Kommentar

Troen på det halve idrætsmenneske

Team Danmark vil skabe hele idrætsmennesker, der udover at kunne sparke til en bold også engagerer sig i uddannelse samt dyrker familien og andre nonelitære netværk. Men måske strider det mod den sportslige ambition
Debat
15. maj 2014

Det vigtigste for sportsfolks udvikling og præstationsoptimering er veltilrettelagt træning med kvalificerede trænere og de bedst tænkelige faciliteter. Men gennem de seneste år er der kommet fokus på det hele menneske, og sportsudøverne tilskyndes til aktiviteter i miljøer uden for sporten – eksempelvis uddannelse, der menes at have betydning for den talentfulde spillers udviklingsvej mod senioreliten.

Ingen støtter ideen om at skabe sociale tabere. Derfor har idealet om at sikre de unge menneskers alsidighed og tostrengede karriereambitioner bred opbakning. Klubberne skal ikke alene værne om de mest værdifulde spillere, de skal også muliggøre alternativer for dem, der ikke formår at etablere sig i senioreliten. Talentudviklingsmiljøerne har således i tråd med Team Danmarks formål en forpligtelse til at udvikle dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Logikken synes at være, at jo mere udviklingsmiljøet også favner det, der foregår uden for grønsværen, desto bedre bliver klubbens fodboldtalenter rustet til et liv i senioreliten.

De ensporede vinder

Det er et åbent spørgsmål, om den logik holder. For hvad menes der egentlig, når eksempelvis Brøndby IF i forbindelse med deres højt profilerede talentsatsning, Brøndby Masterclass, taler om troen på det hele menneske? Er det et menneske, der udover forberedelsen til et liv i senioreliten, også formår at være nysgerrig over for andet, tage en uddannelse, dyrke familien og andre nonelitære netværk? I så fald, hvordan harmonerer det med dedikation og målrettethed – dyder, som både forskningen og sportens aktører peger på som essentielle for den talentfulde spillers etablering i senioreliten.

En undersøgelse af dygtige violinister på Berlin Musikkonservatorium viser, at de, der ikke alene øver og træner meget, men også træner dedikeret, struktureret og målrettet, bliver de bedste. Eksemplet kan ikke uden videre overføres til en holistisk talentudviklingspolitik som den danske, men ikke desto mindre viser studiet væsentligheden af også at kunne tilsidesætte behov og gå på kompromis med alt andet end det, man ønsker at beherske til perfektion. Studiet giver altså grund til at mene, at en holistisk, bredt favnende og nysgerrig adfærd ikke nødvendigvis frembringer de bedste spillere. Den bedste bliver derimod det ensporede individ, der formår at udelukke forstyrrelser og dedikere sig fuldt ud til sporten.

Øg karrierepresset

Et andet umiddelbart forståeligt, men problematisk perspektiv i elitefodbold er klubbernes og forbundets ønske om at inkludere spillere i talentudviklingsmiljøerne så længe som muligt. Baggrunden for ønsket er frygten for talentspild i en fodboldnation, hvor rekrutteringsgrundlaget er forholdsvist lille. Samtidig lader talenter sig sjældent identificere ved første øjekast og ofte udfolder sig sent, uforudsigeligt og i forskelligt tempo. De spillere, der står tvivl om, får med andre ord lov til at blive i miljøet med den konsekvens, at det måske kan opleves mere beskyttende og omfavnende, end godt er. Spillerne risikerer at blive komfortable og miste motivationen for konstant at forbedre sig.

Dertil kommer, at man ikke skal satse på alt for mange forskellige tiltag i karriereudviklingen. Det er det enkle, men nøje udvalgte tiltag, der må dyrkes. Det kan gøres ved at generere større, men vekslende, præstationskrav fra en tidlig alder. Det vil sige, at der i fællesskab opstilles milepæle for, hvornår den talentfulde spiller prøver kræfter med, eller lige så væsentligt friholdes fra, ultimative præstationskrav.

At unge mennesker skal føle konkurrencen og mærke, at der er noget afgørende på spil, italesættes sjældent direkte. Men det er en udbredt holdning blandt flere elitetrænere, at de unge gerne må mærke alvoren og føle et større karrierepres, end de gør i øjeblikket. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt trænerne, når det kommer til stykket, foretrækker det halve menneske frem for det hele. De er nok i virkeligheden mest interesserede i spillere, hvis eneste ambition er at blive den bedste til at sparke bolden i mål.

Kristian Raun Thomsen er studielektor på Sektion for Idræt, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her