Jeg står og kigger rundt på en flok af cirka 50 gymnasielærere, der sidder koncentreret og lytter, og noterer, hvad de fire oplægsholdere fra Mellemøsten fremlægger.
Om lidt går de i workshopgrupper faciliteret af fem af mine venner, hvor debatten livligt vil gå om alt fra menneskerettigheder i Jordan til kvinders inddragelse i politik i Libyen, og om hvordan denne viden kan omsættes til netop deres undervisning.
Jeg betragter frugten af mit arbejde, som jeg ikke bare har dedikeret dage, men også weekender og aftener til gennem det seneste halve år.
Ene kvinde har jeg sat strukturen op for, hvordan den organisation, jeg arbejder for, skal lave seminarer i fremtiden. Jeg har skabt en deltagerbase ud fra ingenting. Jeg har produceret reklamemateriale og cyklet København tynd for at dele det ud på samtlige gymnasier. Jeg har sendt fakturaer af sted og ikke mindst: Jeg har kontaktet oplægsholdere ude i verden og givet organisationen et netværk, den ikke tidligere havde. Jeg er tilfreds og stolt.
Jeg føler mig heldig, at jeg som nyuddannet har fået lov til at tage mine første skridt ind på det arbejdsmarked, jeg har set frem til at kunne bidrage til. Jeg har fået ansvar og har givet mig fuldt ud for at løse opgaven så godt, at der måske kunne være et betalt arbejde til mig efterfølgende.
Jeg er i en offentlig institution, ikke en privat. Stor forskel! Det arbejde, jeg har givet ind til videre, har været helt gratis for min arbejdsgiver. Ikke nok med, at det har været gratis for ham; det har kostet mig seks måneder af de to år, jeg har mulighed for at få dagpenge.
For mange af mine mednyuddannede drejer det sig ikke bare om seks måneder, men om et helt år, hvor de arbejder under samme vilkår som mig.
Her giver de alt på en arbejdsplads i håb om, at der skal blive plads til lige netop dem. Og når der så ikke gør, står man der, med kun et år tilbage på dagpenge og røde ører over at have haft den naive tro på, at hårdt arbejde naturligt må afføde en belønning i form af betaling.
Det gør det desværre bare ikke. Mange steder må man gå ind på præmissen velvidende, at der ikke er arbejde til én efter endt gratis arbejdsperiode.
Sikkert gode intentioner
Et år går stærkt, når man føler, at man er i gang med at bidrage til samfundet og glemmer, at man jo ikke rigtig er en del af samfundets arbejdsstyrke. Jo, du betaler da skat af din indtægt, og jo, du arbejder på lige vilkår med dine kolleger. Du ved da også, at der allerede står en ny i kø til at overtage din stilling, så snart din tid er gået. Men du glemmer, at når denne periode er slut, har du kun et år tilbage at finde et rigtigt betalt arbejde i.
Og det føles ikke væsentligt lettere efter et halvt til et helt års ubetalt arbejde, hvor du igen må konkurrere med dem, der har flere års erfaring med rigtigt betalt arbejde og en ny generation nyuddannede.
Der var sikkert mange gode intentioner, da regeringen tilbage i 2004 satte fokus på løntilskud som det, der skulle få nyuddannede akademikere i arbejde. Realiteterne ser dog helt anderledes ud.
Løntilskudsstillinger har erstattet reelle stillinger. I dag kommer den ene arbejdsløse efter den anden i rotation på stillinger, som burde være normalt betalte job.
Deres arbejdsløse kolleger ser frustreret til, når den stilling, de burde blive ansat ind i, bliver givet videre til en arbejdsløs – aflønnet af samfundet, i stedet for af arbejdsgiveren. Løntilskud er en ordning, der kun giver tilskud til løn i private virksomheder, mens der slet ikke gives løn i de offentlige institutioner. Her betales man i stedet med dagpenge.
Hvad er det for en argumentation, der retfærdiggør, at jeg sammen med cirka 12.000 andre arbejdsløse akademikere skal bruge min i forvejen afkortede dagpengeperiode i det system?
Ikke nok med at jeg udfylder en stilling, som en af mine medarbejdssløse under normale forhold kunne varetage for rigtig løn, jeg presser også lønningerne ned, fordi vi som arbejdsløse bliver så begejstrede, når vi endelig får et job, at vi er villige til at tage imod en hvilken som helst løn, der bliver tilbudt.
Lukrativt for staten
Der er ingen tvivl om, at løntilskud er en lukrativ forretning for staten, hvor langt de fleste løntilskudsstillinger findes. Som modydelse for den pose penge, staten poster i en arbejdsløs, får de rent faktisk arbejde. Ren win win, når man står i en økonomisk krise. Ren lose lose, når man står i en udsat position som nyuddannet dagpengemodtager.
Hvilket slags menneske tror de, man får ud på den anden side? En med stort gåpåmod og ’verden kan bare komme an’-attitude? Eller en, der er blevet skolet til at tro, at ens arbejdskraft ikke har nogen værdi?
Arbejdskraften i Danmark er allerede ved at blive så devalueret, at folk rent faktisk overbevises om, at det at gå ned i løn er en holdbar løsning til fastholdelse af arbejdet.
Det er ikke en tendens, jeg i disse løndumpingdage vil ønske, at nogen af mine medarbejdsløse skal bidrage til. Tilknytning til arbejdsmarkedet kan skabes på mange måder. Løntilskud er ikke en optimal måde at gå til den opgave på. Få nu ændret den ordning, så vi alle sammen kan få betaling for det arbejde, vi udfører, eller giv os i det mindste mulighed for at arbejde uden selv at skulle betale for det.
Claudia El-Hage er cand.mag. i IU og Kulturstudier fra RUC
Igennem de seneste 10 år har der været politisk flertal i Folketinget for at ledige i løntilskudsansættelse indenfor det offentlige arbejdsmarked skal arbejde for dagpengene, altså langt under overenskomstmæssig løn. Nyuddannede som får dimittendsats som udgør 82% af højeste dagpengesats, skal endda udføre 37 timers indsats, imod tidligere 30-31 timer om ugen.
Det er en skamplet på især fagbevægelsen, at den har accepteret den udvikling!
Når arbejdsgiveren modtager fuld kompensation i støtteperioden, må minimumskravet være: overenskomstmæssig løn.
Nyuddannede er bedre tjent med en kort praktikperiode, og så kunne støttet ansættelse iløntilskudsansættelse anvendes til ledige med lang forudgående ledighed - på overenskomstmæssige vilkår. Timerne burde så tælle til genoptjeningskravet. Så er der også et perspektiv for den ledige med galskaben.
Fagforeningerne bør nu og her genoverveje - om det fremover er formålstjenligt at have statsstøttede løntrykkere i ellers udmærkede jobs?
Gratisarbejdet breder sig og det ville være rart at se nogle markeringer fra de berørte faglige organisationer. Ellers kan det ligesom være ligegyldigt!
Siden Nyrups regering reformerede systemet i 1994, har respekten for arbejdet været fraværende. Tidligere var der ubetinget respekt for, at folk var beskæftigede, om de så var i støttet eller almindeligt finansieret beskæftigelse. Og alt andet giver heller ingen mening! Hvis arbejde ikke betragtes som arbejde, skrider al sikkerhed og garanti for alle mennesker, og arbejdet udføres ikke længere, fordi et regnes som nødvendigt eller ønskværdigt, men for at disciplinere. Et arbejde, som man ikke vil betale med den løn, der er enighed om mellem arbejdsgiver og -tager, kan ikke være nødvendigt nok.
Arbejde talte heller ikke i arbejdsløshedsperioden, hvad det selvfølgelig heller ikke skal: arbejder man, er man ikke arbejdsløs, uanset hvor finansieringen kommer fra. Hvis det offentlige ønsker arbejdet udført, må man betale, hvad det koster.
"alt fra menneskerettigheder i Jordan til kvinders inddragelse i politik i Libyen"?
Sådan som jeg læser det, så har Claudia udført et stykke godt arbejde for en eller anden sandsynligvis humanitær organisation ved at arrangere en konference fra A-Z, det burde vel alt andet lige gøre det nemmere at finde arbejde, at man har demonstreret at man kunne det. Hvad konferencen handlede om er vel ikke hendes ansvar? For øvrigt er rigtigt mange mennesker her i landet der beskæftiger sig med den slags ting på fuld løn! Det er jo sådan en rigtig EU ting med masser af støtte og tilskud!
Løntilskudsjob i det offentlige er løndumping. Politisk besluttet folketinget, og bakket op af LO.
Løntilskud har som fomål at holde lønningerne i bunden nede.
Det samme gælder praktikker og nyttejobs.
Og det lykkes.
Hurra for .. noget. Konkurrencen, vistnok. Og væksten.
Glem ikke væksten. I lederlønninger.
Det er jo for øvrigt ikke kun nyuddannede, der er ansat i løntilskud. Ofte er stillingerne ret hardcore og kræver mange års erfaring. Er selv blevet henvist til en stilling som database specialist hos Skat og til en anden som kommunikationskonsulent. Der var tale om hele pakken i begge tilfælde, sidstnævnte ville jeg vurdere til at være en special konsulent stilling. Men det beviser jo at der virkelig er mangel på arbejde, hvis man kan få mennesker til at lave den slags for 17000 om måneden! Og så er der jo oven i købet tale om en forsikring, man selv har betalt til gennem mange år!
.. er der nogen arbejdsløs, som er i postion til og tør sige nej til løntilskudsstillinger uden meget konkret årsag,
med risiko for at miste sin eksistensindkomst?
Kender for øvrigt et firma, der skal have styr på lageret, dvs. alt skal tages ned fra hylderne og tælles, vejes, om mærkes, og så videre. Hvad gør man så? Jo man ringer til jobcenteret, og får henvist en 10 medarbejdere, med erfaring ud i lagerarbejde, (ikke nogen der skal lære det! Nej folk som virkelige er erfarne) som så kommer i virksomhedspraktik. De får så lov til at knokle igennem og når arbejdet engang er færdigt, så bliver de sendt tilbage til jobcenteret! Man tænker bare, hvor er fagforeningerne henne, det er jo offentligt løntrykkeri af første klasse og det bringer jo ikke nogen tættere på arbejde! Tværtimod! Der er altid 10 nye klar!
Er der egentlig nogen, der har regnet ud hvor mange rigtige arbejdspladser der kunne oprettes ved at afskaffe det offentlige løntrykkeri?
@ Lise Lotte Rahbek:
".. er der nogen arbejdsløs, som er i postion til og tør sige nej til løntilskudsstillinger uden meget konkret årsag,
med risiko for at miste sin eksistensindkomst?"
Jeg har selv sagt nej tak til to løntilskudsstillinger i det offentlige med den begrundelse, at jeg ikke vil arbejde gratis. Jeg havde dog selv søgt stillingerne (det skal man jo) i håb om, at der var et perspektiv udover de seks måneders gratis arbejde. Det var der ikke. Så jeg var ikke blevet anvist og mistede derfor heller ikke mine dagpenge. Ikke i denne omgang, ihvertfald.
løntilskud, kan kun gives hvis der er en ledig stilling åben. Derfor har du ret til at sige nej, Jens Andersen.
Jeg har siddet i den situation, at min kollega fik 220 kr. i timen, jeg fik 66 - begge tal brutto.
Jeg har siddet i den situation, at jeg fik 250 kr. i timen - min kollega 66 - begge tal brutto.
Begge situationer føltes lige ubehagelige.
I begge situationer udførte vi det samme arbejde og havde samme uddannelse- bortset fra at jeg i begge tilfælde havde mere erfaring og længere anciennitet.
Hvis fagforeningerne tog sig selv en lille smule alvorlige, fandtes den slags situationer ikke - men de er efterhånden så talrige, at de findes næsten alle arbejdspladser.
Solidaritet - slå op i ordbogen under fortid.
Fællesskab - slå op i ordbogen under glemt.
Fagforeninger - slå op i ordbogen under ligegyldighed.
Efter et år med en "rigtig" løn drømmer du ikke om hvor svært det var at begynde at bruge penge, når man i så mange år har været vandt til at spare og nu var jeg ellers lige ved at få det lært. Bortset fra det, så er det mærkeligt at forlade et arbejde, hvor man har dækket behov som ikke umiddelbart opfyldes af andre, selvom der sikkert bare kommer en anden. Modellen i sig selv kan godt fremkalde en vis bitterhed, men det får det ikke lov til hos mig.
Før jeg begyndte i løntilskud, lovede jeg mig selv at jeg ikke ville ende som de kontanthjælpmodtagere jeg sad sammen forinden, hvoraf mange allerede havde været i løntilskud. De var, lidt ligesom forfatteren til artiklen, også fyldt med bitterhed og modvilje, fordi perioden havde virket som en hån mod deres person. De følte sig hver især reduceret til en udskiftelig og rettighedsløs brik i et politisk spil. Dengang opfattede jeg deres bitterhed som et udslag af umoden utaknemmelighed, men nu ved jeg i det mindste hvor den stammer fra. Jeg nægter dog at adoptere den. For mig har det været en god udfordring at være i løntilskud og rart at føle mig som en næsten ligeværdig del af fællesskabet på en arbejdsplads, om det så kun var for en periode. Den tid der går godt kommer, som bekendt, ikke dårligt igen. Endelig har det også været nyttigt at benytte perioden til at kortlægge mine egne ressourcer i forhold til arbejde og helbred og oven i købet få en god hyre for det samtidig! Det minder i mistænkelig grad om velfærd.
Når det er sagt kan da godt se, at det måske ser lidt anderledes ud hvis man er i begydelsen af sit arbejdsliv og oven i købet er medlem af en fagforenig.
Søren Kristensen
14. juni, 2014 - 12:54
Det da meget fint du havde en succeshistorie af din jobtræning.
Problemet er jo bare at der er folk der gentagende gange bliver "ansat" i "jobtrænig".
Og hvis det foregår i alt for mange år.
Så går det ud over optjening til fagforening, ferie-penge, pension-opsparing. Så vidt jeg er ahr fprstået er det ikke engang noget særligt tilskud til transport. Såå...
På avisen.dk havde de for to år siden en artikel serie, hvor folk kunne fortælle at de var blevet ansat flere omgange i samme job. Med års erfaring og uddannelse i samme fag og bare var blevet fyret pga eksempelvis nedskæringer eller firma-lukninger.
-Eller at de var blevet fyret direkte og "tilbudt" ansættelse i samme stilling, som de nys var fyret fra.
Det skete for en murearbejdsmand.. Der var han noget overrasket at over det kunne ske.
Du har ret man skal tage det positive man kan fra en given situation.
Men sker det gang på gang. Så det sørme svært at holde gejsten oppe. Specielt når man ikke optjener til hverken feriepenge eller pension.
Det er noget afsindigt sludder, at der arbejdes "gratis".
Timelønnen ved løntilskudsjob begrænses af dagpengesatsen, og udgør pr. 01.04.2014 kr. 115,62 i timen.
Spør enhver (folke)-brøkpensionist om det kan betale sig at arbejde. Svaret er nej!
Jeg elsker mit arbejde og har mange års erfaring med oversættelse. Men når man er 68, har gigt i ryggen og er døvbleven så arbejder man kun 45 timer om ugen, når en 'deadline' er lige op over. Resten af ugen går det stille og roligt og man nyder 3-4 timers arbejde hver dag. Lige nok til at holde hjernen kørende på bedste vis.
En reel årsløn kan ikke tjenes ind. Det er noget af grunden til at, folke-pensionister må arbejde og tjene lidt ekstra.
Glem det hvis du er brøkpensionist. Du bliver trukket krone for krone i alle skattefrie tillæg. Dernæst skal du betale skat af det du har tjent. Og moms!
Der røg hele din fortjeneste. Glem alt om et reelt skattefradrag; glem alt om et tillæg hvis du har tjent så meget som en øre; glem alt om at arbejde.
Gratis --- det må man heller ikke --- jo, man må gerne levere gratis dansk/engelsk oversættelse til de forskellige politiske partier, som jo har bestemt at gratis oversættelse skal beskattes.
Ikke bare kan det ikke betale sig at arbejde, men det koster penge at arbejde.
Mage til idioti skal man lede længe efter.
Problemet er i høj grad den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse. Den vil hellere støtte partikammeraterne på Christiansborg, ved at se den anden vej overfor det offentliges løndumping, end den vil støtte almindelige arbejderes kamp for løn og tryghed i ansættelsen.
I rigtigt gamle dage, i tiden efter 1. verdenskrig, havde man noget, der hed Fagoppositionens Sammenslutning, der var en syndikalistisk bevægelse, der arbejdede indenfor det, allerede den gang, systembevarende LO. De formåede blandt andet at organisere de arbejdsløse til store demonstrationer. Mest berømt er nok stormen på Børsen, hvor man smed børsmæglerne ud under parolen "Spillebulen er lukket af de arbejdsløse".
Måske er løsningen på problemet med offentlig løndumping, såvel som på så mange andre problemer, at der opstår en organiseret opposition internt i fagbevægelsen, så man kan komme ud over den socialdemokratiske grød, der i årtier langsomt har kvalt den faglige kamp på arbejdersiden i Danmark.
Hvis ikke snart fagbevægelsen begynder at kæmpe for sine medlemmers interesser, i stedet for blot at kæmpe for S-toppens, så vil fagbevægelsen lide en fuldt fortjent død.
12.000 offentlige løntilskudsjob, og regeringen har siden sin indtrædelse samtidig skåret ned med 17.000 stillinger.
Hvordan mon dét hænger sammen?
Jobskabelse? Hvor mange job ville man mon skabe udelukkende ved at nedlægge løntilskudsordningen?
...Eller du kan nok godt få løntilskud, men retten til at sige nej, den har du i fald, der ikke er perspektiv.
12.000 offentlige løntilskudsjob + et ukendt antal virksomhedspraktikker og andre ordninger.
Hvis jeg var ung og nyuddannet akademiker ville jeg søge udenlands. Ellers ganske enig i kritikken af politikere og fagbevægelsens døde flæskesiddere. Rutcheturen startede med Poul Nyrup og har accellereret lige siden. Overførslen af ambi til erhvervsstøtte driver hele møllen.
@ Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid:
Din historie er vel blot endnu et illustrativt eksempel på den perverse kultur og manglende professionalisme, der hersker mange steder i det offentlige bureaukrati. Man ser ikke sig selv som en tjener, der skal hjælpe borgerne, men derimod som en drage, der ligger og vogter på en skat. Kniber det så oven i købet med de faglige kvalifikationer, hvilket desværre er tilfældet mange steder, så er man som offentlig papirnusser tilbøjelig til at opføre sig ubehøvlet, og lufte sine egne underlødige fordomme om alt fra polakker til arbejdsløse, enlige mødre, unge eller sindslidende.
Denne kultur baseret på manglende respekt og manglende faglighed er ikke kommet af sig selv. Vore kære ledere har i årtier ført en hetz mod borgere, der har været uheldige i livet og har brug for hjælp. Det har givet mange dejlige stemmer fra hr. og fru Kakkelbord, der har kunnet sidde hjemme i hjørnesofaen og forarge sig over hvor meget de fattige nasser på dem. Denne holdning er så også sevet med over i bureaukratiet, med katastrofale følger for dem, der er havnet i systemets kløer.
Samtidig har man fra politikerbandens side ikke forspildt nogen mulighed for at detailstyre ned i det absurde. Den enkelte kommunale bureaukrat får således aldrig lov at opbygge en faglighed, idet de lysende begavelser på Christiansborg allerede har truffet beslutningerne på forhånd. Med lige så katastrofale konsekvenser for de ramte.
Jeg griner over dit indlæg Ranveig, men jeg burde græde. Man sku' tro det var løgn!
Da jeg er næsten målløs linker jeg lige til : http://modkraft.dk/artikel/socialr-dgiver-vi-har-ikke-l-ngere-en-velf-rd...
Det ironiske er vel, at man gør det her, for at dæmme op for folk der spekulerer i systemet, til, at det nu er nødvendigt for ærlige borgere, for overhovedet at have en plads i systemet.
Det er ringe politisk håndværk - reklamation?
"Man gør det her, for at dæmme op for folk, der spekulerer i systemet"...
Er det ikke nærmere: systemet der spekulerer i folket?
Og fagforeningerne, de snorksover!
Min vej ind på arbejdsmarkedet var gennem løntilskud.
Da jeg ikke havde haft noget studiejob var det meget svært for mig at få et job på ordinær vis. Løntilskuddet gav mig den praktiske erfaring som mine fremtidige arbejdsgivere så gerne ville se (hvilket er forståeligt nok). Det er en måde at rekruttere på, og nej, du arbejder ikke gratis men bruger ganske rigtigt dine dagpengeklip. Jeg fik derudover fuld pensionsindbetaling.
Drop brokkeriet.
Første eller sidste mand i køen af slagtesvin?
One little piggy went to market
one little piggy stayed home
one little piggy had roastbeef
one little piggy had none
and one little piggy cried we-we-we-we all the way home.
Karen von Sydow - for hver en, der via løntilskud får ordinært arbejde, er der 10, der IKKE får det, fordi virksomheden spekulerer i ordningen. På offentlige arbejdspladser er der næsten alle steder en eller flere fast(e) plads(er), der ALTID er besat med en i løntilskud + dem i virksomhedspraktik etc. De tider, hvor løntilskud ofte førte til fastansættelse, hvis vedkommende passede til jobbet er long gone.
"Løntilskuddet gav mig den praktiske erfaring som mine fremtidige arbejdsgivere så gerne ville se (hvilket er forståeligt nok"
... for det er da naturligvis helt rimelig at arbejdsgiver skal subsidieres af os andre for at du kan lege "dum i arbejde" i en periode. Slaveri er også en måde at rekruttere arbejdskraft på. Jeg går bare ind for det.
Edit:
Jeg går bare ikke ind for det.
Jens Kofoed,
'dum i arbejde', skriver du. Du virker som en ubehagelig person.
Herdis Weins,
hvor har du de tal fra? Den påstand bliver du simpelthen nødt til at underbygge.
Det er meget let at råbe 'slaveri', 'udnyttelse' og 'dum i arbejde' efter folk i løntilskud. Tillykke med at stigmatisere folk, hvis vej ind på arbejdsmarkedet ikke går i en lige linje.
Karen von Sydow - hvis du havde din gang på offentlige arbejdspladser, ville du vide, at de faste pladser findes næsten overalt. Der er også en del private virksomheder, der gør det samme. Folk får såmænd allerede ved ansættelsen at vide, det forholder sig sådan. Det gælder især for mange mange 50+, at de kommer i adskillige løntilskud uden at få fast arbejde. Jeg får snart muligheden for at komme i løntilskud et sted, hvor jeg er i virksomhedspraktik. Det koster nemlig ikke abejdspladsen det helt store, da jeg er på kontanthjælp og løntilskud bare betyder, jeg får færre timer end nu. Jeg får i hele forløbet ikke en krone ud over min kontanthjælp. Når min løntilskudsperiode er overstået, så kommer der en ny, for der er ikke penge i budgettet til rent faktisk at ansætte mig på ordinære vilkår. Sådan er det hele vejen rundt i kommunen. Job i det private, løntilskud eller ej, kan man godt glemme alt om, når man fylder 60 lige om lidt.
Det lyder som sådan et eksempel, hvor f.eks. en MA i Afrikastudier uden erhvervserfaring kunne få lidt ekstra erfaring på vej til arbejdslivet. Men nogle kobler sig så på andre vogne...
Det nyeste skud på stammen er frivilligjob i skoler og børnehaver. Det er nullønnede som trykker selv løntilskudsjobbene.
Heller ikke den service der før var offentlig og underlagt en visse normer er ikke hvad den har været. Min gamle mor var ude at køre bus med MOVIA for nylig. Der var billet/kort check i bussen og efter "uniformen" havde set hendes kort hører hun ham sige: "Dejligt fjæs!"
Det hører med til historien, at min mor har et meget rynket og autentisk ansigt - eller fjæs om du vil. Jeg ville bare ikke kommentere på det. hvis jeg var offentligt ansat eller ansat i et firma som havde været offentligt men siden var blevet privatiseret. Det ville ikke harmoner med min opdragelse.
Denne debat viser, hvor galt det er fat, og hvor slemt det har udviklet sig, siden det ordinære arbejde, der er grundlaget for det hele, fik frataget sin status i samfundet. Jeg har skrevet det før: det skete, da SR-regeringen pr. 1. januar 1994 indførte aktivering for understøttelsen. Før den tid var arbejde arbejde, man fik en regulær løn, man optjente dagpengeret, man kunne søge internt opslåede job (det kan man mange steder ikke engang, hvorved en væsentlig del af ordningens legitimitet falder væk), og man ophørte i disse job-perioder med at "spise" af sin dagpengeperiode, men folængede den ovenikøbet med de timer, man var beskæftiget. Fjernelsen af disse principper er simpelthen udtryk for en grundlæggende opløsning af det fundament, velfærdsstaten hviler på: at man skal hjælpes, når man oplever en social begivenhed. Med gradbøjningen af arbejdsbegrebet har man gjort arbejdet som sådan til fjas og "beskæftigelse" frem for løsning af nødvendige opgaver i samfundet. Hvis arbejdet ikke har som formål at give folk en løn på de vilkår, samfundet har bestemt, arbejde skal udføres på, ubetinget, er samfundsmoralen skredet til fordel for lemfældighed og til borgernes ugunst. Det er da også siden skredet på stort set alle områder, hvor regeringer har ment at kunne handle med borgernes liv i krige, de ingen adkomst havde til at deltage i, og som tværtimod udsatte vores land for større risiko for terror, overvågning af befolkningen, der tværtimod har krav på at kunne vende overvågningen den anden vej og sikre sig, at politikere og embedsmænd udfører de beslutninger, folkets flertal har valgt dem til.
Der er altid et sted, moralen fejler, i Schlüterregeringen kan man pege på flere sager: Tamilerne og måske blodscreeningerne, men derefter fulgte, hvad der viste sig som den største uartighed fra en socialdemokratisk statsminister nogensinde: at Poul Nyrup dekreterede et "moralens årti", samtidig med at hans regering sønderskød den selvsamme moral med sine overgreb på befolkningen ved konsekvent at fralægge sig det ansvar, der om nogen påhviler en socialdemokratisk statsminister: at sikre social sikkerhed, så alle kan deltage i demokratiet.
Paradigmeskiftet i 2004 - som indebar at ledige dagpengemodtagere skal arbejde for dagpengene er VKO flertallet og deres støtter (vælgerne) ansvarlig for. SFSR støttet af V har så nu 10 år senere fulgt op med paradigmet om, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for kontanthjælpen.
Ikke så underligt endda - at helt almindelige mennesker mister tilliden eller troen på at fagforeningerne i realiteten kæmper for ordentlige løn- og arbejdsforhold!
I denne debattråd her over føler flere sig krænket af bureaukrater i forvaltning og akasser. Det er forståeligt, men don,t shoot the messenger.
I ly af, at der ikke findes et flertal imod disse tumpede kontroller, så oplever vi her som der - at der ændres på mange forhold i vores lovgivning, uden nogen offentlig debat overhovedet.
DET indebærer så at middelklassen når de møder systemet får et regulært chok over tonen, hvis/når de søger hjælp af SYSTEMET.
Vi ligger med andre ord som vi har redt.
Opsøg straks et positivt fællesskab der vil gøre noget ved det, herunder nogen der vil fjerne lakajer og pampere som sidder som propper, og blot sikrer sig selv og eliten et fedt liv.
God dag der ude
Det er krise til modstand - så FIGHT BACK
NO TO CORPORATE OVERTAKE
Det er krise til OPSTAND
Undskyld for dobbeltkonfekt :-)