Klumme

Hvis de underkuede vinker tilbage med psykopatfugle

Der skal Askepots blodige vanvid til for at forstå, hvordan man i ’Smagsdommerne’ kunne kalde mobning ’fuldstændigt berettiget og nødvendigt’
8. maj 2014

Da jeg var hjemme hos mine forældre for nylig, genlæste jeg noget af mit barndoms litterære kanon, blandt andet Grimm-brødrenes hårde folkeeventyr. Det viser sig – og det har Disney støvsuget fra min hukommelse – at ellers så hengemte Askepot, en af litteraturhistoriens største mobbeofre, kommer mere end stærkt igen oven på sine lede halvsøstres systematiske hån, drillerier og undertrykkelse: Da hun til slut får sin (ubegavede?) prins, der kun kan kende sit livs udkårne på hendes fodstørrelse, flokkes de nu hyklerisk sleske søstre om hende til brylluppet. Og så tager Askepots trofaste medhjælpere og eneste venner, som er nogle fugle (hvor trist), affære og hakker øjnene ud på dem. Bam! Således lever Askepot lykkeligt til sine dages ende.

Og sådan kan verden, sat på grundfortælleformel, være så tilfredsstillende enkel og idiotisk voldelig og umulig at blive klog på, hvis nu man som de fleste – i passiv eller aktiv form – har undertrykt en Askepot. For hvis de underkuede vinker tilbage med psykopatfugle, underkuer man dem så ikke bare lidt ekstra for at undgå at få øjnene prikket ud?

Nå. Alt denne eventyrsnak, fordi eksmobbeoffer Askepots forskruede historie minder lidt mig om aktuelle konceptkunstner og eks-mobbeoffer Anna Odell. DR2’s tv-vært Adrian Lloyd Hughes fuckede nemlig mere end forståeligt op i sidste uges Smagsdommerne, da ugens tre gæster skulle diskutere hendes nye svenske, virkelighedsdrilagtige fiktionsspillefilm Gensynet, der i hvert tilsyneladende også handler om mobbeofferets hævn.

Odell iscenesætter her i fiktiv form sin folkeskoleklasses 20-års-jubilæum, som hun aldrig i virkeligheden blev inviteret med til. Til sin fiktive fest holder hun så en vist nok sand tale om, hvordan hun blev mobbet, ignoreret og holdt demonstrativt ude af skoleklassens sammenhold gennem hele sin skoletid. Og så laver hun totalobstruerende skandale.

I anden del af Gensynet viser hun så denne iscenesatte film til sine beklemte klassekammerater. Også dette er fiktion – men bygget på fortidens følelser og nutidens genspejlinger. Det er altså en kompleks konstruktion, Odell har gang i. Det er ikke dokumentar, men der er gysende virkelighedseffekt over hendes rolle som sig selv.

Filmen udløser refleksion over egen folkeskoletid hos alle, der ser den. Men Adrian Lloyd Hughes’ åbnede overraskende diskussionen i Smagsdommerne sådan her: »Før vi går i gang med diskussionen af denne her film, så vil jeg høre, om jeg er den eneste, som tænker, at denne film egentlig er beviset på, at der findes mobning, som er fuldstændig berettiget og nødvendig, og spørgsmålet er, om Odell overhovedet er blevet mobbet nok i sin barndom?« Kapow. Av.

Tanken om mobning som afrettende, social restriktion er oplagt afsindigt ødelæggende og ergo usjov, hvilket Lloyd Hughes efterfølgende – efter at have fået hakket øjnene ud på de sociale medier – vedkendte sig og beklagede. (Han forsonede sig endda med ham, som han selv skammobbede som barn.)

Men værtens provospørgsmål lagde også op til at etablere et mere alment genkendeligt, såkaldt ’befriende’ rum for at give lods for ubehaget over den irriterende hævner, fortidens spøgelse. Filmlands Per Juul Carlsen var ude i noget af det samme i sin ellers generøst selvgranskende og positive anmeldelse: »Odell er på krigsstien, alt bliver drejet i en konfronterende retning, og det er meget svært ikke at få den tanke, at hun i sin opførsel selv havde en andel i sin position i skoletiden,« skriver Carlsen.

Og så er vi måske tilbage ved brødrene Grimm.

For den skandaløse og ergo ’irriterende’ Odell skal måske ikke læses som den hævnlystne, der vil ydmyge og prikke øjnene ud på sine bødler. Den eskalerende skandale under festen, påpeger Odell også selv i filmen, er hendes forestilling om, hvad klassekammeraterne mon har frygtet, at hun ville gøre, siden de ikke inviterede hende til virkelighedens gensynsfest. Det er snarere et udtryk for kammeraternes hævnangst: frygten for Askepot, simpelthen. Men ligesom Adrian Lloyd Hughes erfarede, da han ringede til sin gamle og nu venligt forsonende klassekammerat, spejler vores irritationen over Odell måske vores ulyst til at blive alt for voldsomt dømt. Men i virkelighedens ikkegrimmske verden vil folk måske faktisk gerne se hinanden i øjnene.

Katrine Hornstrup Yde er kulturskribent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Mobning er en af modernitetens frygtelige forekomster og må som sådan blotlægges nådesløst og fordomsfrit fra alle vinkler - især den, hvor den voksne mobber skamfuldt spørger sig selv hvorfor? Hvorfor opsamles hos nogen alt det, som vækker omgivelsernes negative og ekskluderende følelser? Hvorfor kender alle til mobning - enten som offer eller som bøddel? At belyse den problematik giver meget effektiv samfundsanalyse, og jeg synes hughes' provokerende åbning, var med til at frisætte samtalen. Det var stærkt, at se barbara være lige ved at bryde sammen i gråd ved erindringen om skolekammeratens selvmord. Reptilhjernerne hærger stadig ...?