Nigeria gennemlever sin mest kritiske stund i en generation. Truslen fra Boko Haram har i de seneste syv år været en tændt lunte i Nigerias politiske krudttønde og er alligevel overvejende blevet ignoreret. Den politiske klasse har med få undtagelser lullet sig ind i en tilstand af selvtilfredshed og indforståethed. En omfattende uformel korruption blandt landets elite er blevet en del af det nationale liv.
Da Boko Haram begyndte sin kampagne for kulturel og religiøs separatisme, fordømte vestlig uddannelse og søgte at føre Nigeria ind i sharia-lovens skygge, blev bevægelsen i første omgang set som en obskur pøbel af fundamentalister, man ikke behøvede at tage alvorligt. Dengang var Nigeria mere bekymret for spændingerne i Niger-Deltaet i sydøst, hvor voldsomme protester, sabotage af olieledninger og bortførelser skabte farlige situationer. Protesterne var affødt af den ekstreme forurening af miljøet, som de store olieselskaber havde gjort sig skyld i, og som hele landbrugsområder, floder, landsbyer og byer måtte lide under. Det daværende militærdiktaturs henrettelse af forfatteren og miljøaktivisten Ken Saro-Wiwa i 1995 blev den sidste større skandale under Nigerias lange søvn. Indtil i dag.
En døv og blind regering
Boko Harams bortførelse af 276 piger har med rette ført til international fordømmelse af den nigerianske regerings tøvende reaktioner på dette hidtil groveste overgreb mod nigerianske kvinder. Men landets politiske ledelse har længe været både døv og blind over for hele befolkningens ve og vel. Denne ufølsomhed er en af de mangeårige og oversete konsekvenser af traumerne fra den nigerianske borgerkrig i slutningen af 1960’erne, hvis rædsler aldrig for alvor er blevet bearbejdet kollektivt. Nationen gik fra en krig, hvor over en million mennesker blev slået ihjel, til en ny normaltilstand uden nogen mellemliggende indsats for at hele den nationale psyke. Man kan næsten høre den politiske klasse sige: »Hvad skal al den opstandelse i denne sag til for? Hver dag ser vi værre ting i vores gader.« Det er netop den indstilling – at se disse værre ting og leve med det, der er værre – der ligger bag den nigerianske regerings afmægtige og utilstrækkelige svar på pigernes bortførelse.
Kronisk betændt
Problemet med Boko Haram har også rødder i selve nationens grundlæggelse. Brudlinjen var der allerede, da den britiske regering slog sit nordlige og sydlige protektorat sammen til en enkelt nation kaldet Nigeria i 1914. Nogle iagttagere hævder sågar, at der står mere bredt funderede skumle kræfter bag Boko Haram, som med terroristiske midler vil forsøge at etablere en tilbagevenden til nordens hegemoni. Det er ikke klogt at dvæle for meget ved så giftige rygter, men vigtigt at forstå, at Boko Harams rødder er fæstet i nord.
Endemisk fattigdom og den ulighedens politik og politiske korruption, der æder sig ind på nationens hjerte, hører også til bevægelsens rødder. I et land med så store olieindtægter, hvor milliarder af dollar kan forsvinde fra de nationale kasser, uden at nogen stilles til regnskab; hvor et dominerende motiv til at gå ind i politik er udsigten til at kunne erhverve sig stor og pludselig rigdom; hvor nye slumkvarterer kommer til hver dag; og hvor de nationale indtægter ikke forbedrer folks liv i hele landet, er det ikke så overraskende, at voldelige sekter kan spire frem.
Nigerias regering skulle have iværksat en resolut, øjeblikkelig og kraftfuld reaktion fra begyndelsen. Aldrig tidligere er en sådan kriminel ondskab blevet nedkaldt over nigerianske kvinder. Den rammer selve hjertet af det nigerianske dilemma. Hvilken slags nation vil vi være? En nation, som er præget af utålelig lovløshed, eller en nation præget af retfærdighed og mod?
Ved afgrundens rand
Alt for mange årtier er gået, uden at Nigeria har formået at indfri det store løfte, som kunne skimtes ved dets uafhængighed i 1960. Befolkningen i Nigeria skriger efter retfærdighed. Bortførelsen af pigerne fra Chibok til de vidtstrakte Sambisa-skove bør nu blive nationens bratte opvågning: Alarmklokkerne ringer med tusind decibel, og stadig hører ingen efter. Alt, hvad der nu skal til for at kaste landet ud i undtagelsestilstand og bringe militæret tilbage til magten, er en bombe midt i Lagos.
Nigeria har længe vaklet ved afgrundens rand. Nu truer borgerkrigens spøgelse atter. Forskellige militante grupper, hvoraf Boko Haram er den værste, har manet dette spøgelse frem igen i deres desillusion over den måde, deres klan og stammefæller behandles af deres regering.
Det nigerianske militær hævder beskæmmende nok, at det ikke føler sig ordentligt klædt på til at løfte en udfordring af et sådant omfang og kompleksitet. Angiveligt ved det udmærket, hvor pigerne befinder sig, men er ikke i stand til gøre noget ved det på grund af manglende erfaring med den slags operationer.
Øjeblikket er kommet, hvor Nigeria må vise karakterstyrke og indføre etiske standarder for sin regeringsførelse. Der er kun to veje at gå. Enten mere af det samme, hvilket uundgåeligt vil føre til yderligere overgreb og i værste fald til national opløsning, eller også må Nigeria vågne op til dåd og lytte til det kald, der lød ved dets uafhængighed, og igen slå ind på vejen mod sin skæbnebestemmelse som en af verdens store nationer.
Hvordan den nigerianske regering i sidste ende handler for at undsætte de bortførte piger fra Chibok vil forunderligt nok kunne blive det spørgsmål, der kan afgøre fremtiden for Nigeria. Det er mærkeligt at tænke på, at en nations skæbne kan afhænge af en så håndgribelig og enkel handling.
Ben Okri (f. 1959) er nigeriansk forfatter og tidligere vinder af Booker-prisen.
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
