Kommentar

DF er ikke ene om at splitte Danmark

DF-Danmark. Udkantsdanmark. Vi i ’Midtpunktsdanmark’ excellerer i at sætte ord på de andre. Måske skulle vi tale lidt mindre om ’dem’ og lidt mere om ’os’. Vil vi overhovedet noget sammen?
5. juni 2014

Hvem er de mennesker, der stemmer DF!?« skrev en af mine kontakter på Facebook i kølvandet på europaparlamentsvalget, hvor ca. hver fjerde af os stemte på Dansk Folkeparti. Og så tilføjede hun: »Jeg kender dem i hvert fald ikke!«

Udsagnet gik igen som variationer over samme tema på de sociale medier. Det fik mig til at tænke over noget.

Jeg voksede op med venskabsforeninger. Som lille pige i 1980’erne gik jeg med mine forældre til bal hos eksilchilenerne, tog på højskole med kvinder fra Kenya, lærte om peruviansk pileflet, boykottede israelske appelsiner og sagde nej til sydafrikansk marmelade. Hjemme tilhørte vi, foruden fagforeningen og beboerforeningen, den globale venskabsforening, der bare gik under navnet »Verdens Folk«. Sådan forstod jeg det i hvert fald.

Et eller andet sted i gemmerne har jeg stadig en stump ægte Berlinmur liggende. Muren faldt uskarpt og i sort-hvid hjemme i vores stue med et stort, vidunderligt brag. Nu skulle der være fest i venskabsforeningen Verdens Folk! Én mur mindre mellem mennesker, mere bevægelsesfrihed – et større og bedre fællesskab. Sammen kunne vi udrette ting, ingen af os magtede hver for sig. Vi kunne hjælpe til med at afskaffe apartheid. Vi kunne sætte fartgrænser for atomkapløbet. I det hele taget havde vi store projekter, som vi helt indlysende var nødt til at være mange om.

Folket der blev væk

Jeg voksede op med social indignation. Vreden mod Schlüter sidder stadig i mig som en efterhånden ret irrationel rest af barndom. Jeg lærte ord som ’skruebrækker’ og ’strejkekasse’, men også ord som ’solidaritet’, ’fællesskab’ og ’forandringskraft’. Indignationen alene kunne ikke flytte bjerge. Vi skulle gøre noget for at skabe det gode samfund.

Hvis man dengang havde spurgt mig, hvem »vi« var, ville jeg have svaret uden at blinke. Vi var folket. Og folket var os, der boede i Danmark.

Reaktionerne i mit segment på DF’s valgsejr har til gengæld mindet mig om Bertolt Brechts ironiske løsning efter Juniopstanden i Østberlin i 1953. For ville det i grunden ikke være enklere »hvis vi opløste folket og valgte et nyt?«

Når vi taler om »DF-Danmark«, siger vi samtidig noget om et andet Danmark, nemlig dét vi selv er en del af. Hvad skal vi kalde det? Intellektueldanmark? Vi er lidt svære at sætte ord på. Det er nok altid sværest at sætte ord på sig selv. Nå, ét ved vi: Vi går ind for mangfoldighed og fællesskab. Det er jo godt.

Midtpunktsdanmark

Men hvorfor har vi så travlt med at skille Danmark ad? DF-Danmark er jo ikke noget, Dansk Folkepartis vælgere selv har fundet på. Udkantsdanmark er ikke et begreb, vi har hentet fra folk i kommunerne længst væk fra hovedstaden. Måske skulle vi kalde os »Midtpunktsdanmark«. Vi excellerer i hvert fald i at pege ud på alle de andre og fortælle dem og hinanden, hvordan de er.

Lige på det område adskiller vi os nok ikke så meget fra dem, vi allerhelst vil pege fingre af. Det er svært at få øje på sprækkerne i de skel, vi sætter, mellem dem og os.

Når vi forklarer hinanden, hvorfor ’de andre’ stemmer på Dansk Folkeparti, lægger vi ikke fingrene imellem. »DF-Danmark« er et lukket land befolket med tilbageskuende tryghedsnarkomaner i klaphat og små sko. DF-danskere er angste, åndeligt dovne og ligeglade med resten af verden.

Vi klandrer Dansk Folkepartis vælgere for at flygte fra samfundets i stigende grad komplekse realiteter ind i et nationalromantisk Shangri-La, hvor man kan fikse sociale problemer med udelukkelsesmetoden. Men hvad er egentlig det alternativ, vi selv praktiserer?

Måske skulle vi ’midtpunktsdanskere’ tage den åndelige tropehjelm af og begynde at tale sammen om, hvad det er for et fælles og mangfoldigt projekt, vi vil invitere de såkaldte DF-danskerne med i. Der er kun ét Danmark, og vi bor her sammen med alle de andre, der også er os. Men vil vi overhovedet noget med dem?

Det er godt at sige fra, og nogle gange er det nødvendigt at fordømme. Men det er bedre at tale sammen og endnu bede at handle i fællesskab. Hvis vi skal kunne tilbyde et reelt alternativ til den populære højreekstremisme, bliver vi nok nødt til at tale lidt mindre om ’dem’ og fokusere lidt mere på ’os’. Hvad skal vi gøre – sammen – for at nedbryde de skel mellem mennesker, der skaber frygt og fremmedhad? Hvilken venskabsforening er vores? Og hvordan bliver man medlem?

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er cand.mag. i litteraturvidenskab og forfatter

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Foder
Ib Foder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forandringskraft - det er da et vidunderligt dejligt ord! Det lyder ligeså godt som frihed, fællesskab og chokoladekage. Det er et ord og en handling jeg vil tage med mig og bruge i fællesskab med mine medmennesker. Skønt ord! :)

Dejlig fortælling om et "mulighedernes land" - fællesskaber og andre former for sameksistens i stedet for udelukkelser og pegen fingre. - Værd at arbejde på.