Kronik

Drop den offentlige gæld

Gældsundersøgelser viser, at nedskæringer er politiske og designet til at gavne samfundets top. Er en ny internationalistisk arbejderklasse ved at vågne op? Occupy Wall Streets krav om sletning af gæld rammer kapitalismen i solar plexus
Gæld er altafgørende for og altdominerende i nutidens politik. Også Occupy Wall Street, en af de mest nytænkende sociale bevægelser i nyere tid, blev udløst af gælden.

Lucas Jackson

Debat
24. juni 2014

Som historien har vist, er Frankrig i stand til det bedste og det værste, ofte begge dele inden for kort tid. Dagen efter sejren til Marine Le Pens Front National ved valget til Europaparlamentet gav Frankrig et væsentligt bidrag til genopfindelsen af en radikal politik, der passer til det 21. århundred. Komiteen for borgerkontrol med den offentlige gæld udgav en 30 sider lang rapport om Frankrigs gæld, dens oprindelse og udvikling over de seneste årtier. Rapporten var udarbejdet af en gruppe eksperter i offentlig økonomi under ledelse af Michel Husson, en af Frankrigs førende kritiske økonomer. Konklusionen er enkel: 60 procent af Frankrigs offentlige gæld er illegitim.

Enhver, der har læst en avis i løbet af de sidste par år, ved, hvor afgørende gæld er for nutidens politik. Som blandt andre David Graeber har vist, lever vi i gælds-kratier, ikke demokratier. Det er gæld snarere end den offentlige vilje, som styrer vores samfund gennem ødelæggende nedskæringspolitikker indført med gældsnedbringelse som primær begrundelse.

Det var også gælden, som udløste en af de mest nytænkende sociale bevægelser i nyere tid, Occupy-bevægelsen.

Hvis man kunne vise, at den offentlige gæld i en eller anden forstand var illegitim, ville borgerne have ret til at kræve en indefrysning – og måske endda aflysning af dele af denne gæld – og de politiske konsekvenser ville være omfattende. Det er svært at forestille sig en begivenhed, som mere grundlæggende og hurtigere ville kunne forandre den sociale struktur end frigørelsen af samfundet for gældens åg. Og det er netop, hvad den franske rapport stræber efter.

’Afskyelig’ gæld

Undersøgelsen er en del af en bredere bevægelse af folkelige gældsundersøgelser i flere end 18 lande.

Ecuador og Brasilien har haft deres, førstnævnte på initiativ fra Rafael Correas regering, sidstnævnte organiseret af civilsamfundet. Europæiske sociale bevægelser har også sat gældsundersøgelser i gang, særligt i lande, der er hårdt ramt af gældskriser som f.eks. Grækenland og Spanien. I Tunesien har den post-revolutionære regering erklæret, at den gæld, som er blevet optaget under Ben Alis diktatur, er en ’afskyelig’ gæld, som har beriget den magtfulde elite snarere end forbedret befolkningens levevilkår.

Den franske rapport viser flere væsentlige ting. Først og fremmest at stigningen i statens gæld over de seneste årtier ikke kan forklares med øget offentligt forbrug. Den nyliberale begrundelse for nedskæringspolitikker lyder, at gælden skyldes et urimelig højt niveau af offentlige udgifter: at samfundet som helhed og almindelige mennesker i særdeleshed lever over evne.

Dette er lodret løgn. I løbet af de sidste 30 år, mere præcist fra 1978 til 2012, er det offentlige forbrug tværtimod faldet med to procentpoint i forhold til bruttonationalproduktet.

Politiske beslutninger

Hvad kan så forklare stigningen i offentlig gæld? For det første et fald i skatteindtægter. Massive skattelettelser for de rige og de store virksomheder er blevet gennemført siden 1980. I tråd med det nyliberale mantra har formålet med disse skattelettelser officielt været at give incitament til investeringer og øge beskæftigelsen. Arbejdsløsheden er imidlertid højere end nogensinde, mens skatteindtægterne er faldet med fem procentpoint i forhold til bruttonationalproduktet.

Den anden årsag til den voksende gæld er rentestigninger, særligt i 1990’erne. Disse stigninger gavnede kreditorer og spekulanter og var til skade for dem, der havde gæld. Hvis staten i stedet for at låne på finansmarkedet havde satset på private husholdninger og bankerne og lånt til historisk set normale renter, ville den offentlige gæld have været mindre end det nuværende niveau, hvor den ligger på 29 procent af bruttonationalproduktet.

Skattelettelser for de rige og rentestigninger er politiske beslutninger. Undersøgelsen viser, at den offentlige gæld ikke blot er vokset som en naturlig konsekvens af samfundslivet. Gælden er bevidst påført samfundet af de herskende klasser for at legitimere nedskæringspolitikker, som vil gøre det muligt at overføre værdi fra den arbejdende klasse til den velhavende klasse.

Illegitim gæld

Et forbløffende fund, som er gjort i rapporten, er, at ingen faktisk ved, hvem statens kreditorer er. For at finansiere sin gæld har den franske stat, ligesom alle andre stater, udstedt obligationer, som er købt af en række autoriserede banker. Disse banker har siden solgt alle obligationerne på det globale finansmarked. Hvem der nu ejer dem er en af bankverdenens bedst bevarede hemmeligheder.

Staten betaler til disse ejere, så teknisk set kunne den finde ud af, hvem de er. Men juridisk blåstemplet idioti forhindrer afsløringen af obligationsejerne. Denne nyliberale logik gør bevidst staten magtesløs selv i tilfælde, hvor den har redskaberne til at undersøge sagen og handle på tingene. Det er dette, som har muliggjort skatteunddragelse i sine mange former, hvilket hvert år koster de europæiske samfund omkring 50 milliarder euro, 17 milliarder alene i Frankrig.

Derfor, konkluderer rapporten, er omtrent 60 procent af den franske offentlige gæld illegitim. En illegitim gæld er en, som er vokset til gavn for private og ikke i den brede befolknings interesse. Og dermed er den franske befolkning i sin gode ret til at kræve, at afbetalingerne bliver indefrosset og at i hvert fald dele af gælden slettes. Det er set før: I 2008 erklærede Ecuador 70 procent af sin gæld illegitim.

Tre skridt

Den spirende globale bevægelse for gældsundersøgelser kan meget vel bære kimen til en ny internationalisme – en nutidig internationalisme – som kan forene de arbejdende klasser verden over. Dette er også en af finansialiseringens konsekvenser. Måske kan gældsundersøgelserne gøde jorden for nye former for international mobilisering og solidaritet. En sådan internationalisme kunne begynde med tre nemme skridt:

1) Gældsundersøgelser i alle lande. Det springende punkt er at vise, som den franske rapport gør, at gælden er en politisk konstruktion, og at den ikke skyldes, at samfundet har levet over evne. Det er denne konklusion, som gør det rimeligt at kalde gælden illegitim og som kan føre til krav om sletning af gælden. 2) Afsløring af obligationsejernes identitet. En gruppe af kreditorer på nationalt og internationalt niveau kunne sættes sammen. Ikke alene kunne en sådan gruppe bekæmpe skatteunddragelse, den kunne også afsløre, at mens flertallets levestandard forringes, har en lille gruppe individer og finansinstitutioner systematisk draget fordel af det høje offentlige gældsniveau. Dermed ville gældens politiske beskaffenhed blive blotlagt.

3) Socialisering af banksystemet. Staten skulle ophøre med at låne på finansmarkedet og i stedet finansiere sit virke gennem private husholdninger og banker til rimelige og kontrollerbare renter. Bankerne skulle for deres del under opsyn fra borgerkomiteer, og således skulle gældsundersøgelserne gøres permanente. Kort sagt, gælden bør demokratiseres. Dette er naturligvis et af de mere vanskelige elementer, hvor socialisme indføres i systemets hjerte. Ikke desto mindre er der ingen vej udenom, hvis vi vil undslippe gældens tyranni over alle livets aspekter.

Razmig Keucheyan er sociolog og ansat ved University of Paris-Sorbonne og forfatter til ‘The Left Hemisphere’.

© Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Jeg vedstår gerne min gæld - så længe jeg blot får lov til at stifte den selv (CV Jørgensen/Sjælland).

Lad os da endelig opgive den illegitime gæld, det kan da kun gå for langsomt. Især hvis det også spider skatteundragerne i samme manøvre.
Iler med at anbefale den her artikel til hvem som helst. Dagens glade budskab!

Del og like! - ikke del og hersk

God dag der ude.

randi christiansen, Jette M. Abildgaard, peter fonnesbech, Michael Reves og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

EU burde være det redskab, der den dag i morgen på alle tre niveauer ved en fælles manøvre indefrøs alle medlemslandes gældsbetaling til europæiske banker. Det ville give politikerne magten tilbage med et snuptag.

Rasmus Kongshøj, peter fonnesbech, Michael Reves og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Naomi Klein har forlængst gjort opmærksom på, at kapitalen mangler 'frontiers'. Dvs. områder, hvor kapitalistisk udbytning kan foregå uhæmmet pga. manglende lovgivning indenfor miljø, arbejdsforhold og skat. Samtidig har produktiviteten og profitraterne været faldende i en lang række vestlige lande siden 70erne. I lyset heraf søger man nye områder for profitmaksimering. Velfærdsstaten er et af disse områder. Staterne i den vestlige verden har siden 2. verdenskrig været adskilt fra og styret af andre love end profitkmaksimering. Med USA som en delvis undtagelse. De forholdsvis vandtætte skodder mellem stat og kapitalisitisk produktion/profitmaksimering står nu for fald. Midlerne til at subsummere en del af statsapparatet under profitmaksimeringens logik er gældssætning og privatiseringer med neoliberale politikere som de villige stråmænd.
“Gælden bør demokratiseres,” hævder Razmig Keucheyan. Dvs. gæld bør underlægges de regler, som normalt har været gældende indenfor statsapparatets domæne. Egentlig ikke et særligt radikalt krav i betragtning af, at adskillelse af stat og kapitalistisk produktion i det store hele har været normalen i 60 år eller mere. På den anden side er det et radikalt krav i lyset af de angreb kapitalen har iværksat mod velfærdsstaterne, siden den såkaldte finanskrise brød løs.
Hvis der er nogen, som har tvivlet på, at staternes gældsætning er klassekamp, må denne tvivl vel være ryddet af vejen?

Gæld og GRIIS landene er ikke alene kapitalens skyld, men i en del tilfælde også middelmådige politikere, som er magtliderlige for "enhver pris"!

Grækenland og Irland er særlig grove eksempler herpå, med henholdsvis korruption(Grækenland) og dårlig ledelse, og gyldne løfter(Irland) om lav skat til alle på 40 % men intet om hvordan mankoen i skattekassen skulle finansieres, - med lån, lån og atter lån.

Amerika er såmænd ingen undtagelse herfra, med liberalisternes stadige krav om godkendelse af tvivlsomme lånearrangementer og lånepapirer uden rimelig sikkerhed, fik skabt en global krise i 2008 alene for t tilfredsstille liberalisternes krav om mere fortjeneste.

Så skulle der ryddes om, men igen blev det på liberalisternes betingelser, der i Grækenland og andre GRIS lande fik indsat en teknokratisk regering, som IMF, EBC og andre krævede, og som udstak de rammer for "genoprettelsen" af økonomien.

Mønsteret er let genkendeligt, og gentages gerne i det uendelige til glæde og gavn or den liberalistiske ideologi; "besparelser på velfærden", for det skal være som i Amerika,; drevet af privat virksomhed, hvor den enkelte kan skal købe sine forsikringer mod sygdom osv.!
Altså helt i tråd med den liberalistiske ideologi, hvor uendelig rigdom eksisterer side og side med uendelig fattigdom, og den enkelte er overladt til de store selskabers holdning til individet, som står alene i sin kamp mod det store selskab.

Det har i den forbindelse også været fremme, at sagen mod den tidligere leder af IMF, Strauss Kahn, der var imod denne teknokratiske besparelsespolitiks ensidighed vendt mod velfærden, var grunden til, man søgte, eller måske endog arrangerede hans fald.
- Det skal ikke opfattes som en frikendelse af mandens unoder overfor kvinder!

Lagarde var ikke kvinden der skulle have efterfulgt Strauss Kahn, siden hun fulgte den liberalistiske ideologi slavisk og uden tøven, hvilket var til stor skade for såvel EU, Europa og de lande som var ramt af krisen.

Den eneste der rettede lidt op på forholdet var Angela Merkel, der slog i bordet og krævede bankerne eftergav/nedskrev en del af deres gæld til GRIIS landende, så muligheden for atter at kunne komme økonomisk til kræfter igen.

- Det har helt sikkert ikke passet liberalisterne særlig godt, så Angela Merkel er næppe i kridthuset hos liberalisterne, der nok gerne så hende fjernet fra politisk indflydelse, så de kan få gennemført "gældsfængslet" for Europas lande og borgere, og samtidig få afskaffet det system med statsvelfærd som mange lande har haft igennem årtier, til stor gavn for de enkelte lande og deres borgere.

Grundlæggende er den liberalistiske ideologi imod statsdannelsen og den begrænsninger, - liberalisterne vil selv styre hvilke begrænsninger, om nogle, der skal være for dem.

Vi ser det tydeligst i Amerika, hvor deres patriotisme ikke rækker til skattebetaling, og derfor skynder de sig også, at bringe deres penge i skattely!

Karsten Kølliker

Det er så ejendommeligt og tankevækkende at det engelske ord ’debt’ betyder både gæld og synd, såvel som ’debtor’ betyder både skyldner og synder. For at forstå det fulde omfang af den undertrykkende virkning af at være skyldner, skal vi formentlig indregne den skam der forbindes med ikke at kunne betale sine afdrag på en given gæld.

Således er det almindeligt anerkendt, at den nærmest eksplosive vækst i studiegælden blandt amerikanske studerende er blandt de væsentligste årsager til, at Occupy-bevægelsen og andre reformpolitiske bevægelser ikke allerede har samlet langt større moment. De studerende frygter simpelthen for de personlige konsekvenser af at sige fra, fordi bankvæsenet har fat om nosserne på dem.

Og ude i udviklingslandene står de multinationale banker på spring for at overtale nyuddannede og nyansatte unge til at optage lån til det ene og det andet og det tredje. Således kan man pacificere en eventuel vågnende politisk bevidsthed også der.

Og ville der have været al uroen i Sydeuropa, i Ukraine og andre steder, hvis ikke de multinationale banker så villigt havde stillet kæmpestore lån til rådighed for de ryggesløse regeringer?

Således sidder den internationale bankelite som en anden inkvisitionsdomstol og vogter over de fortabte syndere og idømmer bodsgang og aflad.

Disse bankfolk, som ikke har udvist den mindste ansvarlighed overfor det samfund de var en del af, styrer nu befolkningerne gennem den skam der følger med at regeringerne og befolkningerne har levet over evne, og altså har optrådt uansvarligt. How’s that for a paradox?

John Christensen, randi christiansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er det, jeg har sagt her i spalterne siden 2011 : RØVERI VED HØJLYS DAG.
Og de neoliberale kleptokrater fortsætter bare deres forbandede røvertogt med inkompetente og/eller korrupte politikere som frontaktører for denne illegitime gæld, for denne gældsætning af staterne og dermed ultimative undergravning af det samarbejdende og miljø-og socioøkonomisk ansvarlige folkestyre. Det er naive narrehatte som stemmer på disse neoliberale landsforrædere og deres blålys. Eksproprier den gæld, som er et tyveri af fællesejet - ellers står der idiot på ryggen af os.

Jesper Wendt

Strauss Kahn, ville have syn for sagen, og forlangte USA dokumenterede deres guldreserver... Det er ikke sket endnu.