Læsetid 6 min.

Den dag, jeg var far

I anledning af fars dag genoplever forfatter, billedkunstner og dramatiker Tomas Lagermand Lundme den korte stund, han selv var far
Tomas Lagermand Lundme har kun været far meget kortvarigt. Til gengæld er der mange andre fædre i hans liv.

Tomas Lagermand Lundme har kun været far meget kortvarigt. Til gengæld er der mange andre fædre i hans liv.

Tor Birk Trads
5. juni 2014

Der var en ude i samfundet, der sagde ’far’ til mig. Og jeg fik et chok. Eller først hørte jeg det ikke rigtigt. Så tog jeg mig selv i at kigge over skulderen, for måske stod min far der. Min far, som jeg egentlig aldrig har kaldt far. Han hedder René. Jeg er også barn af den tid, hvor forældre var så som så. Man fik hele tiden en ny mor eller en ny far, hver gang der havde været gruppemøde i bofællesskabet.

»Så vender vi dig lige, så du har hovedet mod far,« sagde stemmen igen. Stemmen var dyrlægens. Og det, hun vendte mod mig, var katten.

»Jeg hedder ikke far,« ville jeg sige, men nåede det ikke, fordi hun gentog det på sådan en kategorisk måde, at jeg følte, at hvis jeg sagde noget nu, ødelagde jeg det hele. Det hele er nok så meget sagt, men stemningen, illusionen, ville briste, gå i tusind stumper og aldrig kunne samles igen. Jeg var far.

Og da jeg krydsede Istedgade med katten under armen, havde det sådan lidt format af en far over sig. Jeg gik og fløjtede indad. Ja, ja, jeg var noget. Og så var det alligevel bare mig.

Jeg havde ikke klædt mig ud. Jeg havde ikke fået skæg. Jeg gik ikke med Fjällräven-rygsæk. Jeg havde ikke smurt madpakke. Jeg havde ikke taget mandens anorak på, der lugtede af spejder. Jeg havde ikke gjort noget. Jeg var bare far.

Far var en fin far

Da jeg kom op i lejligheden, kiggede jeg på mig selv i spejlet. Jeg havde aldrig overvejet at være far. Ikke sådan en rigtig far, der bare var far. På den der ordentlige, rigtige måde. Men hvordan var det nu? Kunne man ikke bare være far på min måde?

Min far havde været en fin far. Det er han stadig. En fin far. Han havde haft sine ture. Sådan er det at leve livet. Og han havde haft sine kærester og koner, som min bror, min søster og jeg havde haft det mere eller mindre svært med. Han havde haft sine perioder, hvor han pludselig var vågnet en morgen og følte, at folkemusikeren Sebastian og ham kunne udkonkurrere hele denne verden – i det mindste dyrskuepladsen på Roskilde – med en afbleget bøllehat på det øverste hoved og en sang fra de radiatorvarme lande i lærredstasken, der med en iscenesættelse, der var Klaus Pagh værdig, var blevet smidt over skulderen i et forsøg på at være ung med dem, der stadig lå i klapvogn. Det var på det stadium. Med et Politiken Plus-kort dinglende om halsen, selvfølgelig.

Han havde haft sine tidslommer, min far, hvor han faldt i blodrøde drømmelandskaber og snittede på livet løs – så blodet bogstavelig talt sprøjtede – når han ville vende hele denne vestlige verden om, så den forstod, at når den røde hane galede, galede den altså kun én gang. Det indvarslede revolution, vel at mærke grafisk revolution, hvor billedet blev fastholdt i sort og hvidt, så ingen var i tvivl om, at her var der én, der mente noget.

Alligevel elskede jeg ham. Og elsker ham.

Ligesom han af hele sit bankende, venstreorienterede hjerte har elsket mig, når jeg er kommet rallende fuld hjem klokken fem om natten og har tømt køleskabet, mens jeg stammede, hulkede og græd, når jeg fortalte om, hvor lidt Thomas Møller bare elskede mig, og nu var han så taget hjem med Thomas Hedegaard i stedet, fordi jeg dum som en åben hoveddør, var kommet til at danse til The Cure i ungdomsklubben på Jagtvej 69, når alle, der havde delt sutteflasker i Spejlægget, havde bestemt, at i aften danser vi kun til Depeche Mode. Dem, der gør noget andet, er døden. Eller værre end døden. De er livet.

Alle dyr er velkomne

Eller når jeg igen-igen kom hjem med en papkasse på cyklen, fordi jeg igen, igen, igen havde fået/fundet en kattekilling et sted, som skulle bo her.

»Alle dyr er velkomne her,« sagde min far altid. »Det samme er alle mennesker.« Begge dele måtte med tiden revurderes kraftigt, da der på et tidspunkt boede en hest og en ged, og den slags er der alligevel strenge krav om, ikke må forefindes i et vildtvoksende have et sted på Amager i et gammelt, faldefærdigt hus, der i tidernes morgen – dengang kapitalismen blomstrede – havde været en legetøjsbutik. Nu var legetøjet forældet og lå i papkasser i kælderen, og børn i alle aldre var flyttet ind og havde gjort huset til deres.

Det med, at alle mennesker måtte komme og gå, var lov nummer ét i hytten, men til gruppemødet en aften blev det alligevel besluttet, at Ninettes kæreste ikke længere var velkommen i hønsehuset, da han havde snuppet alle mine fars italienske høns og en enkelt hane, der så galede for sidste gang, da han var flyttet sammen med Ninette i et kolonihavehus i Kongelunden og var gået i gang med at praktisere voodoo. Han var også fra Kenya.

Min far tilgav ham.

»Religioner er kun for dem, der ikke er med i DKP,« sagde han og købte nye høns af Havfrue-Niels, der havde dem fritgående på Italiensvej i et stort kollektiv, hvor hønsene sov i sengene i huset, og kvinderne lå ude på græsset og slangede sig. Min far kom meget i det hus. Jeg var altid lidt bange for at være der. Der lugtede af brændt karamel, syntes jeg.

Da min far blev farfar

Fordi jeg aldrig selv har fået børn – mine egne børn – har jeg altid været min fars søn. Min lillebror har fået en dreng, og fra den dag blev min far farfar.

Det er noget andet end at være far. Det er noget med at gå med islænder og få skæg, der kradser, når man kilder sine børnebørn og så lave store drager, der kun kan sættes op på Fælleden i møghamrende dårligt vejr, fordi en farfar ikke er sådan en, der opgiver sine kampe. Og nu skal han vise, at der er noget, der hedder mand og rollemodel, og når børnebørnene bliver 12 år, får de et evigt abonnement på film, digte og cykelkommentatorspor af Jørgen Leth, som de gudhjælpemig har at lære udenad, så de i stedet for at stå og spytte på manden i den sorte kjole i det hus, der aldrig er nogens, kan sige, at det, de tror fuldt og fast på som 14-årige, er Troels Kløvedal, de syv verdenshave og alt det, der ikke står i Biblen.

Sådan er en farfar.

Min lillebror er stadig min lillebror, selv om han også er blevet far. Han er stadig sådan en, der med sav, skruer og søm kommer marcherende ud i denne verdens mere eller mindre klokkeslagsudslettende (m)urbefolkning og har sit vaterpas med. Han regner den ud. Det har han altid været god til. Og jeg er den, der sidder lige bag ham med en lille førstehjælpskasse med plaster og saks, så jeg hele tiden er klar til at give ham tørst og tørt på, hvis noget forbløder. På den måde skal det være. Søskende er noget, man har for altid. Det er noget, der minder om kærlighed. Og ærlighed.

Holdt op med at være far

Min mand kan godt lide børn. Og børn kan godt lide ham. Han er også god til at fantasere. Samtidig er han praktisk anlagt. Hvis man drømmer en drøm, kan man lige så godt slå to fluer med en hagesmæk og få den drøm etableret, som det så pænt hedder i den del af forretningsudvalget, hvor han går gennem sluserne med himmelhøj pande og et hjertebarn eller otte i sin læderhåndtaske. Måske er manden et barn i ny og næ?

Jeg tror, man skal få børn, hvis man vil have det. Og kan det. Og ønsker det. Og drømmer om det. De drømme har jeg ikke. Jeg vil hellere bare have en kat, der alligevel ikke – lykkeligvis – ejes af mig, da man ikke skal eje hinanden. Man kan skabe tillidsmæssige rum, hvor man til tider kan læne sig op ad en ryg, mærke en hånd eller en pote, og hvor man i et splitsekund opnår noget, der hedder lykke. Ikke løkke.

Jeg var kortvarigt far en dag. For en kat. Allerede et par minutter efter, jeg var kommet hjem fra dyrlægen, holdt det op.

Jeg blev mig selv igen.

Det vil sige, jeg blev mig. Uden børn. Uden ejerskab og ejerfornemmelser.

Jeg blev mig selv igen.

Og jeg holdt op med at være far

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Christian Olesen
    Christian Olesen
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
    Heinrich R. Jørgensen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Christian Olesen, Vibeke Rasmussen, Heinrich R. Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders  Hede

Jeg elsker også katte. Meget irationelt faktisk. Men jeg kan stadig trods mine granvoksne 36 år stadig ikke gå forbi en kat uden at ville snakke og kæle med dem. Og jeg har en særlig ekstra sympati for andre der også har denne glæde ved katte. Vi har jo noget til fælles.

Men jeg elsker trods alt mest af alt min søn, og nyder min første fars dag som far :)