Klumme

Vissengrøn er en kedelig modefarve

Når oprøret mod overforbrug ender som et nyt forbrug, kunne man grine hånligt af de sidste dages grønne hellige. Men det er mere nærliggende at græde
Debat
7. maj 2014

Midt på gavebordet ved en venindes fødselsdag for nylig stod en snegleformet kurv, der lignede udbyttet af et FOF-kursus i peddirørsflet.

»Ved angreb af utøj, lægges hævekurven i fryseren i 3-4 dage,« fremgik det af en seddel på siden af den. Fødselaren var blevet begavet med en hævekurv, forstod jeg, en uundværlig tingest, der kan give hendes hjemmebagte surdejsbrød sneglehusmønster og sikre, at dejen hæver opad og ikke ud til siderne. For hvem vil dog have brød af dej, der er hævet sidelæns?

Det er uhøfligt at fnise af velmente gaver, så det slap jeg ikke af sted med. Modangrebet kom prompte:

»Er du klar over, hvad det gør ved miljøet, at du slæber Schulstads plastemballerede masseproduktion hjem fra Netto flere gange om ugen?« spurgte den glade gavegiver. »Tænk bare på CO2-udledningen, når varerne skal transporteres rundt i landet på meterlange vogntog. Og tænk på alt det brød, der bliver smidt ud, fordi det ikke bliver solgt i tide.«

Endnu inden fødselsdagsfesten var kommet rigtigt i gang, var jeg endt i et mundhuggeri, som Emma Gad ikke ville have set på med milde øjne. Det var bare om at tage ansvar for miljø og egen sundhed, blev jeg belært. Der var ingen undskyldning for ikke at tage ansvar, bage sit eget brød og sætte sig i spidsen for forandring fra neden.

Det viste sig, at halvdelen af selskabet havde været på bagekursus hos Meyer. De havde investeret i melkværne, bagesten, dejkar i ler, surdejstermometre og kogebøger med titler som ZEN og kunsten at vedligeholde en surdej, Bag brødet, Brød med bid i eller ganske enkelt bare: Brød. De gik helhjertet ind for sagen. De havde taget budskabet om, at forandring begynder hos den enkelte til sig. De ville ikke længere vente på, at andre gør noget.

Men deres grønne glorier så mig noget vissengrønne ud. For hvor meget CO2 er det lige, produktionen af melkværne, kogebøger og bagesten udleder? Og gad vide om ikke klimaregnskabet for bageovnene i forstadskøkkenerne ville være ringere pr. brødhumpel end masseproducenternes ditto? Det selvgjorte brød smager helt sikkert bedre end Schulstads. Måske er det endda sundere – en håndfuld E-numre er hjemmebagsentusiasternes maver med garanti forskånet for – men omstillingens fortrop er de næppe.

Man bliver så uendelig træt af den vissengrønne modeprædiken.

Modediskurser, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, rodes ukritisk sammen. Autenticitet, sundhed og økologi forveksles med klimakærlighed. Men det er ikke alt, der pakkes i brune papirsposer, der er godt for kloden. Umalet økokorn skal også transporteres på osende lastvognstog.

Bullshit-alarmen lyser rødt, hver eneste gang en nyfrelst erklærer Thailandsferier for fortid og proklamerer, at turen går til den vilde svenske natur ... i nyindkøbt nylontelt, så man kan høre regnen tromme, mens man slapper af i en letvægtssovepose indkøbt til lejligheden – man skulle jo nødigt gå ned på gear.

Det er ikke svært at fortsætte fniseriet. At grine højt af andres modegrønne selvbillede. At slå sig på lårene over forloren hellighed. Men faktisk er der ikke noget at more sig over. Slet ikke.

For når selv de, der er rede til kamp mod rovdriften på naturen; de der er villige til at gå den ekstra mil, ender med at udbygge den forbrugerkultur, de vil gøre op med, snubler latteren over de sidste dages hellige i bekymring. Man fyldes af opgivenhed, når selv økoentusiasterne ender med at undergrave den natur og balance, de har bygget deres identitet op om at beskytte. Forbrugerismen er så indbygget en del af vores kultur, at vi selv i oprøret mod den ender med at bekræfte den. Men er det ikke bedre at gøre noget, end at give pokker i drivhuseffekten og fortsætte som man plejer? Er det ikke bedre at prædike og kaste med sten efter en ødelæggende forbrugskultur end ikke at gøre noget, også selv om det skulle vise sig, at man selv bor i et drivhus? Man må vel forsøge sig, selv hvis CO2-regnskabet risikerer at gå i rødt?

Måske. Men måske ikke. For når vi greenwasher vores privatliv, svøber os i vissengrønt, og tror at vi er på vej i den rigtige retning, føler vi os så dejligt fri for at foretage os yderligere. Vi har jo allerede gjort vores. Surdejen hæver i den rigtige retning. Alt tegner godt. Vi luller os i søvn i den boks, vi troede, vi havde tænkt os ud af. Men når vi vågner, opstår trangen til hærværk og pludselig død.

Susan Knorrenborg er debatredaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Else Møller Nielsen

Man behøver jo ikke at være frelst eller hellig for at gøre sit bedste. Det er også muligt både at bage sit eget brød og agerer bæredygtigt i fællesskab. Hvis ikke vi alle i det omfang, som vi hver især kan overkomme sker der ikke en sk... Politikkerne ævler og tiden går

Kim Øverup

Det er i den grad lykkedes den politiske selvvalgte afmagt at udpege 'den politiske forbruger' som ansvarshavende for enhver forandring i væsentlig retning. Så længe dét budskab får lov til at herske, så kan vi hver især gladeligt bilde os ind at vi er den forarming eller forandring, som vi ønsker os :-(

Steffen Gliese

Hvis man ikke konsekvent vælger en nøjsom adfærd, kan det være lige meget. Nøjsomt lever man, hvis man ikke tjener så mange penge, ikke så mange penge tjener man, hvis man ikke arbejder så meget.

David Zennaro, Erik Nissen og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Erik Nissen

Enig med Peter Hansen, men det ser nok ud til, at der kun er én farbar vej ud af vores bæredygtighedsdilemma. Vi kommer nok til at erkende, at vi skal være færre til at bruge, hvad kloden har at tilbyde.

Torsten Jacobsen

Vi er ikke alle i samme båd her. Jeg ved godt, at det er nemmere at tale om at gøre alt eller intet: enten fjerner man fuldstændig sit forbrug (hvilket som det påpeges, jo er umuligt) eller også gør man intet.

Forbrug er ikke problemet. Forbrug er en forudsætning for liv. Problemet er overforbrug. Nogen bruger for meget. Hvem er det?

På globalt plan er det befolkningerne i den vestlige verden. Det er ikke til diskussion. På et mere lokalt plan, er det de mennesker som har det økonomiske råderum til at opretholde et stort forbrug. Det burde heller ikke være så svært at forstå.

Så ja, lad os bare grine af hyklerne, dem med for lidt forstand til at indse, at økologisk surdejsbrød ikke giver aflad for SUV'en i garagen, eller en brug-en-gang-og-smid-væk-kultur i tøjskabet, eller den underholdningsteknologiske maskinpark.

Men fri mig ærligt talt for den snak om, at vi alle er lige i synden. Det er vi ikke. Og dem der hæver de højeste lønninger (med mindre de da bare propper pengene i madrassen eller et for dyrt realkreditlån) har mere at stå til regnskab for, end de lavstlønnede. Sådan er det, bum!

Vibeke Rasmussen

En amerikaners irritation over en af de frelste, der belærende opfordrede til at købe 'organic', hørte jeg for nylig udtrykt på følgende måde:

"Organic? I already buy organic! I've been buying organic since it was called vegetables!" :)