Kommentar

Vi har et ansvar – også for hinanden

Hvorfor skal vi til psykolog eller coach, hver gang livet driller. Hvorfor lade såkaldt professionelle tjene penge på vores tvivl, bekymringer, sygdom, ulykke(lig kærlighed) og mindreværd? Hvorfor ikke bare tale med venner, familie eller netværk? De er mere oprigtige – både når de giver knus og spark bagi
Debat
23. juni 2014

I artiklen »Lykkelige tanker i et pletfrit sind« (den 14. juni 2014) forsøgte Sebastian Abrahamsen at forbedre sit liv ved hjælp af positiv psykologi. Men hvad er der egentlig galt med at tale med sine venner, kolleger og familie? Hvorfor skal alt, der betyder noget, drøftes med en psykolog, coach eller anden såkaldt professionel, som alligevel ikke kan give en det oprigtige og varme knus, der er brug for eller sige: »Nu tager du dig fandeme sammen« eller bare hjælpe, uden man skal bede om det eller betale for det? Hvorfor skal vi tjene mammon på hinandens tvivl, bekymringer, sygdom, ulykke(lig kærlighed) og mindreværd.

Alt, jeg læste i Abrahamsens artikel, kan jeg kende fra hverdagen. Alle de spørgsmål, der blev rejst, er naturlige at beskæftige sig med, som en del af det at indgå i en familie, have venner og kolleger. Positiv psykologi – det gør vi et forsøg på, når vi sidder sammen om aftensmåltidet, og alle deler to gode ting, de har oplevet i løbet af dagen. Er der legekammerater eller gæster fortæller de også. Det lærer os at være taknemmelige, fordi »Louise blev glad for en af madderne i min madpakke, hun havde nemlig glemt sin egen«, eller fordi man har fået en ny kammerat i klassen, eller fordi det er lykkedes en god ven at søsætte en tømmerflåde på vinposer, eller fordi elregningen var ikke så stor som frygtet. Hvorfor skrive det ned for sig selv, hvorfor ikke dele det? Følelsen af glæde bliver kun større, når den deles.

Selvfølgelig bliver man chokeret eller lettere handlingslammet, når store forandringer ramler ned over ens familieliv, karriere eller helbred – men ved hjælp af sit netværk kan man måske tackle det selv, så man ikke behøver at have hjælp af en coach eller en psykolog.

Almindelig ulykke

Hvorfor kan vi ikke finde ud af noget selv mere? Ingen af os kommer jo for pokker gennem livet, uden at blive ramt af sorg, sygdom, ulykke eller andre hændelser, der berører os dybt. Vi bliver alle ramt og rørt af livet i forskellig grad og udstrækning. Er det fair? Næ, det er det sjældent. Nogle gange ville jeg ligefrem ønske, at jeg kunne tage noget skæbne af andres skuldre. Det kan jeg ikke, men jeg kan smutte forbi med friske indkøb, agere chauffør, lytte, trøste og tale åbent og ærligt med dem.

Men hvad så, hvis de bliver kede af det? spørger folk. Det er jo for pokker ikke, fordi vi taler sammen, at nogen bliver ked af det. Tænk at stå i en situation, hvor man simpelthen ikke mener, at man kan blive mere ked af det, men ingen taler med en, fordi de er bange for tårer og ikke kan håndtere dem. Så bliver vi jo netop overladt til og i vores eget kaos.

Surmuleri forbudt

I artiklen minder Sebastian Abrahamsens positive psykolog ham om, at hans indsats er langt vigtigere end resultaterne, og han fastslår, at Sebastian skal surfe på succeserne og sætte parentes om skuffelserne. Det minder mig om, at det nærmest er blevet forbudt at være sur eller vred – selv i børnehaven og skolen. Det vrede barn bliver straks taget til side og pædagogerne slår kreds omkring det for at finde frem til, hvad der mon er galt derhjemme.

Det minder mig også om, når velmenende konsulenter og den ene specialist efter den anden ud i team buildingens kunst siger: »Det er jo ikke resultatet, der er det primære her, det er processen.« Det giver mig akut udslæt! Det gør alle deres test også. Jeg kan ikke lide test, for uanset om de er velmente eller ej, så kommer det til at lyde, som om man var helt forkert … indtil en eller anden kom forbi med en endegyldig test, der kan forandre hele vores arbejdsplads og (personlige) verden, hvis bare vi tager den og lader os vildlede og vejlede af en konsulent, coach eller psykolog, der kan vise os, hvordan vi i stedet skal og kan være og agere.

Har jeg så en perfekt verden og et perfekt liv? Nej. Og havde jeg forestillet mig, at det var det, jeg skulle have? Nej. Hvis jeg stræbte efter det perfekte, ville jeg ligge i det fjerneste hjørne af stuen i fosterstilling og ralle.

Nogle gange er jeg glad, nærmest lykkelig. Andre gange træder jeg vande, holder hovedet oppe, så jeg lige nøjagtig kan få luft. Det er mit liv. Jeg har accepteret det. Ønsker jeg det anderledes, er det mig selv, der kan forandre det, ikke en coach eller en psykolog.

Mette Drejer Jørgensen er HR-konsulent ved Vesthimmerlands Kommune

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Sebastian Abrahamsen arbejder for Information.

Information har en sommerkronikkonkurrence med titlen "Ideen om det lykkelige liv".

Information ønsker måske at sparke læserne i gang med at tænke tanker og formulere bidrag til konkurrencen.

Som jeg skrev den 15. juni som kommentar til SA's artikel ser jeg ikke grund til så stor opstandelse.

Ej heller selv om vi da sagtens kan blive enige om, at en del af terapien på markedet er overflødig for ikke at sige fup og fidus, og har man et behov og finder man det relevant, så er dialog med nærtstående og venner oplagt værd at afprøve, før man kaster penge og tid efter seneste modebølge.

Positiv psykologi er ikke bare at se alt positiv, uden de dårlige følelser overlever vi ikke. De dårlige følelser advarer os om noget som gør ondt på os og som vi skal tage os af. Det er positiv psykologi ikke en hindring for. Det positive er at erkende følelserne og bruge dem alle de postive og dem som gør ondt.
En terapeut / coach kan ikke fortælle mig hvad jeg skal føle og gøre. En god terapeut kan hjælpe mig til at bruge mine følelser, turde mærke dem og bruge dem. Lære mig at føle & mærke MINE behov og følelser, istedet for at tænke dem, istedet for at tænke dem jeg tror andre vil have jeg skal have.