KRONIK – Det turde være overflødigt at præsentere den franske økonom Thomas Pikettys bog, Capital in the Twenty-First Century, for Informations læsere. Det er allerede sket i adskillige glimrende artikler og anmeldelser. Det spørgsmål, der dog stadig står ubesvaret hen, er: Hvorfor har netop denne bog skabt så meget diskussion – ikke kun blandt økonomer, men også blandt politiske rådgivere og tænketanke.
I sidste uge trak Cepos et fuldt auditorium (250 deltagere) med en invitation til debat om bogen. Overskriften var: paradigmeskifte i økonomi eller et anti-kapitalistisk skrift? Den økonomiske redaktør ved det britiske dagblad Financial Times, Chris Giles, gik det skridt videre og skrev, »at bogens konklusioner ikke fremstår som værende understøttet af bogens egne tal«. Altså, at Piketty under dække af videnskab skulle drage ideologisk betingede konklusioner.
Inden vi ser nærmere på denne kritik, kan der være grund til at reflektere over bogens indhold og metode. Piketty er uddannet og trænet som traditionel neoklassisk økonom. Han har skrevet ph.d.-afhandling og efterfølgende undervist ved et af de mest prestigefyldte amerikanske østkyst-universiteter. Et karakteristisk træk ved denne neoklassiske teori er, at den er formuleret matematisk og ofte baseret på forsimplende antagelser om den økonomiske adfærd med meget lidt fokus på fordeling af indkomst og formuer. Det skyldes bl.a., at de neoklassiske modeller er befolket med såkaldte repræsentative agenter, der alle antages at være ens, hvorved fordeling forsvinder ud af modellen.
Når disse modeller benyttes i den politiske rådgivning, så vil ændringer i fordelingen mellem mennesker eller befolkningsgrupper sjældent fremstå som et integreret resultat af den økonomiske analyse; men vil i givet fald blive påhæftet efterfølgende. En praksis, der også kendes fra miljøøkonomi, hvor de ’grønne’ konsekvenser belyses efterfølgende; men uden konsekvens for de (penge)økonomiske resultater beregnet i den matematiske model.
Tilbage til virkeligheden
Denne analyseforms store begrænsninger fik Piketty til at konstatere, at »besættelsen af de matematisk formulerede modeller er en [for] let måde at få resultaterne til at fremstå som videnskabelige uden at besvare de langt mere komplekse spørgsmål som forståelsen af det virkelige samfund stiller«.
Uden (gode) data er det umuligt at arbejde seriøst med samfundsvidenskab. Så længe der udelukkende arbejdes med abstrakte matematiske modeller, kan et tilsigtet resultat nås, hvilket åbner en ladeport for normativitet (ideologi). Det er først, når modellerne konfronteres med virkeligheden, dvs. gode og relevante data, at de matematiske modellers egnethed og dermed mulighed for at besvare komplekse spørgsmål testes. Hvis der ikke eksisterer pålidelige data, kan den ene model være lige så god som den anden. Så bliver det i stedet et spørgsmål om formidling, magt og tradition snarere end videnskabelige kriterier, der bestemmer, hvilken model, det vil sige hvilken ideologi, der lægges til grund for den politiske rådgivning.
Dette i Pikettys optik uvidenskabelige grundlag ønskede han at gøre op med, når han skulle rådgive om fordelingens og ulighedens dynamik i de vestlige demokratier. Han brød derfor med den etablerede økonomiundervisning i Frankrig (og USA) og var med til at starte Paris School of Economics, hvor den økonomiske virkelighed skulle spille en langt væsentligere rolle i undervisningen.
Ulighed med stort U
Pikettys bog har netop nye og mere pålidelige data som omdrejningspunkt. Han har været dybt nede i de historiske arkiver for at finde tal for udvikling i de private formuers størrelse og fordeling. Jo længere han går tilbage i tiden, desto mere sparsomme bliver kilderne.
Men det er lykkedes ham at grave tilsyneladende pålidelige tal frem for størrelsen af de private formuer i en række af de vestlige lande. Endnu sværere har det været at få tal for fordelingen af disse formuer. Navnlig tilbage i det 19. århundrede er tallene sparsomme.
Men takket været den franske revolution har det været muligt for ham at få lange tidsserier for formueudviklingen fordelt på personer i Frankrig, da der dengang blev indført formuebeskatning og arveafgift.
Det afgørende nye i Pikettys bog er det stærkt forbedrede og tidsmæssigt forlængede datagrundlag for indkomst- og formuefordelingen. Disse tal for indkomstfordelingen bryder med den hidtidige antagelse om den fordelingsmæssige dynamik i de rige vestlige lande, hvor perioden 1880-1960 lå til grund. Her ses der, i navnlig USA, først en stigende ulighed frem til ca. 1930, der efterfølgende mindskes markant i efterkrigstiden, der samlet har form som et omvendt U, en såkaldt Kuznets-kurve.
Konklusionen var dengang, at de rige lande blot skulle igennem en transition, hvor uligheden steg midlertidigt, for dernæst at falde. Men de nye tal afslører, at der i et længere perspektiv tværtimod er tale om en omvendt udvikling, hvor perioden fra 1930 til slutningen af 1970’erne er en undtagelse begrundet i en bevidst politisk strategi formet gennem Roosevelts New Deal, der indebar betydelige stigninger i offentlige udgifter og beskatning af indkomst, formue og arv.
Fra omkring 1980 fik markedskræfterne atter et større spillerum i takt med, at privatisering, deregulering og øget globalisering blev sat på den politiske dagsorden: Skatterne blev sænket, finansielle supermarkeder skød op, og internationale monopoler dannedes.
Pikettys kurve for udvikling i indkomstfordelingen frem til 2010 har således form som et normalt U med et bundpunkt i 1970, efterfulgt af en stigende ulighed, der i 2010 når op på højde med 1920’erne. I dag har de rigeste 10 pct. af den amerikanske befolkning 50 pct. af den samlede indkomst. I Europa er det ’kun’ 35 pct.
Formuefordelingen har ikke en lige så udtalt U-form. Det kan således ikke anfægtes, at formuerne i dag er mindre ulige fordelt end før Første Verdenskrig. Et forhold, der dog ikke ændrer ved, at de private formuer fortsat er meget ulige fordelt. I USA har de 10 pct. rigeste familier ikke mindre end 70 pct. og i Europa 60 pct. af de samlede formuer.
Kritik af Piketty
Det spørgsmål, som Financial Times rejste med afsæt i de britiske tal, var, om Piketty har ret, når han konkluderer, at formueuligheden i Europa atter er begyndt at vokse. Har Piketty været for hurtig, da han konkluderede, at det ikke kun var indkomstuligheden, men også formueuligheden, der var U-formet i Europa?
Spørgsmålet er uhyre relevant, navnlig i et metodemæssigt perspektiv. For data kan jo ligesom modeller udvælges, så de understøtter en i forvejen ønsket konklusion. Det var Pikettys kritik af de matematiske modeller. Nu skulle han nødigt have begået en tilsvarende fejl ved selektivt at udvælge data.
Piketty kunne dog forholdsvis let afvise, at kritikken fra Financial Times på nogen afgørende måde rokkede ved hans hovedkonklusion. Den afviste kritik gav ham dog anledning til at understrege, at ikke kun data, men også datakilder er usikre, hvorfor kildernes kvalitet bør vurderes nøje. Her havde Financial Times kritiske sans tilsyneladende svigtet, hvilket både The New York Times og The Economist var enige i.
Tilbage står Pikettys hovedkonklusion, der har ophidset så mange liberale debattører: Et ureguleret markedssystem kan udvikle en så høj grad af økonomisk ulighed, at den kan true både den demokratiske styreform og store befolkningsgruppers velfærd.
Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitet
Hvis jungleloven råder, så er det den største og stærkest "gorilla" , der bestemmer og andre har intet at sige - det gælder både politisk og økonomisk..
Det ved alle.
Politisk beskytter man sig mod "gorillaen" ved at sikre et effektivt repræsentativt demokrati med regelgmæssige frie og hemmelige valg.
Økonomisk beskytter man markedets effektivitet ved bl a at have effektive monopol- og kartelmyndigheder, der kan udrydde eventuelle "ukrudtsplanter" og luskede operatører inden de når at vokse op og brede sig og kvæle de sunde virksomheder/aktiviteter.
Omfordeling af formuer kan ske på mange måder - evt via lønmodtageres pensionskasser og disses opkøb af bestemmende ejerandele i diverse virksomheder.
Piketty er værd at læse - man bliver klogere af ham, også selv om man betvivler nogle af hans antagelser m v.
I
Hvis indkomstforskellen er markant, så må ophobningen vel være tilsvarende - plus den i allerede forvejen opbyggede formue, der kan akkumuleres. Samtidig peger alle undersøgelser på at uligheden vokser markant, og at midlerne lander på færre hænder. Det er vel hele formålet med deregulerings diskursen.
En af Pikettys konklusioner er, at når vi taler formuefordeling, så er arv langt at foretrække for løn. Forleden dag gav Lego-ejeren sine tre børn 12 milliarder kroner hver, og det ville nok have taget poderne nogen tid at indtjene som løn.
Lad det være, som det er, men hvad jeg overhovedet ikke kan forstå er, at de liberalistiske ideologer og økonomer ikke hårdnakket kæmper for afskaffelse af arv, eller i det mindste hård arvebeskatning, da arv totalt forvrider ideen om et meritbaseret og incentivstyret markedssamfund, hvor den enkeltes evner og flid er bestemmende for de økonomiske belønninger.
Eller også kan jeg forstå det. Liberalismens teori er snak beregnet for blåøjede konfirmander og handelshøjskoleelever, i virkeligheden er det bare mega-hykleri. Klart at de ikke kan lide Piketty, når han har sat lys på det.
Tak til Jesper Jespersen for en klar fomidling.
"Hvis jungleloven råder, så er det den største og stærkest "gorilla" , der bestemmer og andre har intet at sige - det gælder både politisk og økonomisk.."
Nu findes der vel næppe en konkret 'junglelov', så der må menes et abstrakt over dyrerigets love og forordninger/regelmæssigheder etc. Og plukker vi blot et enkelt eksempel, f.eks. fra højere primater (som vi beskriver i bl.a. alfa- og beta-forståelser), vil vi se at 'den stærkeste' er flokken, det samlede system som både skaber, vedligeholder og afvikler en given floks indbyrdes positioneringer. Forestillingen om at der i junglen gives nogen 'stærkeste' (vel nærmest svarende til Suveræenen, som Hobbes i sin tid beskrev denne?) strander på iagttagelsen af den høje kompleksitet, hvormed en lang række dyrearter organiserer sig og lever. Helt ligesom tesen om Homo Economicus i den menneskelige sfære lider skibbrud når den konfronteres med bl.a. socialpsykologisk forskning.
Hér er iøvrigt en udmærket perspektivering på Piketty-processen af Rune Stahl på Kritisk Debat:
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1398
Fra artiklen:
"Tilbage står Pikettys hovedkonklusion, der har ophidset så mange liberale debattører: Et ureguleret markedssystem kan udvikle en så høj grad af økonomisk ulighed, at den kan true både den demokratiske styreform og store befolkningsgruppers velfærd."
Når jeg læser ovenstående, så slår det mig, er det ikke bekymrende i sig selv, ved liberale debattørers ophidset over, Pikettys hovedkonklusion.
Hvis ikke der findes bevis for, denne Pikettys hovedkonklusion, er det så ikke endegyldigt beviset for, at økonomer per definition er utilregnelige, hvilket politikkere bør medregne, før politikkere basere deres politik på økonomers beregninger.
Belastende data bortskaffes, herunder beviser for strafbare forhold og lovbrud
Og fordelagtige abstraktion, der er i strid med fakta, inddrages.
Er en meget udbredt fremgangsmåde blandt Djøf-jurister i Justits- og Skatteminisrerie, når der er noget at komme efter.
Dette viser fakta på fakta desværre.
Jeg opfordrer til at man læser Jesper Jespersens indlæg igennem et par gange.
Derpå bør man hæfte sig ved konklusionen: "Et ureguleret markedssystem kan udvikle en så høj grad af økonomisk ulighed, at den kan true både den demokratiske styreform og store befolkningsgruppers velfærd."
De neoliberale krav om de-regulering på bestemte områder er allerede en trussel mod de demokratiske styreformer og mod store befolkningsgruppers velfærd.
Vi ser f.eks. Google's kamp mod EU's ønsker om demokratisk kontrol med indsamlingen af persondata.(http://www.information.dk/502214)
Og så må vi have en offentlig debat om, hvad demokratisk kontrol det er for en størrelse. For det er jo lykkedes neoliberalister hånd i hånd med populister at klaske alle slags kontrol sammen til ét stort fjendebillede - med mindre det da er kontrol med syge, med sygeplejersker, med lærere, med arbejdsløse, med kassedamer, med kontanthjælpsmodtagere osv.
Altså kontrol med banker, med landbrugssektoren, med erhvervslivet, med investeringer, med aktiegevinster, med politikere - ad puha. Det er samfundsskadeligt.
Peter Jensen:
Gorilla-analogien knækker ved snart sagt hvert led i kæden, men det vil garanteret ikke forhindre Robert Kroll i at bruge den igen ved næstkommende lejlighed. Det er en af måske en håndfuld skabeloner, som næsten alle hans indlæg er skrevet over. De udmærker sig, ligesom økonomernes modeller, fortrinsvis ved at være totalt immune over for revision, uanset hvor grundigt de bliver tilbagevist af virkeligheden.
Niels Engelsted:
I forlængelse af den vellykkede gorilla-analogi er Legofars børn en direkte forlængelse af ham selv og hans meritter. Fra deres perspektiv er det blot en medfødt tilfældighed, ligesom en god fysik eller intellekt er. Sørger "jungleloven" måske ikke for, at nogen sædekorn falder på stengrund og andre i god jysk muld? Bortset fra det skal du vel ikke til at bestemme, hvad folk bruger deres penge til, posthumt eller ej?
I forlængelse af Lars Dahl er det simpelthen lykkedes den ideologiske neoklassiske ideologi at vende op og ned på forholdene i samfundet og at gøre sort til hvidt: staten er demokratisk, interesseløs og den enkeltes værn imod overgreb. Statens institutioner varetager neutraliteten og leverer tilnærmelsesvis objektive data til deliberation i lovgivningen.
Men staten og dens institutioner er blevet defameret! Fordi staten opkræver skat, har det været muligt at påstå, at staten har en selvstændig interesse i et provenu og derfor ikke handler interesseløst, men som selvstændig aktør. Det er selvfølgelig sandt, at staten i dag er kommet til at leve op til præcis denne karakteristik, men først efterfølgende, da giften var spredt og den almene befolkning havde opgivet sit bredt funderede samfundsengagement.
Og dette falske synspunkt fører til, at det tværtimod er de, der har interesser at varetage, der fremstår som uhildede, fordi de ikke er filtret ind i staten: bankøkonomer, organisationsfolk m.m., som man aldrig tidligere ville troet over en dørtærskel, og som man heller ikke bør tro på. Det, som staten tidligere arbejdede på at udgrænse: den private bjærgsomhed, reklamens opfordring til overforbrug og deraf følgende undegravelse af nationaløkonomien etc. fylder nu alt, hvor det burde være en stadig mindre del af vores livsverden, efterhånden som velstanden og trygheden understøtter en helt anden, demokratisk livsform.
"Når ejendomsretten er fordelt på de mange, har ingen enkeltperson magt til at bestemme over andre. Liberale ønsker derfor en spredning af den private ejendomsret."
(Venstres partiprogram (engang))
Bill Atkins:
Hvornår var det?
1980:
http://www.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/object76027/da/
Hvis Pikettys indsats kan bevirke at dataregistrering af de økonomiske værdistrømme i samfundene bliver optimeret og udvidet, så er hans indsats for civilsamfundet og demokratiet, at sammenligne med Edward Snowdens og Julian Assangers indsats.
Nu vi er igang med at aflive en af neoliberalisten Kuznets letkøbte modeller ville det være på sin plads også at se på brugen af Friedman og Kuznets, studie af forbrugstilbøjeligheder. Lad os få noget for vores data. Erhvervslivet og deres reklamefolk og økonomer suger Big Data op i terabytevis om vores forbrug og vores surfing på nettet, og vi får intet andet igen end at blive kigget i kortene. Lad os kræve mulighed for elektronisk smartphone scannig af de vare vi køber, med alt fra e-lister over energiindhold til producentforhold. Så har vi forbrugere en mulighed for at svare igen - eksempelvis nu når Danmark tillader fire nye slags homonforstyrrende ftalater. Lige for lige - istedet for 'alt andet lige'.
Der er intet nyt under solen: Arbejde adler, men adelen arbejder ikke, og det er naturens og konkurrencestatens orden.
Det tager jo immervæk mindst en tre-fire generationer at fostre en adelig ætling, der kan leve standsmæssigt af afkastet af den familieformue, første, anden og tredje generation i hans eller hendes nyadelige slægt knoklede sammen under store personlige ofre og efterlod som arv til deres legitime børne- og oldebørn.
Arbejde er også fortsat de drikkende klassers forbandelse. Og nogle er bedre end andre til at headhunte de 'økonomiske vismænd og rådgivere', som er bedst kvalificerede til at fremtidssikre afkastet af en familieformue, så formuen kan fortsætte med at arbejde for de legitime arvinger af dem, der skabte den, og ikke bortødsles på løn og almisser til de tjenestefolk fra den laverestående ende af domestikfløjen, som kan erstattes af robotter.
Disse tarvelige nyfattige personager har jo overhovedet ingen sans for livets højere værdier og tænker aldrig på andet end at drikke, hore og æde de skillinger op, som ufortjent havner i hænderne på dem.
Neoliberal deregulering er en af alle tiders største bedrag og skalkeskjul for ditto røveri af fællesejet. Ufatteligt at flertallet - herunder nyrup og lykketoft - købte den røverhistorie - helt frivilligt.
Hvorfor er netaviser så håbløse til at udnytte internettes muligheder? Hvis man vil læse en konkret men læservenlig tilbagevisning af Chris Giles' ulødige kritik, kan man starte her:
http://www.theguardian.com/news/datablog/2014/may/29/piketty-chris-giles...
Man havde samme 'kontrovers' i den såkaldte Climategate, hvor højrefløjen ligeledes himlede op over forskeres måde at koble forskellige datasæt sammen på.
Der er mere interessant kritik af Piketty at gå i kødet på, men sådan noget interesserer naturligvis ikke en propagandaorganisation som CEPOS.
Problemet med at bruge modeller opstår når man begynder at tilpasse virkeligheden til sin model. Så har man netop ikke en model af virkeligheden men en udfordring der i det ekstreme går ud på at ophæve tyngdekraften.
Ftalater
Atkinsa skriver: "Så har vi forbrugere en mulighed for at svare igen - eksempelvis nu når Danmark tillader fire nye slags homonforstyrrende ftalater."
Kan nogen fortælle mig, om de nationalt berømte skumvaskesvampe, som man ynder at gnide småbørns slimhinder med flere gange om dag - og mange sågar deres egne slimhinder - om disse skumvaskesvampe er blødgjort med ftalater eller ej?
Tak til Henrik Klausen for en værdifuld henvisning til The Guardian.
Her kan enhver journalist jo i den lille efternote forvisse sig om, at Mr. Giles stort set indrømmer, at hans - og Financial Times' - kritik af Piketty bygger på Giles' private særfortolkning af data. Således er Financial Times' kritik af Piketty's data nullificeret.
Hvornår anfægtes den uretmæssige tilgang til at berige sig på fælkesskabets bekostning, som danner grundlag for alle formuer, som fortsat gør det, og som dereguleringerne i 80'erne skulle befæste - hertil anvendtes bl.a. de latterlige løgne om 'den personlige frihed' og at 'there is no alternative', løgnen om at venstrefløjen ikke har funktionelle, bæredygtige løsninger. Og de er gud hjælpe os stadig gangbare - utroligt. Et paradigmeskift så stort at selv venstrefløjen ikke rigtig kan finde ud af at markedsføre det - hvordan skulle den almindelige vælger så kunne modstå det massive pres og sige nej til lars løkke, corydon og co og de andre lakajer for den samfundsundergravende politik, der udøver sit miljø-og socioøkonomisk ødelæggende herredømme overalt på planeten.
Lægger regnskove øde, forurener hele havets fødekæde med plasticrester, ødelægger biodiversiteten og truer dermed vores overlevelse - en våben og narkoindustri som finansierer og stimulerer konflikter blandt verdens folk - og politikere der ikke har den intellektuelle kapacitet og det personlige mod, der skal til for at gennemskue ondets rod og sige nej. Risikoen er vel også, at effektive modstandere bliver likvideret > kennedy, martin luther king, john lennon - and whom else
Men i modsætning til, hvad befolkningen tudes ørerne fulde af i dag, fra magthaverne der burde agere ansvarligt, så er det mest fornuftige, med eller uden arv og arveskat, at leve sparsommeligt, for overforbrug er roden til alt ondt, på olie, gas og kul.
Ansvarlige magthavere, er de til?
markedet fungerer ikke, fordi varerne bliver talrigere og billigere at fremstille - hvorfor lønnen stagnerer, så kapitalismens gruomme paradoks: armod midt i overfloden, breder sig mere og mere.
Om man vil give Niels Engelsted ret i overvejelserne omkring arv kommer an på om man ser individet som central og isoleret agent i samfundet, eller om man ser et menneskes familie og slægt som det, den enkelte baserer sit liv og sin indsats på. Historisk har slægten betydet alt, og værdierne har i realiteten tilhørt slægten og ikke den enkelte. Nu har vi selvfølgelig det kongelige enevældes afløser, Moder Stat, som sørger for vores ét og alt, opdrager vore børn, bestemmer hvad og hvordan de skal uddannes, så de hurtigst muligt kan blive produktive samfundsborgere, tager sig af vore ældre, bestemmer om vores sygdomme kan blive kureret på sygehuset, eller om vi skal dø. Om Moder Stat så også skal gøre sig til gode med vores arv, ja det er måske fair nok nok når hun også har levet vores liv, og været vores mater og MOR.
Det er en god idé, at producer ting der holder kvalitet og meget gerne i flere generationer, hvor det er muligt og her er arv positivt, men det har, som udgangspunkt ikke direkte sammenhæng med, om et barn af en iværksætter, er retmæssige aftager af ansvaret, for den samfundsmæssige værdi virksomheden repræsentere, selv om det var forældrenes virksomhed, har de ikke skabt værdierne alene.
Morten, det du i virkeligheden hylder i ovenstående er ejendommen og den ukrænkelige ejendomsret. Det var ikke familien, der i gamle dage ejede ejendommen, men ejendommen, der ejede familien, og sådan er det sikkert også hos Mærsk og Kirks. Men frygt ikke, at Moder Stat tager dit liv fra dig, du bliver nok ikke i nærmeste fremtid tvunget til at levere din arv tilbage.
Ingen? fatter tilsyneladende, at intet skabes uden fællesejet > naturgrundlaget - og at sålænge kostprisen herfor ikke erlægges i fælleskassen, er der tale om uretmæssigt tilvejebragte formuer. Og kostprisen, hvordan fastlægge den? Ja, det kan man jo så bryde sin lille hjerne med, og - måske, hvis man tør - havne et provokerende svært sted ....
Lars, jeg har lige været inde og hente en pakke Body Care engangsvaskeklude og kan oplyse at pakken er mærket med en label der viser en stiliseret bellis i en grøn halvbue og en gul tekst hvor der står: "TILTRO TIL TEKSTILER - Testet for sundhedsskadelige stoffer efter Oeko-Tex standard 100".
Jeg kiggede i The Jungle of Food Labels http://studenttheses.cbs.dk/handle/10417/3895 og kunne dog ikke umidelbart finde lablen blandt de mere end 50 labels der husserer på det danske produktmarked.
Jeg vil ønske at der blev sat system i mærkning således, at jeg kunne taste mine begrænsninger ind på min smartphone og derefter scanne varerne under indkøb, og er der en vare der strider mod min indkøbspolitik så fik jeg en information. Forbrugerdemokrati ved indkøbsvognen. Den første butik der indfører det, vil få mig som livstidskunde, også selv om jeg skulle komme til at give lidt ekstra på prisen.
Det hedder frihed under ansvar. Mon ikke selv de mest hårdkogte, frihedselskende nyliberalister må anerkende det? Altså : der er grænser. Næste spgsm : hvilke? Kan det være ret meget andet, end de grænser for overlevelse, som biotopen/habitaten fastlægger, altså overlevelsesressourcer? Som i kraft af sin uundværlighed er uvurderlige og DERFOR ikke kan tillades at privatprofitere på og/eller konkurrere indbyrdes om. Med mindre altså man bekender sig til jungleloven - og det gør vi da ikke i et retssamfund, vel?
Når hertil føjes, at fordi man er god til at samle ikke nødvendigvis er god til at sprede, burde det være indlysende, hvor ikke blot komplet latterligt, yderst livstruende men også de facto illegitimt det er at overlade til sådan ca 1% af planetens befolkning at varetage ressourceadministrationen for alle. I mine øjne en meget ligetil konklusion og derfor helt ufatteligt at den ca 1% alligevel og stort set uantastet kan fortsætte med deres hjerne-og hjertedøde slyngelstreger.
Michael - i så fald må du være i besiddelse af en ret selektiv hukommelse og ditto læsning - jeg skulle mene, at jeg i både ovenstående indlæg og adskillige andre har lagt sporene ud - men det kan selvf være vanskeligt at øjne med skyklapper på. Men så ok da, og som man siger - en gang til for prins knud : økologisk, cirkulær miljø-og socioøkonomi.
Du kunne jo også forsøgsvis imødegå argumentationen - med mindre du simpelthen er enig? Jeg mener, følger man konklusionerne, burde konsekvenserne være indlysende. Disse kan man jo så kun arbejde for at fremme - hvilket velsagtens er grunden til, at du selv promoverer dine synspunkter her. Du ved, som man siger : den første vej til forbedring er selverkendelse. Man kunne også sige, at indsigt bør foregå handlen, og at samtale og ideudvikling derfor har sin vigtighed og berettigelse - faktisk er en absolut forudsætning for den oplyste vækkelse, vi har så hårdt brug for, og som med eet blandt flere mulige resultater ville kunne afsætte spor i stemmeboksene.
12 mia til hver af tre enkeltindivider > legoarvinger !!! Således ses at det, der startede som opfindsom leg, endte med destruktivt vanvid. Hvorledes kvalificerer disse enkeltindivider sig til at forvalte ressourcer så enorme, at det uundgåeligt har ditto effekt på det fælles rum? At være arving kvalificerer ikke til at administrere så mange ressourcer - heller ikke at være god til - mere eller mindre legitimt - at samle. Det må derfor konkluderes, at der er tale om endnu et sted, hvor systemfejl viser sig, endnu et sted hvorfra man kunne starte med at optrevle sindsygens tråd og strikke en ny god voiture til alle os mødige - ud af hamp fx.
For nemt? At nævne tre konkrete ting er nemt : skru ned for forbruget × 3 = kød, tøj, fossile brændsler > bil, fly m.m., kør på cykel, elektronik, køb økologiske varer og genbrug - og tænk dig om og vær en del af oplysnings-og omstillingsprojektet. Det sidste er det sværeste - at stille om inden i hovedet, så går resten meget nemmere. Og når alle verdens paranoide, tryghedsnarkomane pengepugere fatter, at det, den tilfredsstillelse, de så hungrigt efterstræber, kun - kun - er at finde ved at give slip - så rykker vi for alvor. Så begynder den fest, som de - og vi - alle drømmer om. Ikke før. Hvem andre end afstumpede idioter kan feste, så længe brødre og søstre på resten af planeten lider - tænk, tænk, tænk tanken til ende og du vil finde svaret på dit spørgsmål om hvordan
Michael - det er ikke nok at ønske, og jeg gør mit bedste, men kan ikke udvirke mirakler over for modvillighed - du er jo ikke en gås, som kan tvangsfodres vel.
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2332749/oekonomi-og-demokrati-er-p...
Og i øvrigt michael - de skideballer, som jeg uddeler, er så fortjente, tiltrængte og berettigede.
Taler du nu på folkets vegne, michael? Og i øvrigt - hvis man ikke magter at forholde sig til substansen, så hører man alligevel ikke til målgruppen. Michael, vi blir snydt så eftertrykkeligt, er ofre for dumhed og korruption i en grad så mine jammerlige forsøg på at vække sovedyrene er for inter at regne ifht forbrydelsens omfang.
Også sørlander (politiken) går som katten om den varme grød, men han nærmer sig dog. Hvor skal reguleringssnittet ligge, hvordan skal fordelingsnøglen være, hvilket målestoksforhold skal anlægges som udgangspunkt? Det er udfordringen, og der, de fleste stadig sætter kikkerten for det blinde øje, vender det døve øre til og farer vild i skoven af de træer, som de ikke kan få øje på. Alle, der er i besiddelse af normal iq, ved, hvad de selv har brug for - men når det kommer til at forholde sig til, hvad andre har brug for, er man helt blanke - så blir det så svært, at selv akademia kaster håndklædet. Hvorfor denne uforståelige men dog supereffektive fortrængningsmekanisme?
Vi befinder os i et højteknologisk mareridt, fordi den filosofiske og moralske indsigt stadig befinder sig i junglen på reptilhjerneniveau. Farligt. Den bibelske forudsigelse om konsekvenserne af at spise af kundskabens træ uden at være parat har vist sig at være uhyggelig sand. 》30 mia til jagerflymonstre og nedskæringer på de i forvejen udsultede budgetter til de nødlidende > eet blandt de mange ex på at vi befinder os under åget af en overvældende dumhed og/eller korruption.
Michael - Ifht de meget aggressive og konfrontatoriske miljø-og socioøkonomiske overgreb, som vi adresserer, finder jeg det nødvendigt så præcist som muligt at lade mit sprog afspejle min oplevelse af, hvad der foregår.
Ambassadør for bevægelsen af 'moderat bekymrede'? Nej, det er helt sikkert. De har øjensynlig ikke fattet situationens alvor.
Men jeg vil fra nu af dosere mit sprog med yderste omhu
Glæd dig nu ikke for tidligt michael - jeg har faktisk været yderst omhyggelig hidtil.
randi christiansen og Michael Pedersen,
Jeg forstår ikke helt, hvorfor i bliver ved med at tale om lineær, når der i de fleste tilfælde er
tale om ekspotentiel!
At den lineære tænkning forstærkes eksponentielt gør blot det hele værre - hvad mener du egl rikard, jeg forstår ikke ?
Klarhed i sproget - det er såmænd det eneste. Der er forskel på en lineær og en potentiel stigning/vækst.
ekspotentiel - undskyld :)