævnt en guttermand som Frode Jakobsen - som vel ikke af nogen kan regnes som en dum idiot …

Olav Bo Hessellund og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Tom Paamand

Angående EU som et indædt påstået "Fredens Projekt", er det værd at bemærke, at England og Spanien har et grænseopgør igang om Gibraltar, som EU tydeligvis ingen værktøjer har parat til at stoppe. Aller senest har England sendt et krigsskib mod Spanien. Et dumt og meget ufredeligt eksempel her op til valget...

Michael Kongstad Nielsen

Man siger, at kærlighed gør blind. Men Georg Metz elsker EU så højt og så voldsomt, at han bliver både blind og døv på samme tid. Han har intet blik og intet øre for klagesangene rundt omkring fra fra den nederste halvdel af befolkningerne, dem, der må lide under nedskærings-politikken, så banker og finanskapital kan reddes. Så samfundene bliver mere og mere ulige. Han har ingen sans for, at EU projektet er kapitalens projekt. Og med hensyn til "fredens projekt" - man bygger ikke fred på tvang og bundethed. Freden udvikles ikke af centralmagt, ikke af mere og mere suverænitetsafgivelse, ikke af traktater og direktiver, der binder medlemsstaterne på hænder og fødder, så de mister deres selvstændighed og egen identitet. Tværtimod opbygges spændinger og ulyst til samarbejde. Freden bygges på mindre union, ikke på mere.

Olav Bo Hessellund, jens rasmussen, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

MKN - desværre akkurat ligesom slingrefisene i RV - de radikale buddinger - nul empati og social indignation ...

Lars Bo Jensen

Det er da evident at EU er fredens projekt, jeg kan for eksempel huske de mange krige mod vores arvefjende Sverige, helt indtil de i 1995 blev medlem af EU ;-)

Nå spøg til side, der er intet som helst der indikerer at der ville have været flere krige i Europa, hvis ikke EU havde eksisteret. En ting er at mange er tilhængere af EU, men drop nu det fredsargument og kom med nogle reelle grunde til at i er for en harmonisering af alle europas, meget forskellige, lande.

Klara Liske

Emnet er diffust -

Hvis indholdets kompleksitet søges belyst - kræves at man nænsomt og anstændigt ser hvad der gemmer sig i krogene af kulturelle særegne værdier - men for at kunne det, kræves adgang til stuen - og en ydmyghed, så illusionerne belyses klarest muligt.

Hvis man arrogant føler sig overlegen i forhold til invitationen, så er udgangspunktet jo på forhånd tabt.
Føler man sig underlegen, sniger angstens sved sig ind - og reaktionerne kan ende i ballade.

Men en ledelse der behandler de mindre bemidlede som numre og snot, er aldrig godt.

Klara Liske

PS
Hvem kan leve uden input udefra?
Kunsten kender ikke til grænser, videnskaben heller ikke - men mennesket kender kun sin begrænsning når grænser belyses.

Grethe Preisler

Schengen-traktaten? En pølse i slagtetiden når man, som Metz, kan se det hele sådan lidt fra oven:
"Det kan ikke gentages ofte nok (at EU er et freds-projekt) men synes svedt ud i petitesser".

For den, som taler alle sprog, er det nu lige fedt
men fanden heller inte for den, som kan kun et:
den danske "dovenkrop", som mistede sit job,
da "Ivan" kom herop.

Den glade vandrer kaldes han, for sorgløs er hans færd.
Den endeløse landevej den står hans hjerte nær.

Sjovt som den endeløse landevej kan tage sig forskelligt ud, når man betragter gennem hhv. turistens og den migrerende løsarbejders kikkert.

EU-skepsis er som babyer - jo mere man kæler for dem - desto bedre trives de ...

Børge Rahbech Jensen

"Et af midlerne til at undgå nye væbnede konfrontationer mellem i det mindste de vestlige nationer, martret af fortidens traumer, var ideen om harmonisering af en uendelig række konfliktfyldte forhold inden for handel, industri, landbrug, kvalitetsbestemmelser, retsforhold, økonomi etc."

Det var da vist ikke det eneste og måske ikke engang det vigtigste mål. Det er vist heller ikke den vigtigste grund til, EU fortsat er relevant.
Når jeg læser de områder, der tænktes i harmoniseret i forløberen for EU, tænker jeg mere handelskrig end væbnede konflikter. Siden da har den teknologiske udvikling medført, at mennesker, varer, penge og informationer flyder langt hurtigere end tidligere, hvorved de fleste nationalstater næsten er for små. Bevidstheden om væbnede konflikter skaber snarere modvilje mod EU, fordi andre medlemslande huskes som fjender, og behovet for grænser holdes i frisk erindring.

For de - forhåbentlig få - der ikke erindrer, hvem modstandsmanden Frode Jakobsen var - nævnt ovenfor - om den moralske fordring i politik - imens dør der medmennesker i Europa på grund af den neoliberale politik ført af Moloch EU med villige hjælpere - også med danske politikere som deltagere -

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE97349/den-morals...