International kommentar

Vores økonomiske system er en matematisk umulighed

Den vedvarende væksts indbyggede umulighed er vor tids væsentligste og mest tabuiserede kendsgerning
31. maj 2014

Lad os forestille os, at de gamle egypteres samlede materielle rigdomme fyldte en kubikmeter i år 3030 f.Kr.

Lad os videre tænke os, at disse besiddelser voksede med 4,5 procent om året. Hvor meget velstand ville egypterne da have akkumuleret 3.000 år senere i år 30 f.Kr., da slaget ved Actium stod på? En sådan beregning har investeringsbankmanden Jeremy Grantham gennemført.

Gæt engang på dimensionerne. 10 x pyramidernes størrelse? Så meget som alt sand i Sahara? Hele Atlanterhavet? Jordens massefylde? Lidt mere faktisk: 2,5 milliarder milliarder solsystemer! Man behøver ikke tænke ret længe over det resultat for at nå frem til den paradoksale konklusion, at vores frelse ligger i sammenbruddet.

At præstere fortsat vækst er at ødelægge os selv. Ikke at præstere fortsat vækst er også at ødelægge os selv. Selv hvis vi gik ud fra, at problemerne med klimaændringer, biodiversitetskollaps, udpining af vandressourcer, jord, mineraler og olie på mirakuløs vis blev overvundet, ville selve matematikken i vækstregimet umuliggøre kontinuitet.

Økonomisk vækst er et produkt af brugen af ​​fossile brændstoffer. Før vi lærte at udvinde store mængder kul, blev opsving i industriproduktion ledsaget af fald i landbrugsproduktion, fordi den mængde trækul og hestekræfter, industrien krævede, reducerede den jord, der var til rådighed til dyrkning af fødevarer. Alle forudgående industrielle revolutioner kollapsede således, fordi væksten ikke kunne opretholdes. Men kullet brød denne cyklus og satte – en periode på et par hundrede år – gang i det fænomen, vi nu kalder vedvarende vækst.

Det var hverken kapitalisme eller kommunisme, der muliggjorde fremskridtet og dets patologier (total krig, en uset koncentration af global velstand, planetarisk destruktion) i den moderne tidsalder. Det var kullet – efterfulgt af olie og gas. Den overordnede trend, moderfortællingen, er den kuldrevne ekspansion. Vores ideologiske tvister er blot overspringshandlingers. Og nu, hvor de tilgængelige reserver er ved at være opbrugt, må vi ransage de skjulte afkroge af kloden for at opretholde vores umulige kurs.

Borer direkte til helvede

Fredag i sidste uge, nogle få dage efter forskere kunne melde, at en afsmeltning af den vestlige Antarktis-iskappe nu er uundgåelig, besluttede den ecuadorianske regering at tillade olieboringer i hjertet af Yasuni-nationalparken. Den havde givet regeringer i rigere lande et tilbud: Giv os det halve af, hvad olien i naturparken er værd, og vi lader den blive i jorden. Afpresning eller fair trade? Ecuador er fattig, men har rige olieforekomster. Hvorfor skulle det lade dem urørt, når alle andre borer ned til helvedes forgård? Ecuador bad om 3,6 milliarder dollar, men fik kun 13 millioner. Resultatet blev, at Petroamazonas – et selskab med en farverig historik inden for rovdrift og miljøødelæggelser – nu kan gå til angreb på en af planetens mest mangfoldige regnskovsregioner, hvor en enkelt hektar siges at indeholde flere arter, end der findes i hele Nordamerika.

Tilsvarende håber det britiske oliefirma Soco på snart at være operationsklar i Afrikas ældste nationalpark, Virunga, i Den Demokratiske Republik Congo; en af ​​de sidste bastioner for bjerggorillaer, okapier, chimpanser og skovelefanter. I Storbritannien, hvor forekomster af muligvis helt op til 4,4 milliarder tønder skiferolie netop er lokaliseret i Weald-området i den sydøstlige del af landet, fantaserer regeringen om at forvandle disse løvklædte egne af Sussex, Kent og Surrey til en nyt Niger-delta. De nye reserver løser dog intet. De slukker ikke vores tørst efter nye ressourcer, men nærer og forværrer den. Nogle vækstapologeter forsøger at løse den vedvarende væksts umulige ligning med myten om dematerialisering – en påstand om, at når vores produktionsprocesser bliver mere effektive og de nye teknologier stadig mere veludviklede, vil vi på længere sigt bruge færre materialer og dermed også færre ressourcer. Intet tyder dog på, at en den omstilling skulle være nært forestående. Bare inden for de seneste 10 år er jernmalmsproduktionen steget med 180 pct. Ifølge brancheorganisationen Forest Industries er det globale papirforbrug oppe på et rekordhøjt niveau og vil fortsætte med at vokse. Når vi selv ikke i den digitale æra kan reducere vores papirforbrug, hvilket håb bliver der da tilbage for andre råvarer?

Betragt engang livsformen hos de superrige, der sætter tempoet for det globale forbrug. Bliver deres yachter og palæejendomme mindre? Køber de færre sjældne træsorter, sjældne fisk, sjældne sten? Dem med stadig flere midler køber stadigt større huse for at gemme stadig større mængder af de ting, som de ikke lever længe nok til at forbruge.

Afsporet opmærksomhed

De uundgåelige og indbyggede ’systemfejl’ i et samfund, der bygger på vækst og dens ødelæggelse af Jordens levende systemer, er den væsentligste og mest overvældende kendsgerning ved vores civilisation. Og netop derfor fortrænger vi den helst. Den er det 21. århundredes store tabu og et emne, der med garanti vil få dine venner og naboer til at miste mælet og blive fjerne i blikket. Vi lever, som var vi defineret og fanget ind af søndagsavisernes tillæg: besatte af berømtheder, mode og de tre triste temaer for den typiske middelklassesamtale: madopskrifter, husrenoveringer og ferieture – alt andet end det emne, der burde lægge beslag på vores fulde opmærksomhed.

Konstateringer af det indlysende, kendsgerninger, der er uafviselige resultater af grundlæggende aritmetik, behandles som eksotiske distraktioner, mens den umulige livsform, vi har anlagt, betragtes som så fornuftig, normal og upåfaldende, at den ikke er værd at nævne. Det er sådan, vi kan måle, hvor dybt denne problematik stikker: Ved selve vores manglende vilje og evne til at diskutere den.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Jeppe Poulsen
  • Laurids Hedaa
  • Niels-Simon Larsen
  • Torben Arendal
  • Lars Knudsen
  • Jasper Jacobsen
  • morten Hansen
  • Karsten Kølliker
  • Ejvind Larsen
  • peter fonnesbech
  • Claus Piculell
  • Benno Hansen
  • Erik Nissen
  • Per Torbensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Peter Jensen
  • Henrik Christensen
  • Steffen Gliese
  • Palle Pendul
  • Bill Atkins
  • Claus Jensen
  • Johannes Lund
  • Grethe Preisler
Kim Øverup, Jeppe Poulsen, Laurids Hedaa, Niels-Simon Larsen, Torben Arendal, Lars Knudsen, Jasper Jacobsen, morten Hansen, Karsten Kølliker, Ejvind Larsen, peter fonnesbech, Claus Piculell, Benno Hansen, Erik Nissen, Per Torbensen, Heinrich R. Jørgensen, Peter Jensen, Henrik Christensen, Steffen Gliese, Palle Pendul, Bill Atkins, Claus Jensen, Johannes Lund og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Poul Schou (i går, 21.28) - det mest interessante, for mig at se, er, at den økonomiske vækst ikke behøver at fortsætte. Når man indser det, og affinder sig med det, er der jo ingen grund til at spekulere på, om den kunne. Så den sidste sætning i dit indlæg ville jeg afkorte til: - "og skabe bæredygtig ligevægt", eller bare "bæredygtighed".

Sider